Læsetid: 2 min.

Billedsprog: Hvad ser vi her?

Ja, de fleste ser nok Pia Kjærsgaard, som – i det øjeblik, billedet er taget – forlader sin plads i Folketingssalen og er på vej op for at sætte sig i formandsstolen

Lars Krabbe

10. oktober 2015

Ja, de fleste ser nok Pia Kjærsgaard, som – i det øjeblik, billedet er taget – forlader sin plads i Folketingssalen og er på vej op for at sætte sig i formandsstolen.

Men hvad lægger vi i det? Altså: hvad ser vi i virkeligheden? Er det historien om fascismens endelige indtog i samfundets absolutte top? Sådan vil nogen nok holde fast i, at det bør udlægges. Eller er det en positiv historie om en social opstigning af kaliber? Pia – fra hjemmehjælper til hele Danmarks næstkommanderende. Pia Kjærgaard sagde selv til TV Avisen tirsdag:

»Det er dronningen og så er det formanden for Folketinget, der er nummer to.« Hun sagde det med et smil, der minder om det stolte smil, man ser på billedet og tilføjede: »Og så kommer statsministeren og regeringen dernedefter.«

En sejr for kvindesagen?

Man kan også se det som en lidt bredere historie om en folkelig indtrængen i toppen. Den jævne mands stemme på elitens polstrede stol. Eller man kan se det som en sejr for højrepopulismen generelt. Dansk Folkeparti, partiet som aldrig blev stuerent og alt det der, har indtaget selveste formandsposten.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Pia smiler gævt på vej mod en stor opgave, som hun erkender tyngden af, men ikke frygter. Hun har energi og friskt trav, udstråler selvtillid og mod, gåpåmod. Hun ligner én, der siger tak for udnævnelsen, og jeg skal nok give alle kritikerne, hvad kritikernes er. Det har jeg prøvet før. Lad dem kalde mig "ikke stueren", små drenges tosserier. Næh, nu er det mor her, der er i højsædet. Mine egne drenge har jeg her omkring mig, den ene nyser, den anden ser åndsfraværende væk. Sunde og gode reaktion i situationen.