Baggrund
Læsetid: 13 min.

De fleste af prostitutionens bagmænd er kvinder

De fleste ruffere er herboende udenlandske kvinder med bordeldrift som erhvervsstrategi. De er kvinder fra blandt andet Sydamerika, Vestafrika og Thailand, og de står for en stor andel af trafikken af udlændinge til prostitution til Danmark. Information har været med politiet på arbejde og set nærmere på rufferskerne og deres forretning i Midt- og Vestjylland
På en thaiklinik uden for Viborg mødte Informations udsendte en ældre thaikvinde og to yngre. De sad i stuen og farvede hår. Den ældre kvinde var indehaver af forretningen og dansk gift. De yngre forklarede, at de var på besøg fra Thailand. Information besøgte klinikken i efteråret 2014. Ingen er sigtet for bagmandsvirksomhed på stedet.

På en thaiklinik uden for Viborg mødte Informations udsendte en ældre thaikvinde og to yngre. De sad i stuen og farvede hår. Den ældre kvinde var indehaver af forretningen og dansk gift. De yngre forklarede, at de var på besøg fra Thailand. Information besøgte klinikken i efteråret 2014. Ingen er sigtet for bagmandsvirksomhed på stedet.

Astrid Dalum

Moderne Tider
17. oktober 2015

Bilen ruller op over en blød bakketop, hvor marker, der endnu er grønne af den sidste sommer, flankerer vejen på begge sider. Og lige før den smalle landevej krydser en anden, er anlagt en lille asiatisk have med sten og vand og et stort skilt af træ: Thaimassage.

Bordellet er rimelig pænt, set på afstand. Tættere på fremstår huset ved skiltet dog mere slidt. Det er af den type med tynde, helstøbte vægge, som får én til at føle, at vinden hvert øjeblik kan rive dem fra hinanden og hvirvle dem væk som papkasser.

Jeg parkerer min bil i indkørslen og tænker, at de må have set mig nu. Jeg kommer uanmeldt, et usædvanligt besøg på en øde egn, og gæster her har sjældent mit køn. Jeg går op ad et par trin og banker på. Igen. Så pusler det derinde.

Læs også: Domme for menneskehandel viser kun 'toppen af isbjerget'

En thaikvinde på omkring 40 år åbner døren, hun vurderer mig skeptisk i åbningen.

»Hej, er det dig, som ejer stedet?«

»Ja,« svarer kvinden, »kom indenfor.«

Ruffere og menneskehandlere findes i mange udgaver. Men rigtig mange har ikke nogen forbindelse til store, kriminelle netværk, som mediefortællingen ellers ofte lader én tro. I stedet er de i mange tilfælde kvinder, som fra lande som Thailand, Nigeria og Brasilien har fundet vej til Danmark, og hvor migrationen er lykkedes så godt, at de har lovligt ophold og dansk cpr-nummer. Nu driver de en ulovlig forretning med prostitution på eget initiativ og måske med praktisk hjælp fra deres mand eller andre håndlangere.

Jeg ved ikke, om kvinden i huset er kriminel. Men adressen står på den liste over bordeller, som politiet her i Midt- og Vestjylland holder øje med.

Fra gangen viser hun mig ind i stuen. Nu står forfaldet tydeligt frem. Luften er sur af røg. Linoleummet er så misfarvet og slidt, at det ville passe bedre som gulv i et værksted end i et opholdsrum. En blød sofa står ved vinduet i den fjerne ende. Her sidder endnu to kvinder, en ung og en lidt ældre. Den unge rejser sig straks og forsvinder gennem en dør så diskret, at det føles, som om hun aldrig havde været der.

Husets ejer præsenterer sig som Tida. Den anden hedder Som, hun er Tidas kusine. De giver mig kaffe og vil gerne snakke, bare jeg ikke skriver på min blok.

Både Tida og Som taler dansk. Som er bedst, så hun fører ordet. Hun kom hertil for 20 år siden, hvor hun giftede sig med en dansk mand. Et par år efter stødte kusinen til på samme facon. Som har altid arbejdet på fabrik, men Tida ville tjene flere penge, end ufaglært arbejde kunne give hende. Det er allerede adskillige år siden, hun fik ægtemanden til at købe huset med de tynde vægge. Her begyndte Tida at arbejde som prostitueret, og siden flyttede hun også ind.

I dag tager Tida aldrig mere hjem til ægtefællen. Hun driver sin forretning ved skillevejen og ser kun sin mand, når han kommer på besøg i bordellet.

Astrid Dalum

Chefkvinder

Midt- og Vestjyllands Politikreds har længe udmærket sig, når det gælder efterforskning i sager om udnyttelse af mennesker i prostitution. Historisk har kredsen haft et højt antal efterforskninger af denne kriminalitetsform, og den er én af to af Danmarks i alt 12 politikredse, der har bagmandsvirksomhed som særligt indsatsområde.

Siden efteråret 2014 har jeg fået lov at følge med i politiets efterforskning blandt andet på stationen i Viborg og på razzia for at lære mere om et miljø, der i ringe grad synes at matche den klassiske fortælling om den udnyttede kvinde og hendes alfons.

For det er kvinder, ikke mænd, der er udnyttelsens drivende kraft:

»Kvinderne er uhyre vigtige. De står for rekruttering, for drift, for at formidle de prostituerede videre fra et bordel til et andet; de er den udøvende part, den truende part – the master mind,« siger kriminalassistent Tom Nørskov fra den centrale efterforskningsenhed ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet holder tal på bordellerne i kredsen, der hyppigt åbner, lukker og flytter – der er i gennemsnit 100. Ud af disse er anslået fem med danske prostituerede. Resten har en nogenlunde ligelige fordeling af nationaliteter: østeuropæere, sydamerikanere, vestafrikanere og thailændere. Cirka halvdelen har en bagmand og er altså i politiets søgelys for kriminelle forhold. Kun fire mænd er på listen over bagmænd, resten er kvinder.

Hos anklagemyndigheden findes en oversigt over en række af de domme, der er faldet for menneskehandel. I 13 af 18 sager er kvinder blevet dømt. Flertallet af de dømte er dog mænd, da mange sager har flere dømte. I én sag med to dømte har det ikke været muligt at fastslå kønnet.

Men kvinderne dominerer miljøet, fastholder Informations kilder:

»I de thailandske og nigerianske migrantmiljøer er jeg kun stødt på kvinder som bagmænd. Mænd kan være involveret som hjælpere, f.eks. lejer de husene. Jeg trækker ikke kun på min egen erfaring, men også på det, mine kolleger fortæller,« siger antropolog og ph.d. Sine Plambech fra Dansk Institut for Internationale Studier.

Og Tida i bordellet ved skillevejen lyder som et typisk eksempel på en kvinde, der har kastet sig over bagmandsvirksomhed som iværksætteri, når Tom Nørskov beskriver miljøet:

»Når en udlænding kommer hertil, går der en rum tid, inden hun starter op. Hvordan lejer man et hus? Hvordan fungerer landet? Mange er gift med danske mænd eller har arbejdet som prostituerede selv. Men jo længere tid der går, jo mindre er de bundet af manden. Når de så finder på, at de vil åbne en forretning selv, trækker de på deres gamle netværk for at få andre kvinder til at arbejde hos sig.«

Der er en varierende grad af udnyttelse i forbindelse med sådan et jobtilbud. Nogle ruffere kræver et beløb for en plads på bordellet – ifølge politiet typisk mellem 1.000 og 1.800 kroner om dagen. Andre ender i superligaen for tvangsarbejde. De kræver så meget af mennesker, der er i en så sårbar situation, at forholdet kan defineres som menneskehandel.

Særligt på thaibordeller er bagkvinden altså ofte hende, som tager imod og »kan lidt dansk«, som Tom Nørskov siger. Den rekrutterede kvinde, derimod, er ude af syne, indtil arbejdet skal gøres – som pigen der fortrak til baglokalet i Tidas lille hus.

Darunee og trafikken

Man kan komme tættere på bagkvinderne ved at læse de domme, der er faldet på området.

I efteråret 2012 blev thailandske Darunee Sander dømt for menneskehandel og rufferi i retten i Hjørring. I dommen forklarer både den dømte og hendes ofre om udnyttelsen, og sagen er et godt eksempel på, hvordan en i udgangspunktet almindelig immigrant bruger det netværk og de kvalifikationer, hun har, til at skabe en kriminel forretning.

Darunee havde boet 18 år i Danmark, da dommen faldt. Først i Aarhus, så i Vejle og til sidst i Frederikshavn, forklarer hun. I Frederikshavn åbnede hun en massageklinik, hvor hun arbejdede som prostitueret, efter hun ellers havde tjent sine penge som kok.

Darunee havde opfostret en søn i Danmark, han var nu voksen. Men hun fik aldrig rigtig fodfæste i samfundet. Ifølge dommen havde Darunee ingen danske venner, men mange thailandske, og i 2010 giftede hun sig i Thailand og tog manden med til Frederikshavn.

I Danmark gik Darunee til fest i Aarhus og på kasino i Aalborg med andre thaier; dommen er fuld af beskrivelser af banale venskaber. Men hvert møde var samtidig en indgang til formidling af arbejdskraft. Venner og bekendte kendte hele tiden nogle, som gerne ville arbejde for Darunee i Danmark.

»Det er rigtigt, at Darunee Sander har ringet til Tee og spurgt, om han kunne hjælpe med at få en pige til Danmark,« lyder det i beskrivelsen af en anden personlig relation, denne gang til en venindes mand i Thailand, der blev Darunees allierede ved at formidle kvinder til bordellerne og få del i fortjenesten.

Darunee åbnede flere bordeller, i Herning og Viborg. Ægtefællen kom også med. Han var blandt andet chauffør, når kvinder skulle hentes i lufthavnen, og indkasserede ifølge et offer penge fra kunderne.

Det var ikke små beløb. I dommen forklarer tre ofre, at de havde gæld på 200.000 kroner for rejsen til Danmark. Derudover var aftalen, at kvinderne skulle betale halvdelen af deres indtjening til Darunee.

Men Darunee blev grådig.

Hun truede sine kvinder med vold, politi og udvisning til Thailand og beholdt stort set alle penge selv. Til sidst var én af Darunees handlede kvinder så presset og skræmt, at hun stak af og angav sin menneskehandler til politiet.

Astrid Dalum

Liceane og de store netværk

Bagkvinderne benytter stort set samme forretningsmodel. Til gengæld er der forskel på, hvor stort de slår biksen op, forklarer kriminalassistent Tom Nørskov:

»Alt efter hvor ambitiøse de er, kan de åbne ét, to, tre eller flere steder. Der er jo forskel på, hvor dygtig man er til at drive forretning.«

På politiets bordelliste i Midt- og Vestjylland har 12 bagmænd ud af cirka 50 mere end ét bordel, typisk mellem to og fem og dertil måske et sted eller flere, der ligger i andre politikredse, hvor Midt- og Vestjyllands Politi ikke har dem under regnskab.

Det sker, at en bagkvindes forretning vokser sig rigtig stor.

Den sidste, politiet plukkede ud af det jyske bordelmiljø, hed Liceane Batista da Silva, og hun blev dømt for to tilfælde af menneskehandel og rufferi på en lang række adresser i hele Jylland.

Liceane var brasilianer, men dansk gift og drev sin forretning sammen med manden, hvis tidligere samlever også hjalp til. Liceane fik en dom på fire års fængsel og udvisning for bestandigt, mens manden kom tre år bag tremmer. Konfiskationskravet for kriminaliteten lød på fire millioner kroner.

»Det bliver mere organiseret, når en bagmand runder 10-15 bordeller. Flere mennesker inddrages, ofte danske mænd, der i forvejen har forbindelse til bandekriminalitet og den slags miljøer. Parret har måske mødt hinanden på det bordel, hvor hun arbejdede, og så vokser det derfra,« siger Tom Nørskov om karakteren af de store netværk.

Men de fleste bagmænd har altså kun et enkelt sted. Det er en kendsgerning, der er kommet bag på politiet selv:

»Vi har søgt med lys og lygte efter bandekriminalitet i prostitutionsmiljøet, men den er svær at finde. De fleste bagmænd er enkeltceller,« siger Tom Nørskov.

