Læsetid: 8 min.

Den tyske genrejsning

Den sjoveste fodbold i Europa spilles p.t. lige syd for grænsen. Mange års målrettet tysk talentarbejde har båret frugt, og Bundesligaen er på vej ind i en ny guldalder
Genrejsningen af den tyske talentudvikling gør, at landstræner Joachim Löw i dag råder over verdens vel nok største talentmasse, når han skal supplere sit landshold – og det gælder både spiller- og trænerkompetencer

Michael Mayhew

12. september 2015

Det kan måske være svært at huske, hvor dårlige tyskerne egentlig var. Så her er en reminder.

Ved EM i 2000 i Belgien-Holland sluttede tyskerne sidst i en halvblød pulje efter et gruppespil, hvor de blot havde formået at score et enkelt mål.

Det var det svageste Nationalelf, man havde set i umindelige tider, og efter at deres sidste puljekamp i Rotterdam var resulteret i et ydmygende 3-0 nederlag til et reservespækket portugisisk hold, der allerede før kampen havde sikret sig videre kvalifikation i turneringen, offentliggjorde det europæiske fodboldforbund UEFA en kampanalyse med overskriften:

»Det dårligste tyske landshold nogensinde?«

I analysen var den tidligere hollandske mestertræner Rinus Michels nådesløs over:

»Tyskerne spillede den dårligste kamp, jeg har set dem spille. Vi er efterhånden blevet vant til, at de ikke spiller særligt moderne fodbold, men de plejer dog at have en solid organisation. Men i dag var der ingen organisation. Mod et smukt og fodboldspillende portugisisk landshold var de fuldstændig udspillet, og de skal være glade for, at de slap med at tabe 3-0.«

Den tyske landstræner Erich Ribbeck var enig:

»Vi måtte opleve, hvordan et teknisk overlegent hold ydmygede os,« sagde han. »Vi havde ikke noget at svare igen med, og nederlaget var fuldt fortjent.«

14 år senere – den 8. juli 2014 på Estádio Mineirão i Belo Horizonte – kulminerer genrejsningen af de tyske landshold med en udradering af de brasilianske VM-værter, der bliver slået med 7-1 på egen bane.

Væk er det stereotype, stivbenede og fighterbaserede maskinfodbold, tyskerne i generationer var kendt for. Ind er kommet lynhurtigt pasningsspil, teknik på højeste niveau og en vilje til at angribe over hele banen. Hvilken forskel 14 år gør!

Nye talenter

Nøglen til genrejsningen af tysk landsholdsfodbold finder man i nederlaget til portugiserne. For det var efter det EM, at det for alvor gik op for tyskerne, at de var blevet overhalet af langt mindre nationer, og at deres status som en fodbold-stormagt var truet.

Og de har svaret igen på ægte tysk vis med et fodboldmæssigt wirtschaftswunder, der ikke blot har løftet landsholdet frem til verdensmesterskabet, men som samtidig har gjort Bundesligaen til den mest seværdige liga i Europa; en liga, der i spillestil og spændingsniveau er langt mere underholdende og uforudsigelig end oligarkernes legeplads i England eller duopolet på den iberiske halvø.

Det første, tyskerne gjorde for at komme på benene efter katastrofen, var at spørge: Hvad gør de andre? Og så sendte de spejdere til Spanien, Frankrig og Portugal ud fra den antagelse, at de især var blevet overhalet af lande, der havde en langt bedre talentudvikling end dem selv. Og de erfaringer, de tyske fodboldspejdere hentede hjem, har ført til en talentudvikling, der i dag hviler på to søjler:

For det første har alle klubber i 1. Bundesliga og 2. Bundesliga fået pligt til at drive et talentakademi ved siden af deres førsteholdstrup. Hvis de ikke gør det, får de ikke licens til at spille i Bundesligaen.

Og for det andet skal 12 pladser på hver årgang på akademierne været reserveret til talenter med tysk statsborgerskab. Denne regel har været med til at sikre Bundesliga-akademierne en nøglerolle i udviklingen af kommende tyske landsholdsspillere. Blandt andet har stjerner som Müller, Özil, Kroos, Götze og Hummels fået deres fodboldmæssige eliteuddannelse på et Bundesliga-akademi.

Derudover har tyskerne også opgraderet niveauet hos deres trænere. Tusindvis af tyske ungdoms- og seniortrænere er blevet sendt gennem forbundets trænerkurser med det resultat, at tyskerne i dag råder over omkring 30.000 trænere med uddannelse på højeste niveau, mens det samme tal i et land som for eksempel England er under 2.000.

Alle disse tiltag har placeret landstræner Joachim Löw i den misundelsesværdige position, at han råder over verdens vel nok stærkeste talentreserve, som han kan hælde fra, når han skal fylde landsholdet op. Der er næppe den position på banen, hvor tyskerne ikke besidder to-tre verdensklasseaktører.

Folkevognsklubben

Her en kort indføring i de hold, det er særligt værd at holde øje med.

Vi kan starte med et af de mandskaber, der på disse breddegrader primært er kendt for en spiller, der stort set aldrig er på banen, nemlig Wolfsburg.

Hvis der stadig er nogen, der efter de seneste par landskampe ikke forstår, hvorfor Nicklas Bendtner er en sjælden gæst på grønsværen i industribyen i Niedersachsen, er det, fordi de aldrig har hørt navnet Bas Dost. Den hollandske angriber har været hos Die Wölfe siden 2012, og efter et par halvsløje sæsoner gik han målamok i foråret og nettede 18 gange på 54 afslutninger, hvilket gjorde ham til den mest effektive angriber i Europa og gav ham kælenavnet Bum-Bum-Bas blandt klubbens fans. Sådan en mand sætter man naturligvis ikke lige af. Og så længe han bliver ved med at score – hvilket han også har gjort i den nye sæson – har Bendtner langt ind til start-11’eren.

Derudover råder Wolfsburg også over en af Bundesligaens største talenter i form af den blot 21-årige midtbanespiller Maximilian Arnold. Han stammer fra Riesa i Saxen og er dermed noget så sjældent som en østtysk profil i den stadig massivt vesttysk dominerede Bundesliga. Et wunderkind, der har sin naturlige plads på den centrale midtbane eller i en lidt fremskudt position, hvorfra han kan orkestrere angrebene og i det hele taget blande sig i alting på grønsværen, hvilket han gør med en Steven Gerrardsk fanden-i-voldskhed.

Han fik sin debut på Wolfsburgs førstehold allerede som 17-årig, og før han var fyldt 20, blev han udnævnt af træneren til holdets vigtigste spiller. Siden har han været lidt inde og ude af startopstillingen, men salget af Kevin de Bruyne til Manchester City skulle åbne en fast plads på den offensive midtbane til den ranglede midtbaneaktør, der af mange betragtes som fremtidens spielmacher på det tyske landshold.

Wolfsburg har i mange år lidt under et rygte som Bundesligaens grå mus, et anonymt hold og profilløst hold, der leverer uspændende maskinfodbold. Og desuden er det blevet ringeagtet for at være under ejerskab af folkevognsfabrikkerne, der garanterer for økonomien i klubben. ’Checkhæfte-klubben’ er den hånligt blevet kaldt.

Presserne

Underholdning leveres der også i en anden af de arenaer, hvor det lokale mandskab ejes af storindustrien, nemlig i BayArena i den sydlige del af Nordrhein-Westfalen, hvor Bayer Leverkusen regerer.

Klubben, der er der er ejet af medicinalgiganten Bayer AG, er endnu et af disse mandskaber, der har lidt under et omdømme som uspændende sliderhold, men det er der blevet vendt op og ned på efter ankomsten af den karismatiske træner Roger Schmidt i 2014.

Schmidt har installeret en hyperoffensiv spillestil kendt som gegenpressing (genpres, red.) i sit mandskab; en spillestil, der vel nærmest kan sammenlignes med den form for overfaldsfodbold, som Chiles landshold har haft stor succes med, og som Schmidt i øvrigt også selv praktiserede med fornemme resultater til følge i sit tidligere job som cheftræner i Red Bull Salzburg. Det går i sin enkelhed ud på, at generobre tabte bolde så højt oppe på banen som muligt og derefter spille sig hurtigt frem til en afslutning, før modstanderne når at genvinde balancen. Det er en taktik, der er forbundet med store risici, men som til gengæld kan være højeffektiv, hvis man råder over spilintelligente aktører, der er i stand til at føre den ud i praksis. Og det gør Schmidt.

En måling fra Bundesligaen i sidste sæson viste, at Bayer Leverkusen var det hold, der havde flest afslutninger inden for syv sekunder af en bolderobring, ligesom Schmidts spillere også var dem, der startede flest angreb med at skyde direkte på mål.

Vores eget FC København fik gegenpressing-filosofien at føle i kvalifikationskampene til Champions League, hvor de blev revet rundt, både i København og i Leverkusen, og endte med at tabe samlet 7-2.

Og mange andre hold vil garanteret også blive flået rundt i den spillemæssige tørretumbler, som BayArena under Schmidt er blevet forvandlet til!

Hullet i øst

Og så er der Dortmund. Bayern Münchens traditionelle førsteudfordrer havde en forfærdelig sæson sidste år, hvor det virkede, som om spillerne og manager Jürgen Klopp var kørt trætte i hinanden. Men nu er Thomas Tuchel kommet til fra Mainz, og han har bragt humøret tilbage hos de tusindtallige tilhængere på den berømte sydtribune på Signal Iduna Park.

Tuchel, der skabte sig et navn på at føre provinsholdet FSV Mainz 05 op i den tyske sub-top, har i Dortmund fået pustet nyt liv i den flegmatiske armener Henrik Mkhitaryan, der sammen med Marco Reus er arkitekterne bag die schwarzgelbes offensiv. Og Dortmund er kommet flyvende ud af startblokkene i denne sæson; en 4-0 sejr over sidste års bronzevindere fra Borussia Mönchengladbach i åbningskampen blev fulgt op af sikre sejre over Ingolstadt og Hertha Berlin, og Dortmund ligger p.t. nummer ét i Bundesligaen.

Alt tyder på at storholdet fra Ruhr-distriktet atter er klar til at byde Bayern München op til dans.

Selv om der altså er mange profilstærke og offensivt indstillede hold i Bundesligaen, så lider den tyske liga naturligvis også stadig under visse svagheder, hvoraf den mest tydelige er den regionale skævdeling. Tysk elitefodbold er stadig en fest for die wessies. Der er ingen østtyske hold i den bedste række.

De østtyske mandskaber har hverken penge eller sponsorkraft til at byde deres vestlige rivaler op til dans, og det bedste østtyske mandskab, RB Leipzig, finder man nede i 2. Bundesliga, hvor det for tiden ligger nummer fem. Det tidligere østtyske storhold, Dynamo Dredsen, er dumpet helt ned i 3. Liga, der er niveauet over regionalligaerne.

Derudover må manglen på konkurrence helt oppe i toppen af Bundesligaen også anføres som et svaghedspunkt. De sidste tre sæsoner har Bayern München vundet mesterskabet overlegent, og det fjerner naturligvis en del af spændingen fra en liga, når et enkelt hold er så meget bedre end resten.

Man kan dog håbe, at de nærmeste rivaler i år formår at holde bedre snor i giganterne fra Bayern. Og selv med München-mandskabets forventelige dominans in mente, så kan det ikke ændre ved, at der sker ting og sager syd for grænsen lige nu. Bundesligaen undergår en renæssance, som det vil være synd at snyde sig selv for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu