Læsetid: 7 min.

Et ’ak’ fra den konservatives åndelige lænestol

Konservatismen vakler uvægerlig mellem forargelse og dekadence: Forargelse, når den enkelte konservative stærkest oplever, at tingene er ’gået over stregen’, og dekadence, når han minder sig selv om, at det hele jo for fanden alligevel er tabt, og hvorfor så dog ikke have det lidt sjovt? Forfatteren Niels Frank tager livtag med en isme
3. oktober 2015

At være konservativ er ikke nødvendigvis det samme som at svælge i fede silkeslips og høj cigarføring, skønt begge dekorerer holdningen glimrende, ligesom ikke alle konservative nødvendigvis drømmer om at fylde deres stuer med chesterfieldsofaer, persiske tæpper og guldaldermalerier eller om at blive medlem af den lokale handelsstandsforening.

Konservatisme som livsanskuelse skyldes snarere en ganske særlig fundering. Enhver konservativ orienterer sig efter et urpunkt, der er upåvirket af sine omgivelser, som aldrig forandrer sig, og hvorom alt andet cirkulerer. Man kunne kalde punktet for punkt nul, et punkt, der aldrig kan tiltage en anden størrelse, en anden værdi, men som til gengæld kan tildrage sig mange skikkelser.

For én konservativ kan punkt nul være en dyb hengivelse til Gud, evigt tronende i det høje, for en anden kan det være kærlighed til nationalånden, uændret gennem århundreders pløre af krige og indre magtkampe. For en tredje konservativ kan punkt nul være en forestilling om det menneskelige væsen, sjælen, der ligeledes har kæmpet sig gennem alskens åndeligt søle uden nogensinde at miste fatningen, mens det for en fjerde kan være trofasthed over for kunstens »ædle tradition«, et urokkeligt bjerg, al senere kunst må bejle til, ikke ulig hvordan punkt nul for en helt femte konservativ kan være længslen efter et ganske bestemt tidspunkt i historien, hvor det hele faldt i hak – store tanker, politisk snilde, økonomisk fremdrift, menneskelig foretagsomhed. Her følte han sig for første og sidste gang hjemme.

Det uovertrufne punkt nul

Den konservative behøver ikke selv at have levet i dette uovertrufne punkt nul, mange nulevende konservative betragter den græske antik eller højrenæssancen eller Weimarklassikken som højdepunktet af alt åndsliv, i forhold til hvilket deres egen samtid kun betegner begrædeligt forfald.

For andre konservative er det personlige hjem i historien de ordentlige halvtredsere eller de uordentlige tressere, mens samtlige ovennævnte punkter løber sammen i et helt særligt glitrende nul hos den allermest hardcore konservative. Men eftersom punkt nul er et meget kort interval og konstant trues af andre værdier, føler den konservative sig gerne sat uden for sin samtid, han føler sig på én gang fremmedgjort og latterliggjort af tidens såkaldte udvikling, og han ender som regel med enten at blive stærkt forarget over sin samtid eller komplet ligeglad med den. Nogle gange begge dele på skift.

For konservatismen vakler uvægerlig mellem forargelse og dekadence: Forargelse, når den enkelte konservative allermest savner punkt nul, og han oplever, at tingene er »gået over stregen«, dvs. kuret væk fra punkt nul, og dekadence, når han minder sig selv om, at det hele jo for fanden alligevel er tabt, og hvorfor så dog ikke have det lidt sjovt? Den ligeglade, dekadente konservative besidder ofte en herlig kynisme (den står mest på store drinks med vennerne og små julelege med damerne i forværelset), mens den forargede, indimellem snerpede konservative har for vane at udsende debatbøger eller deltage i debatudsendelser i radio og tv og skælde huden fuld på tiden, fordi den ikke forstår ham.

Det reserverede sæde

Egentlig er det en formålsløs gerning at ville forsone samtiden med en abstrakt urtid, for punkt nul er en urørlighedszone, den kan ikke diskuteres, den kan ikke deles, den kan ikke betvivles. Den tillader derfor ingen udveksling, ingen grundigere undersøgelse. Den blot er. Heri minder den om måden, den konservative betragter en person på. For ham udvikler en person sig aldrig. Man er og bliver den man er (»jeg er den, jeg er«), og de mindste ændringer i personligheden betragtes som falskneri, maskespil, koketteri, dille, affektion – kort sagt skaberi. Hvis en person bliver noget, er det, fordi han altid har været det, hvis en person holder noget tilbage i sig, vil det stensikkert senere slå ud som en sygdom.

At kende sig selv vil for den konservative sige at kante sig frem til punkt nul, som var det et reserveret sæde, og her bør man blive siddende på sin røv, indtil ens tid rinder ud. Den slags er naturligvis plat og umuligt at forstå, når man er sytten år gammel, og den konservative søger derfor gerne ly fra ungdommen (og andre umodne segmenter) i private klubber og foreninger, hvor han kan mødes med sine åndsfæller. Alligevel kan han ikke lade være med at tænke, at hvis de unge blot kendte punkt nul, ville de uden større palaver indse deres egen fortabelse. Nu må han i stedet bruge al for megen energi på at oplyse de unge, hyppigst i en blanding af ladhed og arrogance, for hans indgang er altid: Ja, JEG ændrer mig i hvert fald ikke – jeg ændrer ikke personlighed, ikke holdning, ikke retning.