I øvrigt interesserer han sig mindre for, om en bagkvinde er stor eller lille. Det afgørende er, at politiet beskytter den enkelte prostituerede mod udnyttelse, trusler og tyveri. Men her synes problem og løsning at blokere uhjælpeligt for hinanden.

Danielle og razziaen

Efterforskninger af prostitutionens bagmænd starter meget ofte med en razzia. Politiet besøger bordellerne på deres liste og anholder de prostituerede, som opholder sig eller arbejder ulovligt i Danmark. Herfra er håbet, at kvinderne vil fortælle om den udnyttelse, de – måske – har været udsat for.

Jeg var med, da politiet hentede kvinden Danielle på et bordel langt uden for Viborg i efteråret 2014.

Stedet så ud, som bordeller nu gør, udefra og indvendig. For vinduerne skyggede rødt stof sat fast med tegnestifter. På sengen var to håndklæder arrangeret i en vifte. I skraldespanden lå kondomer, på badeværelset hang en luftfrisker, og midt på gulvet i stuen havde Danielle sparket et par stiletter i snavset satin af sine fødder.

Danielle var fra Sudan, men havde opholdstilladelse i Italien, viste hendes papirer. Men lige nu var hun bange. Hun hævdede, at hun var kommet til Danmark kun fem dage tidligere for at prøve livet som prostitueret af (»just to try it, nothing else«). At hun ikke vidste, at hun ikke måtte arbejde her i landet med de papirer, hun havde (»I’ll just go again, I leave«). Men samlede dog hurtigt sine ting i en enkelt kuffert og snuppede to ruller toiletpapir på en hylde i køkkenet (»for my period, I’ll manage«), da hun forstod, at hun blev nødt til at følge med på stationen.

Der var langt til Viborg i den lille politibil, nok en halv times kørsel. Jeg gav Danielle to tamponer og delte bagsædet med hende. Resten af dagen tilbragte vi sammen på politistationen.

Danielle pillede i sin røde neglelak og fortalte lidt af sin historie. Hun var flygtet fra Sudan til Europa i båd for ti år siden. Havde arbejdet lidt »som frisør« i Italien. Hun havde en søn, Praise (»like ’praised a lot’«), ét år gammel – han blev i Italien hos en veninde, da Danielle tog toget til Danmark, hun viste mig et billede af ham på sin telefon.

Danielle blev anholdt en torsdag. Nu ville hun bare ud af landet, hjem til Praise. Hun græd, da hun forstod, at politiet ikke kunne få hende ud før weekenden, før afhøringer og papirarbejde var gjort. Det var en stille gråd, blottet for hysteri. Jeg tænkte, at endnu et forsøg på livet var bristet, hvor håbløst det end havde set ud fra starten.

Til sidst blev Danielle kørt på kvindekrisecentret i Holstebro. Politiet mente, at bordellet, Danielle blev fundet på, var ejet af en kvinde, som havde andre steder i Midtjylland, hvor handlede kvinder tidligere var blevet identificeret af Center mod Menneskehandel.

Danielle blev ikke vurderet handlet, men udvist af Danmark. Hun fortalte ikke mere om sig selv og sin rejse, inden hun blev sendt ud af landet. Kun hun ved, hvem der hjalp hende ud på bordellet så langt fra alfarvej; hvem der indrykkede annoncerne for hendes ydelser i Ekstra Bladet og online; hvem der havde indtalt beskeden på bordellets telefonsvarer; købt dildoerne, kondomerne og krydderbollerne, der lå i køkkenskabet – og hvem der måske tog hendes indtjening til gengæld.

’A wicked problem’

Historien om Danielle handler om en frugtesløs razzia. Og således handler den også om myndighedernes grundlæggende problem, når det gælder om at komme bagmandsvirksomhed til livs.

For bagmændene har et tilbud til deres ofre, myndighederne ikke kan matche: løftet om en chance for at få et andet liv.

»En bagkvinde ved godt, at det, hun gør, er ulovligt. Men hun ser det som en dobbelt ting, hvor hendes mellemkomst er den rekrutterede kvindes eneste mulighed for at komme til Danmark. De opfatter sig selv som arbejdsgivere og hjælpere, men de ved også godt, at de udnytter den position,« siger antropolog Sine Plambech om de bagkvinder, hun har talt med i forbindelse med sin forskning i migration og menneskehandel.

