Læsetid: 10 min.

Fem mænd, der savner deres familier

Den 15. september påbegyndte ca. 40 syriske flygtninge ligesom andre grupper før dem en aktion foran Udlændingestyrelsen i håb om at fremskynde processen i deres familesammenføringssager. Mændene er alle kommet til Danmark for omkring et år siden. Deres familier befinder sig i skrivende stund i det krigshærgede Syrien eller i nabolandene, hvor de lever som internt eller eksternt fordrevne under ekstreme forhold. I de minimum seks måneder, de fleste af mændene har ventet, er flere familiemedlemmer blevet såret eller dræbt. Vi har talt med nogle af dem, og her følger deres egne fortællinger – fortalt inden Socialdemokraterne sidst på uge fremlagde deres forslag til yderligere stramninger af reglerne for familiesammenføring
3. oktober 2015

Mohammad Omran Hadad

Mohamad har en kone og tre børn – i alderen otte til 16 år. De er fra Aleppo i Syrien, hvor Mohamad ejede en ostefabrik. Familien befinder sig stadig i hjembyen, hvor de lever under ekstreme vilkår. Der er dage, hvor de ikke har adgang til mad, drikke og elektricitet, fortæller Mohamad. Sikkerhedssituationen i området er kritisk med daglige angreb fra forskellige sider. »Der er ikke en uge, hvor min familie ikke tager ned og sover i beskyttelsesrummet i kælderen. Der er hele tiden angreb. En af dagene havde vi 30 martyrer.«

I begyndelsen af 2014 blev Mohamad løsladt fra et fængsel i Syrien. Han var blevet arresteret af regimet på grund af sit politiske arbejde. I fængslet blev han tortureret, og som et resultat blev hans knæ smadret og hans lår såret. »Jeg vejede 100 kg, før jeg blev fængslet, og var helt nede på ca. 50 kg efter. Jeg blev hårdt ramt, både fysisk og psykisk. Min hjerne er stadig fanget i traumet.«

Mohamad Omran Hadad, 39 år

Fra Aleppo i Syrien.

Kom til Danmark i august 2014 og indleverede sin ansøgning om familiesammenføring i marts 2015

Men det var ikke torturen, der gjorde den periode uudholdelig for ham. »Det sværeste var, at jeg ikke fik lov til at se min kone og mine børn. Jeg husker tydeligt den nat, hvor de kom hjem til mig for at tage mig. Mine børn lå og sov. Min ældste dreng vågnede og kiggede på mig, som om han aldrig ville komme til at se mig igen. I en tilstand af krig som den i Syrien ved vi, at når man bliver taget til fange på denne måde, vil man højst sandsynligt ikke vende tilbage igen. Jeg husker tydeligt min søns ansigtudtryk den nat. Det var sidste gang jeg så ham.«

»Det eneste håb, der holdt mig i live og gjorde, at jeg holdt de fem måneder ud, hvor jeg blev tortureret og ydmyget, var håbet om at jeg skulle se mine børn igen.«

Mens Mohamad sad i fængsel, prøvede hans kone adskillige gange at få ham betalt ud via forskellige kanaler. Men efter de første par måneder sendte nogle regime-folk en besked til hende om, at han var gået bort.

Efter lidt over fem måneder blev Mohamad endelig løsladt og glædede sig til omsider at se sin familie igen. Det nåede han dog aldrig. På grund af sin status som politisk fange blev han direkte efter sin løsladelse smuglet ud af de regime-kontrollerede områder. Han nåede derfor aldrig at se sine børn og sin kone igen.

»Det er mit største ønske at få lov til at se deres ansigter igen. Jeg taler med dem i dag over telefon og SMS. Men jeg har ikke set mine børn i to år nu. Den sidste erindring, de har om mig og jeg om dem, er fra den nat, jeg blev fængslet.«

»Jeg kom til Danmark, så jeg kunne give mine børn et fredeligt liv med en skolegang og en sikker fremtid. Jeg kom til Danmark, fordi her er menneskerettighederne øverst. Hvis mit mål var ydelser og hurtigt statsborgerskab, var jeg taget til Sverige.«

»Min største frygt er ikke at få lov til at se børnene igen. Hvis jeg kunne dø i fængslet, men bare se mine børn en sidste gang, ville jeg gøre det. Jeg kan ikke holde det ud. Det er ikke noget liv, det her. De siger, at vi kommer her på grund af pengene. Vi kommer her for vores børn og vores børns fremtid. Vi tænker kun på dem. Har de tænkt sig at lade os vente, til vi mister dem? Der er ingen af os, der har gjort noget forkert. I krig er det altid de civile, der bliver hårdest ramt.«

Abdulrahman Qader Abdo

Abdulrahman Qader Abdo, 49 år

Syrisk kurder fra Aleppo, i Syrien.

Kom til Danmark i oktober 2014 og indleverede sin ansøgning om familiesammenføring i marts 2015.

Abdulrahman har en kone og fire børn, tre sønner og en datter i alderen 11 til 17 år. Familien er fra Aleppo i Syrien, hvor Abdulrahman arbejdede som autolakerer. På nuværende tidspunkt befinder hans familie sig stadig i hjembyen. De bor tæt ved lufthavnen i Aleppo, hvor medlemmer af FSA (Den Frie Syriske Hær) og Islamisk Stat har daglige kampe. Her er det oftes de civile, som er ofrene, fortæller han. »Situationen dernede er meget svær. Det er selve døden. Min familie lever under krig og ekstreme forhold, og de er forfulgte.« Abdulrahman er tidligere selv blevet ramt under et artilleri-angreb i Syrien, og som resultat har han i dag problemer med hjertet og seks skruer i sin venstre arm.

Han og hans familie er af ezidi-kurdisk baggrund, hvilket betyder, at de har været forfulgte og undertrykt fra flere sider i hjemlandet. »Vi er ezidier, vi er forfulgte. Vi har et diktatorisk regime, som ikke er bange for at ty til voldelige midler mod sin egen befolkning. På vores identifikationsbevis skriver de ’muslim’ og ikke ’ezidi’, fordi det ikke er tilladt. Men vi er ezidier.«

Samtidig er hans familie, og ezidi-kurderne generelt, også forfulgt af Islamisk Stat, som på arabisk kaldes Daesh. »Daesh kalder os for kufar (vantro, red.) og siger, at vi tilbeder Satan. Min familie er truet fra alle sider. Hvis Assad-regimet fanger dem, er de døde. Hvis Daesh fanger dem, er de døde.«

— Hvorfor flygtede du til Europa uden din familie?

»Jeg var bange for, at der skulle ske min familie noget på rejsen hertil. Hvis der skulle ske et dødsfald, ville det kun være mig og ikke min familie, der blve ramt.«

»Min bror, som bor i Tyskland, fortalte mig, at familiesammenføringsprocesen var forholdsvis hurtig her i Danmark, og det var vigtigt for os. Jeg havde desuden hørt, at Danmark og danskerne var meget empatiske, så det var naturligt at komme herhen, fra et diktatur i Syrien.«

»Jeg holder meget af det danske samfund og takker for alt, I har gjort for mig. I har holdt mig i sikkerhed. Men jeg vil bare se mine børn igen. Jeg er er ved at dø af længsel efter at se dem igen, I forstår det ikke. Jeg er desperat. Jeg vil se mine børn igen.«

Khaled Abdullah Sadieh

Khaled Abdullah Sadieh, 49 år

Palæstinenser fra Yarmouk-lejren i Syrien.

Kom til Danmark i oktober 2014 og indleverede sin ansøgning om familiesammenføring i april 2015

Khaled har en kone og tre døtre, den yngste er fem måneder måneder,  den ældste 25 år. Khaleds yngste datter blev født, mens han var her i Danmark, og han har derfor ikke set hende endnu. Familien befinder sig i øjeblikket i en flygtningelejr i byen Sidon i Libanon.

I Syrien boede Khaled og hans familie i den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk. Her arbejdede han  som projektleder for et byggefirma. I dag er deres hjem i Yarmouk fuldstændig ødelagt. Khaled og hans familie var tvunget til at flygte. Først belejrede  det syriske regime Yarmouk, siden fulgte en lang række af artilleriangreb og væbnede kampe. Familien boede op ad frontlinjen og var derfor fanget midt i krigszonen.

»Vi mistede vores hus og vores liv. Men endnu værre var, at vi mistede vores lille søn.« Flugten var ikke den første prøvelse, Khaled og hans familie skulle igennem. I begyndelsen af 2011 – kort efter borgerkrigen brød ud – mistede Khaled sin eneste søn, der var 16 år. Dette skete da sønnen havde deltaget i den årlige ’Naksa-dag’-demonstration på årsdagen for palæstinensernes fordrivelse efter seksdageskrigen i 1967 ved grænsen til Golan-højderne mellem Israel og Syrien. Her var han blevet skudt og dræbt af israelske soldater.

I dag befinder Khaleds familie sig i en flygtningelejr i Libanon. Her lider de under fattigdom og mangel rettigheder, som begrænser dem i at kunne leve et ordentligt liv. »Palæstinenserne i Libanon har meget begrænsede rettigheder. Endnu værre bliver det, når syriske palæstinensere kommer til – så har de nærmest ingen rettigheder. Det er det rene fængsel. De er tvunget til at finde et bedre liv.«

— Hvorfor kom du til Europa alene, uden din familie?

»Jeg kan godt sætte mit eget liv på spil, men jeg vil aldrig risikere min families.« Khaled tog den såkaldte Sudan-vej, hvor han kørte gennem ørkenen efter at have betalt nogle menneskesmuglere, som han var meget frustreret over: »Vores vogn væltede over os midt i ørkenen, og flere af os var ved at dø. Menneskesmuglerne ser dig som en vare. De behandler dig ikke som et menneske, men som en vare der skal leveres.«

»Den primære årsag til, at jeg valgte at komme til Danmark, var at min søster, som bor her, havde fortalt mig, at familiesammenføringsprocesen foregår forholdsvis hurtigt her. Og det var det vigtigste for mig.«

»Jeg takker det danske folk meget, og jeg er meget taknemmelig for al den hjælp, I har tilbudt mig. Her i Danmark har jeg kun set hjælpende og humanistiske mennesker. Men jeg kan ikke leve uden min familie. Det eneste, jeg beder om, er at få lov at se min familie igen, så vi kan leve sammen og i sikkerhed. Jeg kan ikke arbejde eller fokusere, når jeg tænker på den situation, de er i. Det er en evig pine.«

Mazen Mohamad Afach

Mazen Mohamad Afach, 43 år

Fra Idlib i Syrien.

Kom til Danmark i juli 2014 og indleverede sin ansøgning om familiesammenføring
i marts 2015

Mazens lille familie består af ham selv og hans kone. Tilbage i hjembyen Idlib i Syrien arbejdede han som tekniker. I skrivende stund befinder konen sig stadig i Idlib. Det område, hun bor i, er meget usikkert. Han oplever flere gange, at han ringer til hende, og hun så fortæller ham, at der lige har været et tøndebombe- eller artilleriangreb i området. »Der er generelt intet sted i Syrien, hvor der er sikkert.«

De forskellige voldelige grupperinger i byen er også med til at gøre den til et usikkert sted. »Der er frygt i alt, hvad man foretager sig dernede.« Ud over sikkerhedsproblemer er der desuden stor mangel på daglige fornødenheder, adgang til at arbejde m.m. Det største problem, fortæller han, er dog de hyppige artilleriangreb.

— Hvorfor rejste du til Europa uden din kone?

»Vejen hertil var for farlig og livstruende. Jeg ville ikke risikere hendes liv.« Mazen tog ligesom mange af de andre flygtninge, Middelhavsruten på en skrøbelig gummibåd. Han havde betalt 3.000 euro for hele rejsen.

Ud over faren ved at rejse over havet stødte Mazen og de andre flygtninge ombord på andre problemer. »De græske kystvagters opførsel imod os var meget hård. De forsøgte at vende vores gummibåd tilbage mod Det Æyrkiske Hav. F.eks. trængte de sig ind på vores lille båd og prøvede at tvinge den i den anden retning. Båden var dog i så dårlig en tilstand, at det ikke ville  kunne lykkes for dem, uden at vi alle, inklusive dem selv, ville drukne i havet. Så til sidst var de nødt til at lade os sejle igennem, videre til Europa.«

»Jeg havde generelt hørt meget godt om Danmark. Bl.a. at der var meget lidt racisme her, og at man vigtigst af alt havde respekt for menneskerettigheder. Et lille land, hvor man kunne få lov til at leve fredeligt.«

»Jeg har set mange venlige mennesker her. Jeg var dog meget overasket over at se, hvordan det sidste valg endte. Jeg håber, at folk kan sætte sig ind i en situation, hvor man ikke ser sin familie, i bare en uge. At ens familie skulle sidde fast i en krigshærget land som Syrien. Forestil jer så, at ens familie har siddet fast i sådan en situation i et helt år.«

Abdullah Altaqsh

Abdullah Altaqsh, 36 år

Fra Idlib i Syrien.