Bekræftelse, tak

Det er således et kendetegn for den konservative, at han altid vender tilbage til de samme idealer og idoler fra punkt nul eller til beslægtede forbilleder fra andre æraer, som han føler en særlig ømhed for, fordi de bekræfter ham i hans nuloplevelse. I det hele taget er bekræftelse et nøgleord for den konservative. Han bryder sig ikke om at blive udfordret eller modsagt eller i det hele taget være genstand for andet end beundring, for det ville blot skubbe ham væk fra punkt nul.

Allerhelst vil han genkende, genopleve, genskabe, erindre, længes, han vil synge med på gamle sange og revytekster, læse bøger, der savler af nostalgi for tiden fra før verden gik af lave, gense knitrende filmklassikere og tv-udsendelser i sort-hvid, samle på håndkolorerede postkort og gulnede sexblade fra en tid, da uskylden stadig tittede frem, og man ikke behøvede låse fordøren om natten.

Af samme grund ville det være forkert at sige, at den konservative har interesser, nej, han dyrker sine interesser, fordi alle hans yndlingsbilleder og -genstande er museale for ham, de repræsenterer en epoke eller en tidsstemning, og så er de ganske nette at vise frem. Måske man kunne sige, at de simpelthen er souvenirer – de skal minde ham om noget ganske bestemt på hans rejse gennem tiden. For den konservative er skønhed derfor aldrig noget i sig selv, skønheden emmer af, giver mindelser om, dirrer af, bærer hemmeligheden om osv. Skønhed er i hans øjne kort sagt lig med stemning: eftermiddagssol gennem et hotelvindue, blafrende gardiner, villahaver om natten, togvogne efterladt på et øde spor – skønhedsudtryk, der er fælles om at gengive, ikke liv, men rester af liv.

Hans skovsø med kronhjort

De allerskønneste ting i hans samling er som madeleinekager, de sender ham direkte hjem til punkt nul. De får ham til at sukke: »Åh ja, det var sådan det var!« Resten er uspiseligt for ham, bliver affærdiget som tomt, intetsigende, overfladisk, naivt. Madeleinekagens mystik er derimod ubeskrivelig, uudsigelig, æterisk, hemmelighedsfuld, sublim, uudgrundelig.

Han kan sidde og stirre en hel aften på et billede, der minder ham om det gyldne punkt nul, hvor tiden stod stille. Den slags billeder er hans skovsø med kronhjort. At de er iscenesatte og skamløst forvanskede, stolt kitsch, har han for længst indset, men det bekymrer ham ikke stort, for det vigtigste er ikke billedernes autenticitet, det vigtigste er indlæsningen i dem. Billederne er tomme drømme, som han overlæsser med betydning. De minder ham om en tid, der aldrig fandtes undtagen i hans længsel efter den, et nærvær, der aldrig var så rent som i hans dukketeater om det.

Alligevel plejer han sin sære konstruktion for identitetens skyld, for at redde en vis fornemmelse af selv, for ikke at svæve helt væk i nye moder og tåbelige tendenser, for ikke at blive en lille grinagtig eftersnakker af de unge og smarte, for ikke at blive beskyldt for at være til fals for hvad som helst, for at bevare en vis afstand til de andre og virke respektabel på dem. For at kunne fortælle sig selv, at han i det mindste har overvundet sin ungdom på værdig vis.

Med konstruktionens hjælp kan han desuden bevise, at alle nyopdagelser, alle nye påfund, alle løsrivelser og frihedsdrømme i virkeligheden er dybt konservative og lider af nøjagtig samme indskrænkethed som det, de så glødende vil gøre op med. De ikke blot ender med at falde til patten, de var fra første færd særdeles konserverende, og hvorfor så overhovedet kaste sig ud i nye eventyr in the first place?

Ak, hvorfor nu denne forhastede byudvikling, ak, hvorfor nu disse vulgære tendenser i moden, ak, hvorfor nu denne alt for frie børneopdragelse, ak, hvorfor nu denne trivielle »nye« kunst, ak, hvorfor nu al denne materialisme hos ungdommen?

Selv lader han sig ikke vælte omkuld eller overvælde, det ligger slet ikke til ham, for herregud: han har jo set det hele tusind gange før. Fra sin åndelige lænestol føler den konservative sig tvunget til at udvise en blanding af overbærenhed og øm strenghed over for tidens forvildede børn. Han skiftevis slår sig på maven af grin over dem og føler et blindt raseri mod dem. På en måde har han ondt af dem, for hvis de blot kunne tænke lidt klarere, lidt fornuftigere – ja, så ville de jo så let som ingenting kunne se, at han har ret.

Essayet er trykt med tilladelse fra forfatteren og stammer fra hans nye essaysamling ’Tristhedens historie’, der i går udkom på Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu