Læsetid: 16 min.

4.000 kilometer hjemmefra

Fra 1950’erne og et halvt århundrede frem blev grønlandske udviklingshæmmede – primært børn og unge – sendt til Danmark. Langt de fleste er aldrig kommet hjem igen. Det blev gjort i den bedste mening. Men er endt som overgreb mod nogle af samfundets allersvageste
Klaus Filemonsen blev sendt til Danmark som 19-årig, hvor han blev placeret på en lukket institution for udviklingshæmmede. Det er 25 år siden, og han længes stadig hjem til Grønland, selv om han i dag bor i egen lejlighed i Korsør

Ulrik Hasemann

24. oktober 2015

Han sidder i sofaen med ludende skuldre og et fast greb om et slidt atlas slået op på siderne med Grønland. Klaus Filemonsen er en spinkel mand med sort, strittende hår og skæg. Håndtrykket er tøvende, og han kigger mod gulvtæppet, da han mumler goddag. Men fingeren er sikker, da han på kortet udpeger, hvor han kommer fra.

»Jeg er fra Christianshåb. Qasigiannguit på grønlandsk. Her kommer min mor fra. Og min far,« siger Klaus Filemonsen og sætter fingeren på nogle mindre øer ud for den grønlandske vestkyst.

»Men de er begge to døde nu.«

Klaus Filemonsen er 44 år og har været i Danmark i 25 år. Han blev nedsendt til Danmark mod sin vilje som ganske ung og anbragt på en centralinstitution for udviklingshæmmede. I dag bor han i egen lejlighed med støtte i Korsør. Klaus Filemonsen længes hjem til Grønland, hvor han i sit voksne liv kun har været på sommerbesøg med ledsager. Men han har efterhånden næsten givet op.

»Engang ville jeg gerne flytte hjem. Men det bliver nok aldrig til noget.«

Klaus Filemonsen er en af de mange udviklingshæmmede eller socialt udsatte grønlændere som siden 1950’erne er blevet nedsendt til Danmark. Enten fordi man vurderede, at de danske tilbud var bedre end den tilværelse, de kunne få i Grønland. Eller fordi Grønland ikke kunne rumme dem. Mange af dem var børn, da de blev sendt herned. Få er vendt hjem, en del af dem er døde, men langt de fleste er her endnu. 4.000 kilometer væk fra det land, hvor de blev født.

Det gale ved Anada er

at han er lidt tosset

og svarer helt hen i vejret.

Selv om hans forstand slet ikke er god

så er hans hjerte overmåde godt.

Hvis man spørger ham,

om der er noget han er glad for

så svarer han:

’Jeg skal love for det er dejligt at være uden kone.’

Sådan lyder det i et digtet »Ungkarlen Anada« fra 1956 skrevet af den grønlandske digter Ole Brandt. Det handler om udviklingshæmmede Anada, som alle i bygden kender. Digtet beskriver en tid før moderniseringen af Grønland, hvor de ældre, udviklingshæmmede og psykisk syge var en del af de små fangersamfund på godt og ondt, fortæller Inge Lynge. Som ung læge var hun sidst i 1960’erne med til at opbygge psykiatrien i Grønland og blev senere den første overlæge i psykiatri på Dronning Ingrids hospital i Nuuk.

»Fra de allerældste tider havde man i Grønland den opfattelse, at de psykisk syge og udviklingshæmmede havde særlige åndelige kræfter. Man skulle passe på dem. Og i de små samfund kunne man næsten altid finde et eller andet, de kunne klare at tage sig af, og så var de med. Men der var også nogle, der gik tabt dengang. Som gik i fjeldet eller blev forladt og omkom. Og da danskerne kom til og samfundet ændrede sig, sagde man: ’Det kan vi ikke forsvare længere’.«

Klaus er opvokset som den yngste af otte søskende. Ofte måtte han sove udenfor på dørmåtten eller sammen med hundene. Som 13-årig kom han på børnehjem. Seks år senere blev han nedsendt til Danmark mod sin vilje. Her har han boet siden. I dag er han 44 år.

Ulrik Hasemann

I den bedste mening

Grønland blev officielt dansk koloni i 1814 efter i århundreder at have været regeret af Danmark-Norge. I 1953 blev Grønland en landsdel og amt, og det fik afgørende betydning. De to lande skulle ligestilles økonomisk, socialt og kulturelt – holdningen var, at det primitive Grønland skulle på højde med det moderne Danmark. Man gik i gang med udbygning af infrastruktur, industri, skoler og hospitaler.

Holdningen til udviklingshæmmede i Danmark – og dermed også i Grønland – var i denne periode domineret af læger, der betragtede udviklingshæmning som en behandlingskrævende sygdom. De blev isoleret fra resten af samfundet på store institutioner, til alles bedste, mente man. Men frem for at opbygge en særforsorg i Grønland besluttede man at sende udviklingshæmmede til Danmark. Det samme gjorde man med psykisk syge og kriminelle.

»Grønlænderne troede ikke, de kunne løse problemet selv, og det var opfattelsen, at det, man gjorde i Danmark, var bedre. Danskerne så omvendt Grønland som så lavt og primitivt, at hvis man ikke fik de udviklingshæmmede til Danmark, blev det endnu værre for dem. Ofte troede man, at de blot skulle lære noget hernede og så hjem igen. Men for de fleste endte det som en anbringelse for livet,« siger Jesper Vaczy Kragh, historiker og leder af et forskningsprojekt ved Svendborg Museum, som i november udgiver bogen På kanten af velfærdsstaten om børnehjemsbørn, psykisk syge og udviklingshæmmede anbragt under den danske socialforsorg 1933-1980. Herunder også de mange grønlændere, der endte på danske institutioner.

Han har været med til at bygge over 20 kajakker. Denne sensommerdag slæber Klaus Filemosen kajakken gennem skoven sammen med fritidspædagogen Jens Larsen og sætter den i vandet ved Storebælt. Kort efter er han en prik i horisonten.

Ulrik Hasemann

Igennem to årtier foretog danske læger konsultationsrejser langs den grønlandske kyst i politiets kutter om sommeren, hvor de lagde til ved de små bygder og tog de udviklingshæmmede børn med ombord. Flere kilder bruger udtrykket, at man ’støvsugede’ Grønland for udviklingshæmmede. At børn blev sendt tusindvis af kilometer væk fra deres kultur, sprog og familie blev ikke problematiseret, fortæller Stine Grønbæk Jensen, historiker og medforfatter til bogen Forvist til forsorg.

»Man gjorde det i den bedste mening. For hvad var alternativet? Det ville have været forkert næsten uanset, hvad man gjorde. Da man gik fra fanger- og fiskersamfund til industrisamfund, forsvandt grundlaget for omsorg for mennesker med funktionsnedsættelser. Det skabte nye normer og krav for støtte,« siger Stine Grønbæk Jensen

I lægernes øjne var nedsendelserne til Danmark medmenneskelige og ansvarlige. Børnedødelighed og tuberkulose var et stort problem i datidens Grønland. Man mente også, at de udviklingshæmmede risikerede at ende i kriminalitet og prostitution.

Grønlandske børn på den store centralinstitution Andersvænge ved Slagelse i 1960'erne. Alle de udviklingshæmmede grønlændere kom til Vestsjælland Amt og størstedelen af dem, befinder sig stadig i Danmark enten på institution eller i egen bolig med støtte.

Grønlandske børn på den store centralinstitution Andersvænge ved Slagelse i 1960'erne. Alle de udviklingshæmmede grønlændere kom til Vestsjælland Amt og størstedelen af dem, befinder sig stadig i Danmark enten på institution eller i egen bolig med støtte. Billedet er udlånt af Dansk Forsorgshistorisk Museum

Dansk Forsorgshistorisk Museum

»Samtidig var det et politisk mål, at de primitive norddanskere skulle ligestilles med de velstillede udviklede danskere. Der blev ikke sat spørgsmålstegn ved, om det var godt for grønlænderne. Det tog man for givet,« siger Stine Grønbæk Jensen.

De første udviklingshæmmede blev sendt til den danske åndssvageforsorg i 1948, og fra 1953 tog nedsendelserne fart. I 1979 var der 118 udviklingshæmmede grønlændere under dansk særforsorg. Et tal der på et tidspunkt steg til omkring 140.

Endestation Vestsjælland

De fleste af de grønlændere, der i sin tid blev sendt til Danmark, har ikke flyttet sig fra Vestsjælland. Det gælder også Klaus Filemonsen, der bor i Korsør. Første gang, vi mødes, går vi en tur gennem byen. Det er en trykkende varm augustdag, hvor heden flimrer hen over de asfalterede villaveje, men den spinkle grønlandske mand forsvinder næsten i en Canadian Goose frakke med pelskant.

Han er glad for byen, har en del kammerater og hænger ind imellem ud med nogle af de andre grønlændere på en bænk i et bestemt boligområde. Tidligere har han haft et arbejde på et værksted, men det har han ikke længere. Han får førtidspension.

Klaus Filemonsen viser vej til sin lejlighed i en rækkehusbebyggelse. Her har han boet siden 2008. Om halsen har han en bred nylonsnor med nøglen til lejligheden og en lædersnøre med en knogle udskåret som finnen på en hval.

Inden han låser op, checker han postkassen, som står på en pæl ude ved flisegangen. Der er ikke noget i.

»I dag skal jeg bare slappe af. Jeg skal ikke lave noget. Jeg arbejder ikke længere,« siger han.

I den lille lejlighed er der to sofaer og et fjernsyn i stuen som går i et med køkkenet. Han bruger ikke sit soveværelse, men sover helst en af sofaerne i en krøllet sovepose. Rundt om i lejligheden ligger vasketøj lidt i dynger, stuebordet er dækket af løs rulletobak og cigaretpapir. Gennem vinduet kan man se en lille, afsvedet græsplæne med plankeværk omkring. På køkkenbordet er der spor efter toast med ketchup. Han laver selv mad og får besøg hver dag af pædagoger fra kommunen, som støtter ham med praktiske ting i hverdagen, som vasketøj, økonomi og medicin.

Han tænder fjernsynet, og vi ser cykelløb sammen i tavshed. Uret viser 19.20 selv om klokken er 15.16. Da vi går, checker han lige postkassen igen. Den er tom.

Klaus Filemonsen bor i egen lejlighed i Korsør med støtte til blandt andet indkøb, oprydning og til at styre sin økonomi. Han er førtidspensionist. Det grønlandske ord 'Imera' betyder 'måske'. Og det er det ord han bruger, når man spørger ham, om han tror, han nogensinde kommer hjem til Grønland igen.

Ulrik Hasemann

Organiseret umenneskelighed

Forholdet mellem Danmark og Grønland i 1960’erne var et storebror og lillebror-forhold. Det fik betydning for beslutningen om at sende de udviklingshæmmede bort.

»Det var selvfølgelig de danske synspunkter, der var gældende. Det var danskerne, der kom med planerne og forslagene. Der er mange ting, man kunne have ønsket sig anderledes, hvis man havde været lige så klog dengang som i dag, men det var ingen af os. Man kunne i bagklogskabens lys have ønsket, det var lidt mere på grønlændernes præmisser,« siger Inge Lynge.

De grønlandske udviklingshæmmede blev alle sendt til Vestsjællands Amt og de fleste anbragt på centralinstitutionen Andersvænge ved Slagelse, hvor der i 1950’erne og frem til 1980’erne var anbragt omkring 800 udviklingshæmmede, under hvad vi i dag vil betragte som umenneskelige forhold.

Henning Jahn har arbejdet med udviklingshæmmede grønlændere i hele sit liv, blandt andet som leder af institutionen Gudruns Minde. Den begyndte som et børnehjem for udviklingshæmmede grønlandske børn under Statens Åndssvageforsorg, men blev senere til et botilbud for voksne udviklingshæmmede.

»Andersvænge var et forfærdeligt sted. De fleste var lukket inde på afdelinger med 70 beboere og sovestuer med 6-8 senge, hvor folk blev spændt fast og overmedicineret,« siger Henning Jahn, der i dag er formand for Historisk Selskab for Handicap og Samfund.

Og mange af børnene blev sat tilbage i deres udvikling, påpeger Stine Grønbæk Jensen:

»Det var et chok at komme fra en grønlandsk bygd til en stor institution som Andersvænge. Især sprogbarrieren gjorde, at grønlænderne lukkede sig sammen om sig selv. De havde hjemve, de savnede ikke kun deres familie, men også luften, duften, naturen og maden. Mange led også under uvisheden, og manglede forståelse for, hvorfor de var der. Og de havde ingen, der kunne tale deres sag. De var en minoritet blandt minoriteterne. De svageste af de svage,« siger hun.

De første mange år fik børnene ikke besøg hjemmefra.

Først i 1970’erne begyndte man at arrangere årlige besøg fra familien. De gik ofte ikke godt. Børnene havde glemt deres sprog, og mange forældre var rystede over, at deres børn ikke havde udviklet sig ved den danske behandling.

»Jeg husker især en gammel bedstemor, som havde afleveret sit autistiske barnebarn til Danmark. Hun havde passet på ham, siden han var lille. De rejsende læger havde ment, at han ville få det bedre på institution i Danmark, men det havde hun svært ved at forstå, da hun kom og så de låste døre,« siger Henning Jahn.

Op gennem 1970’erne ændrede nye pædagogiske strømninger holdningen til behandlingen af udviklingshæmmede. Det kom også de grønlandske udviklingshæmmede til gode. Kritikken af forholdene på de store centralinstitutioner blev stærkere og kulminerede med amternes overtagelse af området i 1980, hvor der gradvist skete en udflytning af de udviklingshæmmede til mindre enheder. Samtidig tog kritikken af nedsendelserne til. Og da Grønland fik hjemmestyre i 1979 blev det officiel politik, at grønlændere med handicap skulle blive i Grønland og, at de, der var i Danmark skulle hjem.

Sådan gik det dog ikke. Praktisk var der for få ressourcer, mangel på personale og – på grund af de store geografiske afstande – svært at samle de udviklingshæmmede et sted. Så trods den officielle politik fortsatte nedsendelserne, hvis der var tale om udviklingshæmmede, psykisk syge og kriminelle, som man vurderede, man ikke kunne rumme i Grønland.

Klaus Filemonsen bor alene, men er tilknyttet et et team af pædagoger i nærheden. De har en opholdsstue, hvor han kan komme forbi og få en kop kaffe. Her hænger blandt andet en blyantstegning af en yngre udgave af Klaus, samt er kort over Gørnland, hvor hans fødeby er markeret med en knappenål. En gang om året taget to pædagoger ti dage med ham til Grønland på sommerferie.

Ulrik Hasemann

Svigtet og fejlanbragt

Klaus Filemonsen er født i Qasigiannguit 1971, som den yngste af otte søskende. I hans journal kan man læse, at han ofte måtte overnatte udenfor på dørmåtten eller sammen med hundene. 13 år gammel kom han på børnehjem i Ilulissat. Begrundelsen var druk og omsorgssvigt.

Selv fortæller han, at han var glad for at bo der, men i 1990, da han var 19 år, fik han en dom i Grønland for at have sat ild på børnehjemmet. Ingen kom noget til, og selv påstod Klaus Filemonsen, at det var et uheld. Men han blev efterfølgende sendt til Danmark for at blive udredt for, om han var pyroman. Det var han ikke, vurderede de danske retspsykiatere. Men selv om Klaus Filemonsen ikke tidligere var blevet anset for udviklingshæmmet, blev han erklæret uegnet til almindelig straf og fik i stedet en anbringelsesdom. I Grønland ville man ikke have ham tilbage, og han blev anbragt på en afdeling under Andersvænge.

På et aktivitetsværksted for udviklingshæmmede i Slagelse mødte Klaus Filemonsen værkstedsassistenten Jens Larsen. De to begyndte at bygge kajakker sammen. Jens Larsen fortæller:

»På den lukkede afdeling, hvor han boede, var alle beboerne væsentlig dårligere end ham. Det var et forkert sted for ham. Efter min bedste overbevisning er Klaus ikke udviklingshæmmet. Men meget omsorgssvigtet som barn,« siger Jens Larsen og fortsætter:

»Da jeg mødte ham, var han 19 år, og vi talte også engelsk sammen. Det er de færreste udviklingshæmmede, der kan tale tre sprog.«

Klaus Filemonsen siger ikke selv så meget. Om sin første tid i Danmark siger han:

»Det var ikke godt. Slet ikke.«

Lærer Jens Brandt kom i 1995 fra Grønland til Danmark, hvor han havde fået job som modersmålsunderviser af grønlandske udviklingshæmmede. Fordi stort set alle udviklingshæmmede blev sendt til Danmark, kendte grønlænderne intet til dem.

»Der fandtes ikke udviklingshæmmede i Grønland, da jeg var barn. Da jeg søgte lærerstillingen havde jeg aldrig set handicappede mennesker før. De blev jo alle sammen sendt væk. Så jeg fik et chok, da jeg så alle de der underlige mennesker. Jeg tænkte: ’Hvem pokker er det?’,« fortæller Jens Brandt.

Han besøgte udviklingshæmmede grønlændere på alle institutioner i det daværende Vestsjællands Amt:

»Vi så film og hørte musik og talte grønlandsk. Nogle af dem fandt på den måde ude af, at de var grønlændere. Det vidste de jo ikke,« siger Jens Brandt, der i dag bor i Korsør og stadig underviser en del af de udviklingshæmmede.

Som en livstidsdom

Kajakken er bygget af asketræ og overtrukket med hvidmalet sejldug. Det er blevet til færre og færre kajakture For Klaus Filemonsen - ikke mindst siden han blev ramt af epilepsi for nogle år siden.

Ulrik Hasemann

I det hele taget blev der gjort meget for de nedsendte grønlændere op gennem 1980’erne og 1990’erne. Nogle af de pædagoger, der havde mest at gøre med dem, tog med på rejser til Grønland og stiftede blandt andet Kajakforeningen Saqqit til handicappede og udviklingshæmmede. I samme periode lykkedes det for første gang at sende en større gruppe hjem. 10 udviklingshæmmede blev med grundig forberedelse hjemtaget til en nybygget institution i Maniitsoq. Det var en succes, og ideen var, at det skulle gentages med større grupper de følgende år. Det skete bare aldrig.

Solen glimter i tusind blink på vandets små bølgetoppe på Storebælt syd for Korsør. Vi sidder bogstaveligt talt med røven i vandskorpen i en håndbygget kajak yderst beklædt med hvidmalet sejldug. Det er Klaus Filemonsen, der har bygget kajakken. Selv padler han langt ude på vandet som en lille prik i horisonten. Sammen med Jens Larsen byggede han den første kajak i 1992. De har siden bygget mere end 20 et- to- og treerkajakker og konebåde og har holdt kurser i sejle kajakker med op til 200 forskellige deltagere:

»Klaus er skidegod med sine hænder. Til sidst havde han status af medhjælper,« forklarer Jens Larsen, da han trækker kajakken på land. Han har kaffe med på termokanden. Og plastikkopper, som han stiller frem på et picnicbord på stranden. Jens Larsen taler om de mange ture, de har været på sammen. Til Grønland og Norge. Både skiture og kajaksejladser.

I den periode, hvor han fik lov at hjælpe til og tage med på rejser, blomstrede Klaus Filemonsen op. Og han håbede og troede på, at han kunne komme tilbage til Grønland. Men som årene gik, mistede han modet. Blandt andet fordi hans dom igen og igen blev stadfæstet i det grønlandske retssystem.

I hans journal kan man læse, at han stak fra den institution, hvor han boede – 12 gange i 1996 og igen 12 gange i 1997. Han tog blandt andet til København, på Christiania, for at møde andre unge grønlændere, ryge hash og drikke. To gange blev han taget for biltyveri, men begik ingen alvorlig kriminalitet eller vold. Alligevel ville retten i Grønland ikke ophæve dommen.

I hans journal kan man læse, at han ved et retsmøde i 2002 udtalte, at han fandt det uretfærdigt, at man holdt fast i en 13 år gammel hændelse:

»Det føles som en livstidsdom.«

Alle skulle hjem, men ...

Trods målsætningen fra 1979 om, at handicappede grønlændere i Danmark skal hjemtages, er antallet kun faldet lidt på de 35 år, der er gået. I dag bor der 109 handicappede grønlændere i Danmark – heraf er 63 udviklingshæmmede. Faldet skyldes primært, at mange er afgået ved døden. Der er stor forskel på de udviklingshæmmede – nogle bor i egen lejlighed, mens andre har brug for pasning døgnet rundt. Der er nogle, som slet ikke ønsker at komme hjem, mens andre længes hjem, men ikke har muligheden. Flere og flere mister deres pårørende på Grønland. Deres nærmeste er de professionelle, der arbejder med dem i Danmark.

Der er i dag opbygget en række specialtilbud i Grønland til udviklingshæmmede børn og voksne. Ind imellem sender man dog stadig borgere til Danmark, hvis man ikke mener at have det rette tilbud. De sidste 10 år har det svinget meget – fra to til 11 om året.

Inge Lynge, tidligere overlæge i psykiatri, mener, at man må erkende, at nogle af grønlænderne ikke vil have gavn af at komme hjem: »Der er nødt til at være personale deroppe, der kan tage sig af dem. Jeg tror ikke, det er realistisk for alle. Det er heller ikke min fornemmelse, at det har den højeste prioritet for den grønlandske befolkning og de grønlandske politikere.«

I 1970'erne oprettede Statens Aandsvageforsorg observationshjemmet Kaassassuk i Ruds Vedby, hvor der er plads til 11 grønlandske børn. Her boede de fra et halvt til to år. Det var en periode med opbrud i håndteringen af udviklingshæmmede, og personalet fo

I 1970'erne oprettede Statens Aandsvageforsorg observationshjemmet Kaassassuk i Ruds Vedby, hvor der er plads til 11 grønlandske børn. Her boede de fra et halvt til to år. Det var en periode med opbrud i håndteringen af udviklingshæmmede, og personalet forsøgte at gøre forholdene så hjemlige som muligt. Billedet her er fra juleaften og er udlånt af Dansk Forsorgshistorisk Museum.

Dansk Forsorgshistorisk Museum

Martha Abelsen er grønlandsk kommunalpolitiker med mange års erfaring i det grønlandske forsorgssystem. Hun kalder det ’ærgerligt’, at alle ikke kan rummes i Grønland.

»Og man kan diskutere, om det på ny er tid til at gøre en særlig indsats for at hjemtage nogle flere, som man gjorde i 1990’erne. Men vores samfund er meget lille, vi er kun 56.000 mennesker, der mangler personale, og det kan være svært at tackle personer, som har nogle helt særlige behov,« siger Martha Abelsen.

Ingen ressourcer

Siden kommunalreformen har Klaus Filemonsen været tilknyttet institutionen Halsebyvænget i Slagelse Kommune, og i 2008 fik han lov til at flytte i egen lejlighed i Korsør. Han har daglig støtte fra et team af pædagoger, der holder til i en lejlighed i samme boligområde. I pædagogernes opholdsstue hænger et stort kort over Grønland. En nål markerer, hvor Klaus kommer fra, og hans navn tilføjet med kuglepen. I kvarteret bor også en anden grønlandsk mand, som har boet her siden han var ganske ung. Der er også en nål for ham.

En af Klaus Filemonsens primære pædagoger, Helle Lihme, har rejst med ham på familiebesøg i Grønland.

»Jeg tænker, at han har været udsat for alvorlige omsorgssvigt og er socialt belastet af det liv, han har haft,« siger hun og tilføjer: »Men der var absolut ingen grund til, at han skulle være dømt i 20 år.«

Det var blandt andet Helle Lihme, som sammen med institutionen fik rejst Klaus Filemonsens sag i retssystemet i 2010. Her fik han endelig ophævet sin dom. Dermed var vejen banet for, at han kunne vende hjem til Grønland.

»Jeg har mødt andre udviklingshæmmede grønlændere, som ikke vil hjem igen, fordi de føler sig danske efter så mange år her. Men Klaus er knyttet til det grønlandske,« siger Helle Lihme og forklarer, at han i princippet kunne flytte til Grønland, hvis han ville.

»Men det kræver, at der er personale til at tage sig af ham i Grønland, og indtil videre er det ikke lykkedes at få en aftale i stand,« siger hun.

Siden er det blevet ekstra kompliceret af, at Klaus Filemonsen har fået konstateret epilepsi med voldsomme krampeanfald. Et hårdt liv med alkohol og hash har sat sine spor. Han får medicin, men sygdommen har gjort, at han ikke længere husker så godt:

»Der er meget, han ikke orker længere. Han tager heller ikke længere ture til København,« siger hun.

For 14 dage siden vågnede han op efter et krampeanfald på Slagelse Sygehus. Han kunne intet huske. Han gik hele vejen hjem derfra:

»Bagefter var jeg meget træt,« siger han.

Vi går tilbage til Klaus Filemonsens lejlighed. Han checker sin postkasse på vej ind i lejligheden. Her er mere ryddeligt end sidst, for i går fik han hjælp til oprydning. Han sætter Shu-bi-dua på cd-afspilleren, klapper med hænder og fødder i rytmen og synger med: »Hvad mon man er før man bli’r til. Et stjerneskud – et puslespil.«

Ud af hans syv søskende er kun han og en søster i live. De taler ind imellem i telefon, og de ses, når han kommer på besøg hver sommer i 10 dage. Han savner Grønland. Men han er splittet. For han har også boet i Danmark halvdelen af sit liv nu.

»Det er på en måde for sent det hele nu,« siger Klaus Filemonsen.

Han rejser sig fra sofaen.

»Jeg skal ned og købe sodavand,« siger han.

»Bagefter skal jeg slappe af.«

På vej ud kigger han i sin postkasse igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Helene Kristensen
  • erik mørk thomsen
  • Estermarie Mandelquist
  • Else Damsgaard
Helene Kristensen, erik mørk thomsen, Estermarie Mandelquist og Else Damsgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helene Kristensen

Ikke alle de grønlandske børn kom til Sjælland. I 70'erne havde vi på den skole i Midtjylland hvor jeg var elev, en lærerinde som jævnligt fik grønlændere. Det var mest drenge, og de var hos hende og manden ude på gården nogle år. Vi så dem normalt ikke i skolen. Kun en enkelt gang så vi en af drengene, Joe, han var med lærerinden på skolen hvor hun skulle til et møde. De store drenge i 7. klasse blev sat til at passe på ham, han var nemlig noget hidsig, sagde lærerinden. Joe var nok 8-10 år, lille af bygning men bestemt en stærk og hidsig knægt. For at styre ham satte de store drenge ham op på en bænk under et halvtag i skolegården, lagde en livrem om halsen på ham, og bandt det om en af lægterne i taget. Så daskede de lidt til ham, for at se ham reagere - og når han slog ud og sparkede, var remmen ved at kvæle ham. Vi forstod ikke hvad han råbte, men da han begyndt at græde, løb vi små hen efter en lærer for at få ham ned af den bænk. Læreren sagde, at det kunne han ikke blande sig i, når fru Poulsen havde sat de store til at passe på ham. Måske var han udviklingshæmmet, men for hulen jeg forstår hans vrede.
Vi skylder grønlænderne så mange undskyldninger vi danskere. Men de vil aldrig blive regnet for noget. De er vore "indianere", men de er tilsyneladende for fremmedartede og primitive til at flertallet af danskerne kan rumme dem. Tænk på din egen reaktion på grønlændere, næste gang du kalder andre racist.

Estermarie Mandelquist, David Zennaro, Steffen Gliese og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Som ung i Frederikshavn lærte jeg af grønlænderne et sandt ordsprog.
Vejen til helvede, er brolagt med gode hensigter!
Og det gælder den dag i dag, for psykiske syge og udviklingshæmmet.

Estermarie Mandelquist, Jan Kønig og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Nilsson

Som medlem af Landstingets Sundhedsudvalg var jeg i midten af 1990-erne med på orienteringsbesøg i en række institutioner for udviklingshæmmede på Vestsjælland – herunder også Andersvænge.
Det var naturligvis med særlig interesse for de anbragte grønlændere.

Der var – som vi kunne iagttage det det - gode grunde for anbringelserne.
Nogle af grønlændere var, lige som mange af de øvrige anbragte, helt uden for rækkevidde. De sansede ikke deres omgivelser. Andre var til at komme i kontakt med, men det var tydeligt, at de havde brug for at leve i beskyttede omgivelser, omgivet af et højt specialiseret og dygtigt personale.

Man havde i Grønland et ønske om at hjemtage nogle af disse mennesker.
Der blev gjort flere forsøg, men hensynet til disse menneskers velfærd kom til at veje tungere end ønsket, om at de skulle bo i deres eget land.

Den eneste undtagelse, jeg bed mærke i, var Klaus Filemonsen. Han var fejlanbragt, det blev med det samme klart for mig. Det var også klart for personalet, men de kunne intet stille op, for alle regler var fulgt. Det var også klart, at reglerne var blevet misbrugt Grønland.

Efter den ildspåsættelse, som han blev gjort ansvarlig for, ville man ikke have ham til at gå løs omkring i byen. Og da den ugerning, han var blevet dømt for, ikke var alvorlig nok, til at han kunne sendes ned på Herstedvester, blev han sendt ned som udviklingshæmmet. Det har alle involverede i Grønland været fuldt vidende om. Også de specialister i Grønland og Danmark, der gav ham den diagnose, som var en nødvendig forudsætning for anbringelsen.

Jeg opfattede Klaus Filemonsen som en kvik dreng. Af det mere sprælske han fandt på, var at stjæle en bus og køre til København. Han blev opdaget af en sagsbehandler fra Hjemmestyrets Danmarkskontor, der tilfældigt stod ved et busstoppested, da han kørte forbi.

Desværre er Kristian Filemonsen ikke et enkeltstående tilfælde. Jeg er overbevist om, at en række af de kriminelle, der gennem tiden er blevet idømt tidsubestemt forvaring og anbragt i Herstedvester fængsel, under den danske kriminallov ville have fået en tidsudmålt fængselsstraf.
I tilfælde, hvor det er sket, er det sket med en diagnose, som er udstedt af fagfolk, udelukkende for at få den dømte ud af Grønland.

Alternativet ville have været en anbringelse i en åben anstalt i Grønland med ret til daglig udgang. Det ville for en række grovere voldsforbrydelser være ubærligt for befolkningen i den by, som rummede anstalten.

erik mørk thomsen

Kære AndersNilsson
Du overser, at bliver man anbragt på steder som Andersvænge, bliver man dårlige.
Alene det, at personalet som regel, (der er få undtagelser) går ud fra, at man ikke kan noget, gør, at man kommer til at leve op til det!
Steder som Andersvænge burde havde som opgave, at forberede beboerne til et liv uden for mureren, så godt, det nu kan lade sig gøre.
Men det gjorde de ikke, og det sker desværre heller ikke mange steder i dag.
Man vil bestemme folk liv helt ned til mindste detalje, som i en sag, hvor jeg er bistandværge.
Her ville de bestemme, hvilket vitaminer, den pågældende måtte spise.
Kun deres, var god nok, ikke dem, personer selv købte, måtte vedkomme spise.
Magtmisbrug.
Der findes også som regel om, må de havde frivilligt sex, som regel nej, hvorfor, Anders?
Vi to, Anders, kan gå ud og taget os et stykke natmad, hvis vi har lydt til det, kan de det?
Det værste i historie, er hvordan Klaus er dømt.
Der er jo ingen forhold mellem straffen, og forbrydelsen.
Nu kender jeg ikke dig, men jeg vil gå ud fra, at hvis du, ligesom mig, stjæler en bus, slipper vi med en bøde, Klaus var dømt i 20 år, for samme forbrydelse.
Mord giver højst normalt 16 år, og så skal det være meget groft.
Hvor er retfærdighen i det?
Jeg er ikke tilhænger af USA, og slet ikke, hvordan man kan få erstatning, men når jeg tænker på, de psykiske syge og udviklingshæmmede, kunne jeg godt tænke mig, er der var de samme regler.
Specielt dem, der gør, at man kan personligt sagsøge, den enkelte medarbejder.
Så kunne de lære det.
Men stor tak, for Pædagogen Helle Lihme indsat for at få ophævet dommen, godt der er ordlige mennesker ansat i systemet.
Men hvor var bistandværgen, læger, psykiaterne henne i sagen for at få ophæve dommen?

Philip B. Johnsen

Fra artikel:
"De grønlandske udviklingshæmmede blev alle sendt til Vestsjællands Amt og de fleste anbragt på centralinstitutionen Andersvænge ved Slagelse, hvor der i 1950’erne og frem til 1980’erne var anbragt omkring 800 udviklingshæmmede, under hvad vi i dag vil betragte som umenneskelige forhold.

»Andersvænge var et forfærdeligt sted. De fleste var lukket inde på afdelinger med 70 beboere og sovestuer med 6-8 senge, hvor folk blev spændt fast og overmedicineret,« siger Henning Jahn, der i dag er formand for Historisk Selskab for Handicap og Samfund."

No shits Sherlock?

Jeg skal hilse og sige, at det har 'altid' været umenneskelige forhold, men det man ikke ser, hører eller taler om, det findes ikke 'sådan' rigtigt!

I det neo-liberale Danmark, bliver flere og flere overladt til sig selv, rigtig mange mennesker, der har brug for støtte, bor og lever i stigende antal deres liv på gaden, eller er indlagt og 'stadigvæk' tvangs overmedicineret eller fast bundet til seng eller stol, i takt med afmonteringen af velfærdssamfundet.

Det går den forkerte vej, men det man ikke ser, hører eller taler om, det findes ikke 'sådan' rigtigt og sådan var det 'også' dengang Klaus Filemonsen var dreng.

Fra link:
"'Flere' bliver tvunget til at tage medicin i psykiatrien.
Færre bæltefikseres sådan som politikerne ønsker, men flere tvangsmedicineres."

Link: http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sygdom/ECE2653818/flere...

Estermarie Mandelquist, David Zennaro og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Anders Nilsson

Kære Erik Mørk Thomsen,
jeg har ikke nogen viden om de pågældende institutioner i almindelighed.
Jeg kunne bare konstatere, at de grønlændere, der var anbragt der, havde bedre vilkår, end vi kunne sikre dem hjemme i Grønland.
Det var mit klare indtryk, at personalet alle steder vi besøgte, var dygtige og engagerede mennesker.

Anders Nilsson

Kære Erik Mørk Thomsen,
jeg har ikke nogen viden om de pågældende institutioner i almindelighed.
Jeg kunne bare konstatere, at de grønlændere, der var anbragt der, havde bedre vilkår, end vi kunne sikre dem hjemme i Grønland.
Det var mit klare indtryk, at personalet alle steder vi besøgte, var dygtige og engagerede mennesker.

Philip B. Johnsen

Anders Nilsson

Det siger ikke så lidt!

Fra artikel:
"Klaus Filemonsen er 44 år og har været i Danmark i 25 år. Han blev nedsendt til Danmark mod sin vilje som ganske ung og anbragt på en centralinstitution for udviklingshæmmede. I dag bor han i egen lejlighed med støtte i Korsør. Klaus Filemonsen længes hjem til Grønland, hvor han i sit voksne liv kun har været på sommerbesøg med ledsager. Men han har efterhånden næsten givet op."

»Engang ville jeg gerne flytte hjem. Men det bliver nok aldrig til noget.«

Noget i artiklen og kommentarerne tyder på at grønlændere ikke blev behandlet anderledes end danskere på Andersvænge ( og Vordingborg ? ) hvilken behandling selvfølgelig ikke er rar at høre om for en person uden for murene. Forskellen er selvfølgelig at det i artiklen insinueres , at behandlingen af grønlændere var / er udtryk for en særlig lidt bevidst nedgørende, foragtende holdning til netop grønlændere: sådan lidt racistisk inspireret.
Hertil er at sige at visse samfundsfunktioner kræver en eller anden central ekspertise, som altså ikke findes i Grønland. Må jeg nævne Rigshospitalet, Herstedvester, universiteter og andre uddannelsessteder og så må man altså ty til rigsdækkende institutioner også af rationalitetsmæssige grunde. Man har jo forsøgt at drive en skole for udviklingshæmmede i Maniitsoq ( Elisibannguup atuarfia ), som min grønlandske kones søster var forstander for i nogle år med nogen sukces , men da hun nu er pensioneret mangler hun altså og der mangler i det hele taget grønlandsk personale med de nødvendige kvalifikationer og vilje til specielt den slags job i Grønland. Det samme vil nok gøre sig gældende for den lukkede anstalt der er under opførelse i Grønland til erstatning for Forvaringsanstalten Herstedvester efter lang og ihærdig indsats fra Tine Bryld, som jo har engageret sig meget i uretfærdige grønlandske forhold - i den bedste mening.
På baggrund af de her bare skitserede problemer er det altså for billigt at give Danmark en finger i øjet.

Henriette Bøhne

Anders Nilsson,

Hvis dit ret indgående kendskab til Klaus Filemonsens forhold og kriminalitet er kommet dig for øre som medlem af Landstingets Sundhedsudvalg, har du så ikke tavshedspligt om disse forhold?
hvorfor er det nødvendigt for dig, at knytte hans navn til den kriminalitet, han måtte have begået, i en i princippet uendelig offentliggørelse på nettet - en straf han iøvrigt har udstået?

Anders Nilsson

Henriette Bøhne,
i det konkrete tilfælde er den kommet mig for øje ved at læse HELE artiklen :-)
Hvis du også havde gjort dig den ulejlighed at læse hele artiklen, så ville du vide, at jeg ikke skriver andet end, hvad der fremgår af artiklen - bortset fra beretningen om sagsbehandleren, der ved et busstoppested i København så Klaus Filemonsen køre forbi som chauffør i bussen:-)
Beretningen har betydning, fordi den understreger, at Klaus Filemonsen var en begavet knægt og i dette tilfælde med selvlærte færdigheder.
Når jeg overhovedet kommenterer artiklen, så er det for at tydeliggøre nogle kendte problemer om eksport fra Grønland af personer, man gere ville være fri for. Og især, at det - som i Klaus Filemonsens tilfælde skete ved at bøje reglerne og på den måde få skrevet en diagnose, der åbnede for at få ham anbragt på ubestemt tid 4.000 kilometer væk, et sted i Danmark.

Som medlem af Landstingets Sundhedsudvalg har jeg naturligvis i sin tid internt i systemet gjort opmærksom på det skete. Det kom der ikke noget ud, kan jeg forstå af ovenstående artikel.

Har du problemer med det jeg har skrevet?

Jørgen Malmgren

Anders Nilsson
25. oktober, 2015 - 21:01

Tak for at forsøge at nuancere debatten.

Når det er sagt så er vilkårene ikke meget bedre i dag bortset fra dem med downs der diagnostisere ofte før fødslen. Institutionerne er blevet mindre og bostederne er blevet flere. Men det er en større gruppe nemlig dem med DAMP, ADHD og MDB ikke at forglemme de psykisk syge af mere traditionel slags, Der kostet rundt i ubrugelige institutioner og i den sidste ende på bosteder og sent udsluses til et selvstændigt liv, uden at der på noget tidspunkt arbejdes med udviklingsevner. Jeg har en voksen søn, der har været på institution fra han var 11 til han var tredive. Hans boglige færdigheder er omkring 5-6 klasse, for der er ingen fokus på undervisning i institutionerne, der bruges måske et par timer om dagen på egentlig undervisning fra pædagoger og ikke lærere.

Så på det område er der ikke sket den store udvikling de sidste 30, det er faktisk mit indtryk at det er blevet ringere med årene.