Baggrund
Læsetid: 10 min.

»De er da blevet kønnere, forstæderne«

Ti år efter den franske forstadsungdom gjorde oprør over to uskyldige unge mænds død, ser Clichy-sous-Bois helt anderledes ud, men arbejdsløshed og social isolation hærger byen, og politiet stoler man fortsat ikke på
Det var i boligkomplekset Chéne Pointu i parisforstaden Clichy-sous-Bois, uroen brød ud for 10 år siden. I dag er der fredeligt.

Steven Wassenaar

Moderne Tider
31. oktober 2015

Her er da helt sikkert blevet kønnere,« siger Karima med sine glade, gnistrende øjne. Hun er er ansvarlig for fritidsaktiviteter for børn i socialcenteret i Clichy-sous-Bois og fortæller om sit liv i kvarteret. Men især om sin far, som flyttede hertil i 60’erne.

I lokalerne omkring os myldrer børn rundt, det er efterårsferie, og vi afbrydes, hver gang nogen lige skal have ordnet en sag. Uden for vinduet kan man se splinternyt byggeri med toetageshuse, men også en forfalden boligblok, der rager op. På parkeringspladsen hakker krager i en død rotte. Området er de sidste ti år sat i stand for nogle af de 48 milliarder euro, den franske stat satte af til byfornyelse af forstæder, men rotter er der stadig mange af.

Kun navnet er idyllisk

Jeg er ankommet aftenen før. Der er kun 15 kilometer fra Notre Dame i Paris til markedspladsen i Clichy-sous-Bois. Det er stadig lige forbavsende at køre gennem Raincy med store velhaverhuse, umiddelbart før man ankommer til det plateau, der gennem 40 år var dækket af store beboelseshøjhuse: Les Bosquets i Montfermeil. ’Bosquet’ er et ganske idyllisk navn, som betyder ’lille lysning i skoven’. Det nævnes sjældent, at den så berygtede forstad, verden skulle opdage på grund af brændende biler, ligger op ad en stor skov, hvor folk om aftenen roligt jogger rundt. Måske forestillede byplanlæggerne sig virkelig noget godt, da de i 60’erne byggede de enorme boligblokke med udsigt over skoven med så berømte arkitekter som le Corbusier. På lang afstand kan det mod aftenhimlen konstateres, at der ikke er den samme skyline mere. En stor del af højhusene er væk.

Jeg kører efter bussen fra RER-stationen gennem de rige kvarterer og dernæst det nærmest tredjeverdensnedslidte kvarter Chéne Pointu. Bussen er propfyldt, det er den altid. Den kører sin sidste tur ved midnat, så er det slut med at nå hjem fra Paris. Det er først her midt blandt overfyldte skraldespande foran et butikscenter, den begynder at tømmes for mennesker. Den fortsætter op mod det store nyistandsatte kvarter i Clichy-sous-Bois, forbi en nybygget politistation kunstnerisk opført i beton og rustent jern. »Den ser sgu ud til at kunne klare et angreb fra Mars eller en zombiehær,« bemærker en beboer senere.

Den er kun åben om dagen, men det er så også et fremskridt.

I 2005 var der ingen politistation i det ca. en kvadratkilometer store, fattige forstadsområde. De betjente, som jagtede den 17-årige Zyed Benna og 15-årige Bouana Traoré og deres fodboldkammerater, kom udefra, fra nabobyen Livry-Gargan. De blev tilkaldt, fordi drengene havde skudt genvej gennem en byggeplads. De skulle skynde sig. Afslutningen på dagens faste under ramadanen ville indfinde sig, når solen gik helt ned, og de skulle nå hjem.

Så satte klapjagten ind. Hele vejen op gennem hierarkiet, helt op til indenrigsminister Sarkozy, der to dage tidligere i forstaden la Courneuve, havde erklæret, at forstæderne burde »trykspules«, og præsident Jacques Chirac, hvis senilitet var begyndt at blive mærkbar, blev der løjet for om, hvad der skete den aften: Det blev fortalt, at drengene ikke var forfulgt. Sarkozy nåede at kalde dem for tyveknægte.

Ved retssagen næsten 10 år senere, der til beboernes vrede sluttede med frifindelse, kunne der gøres status: I alt 17 betjente og adskillige biler med udrykning var involveret i jagten på drengene. Flere af de unge blev arresteret. Men tre af dem kravlede over muren til en transformatorstation. Betjentene så det og kørte alligevel væk. En af retssagens omdrejningspunkter var en udtalelse over politiradioen: »Jeg giver ikke meget for deres liv, hvis de er inde i den transformator.«

Klokken 18.12 gik strømmen i hele kvarteret. Bouna, Zyed og Muhittin fik 20.000 volt gennem sig. De to første døde. Det lykkedes en stærkt forbrændt Muhittin at slippe væk og hente hjælp. I løbet af et par timer skulle det gå op for alle i kvarteret, både at de to unge var døde, men også at politiet intet havde gjort for at forhindre det. At der blev løjet på tv. At der blev løjet midt i ’citéen’ den aften, hvor politiet holdt forældrene på afstand og ikke engang fortalte dem, at deres børn var døde.

Så var det, det hele startede. Det skulle komme til at stå på i tre uger, med kampe mellem unge og politiets specialstyrker, utallige arrestationer, 4.000 afbrændte biler og angreb på offentlige bygninger, da oprøret spredte sig til andre fattige boligkvarterer i Frankrig. Helikoptere summede i dagevis over Clichy-sous-Bois. Hele verdens øjne skulle rette sig mod et kvarter, som ingen havde beskæftiget sig med i årtier.

Det ligner deltagelse, men er bare tv

Denne aften i 2015, en lille uge før de to dræbte unge skal mindes, holder den statslige tv-station FR3 en debat i orangeriet ved det smukke okkerfarvede rådhus. Der står palmer udenfor. De inviterede har set en dokumentarfilm om Clichy-sous-Bois, som mange af dem selv er med i. I filmen karikeres synet fra omverdenen bevidst, en sort fyr taler om sit liv med øjnene skjult af en hætte. Så tager han den grinende af og fortæller, at han faktisk har bygget en lille virksomhed op. Dokumentarfilmen hedder De hætteklædte.

Det tager lang tid at få alle på plads til tv-optagelsen. Folk er tålmodige. En stand-in for tv-værten, dirigerer folk på plads. Så dukker værten selv op, en ung mand der ligner Barbies Ken, som får sat sin blonde pandelok. På bagerste række sender to joggingklædte sorte fyre hinanden blikke. Værten indleder med at forklare, at han ikke selv har nogen som helst legitimitet til at tale om forstæderne. »Det starter fandme godt,« mumler en kvinde ved siden af mig. Så går debatten i gang i panelet. Ingen blandt tilskuerne kan høre, hvad der bliver sagt, selv om det skal forestille, at publikum deltager. De to unge mænd rejser sig og går. Men lørdagen efter kan det hele ses på tv, det virker ret naturligt.

De valgte Frankrig til

De franske forstæder betragtes fortsat udefra, og det er Karima træt af. Vi har sat os til rette i hendes hyggelige kontor fyldt af børnetegninger og fotografier. Hendes hår er krøllet, lysnet og samlet i nakken og smilet indbydende. Jeg spørger, om noget har ændret sig i de 10 år. Jo, hun vil gerne indrømme, at det nye byggeri er fantastisk og meget mere menneskeligt. Jo, hun er superglad for, at byens foreningsliv nu er samlet i det splinternye socialcenter med glade farver. Det er det, vi sidder midt i.

Men det er noget andet, hun vil fortælle. »Min far flyttede jo hertil i 60’erne,« hun rømmer sig og griner. »Pyh, jeg får næsten en klump i halsen.«

»Men det er jo det, man skal vide, vi stammer oprindeligt fra Algeriet, men mine forældre valgte at flytte til Frankrig. Det var der mange, der gjorde, der var brug for arbejdskraft. Mine forældre flyttede til Nordfrankrig, og derpå til Clichy-sous- Bois. Det var jo dengang, de byggede det hele op, det var en by i fremdrift.«

Dengang var der ikke noget problem med ’integration’, forklarer hun.

»Min far var slagter. Han startede det hele op selv. Og han var jo ikke kun slagter for indvandrere, han var det for alle i byen. Mine forældre var troende, men på sådan en lykkelig måde. Det var simpelthen ikke et problem, min far sagde til sine kunder ’undskyld et øjeblik’, og så gik han ud bagved og sagde sin bøn.«

Hun forklarer, at hun stadig dagligt læser en lille sura, et kapitel af Koranen, for at få ro på, når noget brænder på og lægger hånden på hjertet: »For mig er det at være muslim noget herinde.«

Med de enorme boligblokke fulgte de sociale problemer. Meningen var, at tilflytterne skulle arbejde i området, men infrastrukturerne fulgte aldrig med. Clichy-sous-Bois blev ikke blot i bogstaveligste forstand afskåret fra Paris, men også fra den nærliggende Charles de Gaulle-lufthavn med omliggende industrikvarterer. Hverken en planlagt motorvej eller en sporvognslinje ned til det, som nu er en RER-forbindelse, blev bygget.

»Det tager jo halvanden time at komme til Paris. Hvordan i alverden skal vore unge komme til så meget som en jobsamtale?«

Handler ikke om integration

Karima bliver alvorlig. Hun er selv fraskilt, gift igen og har tre sønner, der har klaret sig meget forskelligt. En af dem blev arresteret i 2005, og for hende handler det om, at vreden i sønnen var blevet for stor. »De havde jo ikke fået en identitet. En anerkendelse. Og hvad skulle vi så gøre?«

Det er da også en kendsgerning, at kommunerne omkring Clichy-sous-Bois også de sidste 10 år har modarbejdet, at en tramway går gennem deres område. Man vil ikke have folk fra Clichy-sous-Bois til så meget som at passere. Det gør Karima vred.