Relationen fortættes yderligere af det faktum, at bagkvinder netop er kvinder. En »mor-rolle«, siger Sine Plambech – og endda en ’mor’, som den rekrutterede kvinde har ganske let ved at identificere sig med:

»Der sker noget særligt i den dynamik, at ’mutter’ (bagkvinden, red.) har haft samme skæbne som én selv – også hun var migrant engang og måske prostitueret. Der er noget særligt i den dynamik, som ikke er der på samme måde mellem mænd og kvinder. Den rolle er også noget, kvindelige ruffere drager fordel af,« siger Sine Plambech.

’A wicked problem’ kalder hun relationen med et antropologisk begreb: problem og løsning hænger alt for nøje sammen, alt for mange modstridende interesser er involveret.

Blokeringen er næsten total, når det gælder om at hjælpe kvinder, der har få andre muligheder i livet end at lade sig udnytte:

»Udnyttede kvinder kommer oftest kun til myndighederne, når de ultimativt har ryggen mod muren. Så kan de tale,« fastslår Sine Plambech.

Kriminalassistent Tom Nørskov føjer endnu en tråd til den gordiske knude. For nok har bagkvinderne klaret turen til Europa, fået ophold og fremstår som en succes i andre migranters øjne. I virkeligheden er de lige så desperate efter at tjene penge, som de hele tiden har været.

Det er jo aldrig rigtig lykkedes Tida, Darunee, Liceane og mange flere i politiets rapporter og retssalenes referater at blive integrerede eller at komme ind på arbejdsmarkedet. Men forventningerne til dem er knyttet til deres status som vellykkede immigranter.

»Rufferne gør det også af nød. De sender også penge hjem, ligesom de kvinder, de udnytter. De forsørger helt ud i onkelleddet. Der er en enorm forsørgerpligt; det ligger i hele opdraget, at sådan skal det være,« siger Tom Nørskov.

Myndighederne prøver, så godt de kan, at tage kampen op mod de ulige odds. I Midt- og Vestjylland er politiets strategi, at det vil konkurrere med bagkvinden om at skabe den bedst mulige relation og på den måde få ofrene i tale.

»De helt unge får vi aldrig noget ud af. Der kommer mere fra de ældre, hvor bægeret er ved at flyde over, især når det får karakter af, at mama tager endnu mere, end aftalen var,« siger Tom Nørskov.

Opskriften er psykologi og socialfagligt touch. Kvindekrisecentre og samtaler med medarbejderne fra Center mod Menneskehandel kan også påvirke en udnyttet kvinde, så hun måske får lyst til at tale.

»Det gør en forskel, alene at de opdager, at vi ikke tager noget fra dem. De får lov at beholde deres telefon og penge. Det er mange gange bitte små detaljer,« siger Tom Nørskov.

SKAT har nedsat en gruppe, der har til opgave at bistå politiet med at efterforske menneskehandlen. Gruppens særlige kompetence er at følge sagernes økonomiske spor. Men også her har medarbejderne set, at mellemmenneskelig fingerspidsfornemmelse er et vigtigt redskab.

»Det har givet pote, at vi er kørt så meget ud, som vi er. At vi har lært de enkelte steder at kende og lært folkeslagene at kende,« siger Mette Guldberg fra SKAT Menneskehandel i Aalborg.

Hun er i øvrigt begyndt at lære spansk for at kunne kommunikere bedre med de sydamerikanske kvinder om deres forhold.

Stadig er det svært.

»De taler ikke så meget. De er så venlige, men siger ingenting,« siger Mette Guldberg.

På bundlinjen står, at bagmandsvirksomhed inden for prostitution er en særdeles lukrativ kriminalitetsform. Samtidig er indtjeningen nærmest omvendt proportional med risikoen for at blive dømt.

En anden Liceane, Darunee, Iveta, Ngoc, Justina og så videre er derude. Hvordan skal vi slå bunden ud af deres virksomhed?

Som, Tida og Danielle er opdigtede navne. Kvindernes rigtige navne er redaktionen bekendt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her