Læsetid: 7 min.

’Jeg ved ikke, om jeg kan klare flere nederlag’

Jonas Laursen er en af de hjemløse unge, som ugens nye hjemløsetal viser, at der bliver flere og flere af. Han drømmer om at blive i stand til at klare sig selv en dag. Men når han drømmer, bliver han bange
Der bliver flere hjemløse af Jonas Laursens slags: de unge. Fordommen om, at hjemløse er gamle mænd, der sælger Hus Forbi og er fuldstændigt fortabte, passer ikke, siger han selv

Der bliver flere hjemløse af Jonas Laursens slags: de unge. Fordommen om, at hjemløse er gamle mænd, der sælger Hus Forbi og er fuldstændigt fortabte, passer ikke, siger han selv

Ulrik Hasemann

19. september 2015

Jonas Laursen lader skaftet på en fluesmækker køre rundt mellem sine fingre. Som en garvet pokerspiller, der leger med sine jetoner, bevæger han fingrene op og ned i monotone bevægelser og sender fluesmækkeren i rotation. Før gjorde han nøjagtig det samme med en kuglepen. Men i modsætning til solbrillebærende gamblere ved rundbordet til en pokerturnering, ryster Jonas Laursen så meget på hånden, at han med jævne mellemrum taber fluesmækkeren. Det skyldes nervøsitet.

Han fortæller, at han har arvet sin ængstelighed fra sin biologiske mor. Hun havde en svær angstlidelse, og selv om Jonas Laursen ikke har fået den samme diagnose, er han for nylig begyndt at få angstmedicin for at blive rolig i hovedet igen og få noget søvn. For to uger siden fik han sit livs første angstanfald, da han var ude for at købe en sodavand.

»En mand ved Nettos bagindgang piftede ad mig og sagde, at jeg ikke skulle grine af ham. Jeg havde bare smilet venligt til ham. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev fuldstændig hylet ud af den. Det er svært at beskrive et angstanfald, men jeg fik nogenlunde den samme følelse, som man får, når man suser ned mod jorden i Det Gyldne Tårn i Tivoli. Bare uden visheden om at man overlever,« siger Jonas Laursen og tilføjer, at angstanfaldet desværre nok udsætter dagen, hvor han bliver i stand til at leve et normalt liv i egen bolig, som han har længtes efter i årevis.

»Vi råder over 10 udslusningsboliger i Nykøbing Falster til de unge hjemløse. Men det er alt for få til at dække behovet. Selv hvis vi havde dobbelt så mange pladser, ville det ikke være nok«

Erik Søndergård, Forstander, Saxenhøj

»Jeg har arbejdet i lang tid for at blive i stand til at klare mig selv. Men jeg fik et tilbagefald og tog nogle stoffer, som jeg ikke skulle have taget og tydeligvis ikke kunne tåle. Ligesom alle andre drømmer jeg om et liv med familie, fast arbejde og eget hjem. Men der er virkelig lang vej. Jeg tør ikke få min egen lejlighed, før jeg føler mig klar til det. Jeg ved ikke, om jeg kan klare flere nederlag.«

Historien om 26-årige Jonas Laursens liv er kompleks og unik. Men historien om hans situation bliver mere og mere almindelig. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, offentliggjorde i denne uge en rapport om hjemløshed i Danmark. Tallene bekræfter og forstærker tendensen fra centrets seneste rapporter: Flere og flere unge under 30 år bliver hjemløse. Siden 2013 er antallet af hjemløse mellem 25-29 år steget med 29 procent. Fire femtedele af dem har et misbrug, psykiske lidelser eller begge dele. Størstedelen af dem sover på herberg eller forsorgshjem.

Forsorgshjemmet Saxenhøj

Jonas Laursen er en af de unge hjemløse, som både har psykiske kvaler og et aktivt misbrug. Han har boet det seneste år på Saxenhøj, et forsorgshjem på Lolland, hvor brugerne må tage stoffer på værelset. Stedets primære formål er at give husly, rådgivning og social støtte til mennesker, der mangler en bolig, og som har ondt i livet. For et år siden ryddede Saxenhøj landets forsider, da en socialpædagog og en læge blev slået ihjel af en psykisk syg beboer. På omtrent samme tidspunkt flyttede Jonas ind for anden gang. Det gjorde han, fordi han manglede et sted at sove, efter han var blevet smidt ud fra et andet forsorgshjem i Roskilde.

Jonas Laursen kan egentlig rigtig godt lide Saxenhøj som sted, fortæller han og kigger ud af vinduet. Han fremhæver de omkringliggende grønne omgivelser og det, at man har sit eget toilet og et lille tekøkken på værelserne. Men det bekymrer ham, at han opholder sig et sted, hvor der er stoffer overalt, da han rigtig gerne vil blive stoffri. Og det er nemt at blive fristet, når der konstant bliver røget bong inde ved siden af, som han siger. Derudover har han haft nogle oplevelser, der gør, at han føler sig utryg i området.

»Jeg blev rullet, lige efter at jeg var flyttet ind. To mænd overfaldt mig og slog mig ned for at stjæle, hvad jeg havde på mig. De skulle have kigget bedre efter, før de valgte mig, for jeg havde intet. Heldigvis hev den ene mand den anden væk, da han begyndte at sparke mig, mens jeg lå på jorden,« fortæller Jonas Laursen.

Ud over overfaldet har han haft flere andre rystende oplevelser på Saxenhøj. For nogle måneder siden, kom to beboere op at slås, og det foregik så voldsomt, at ingen turde at gribe ind, fortæller han.

»Ingen fra personalet gjorde noget. De kiggede bare på. Jeg var også for bange for at få tæsk til at prøve at skille dem ad. Slagsmålet sluttede først, da den ene lå stille og blødte ud af munden.«

De barske oplevelser medvirker til, at Jonas Laursen holder sig for sig selv det meste af tiden. Når han henter de vanlige rugbrødsmadder og mikrovarmede frostretter i kantinen, trasker han op på sit værelse igen så hurtigt som muligt. Han kan ikke lide at blive overbegloet, når han spiser, siger han og ligner en, der væmmes ved tanken. Han er også kun på fornavn med en håndfuld af de cirka 90 andre beboere. Det passer ham fint. Også selv om et stigende antal af de mennesker, der flytter ind på stedet, minder om ham selv.

»Ligesom der kommer flere og flere unge hjemløse i Danmark, kommer der også flere og flere her. Fordommen om, at hjemløse er gamle mænd, der sælger Hus Forbi og er fuldstændigt fortabte, passer ikke,« siger han.

Saxenhøjs forstander, Erik Søndergård, bekræfter, at andelen af unge beboere er stigende. Han siger, at det i høj grad skyldes de senere års nedskæringer af unges kontanthjælp. Og at unge hjemløse egentlig burde være andre steder end på et forsorgshjem som Saxenhøj, da miljøet er barskt. Han tilføjer dog, at der ikke er så meget at gøre ved det, fordi ressourcerne er knappe.

»Vi råder over 10 udslusningsboliger i Nykøbing Falster til de unge hjemløse. Men det er alt for få til at dække behovet. Selv hvis vi havde dobbelt så mange pladser, ville det ikke være nok.«

Svigt på svigt

Sidste gang, Jonas Laursen følte sig hjemme et sted, var, da han boede hos sin plejefamilie på Orø – et lille øsamfund i Isefjorden ud for Holbæk. Han blev frivilligt anbragt, da han var seks år gammel, fordi hans biologiske forældre ikke havde overskud til at have ham. Selv om han følte, at plejemoren behandlede ham dårligere, end hun behandlede sine tre rigtige børn, husker han tilbage på den første tid som plejebarn på Orø som den bedste tid, han har haft. Da han var 12, blev plejeforældrene dog skilt. Han valgte at blive hos sin plejefar. Da han var 13, fik han konstateret den uhelbredelige tarmsygdom morbus cron. Sygdommen forårsager periodevise mavesmerter, diarré og vægttab og er grunden til, at Jonas i dag har stomi.

I løbet af sine sene teenageår fik han smag for at ryge hash og tage andre stoffer.

Han havde samtidig svært ved at klare sig i uddannelsessystemet, hvilket hans plejefar havde mere end svært ved at acceptere. Da Jonas Laursen fyldte 18, og hans livsstil var blevet for meget for plejefaren, fik han at vide, at han havde tre måneder til at finde et nyt sted at bo.

»Han havde en regel om, at man var velkommen, så længe man var under job eller uddannelse. Men hvis man bare sad og krydrede røv, så røg man ud, sagde han. Så jeg var forberedt på, at det kunne ske. Han smed også sin egen søn ud,« fortæller Jonas Laursen og tilføjer, at han fik en ungdomsbolig, efter han blev smidt ud og derefter kæmpede for at holde sig oven vande.

»Mit misbrug eskalerede, jeg blev fyret fra mit job, og jeg mistede min kæreste. Da hun startede i gymnasiet, mistede vi tilliden til hinanden. Når man er blevet svigtet gang på gang, som jeg er, har man svært ved at knytte sig til andre mennesker. Da vi gik fra hinanden, knækkede det hele i mit hoved.«

En søndag, Jonas kom hjem efter en weekend hos sin biologiske mor, fik han sig en grim overraskelse. Han prøvede at låse døren op, men nøglen virkede ikke. Han var kun nogle uger bagud med huslejen, så det kom som et chok, da han fandt ud af, at han var blevet smidt på gaden, og at fogeden havde konfiskeret en del af hans ting. Han har i det store hele levet som hjemløs lige siden. Først overnattede han hos venner og familie. Da de muligheder slap op, stod den på herberg og forsorgshjem. Og jo længere tid man bor på et forsorgshjem, des sværere bliver det at komme ud af sin hjemløshed, fortæller han.

»Jeg er pisse bange for at komme ud i egen bolig igen. Jeg frygter, at jeg rammer hovedet mod muren og skal starte helt forfra. Det får man kun et værre misbrug og mere gæld ud af. De gange, det er sket, er de værste perioder, jeg har haft i mit liv,« siger Jonas Laursen. Han drømmer om en udslusningsbolig, hvor miljøet er mere roligt.

»Man bliver nødt til at have nogle trygge rammer for at kunne omstille sig til et liv ude i virkeligheden. Hvis der ligger junkier og sover på græsset uden for ens hoveddør, og man er bange for at blive overfaldet, så er det svært at rykke sig i en positiv retning. Når det ringer på døren, bliver jeg bange for, hvem der venter på anden side. Det påvirker jo en.«

Jonas siger tak for i dag, da han skal ryge sin aftenjoint, og han får paranoia af at være sammen med andre, når han er skæv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Nielsen
  • Anker Nielsen
  • lars abildgaard
Pia Nielsen, Anker Nielsen og lars abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

lars abildgaard

Til trods for at vi i Danmark har et fuldt udbygget velfærdssamfund, er der personer, som ikke får dækket så basalt et behov som det er, at have et sted, man kan kalde hjem. Disse er de hjemløse, som sjældent blot mangler en bolig, men oftest kæmper med komplekse problemstillinger, der i sig selv kræver en intensiv og langvarig indsats.