Han kom til Danmark i oktober 2014 og indleverede sin ansøgning om familiesammenføring
 i januar 2015

Abdullah har en kone og fire børn, to døtre og to sønner, to til ni år gamle. I Syrien arbejdede Abdullah i en telebutik, som han var ejer af. I dag befinder hans familie sig i Idlib, hvor de lever under ekstreme forhold præget af daglige kampe og begrænset adgang til fornødenheder. »Der er lange episoder med vold og skyderier. Der er ingen skolegang til børnene, og mad, drikke og elektricitet er det en kamp i sig selv at skaffe.« Grundet den ustabile telefonforbindelse, er det generelt meget svært for Abdullah at komme i kontakt med familien.

Abdullah flygtede fra Syrien efter at have fået problemer med Islamisk Stat. Da han og familien stadig var bosat i deres hjemby, havde Abdullah og en række mænd fra fra hans kvarter nemlig oprettet en organisation for at hjælpe de internt fordrevne i Syrien. I forbindelse med deres hjælpearbejde blev et par af medlemmerne kidnappet af IS. Derefter måtte flere af medlemmerne flygte ud af landet, heriblandt Abdullah selv.

»For ca. 10 dage siden kom medlemmer af Daesh (IS, red.) hen til min familie og spurgte efter min kone. De fortalte hende, at hvis jeg ikke overgav mig, ville de straffe dem for det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvis der sker mine børn noget, har jeg ikke andet valg end at rejse derned og overgive mig til Daesh.«

— Hvorfor flygtede du til Europa uden din familie?

»Jeg tog rejsen til Europa på en gummibåd via Middelhavet, hvor risikoen for at dø var meget høj. Jeg ville ikke risikere min families liv.« Rejsen via Middelhavet havde kostet Abdullah 1.250 euro og havde været en svær rejse for flygtningene om bord. Blandt andet gik deres motor død midt på det åbne hav.

»Jeg har hørt meget godt om Danmark – at her respekterede man menneskerettigheder, og her kunne man være sikker.« I de første tre måneder klarede Abdullah sig meget godt. Han arbejdede hårdt for at lære det danske sprog, så han kunne komme ud på arbejdsmarkedet. Efter det første stykke tid, mistede han dog sit fokus og havde svært ved at koncentrere sig, pga. familiens situation i Syrien.

»Jeg takker mange gange for at have fået lov til at komme hertil. Jeg håber inderligt, at jeg kan begynde at lære sproget ordentligt, så jeg kan få mig et arbejde. Jeg vil ikke være en byrde for nogen. Vi syrere elsker at arbejde og er meget aktive mennesker. Det er en falliterklæring for mig, at det ikke er lykkedes at lære sproget. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på min børn. De er i fare.«

Redaktionen har ikke haft mulighed for at faktatjekke mændenes beretninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nette Skov
  • Jørn Vilvig
Nette Skov og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bare en snapsidé ingen behøver at tage alvorligt - men var det måske en løsning på alle selvskabte problemer at hurtigt daffe tilbage og forsøge leve op til den, i hvert fald herhjemme, almindelig accepterede 'etiske fordring' ved at hjælpe sin familie i livstruende nød ...

Christel Gruner-Olesen

Lieber Jan Weis,
woher stammt eigentlich deine Familie ? Und hast du sie schon einmal aus Todesgefahr gerettet ?
Jeg spoerger bare....

Christel Gruner-Olesen - du har da ikke behov for at skrive på tysk - forstår udmærket dansk - men hvorfor spørger du, som du gør ...

Christel Gruner-Olesen

Jan Weis, de fleste syriske maend , der "forlader" deres krigshaergede land, hjaelper dermed deres familier med at komme ud af den livstruende noed.
Hvad vil du goere , hvis du kommer i samme situation ?

Svært at sammenligne noget ud fra vilkårlige og gennemførte handlinger - svært at spå om fremtiden.
I alle ulykkelige hændelser kan retfærdighed desværre ikke være en løsning/ et krav, hverken for asylansøgere eller herboende.

Frede Andressen

Har de alle fem glemt at få familien med??

Jeg vil da håbe at familien klarer sig uden disse flygtninges hjælp i den dagligdag der sikkert ikke er blevet lettere efter deres afrejse.

Christel Gruner-Olesen

..bare en idé - hvad tager du med paa flugt, hvis der bliver borgerkrig i Danmark ? Du har raad til 2 personer ( det koster 30000 kr for 2, at blive transportered i gummibaad til GB) én haand fri ( den anden er til barn 1, som er det aeldste) og ryggen til fjällräven..
Ideen er fra Amnesty International