»Det er simpelthen utroligt, at man stadig kan tale om, at problemet er mangel på integration. Min familie har været her i fire generationer.«

Jeg spørger, hvorfor området stadig tiltrækker nye indvandrere.

»Jamen, jeg aner det ikke. Der var et tidspunkt, hvor jeg havde brug for en ny lejlighed, og så gik til borgmesteren. Så fortalte han, at, nej, det kunne jeg ikke få, han havde lige fået 200 familier, han skulle huse. Det er jo ikke i de andre forstæder, der bygges socialt boligbyggeri.«

Karima fik sin lejlighed og boede i mange år i La Forèstiere, der nu er jævnet med jorden. For hende er det ikke kun glædeligt:

»Vi havde jo vores liv der, og der var simpelthen en utrolig stor solidaritet. Det er jo de hjem, hvor vi har opdraget vore børn.«

Vi er terrorismen første ofre

I foreningen AcleFeu, der ligger i et lille yndigt hus, med skov til den ene side og boligblokke til den anden, er Zoulicka lige så vred og lige så mild som Karima. »Jeg er jo optimistisk af natur, det bliver man nødt til at være, hvis man arbejder herude.« Hun er også forstemt. En ung mand har netop begået selvmord i blokken ved siden af.

»Hans mor døde sidste år. Han slog hovedet engang – det var noget med politiet. Han fik aldrig et job.«

AcleFeu kan læses som ’assez le feu’ – slut med ilden – og foreningen blev skabt i 2005 ud fra en idé fra Den Franske Revolution om at lytte til folket selv. I kælderen ligger tusindvis af sider skrevet af ghettoboerne fra hele Frankrig , som senere blev til en rapport overrakt regeringen.

Zoulicka er trods nedskæringer blevet fastansat, men heller ikke hun er imponeret over forandringerne.

»Man tror, det er nok at sætte det hele i stand. Det er det ikke. Vi er ikke det samme værd som andre. Det er det, man må ændre, ellers vil også alt det nye også bare forfalde.« For Zoulicka er ikke mindst politiet under al kritik. »Hør her: De unge her i kvarteret bliver nogen gange korpsvisiteret fem gange om dagen. Fem gange? Hvad i alverden forestiller man sig, det gør ved en ung mand?«

Over halvdelen af beboerne i Clichy-sous-Bois lever i hjem langt under fattigdomsgrænsen. Arbejdsløsheden er tårnhøj, for unge er den 45 procent mod 23 procent andre steder i Frankrig. Selv Zoulicka udstråler et vist mismod , da hun kommenterer præsident Hollandes besøg i forstaden La Corneuve dagen før, netop dér, hvor Sarkozy for 10 år siden talte om at trykspuling.

»Mange troede jo, noget nyt ville ske med Hollande. Nu stemmer folk bare slet ikke mere. Jeg er meget uenig i, at han blev piftet ud i Courneuve. Man skal respektere en præsident, han er garant for republik-kens institutioner. Hvis man skal gøre noget, skal man bare ignorere ham.«

Zoulicka bærer tørklæde, og jeg spørger hende, om hun altid har gjort det?

»Nej. Det tog jeg på efter 2005.«

Hendes vrede dukker op med spørgsmålet om religion og den terrorisme, som formodes at stamme fra forstæderne:

»De første ofre for terrorisme er jo lige netop os. Synet på os var måske lige begyndt at ændre sig en måde, og nu er det hele bombet tilbage. For mig betyder det her tørklæde fred. Der er ingen religion, som siger, at man skal slå nogen ihjel. Hvad kvinder angår, er der mange muslimske kvinder herude, som har bukserne på,«siger hun og smiler, mens hun peger på sine bukser.

Dagen før 10-året for de brændende forstæder aflægger premierminister Valls visit i en anden forstad, Mureaux, med hele 18 ministre. Alle synes at undgå at tage til netop Clichy-sous-Bois.

Det er så også sådanne dage, grundlæggeren af AcleFeu, Mohammed Mechmache, der er socialarbejder, er fast gæst i medierne.

I Clichy-sous-Bois har Zyed og Bounas familier frabedt sig officielle højtideligheder. Ikke engang de mange lokale foreninger blander sig i, hvordan 10-året for deres tab skal forme sig, forklarer Zoulicka.

I Radio France Info kæmper Mohammed Mechmache for at få sit budskab ud:

»Manuel Valls kaldte for nylig, det der sker i forstæderne for ’apartheid’. Det ord har vi selv brugt længe, så det er da fint. Men så lad os være på højde med Mandela. Det er ikke nok blot at sætte huse i stand. Det er en sand omvæltning, der må til, hvis vi skal frigive al den kreativitet og arbejdskraft, som ligger i forstæderne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her