Interview
Læsetid: 4 min.

»Mine egne har beskyldt mig for at få beskidte fingre«

»Det gavner ikke vore medlemmer, hvis vi ikke er med til at finde løsninger, hvor det er svært. Vi skal sige fra og have kant, naturligvis, men jeg mener faktisk, at fordi vi har deltaget i Dagpengekommissionen, har vi også fået fjernet de værste tidsler.«
Moderne Tider
24. oktober 2015
»Det gavner ikke vore medlemmer, hvis vi ikke er med til at finde løsninger, hvor det er svært. Vi skal sige fra og have kant, naturligvis, men jeg mener faktisk, at fordi vi har deltaget i Dagpengekommissionen, har vi også fået fjernet de værste tidsler.«

Tor Birk Trads

Hvordan så dagpengesystemet ud i en ideel verden?

»Det havde en god genoptjening og var godt polstret, sådan at hvis man var faldet ud, kom man hurtigt tilbage igen. Det er lykkedes med kommissionens forslag at rette op på noget af det, men jeg havde gerne set en genoptjening, der sikrede en hurtigere tilbagekomst til selve dagpengesystemet. Det er klart, at havde vi haft mulighed for at få tilført flere penge, kunne vi have lavet et mere trygt system til gavn og glæde for lønmodtagerne, så de turde skifte job hurtigere end i dag.«

Men synes du, FTF’s medlemmer kan være tjent med kommissionens anbefalinger?

»Ja. Vi har også bakket op om kommissionens anbefalinger, og vi er enige om genoptjeningsmodellen. Jeg kunne godt have tænkt mig at stille mere på den positive skrue, og jeg ville også gerne have ladet være med at røre ved dimittendsatsen. Men modellen for genoptjening kan vi godt være bekendt.«

Hvad er dit bedste råd til et menneske, som er ved at falde ud af dagpengesystemet?

»Det er at skynde sig at finde alle typer af job. Jeg ved godt, at mange vil sige: ’Det gør vi allerede.’ Men der er nogle, der kommer til at vente lidt for længe, fordi de leder efter ønskejobbet. Men to år på dagpenge er ikke ret lang tid, og hvis man ikke kommer hurtigt i job, risikerer man at hænge fast og miste dagpengene. Jeg ved godt, at når man har taget en uddannelse, vil man gerne søge inden for netop det felt, men man skal også være åben over for andre muligheder.«

Hvad er du mest glad for ved det danske arbejdsmarkedssystem?

»At lønmodtagere og arbejdsgivere kan sætte sig sammen og finde gode løsninger for det enkelte medlem og for samfundet. I aftalesystemets 100 år gamle historie har det understøttet vækst og beskæftigelse og sikret finansiering af velfærdssystemet.«

Kunne du finde på at sidde med i en kommission igen?

»Det har været et hårdt arbejde, men nødvendigt og også spændende, så ja, det kunne jeg godt. Også selv om nogle af mine egne har beskyldt mig for at få beskidte fingre. Men det gavner ikke vore medlemmer, hvis vi ikke er med til at finde løsninger, hvor det er svært. Vi skal sige fra og have kant, naturligvis, men jeg mener faktisk, at vi ved at arbejde i Dagpengekommissionen også har fået fjernet de værste tidsler.«

Hvad har den største fejl været fra politisk side i det lange forløb omkring dagpengene?

»Dels at man i 2010 skar både i længden og i genoptjeningen. Det har jo medført, at rigtig mange er faldet ud. Og så har man løbende haft mange meninger om det politisk, men der har ikke været en vilje før nu til at lave ændringer.«

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

»At få lov til på medlemmerne vegne at øve indflydelse på store samfundsmæssige spørgsmål om for eksempel uddannelsespolitik, beskæftigelsespolitik og arbejdsmiljø. At have det mandat, jeg har fået, er naturligvis noget, man skal behandle med ydmyghed, men jeg er glad for at være med, hvor politik skabes.«

Hvad forarger dig?

»Jeg ved ikke, om ordet ’forarger’ er et rigtigt ord for mig. Men jeg kan blive indigneret over den holdning, der ligger bag måden, man taler om andre mennesker på i vores samfund: At de er dovne, ikke gider tage arbejde eller nasser på samfundet. Der er kommet en tone i den offentlige debat, jeg ikke bryder mig om. Den gør mig mere vred end forarget.«

Hvis du skulle leve i en anden tidsalder, hvilken skulle det så være?

»Det skulle være i fremtiden. Jeg lever godt i den tid, vi er i nu, men er meget optaget af ny teknik, innovation og nye tanker. Min mand siger, at jeg altid er et par skridt foran.«

Hvad giver dig håb?

»Specielt når jeg møder folk, der gerne vil være med til at forandre noget, og at vi har unge, der gider fagbevægelsen, og at vi har kritiske medlemmer, som vil engagere sig. Det giver mig håb – ikke kun for fagbevægelsen – men for samfundet mere generelt.«

Hvilken sang burde alle høre?

»Til vores bryllup i 1980 sang vi Kringsatt av Fiender af Nordahl Grieg, og den synger vi stadig. Den giver håb.«

Hvad har du i din taske?

»I dag har jeg en lille sminketaske – fordi jeg for tiden ofte bliver udsat for at stille op foran et tv-kamera. Jeg har en hårbørste – som jeg sjældent bruger. Läkerolpastiller, en trøje – fordi det kan blive koldt. En oplader til mobilen, håndcreme, iPad, pung, nøgler – dem glemte jeg faktisk i går, og det var ikke så heldigt. Og så slæber jeg rundt på Dagpengekommissionens rapport, fordi jeg for øjeblikket hele tiden bliver konfronteret med noget, der står i den.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her