Læsetid: 14 min.

Forvandlingen

For 50 år siden ændrede indvandringen svenskernes billede af sig selv. Nu sker det igen
Hvilket land er vi? spørger svenske debattører, efter at Sverige fik ny asylaftale, som den politiske elite ganske vist ikke selv tror vil begrænse flygtningestrømmen, men som ikke desto mindre forsøger på det. Og nok tør man nu tale om antal, men hverken rød eller blå blok anfægter den multikulturalistiske ideologi. Den har trods Sverigedemokraternas fremgang endnu det bedste tag i den svenske folkesjæl

Hvilket land er vi? spørger svenske debattører, efter at Sverige fik ny asylaftale, som den politiske elite ganske vist ikke selv tror vil begrænse flygtningestrømmen, men som ikke desto mindre forsøger på det. Og nok tør man nu tale om antal, men hverken rød eller blå blok anfægter den multikulturalistiske ideologi. Den har trods Sverigedemokraternas fremgang endnu det bedste tag i den svenske folkesjæl

Peter Hove Olesen

31. oktober 2015

Stockholm, marts 2011: Den svenske statsminister og formand for partiet Moderaterne, Frederik Reinfeldt, tøvede ikke med at kalde aftalen historisk. Den ulastelige dybblå habit og slipset med diskrete skrå striber passede til dagens alvor, som han stod til der til pressemødet flankeret af ministre og ledere fra de andre partier i den borgerlige alliance samt Miljöpartiets frontfigurer – skalpen i Reinfeldts bælte.

For med den nye aftale om en mere human og liberal flygtninge- og indvandringspolitik havde Reinfeldt sikret sig Miljöpartiets støtte i Riksdagen. Men det var naturligvis ikke det, der var historisk, forstod man på statsministeren. Sverige stod ved en korsvej, og man havde valgt side.

Et unikt valg, der måske ikke var så overraskende i svensk sammenhæng, men som blev truffet, mens den højrepopulistiske bølge slog hårdt mod anstændighedens skrog rundtom i Europa.

»Vi fortsætter i retning af menneskelighed og ordentlighed. Det er et valg, der lukker døren til fremmedfjendske kræfter,« sagde den borgerlige statsminister med direkte adresse til det indvandrekritiske parti Sverigedemokraterna, der var drønet ind i Riksdagen ved valget året før. I Sverige var det de borgerlige og ikke venstrefløjen, der slog værn om anstændigheden.

I sin nye selvbiografi, Halvvägs, beskriver Reinfeldt selv bedriften som en af de største i sit parti Moderaternas historie og »unik i Europa«. Men samtidig er det ingen overdrivelse, at den nu daværende svenske statsministers strategi viste sig at være en fejlkalkule af katastrofale dimensioner.

Selv om Reinfeldt understregede Sveriges position som »humanistisk stormagt« på et pressemøde halvvejs inde i valgkampen i 2014, mere end fordoblede Sverigedemokraterna (SD) deres stemmeantal og fik opbakning fra 13 procent af svenskerne.

Fredrik Reinfeldt og Moderaterne tabte valget stort, og han er i dag ude af svensk politik. Men kridtcirklen, Reinfeldt tegnede rundt om Riksdagens partier for at holde SD ude med udlændingeaftalen fra 2011, bestod. Moderaternas integrationsminister havde ganske vist talt for stramninger af asyl- og indvandringspolitikken.

Det samme havde Socialdemokraterna, der bekymrede sig om løndumping. Men efter valget i 2014, hvor socialdemokraten Stefan Löfven overtog magten, måtte også han opgive en selvstændig socialdemokratisk indvandringspolitik for at kunne danne regering med »ekstremisterne« i Miljöpartiet – et parti, der bygger sin politik på »rene fantasier« om fri indvandring, og som kun fik syv procent af stemmerne, som den svenske kommentator, Thomas Gür, der selv stammer fra Tyrkiet, har udtrykt det.

Det var alt sammen rigtigt indtil fredag i forrige uge. Her indgik Löfven-regeringen en ny aftale om asylpolitikken med de borgerligere partier. De svenske asylmyndigheder havde udsendt en ny prognose. 190.000 flygtninge i år. Og næsten lige så mange det kommende år. Regningen i 2016 og -17 ville blive 70 milliarder svenske kroner.

Nu var sagen pludselig en anden. Der skulle stramninger til. Det, der før var suspekt og uanstændigt, var blevet sund fornuft.

»Vi har aftalt en række foranstaltninger – det er vi nødt til, fordi Sverige er i en usædvanlig situation, hvor antallet af asylansøgere er steget dramatisk i et par uger,« sagde Löfven.

Og Johan Hakelius skrev i Aftonbladet :»Pludselig forandres åsiktskorridoren« – den svenske ’meningskorridor’, hvor kun positive holdninger til feminisme, multikulturalisme og indvandring er offentligt accepterede. Og han fortsatte: »Det er næsten magisk og meget svensk.«

Men aftalen handler ikke kun om milliardudgifter og stramninger. Den handler om, hvilket land Sverige vil være, skriver den svenske journalist og debattør Per Svensson i Sydsvenskan. Spørgsmålet om, hvorvidt den humanistiske stormagt har forandret sig, deler Sverige. Danske kommentatorer har til gengæld ikke været sene til at mene, at svenskerne har fået sig en øjenåbner. Men hvordan udspiller debatten sig på den anden side af Sundet?

Centralstationen i Malmø er et af de knudepunkter, de titusindvis af flygtninge, der i disse måneder ankommer til Sverige, passerer. 

Finn Frandsen

Trollhättan, oktober 2015: E45 skærer sig gennem Trollhättan nord for Göteborg og deler den svenske by i to. På den ene side af vejen voksede 21-årige Anton Lundin Pettersson op. På den anden ligger indvandrebebyggelserne Kronogården og Lexptorp. Klokken cirka 10 om formiddagen en almindelig torsdag iførte Anton Lundin Pettersson sig dragt, maske og en nazilignende hjelm og vandrede fra rum til rum på den multikulturelle Kronanskolen, hvor han dræbte en elev og en hjælpelærer, før han selv blev ramt af politiets kugler.

Trollhättan er Sveriges mest raceopdelte by. Det viste en undersøgelse af Anders Sundell fra Göteborgs Universitet i 2013. Andelen af indbyggere med udenlandsk baggrund er over 50 procent i tre distrikter, det nordlige og sydlige Kronogården og Lextorp, mens der i Halvorstorp, et andet kvarter i byen, f.eks. kun er 6,7 procent indvandrere.

Et mønster, der går igen i mange svenske byer, hvor industriarbejdspladserne er flyttet til andre himmelstrøg, og arbejdsløsheden rammer særlig hårdt blandt nye svenskere. Konsekvenserne er velkendte: Uligheden øges, parallelsamfund opstår, og uroligheder bryder ud.

Alt tyder på, at den 21-årige svensker var drevet af nazisympatier og had mod indvandrere, men at han handlede på egen hånd. Der er tilsyneladende ingen forbindelse til de ildspåsættelser af flygtningelejre, som Sverige har oplevet den senere tid.

Men hadske og voldelige udfald mod indvandrere samt angsten for tab af arbejdspladser og svensk kultur er lige så meget en del af nyere svensk historie, som landets verdensberømte humanisme og multikulturalisme, påpeger historikeren Henrik Amsted i Göteborgposten.

Til gengæld er den politiske tilgang til udlændinge skiftet markant siden Anden Verdenskrig, påpeger en anden historiker, Mats Wikström fra Åbo Akademi University, der tidligere i år udgav en idehistorisk afhandling om Sveriges vej mod multikulturalismen: The Multicultural Moment.

Stockholm, december 1965. Dagen efter juleaften brød den nyudnævnte kommunikationsminister Olof Palme en 30-årig svensk radiotradition. Juletransmissionen, der plejede at være henvendt til udlandssvenskere, handlede nu om de omkring 400.000 udlændinge og indvandrere, der vasr i Sverige på det tidspunkt. I dag har cirka 20 procent af de 9,5 millioner svenskere indvandrerbaggrund.

Palme forklarede, at den store minoritet skulle fortsætte med at vokse, og at det svenske folk nu skulle opvise »en prøve på tolerance og internationalisme« i et land, hvor den hidtidige homogenitet hang tæt sammen med den succesfulde opbygning af den svenske velfærdsstat og folkhemmet.

Palme krævede, at de nye indbyggere skulle »følge de spilleregler, som gælder i det svenske samfund«. Men »tilpasningen« understregede han, »må aldrig drives så langt ud, at den indebærer, at indvandrerne bliver præcis som vi. De vil altid forblive prægede af deres miljø og ophav.«

Det er ifølge Mats Wikström første gang en ledende svensk politiker formulerede multikulturalismen som politisk ide. Hvor andre fremtrædende socialdemokrater som Palmes nestor, statsminister Tage Erlander, havde stået for det moderne folkehems assimilationspolitik, havde internationalisten Palme lyttet til den svenske multikulturs egentlige ophavsmand, den svensk-jødiske samfundsdebattør og aktivist David Schwartz. Og da Tage Erlander gik på pension blev idealet om homogenitet og assimilation endeligt forkastet.

»På 10 år gik multikulturalisme fra at være så godt som en utænkelig ide til, at den i 1975 gennemsyrede integrationspolitikken og blev en fast del af den svenske selvopfattelse,« skriver Mats Wikström i tidsskriftet Ny Tid.

Vejen til en i europæisk sammenhæng helt unik og liberal indvandringspolitik var banet.

Men den stadig stigende tro på mangfoldighedskulturen havde den sideeffekt, at den også gjorde en gruppe svenskere »etnisk selvbevidste«, forklarer Wikström. Og selv om den stærke alliance mod fremmedfjendtlighed mellem politikere, medier og kulturliv havde forhindret eller undertrykt »etnocentrismen« i det svenske samfund, gjorde fremkomsten af ikke mindst de sociale medier, hvor anderledes tænkende fik taletid uden om de etablerede medier, at bastionen faldt. Partiet Sverigedemokraterna kom på banen, og det begyndte at vokse.

»De minoritetsaktivister, der brændte for multikulturalisme i 1960’erne har fået selskab af en gruppe majoritetsaktivister. Og det er det samme spørgsmål, der driver dem, nu med majoritetsgruppen (ikke i antal, men tilhørende den etnisk svenske majoritetsgruppe, red.) i rollen som ofre: Skal svenskerne tilpasse sig ihjel,« konstaterer Wikström.

Der stod Sverige så, mens den værste flygtningekrise siden Anden Verdenskrig for alvor begyndte at kunne mærkes i Nordeuropa. De kom til Sverige i titusindvis. Men Stefan Löfven sagde til dem, der spurgte, f.eks. Aftonbladet i april, om der var en grænse for, hvor mange Sverige kunne klare at tage imod: »Nej, der findes ingen grænse.«

Få måneder senere gik flygtninge med skilte på motorvejene gennem Danmark, hvor der stod: »No Denmark« og »I go to Sweden.« Og Löfven sagde til TV4: »En så stor mængde mennesker, som søger asyl i Sverige, det er ikke holdbart.« Det var den 23. oktober. Dagen efter var den nye svenske aftale om bl.a. begrænset opholdstilladelse i tre år, krav om arbejde, bedre fordeling af flygtninge og flere penge til trængte kommuner en realitet.

»Det er en vending på 180 grader,« siger Ivar Arpi, lederskribent ved Svenska Dagbladet og tidligere redaktør for det borgerlige samtidsmagasin Neo til Information, og fortsætter:

»Når man på så kort tid skifter holdning, handler det vel om, at det, man sagde før, enten var dumt, eller man gjorde det for at skaffe stemmer.«

Og det er stadig sandheden i Sverige – til trods for, at Sverigedemokraterna har været det største parti i flere meningsmålinger på det seneste: Flertallet bakker op om de partier, der støtter multikulturalismen og isoleringen af SD. Men eliten har været tvunget til at vise, at den kunne præstere politisk handlekraft i fællesskab.

»Sveriges problemer med at håndtere masseindvandring og integration er pga. flygtningekrisen blevet så åbenlyse, at det politiske establishment for alvor er kommet ud af busken,« siger Mats Wikström.

Vänsterpartiet står uden for asylaftalen, som store dele af den venstreorienterede opinion ligeledes raser imod. F.eks. skriver Petter Larsson i Aftonbladet om aftalen under overskriften: »Sverige dit navn er chauvinisme«, at den skal skræmme flygtninge og migranter fra at søge mod Sverige.

Wikström tror imidlertid ikke på, at den svenske politiske elite har tænkt sig at begrave den multikulturalistiske ideologi, i hvert fald ikke retorisk:

»At etnisk mangfoldighed er noget positivt, er syv ud af Riksdagens otte partier jo stadig enige om, trods det at de nu forsøger at begrænse indvandringen. Hvad vi ser, virker mere som en national samling til forsvar for den humanistiske stormagt for at undgå at tvinges til ’danske løsninger’, hvor man forsøger at bevare sit selvbillede hårdt presset af virkeligheden og dele af folkeopinionen. Jeg tror ikke, Socialdemokraterna og Moderaterne kommer til at følge deres søsterpartier Socialdemokraterne og Venstre i Danmark. SD har forsat monopol på traditionel nationalisme,« siger Wikström.

Og de fleste svenske meningsdannere er – uanset om de bekender sig til »humanismen« eller »realismen« – da også enige med Petter Larsson i, at aftalen mest af alt er signalpolitisk.

Dog mener Ivar Arpi, at signalet i lige så høj grad er henvendt til den svenske befolkning som til flygtninge på vej mod de svenske grænser:

»Man ønsker at give et indtryk af, at man har kontrol over situationen, men selve aftalen kommer ikke til at betyde det store for selve antallet. Det er for lidt og for sent. Desuden kommer der sikkert også flere politiske udspil, hvilket Löfven også selv taler om.«

Samme vurdering lyder fra grundlæggeren af den venstreorienterede avis Dagens ETC, Johan Ehrenberg.

»Det er ren symbolpolitik, og hvis man læser aftalen, er det også meget luftigt, hvad den egentlig går ud på. Men retten til at søge asyl i Sverige er der jo ikke ændret ved. Det mest markante er vel, at samtlige partier stadig er enige om, at holde SD ude. De er lige så magtesløse, som de har været siden valget,« siger han.

Ikke engang de ledende politikere tror selv på, at den vil betyde færre asylansøgere.

»Det kan vi ikke afgøre. De, der kommer til Sverige, har ret til at få deres asylsag prøvet. Den ret står vi fast på. Det er et moralsk anliggende,« sagde statsminister Löfven til SVT, efter at aftalen var blevet præsenteret. Samme besked kom fra hans migrations- og justitsminister, Morgan Johansson.

Ifølge kommentator Thomas Gür kræver Sveriges »20 år med systemfejl i indvandrings- og flygtningepolitikken« meget mere end aftalens »kosmetiske foranstaltninger«.

»Der er brug for en meget mere langsigtet strategi, som Socialdemokraterna og Moderaterna skal blive enige om, mens førstnævnte skal frigøre sig fra Miljöpartiet og sidstnævnte fra Centerpartiet – de to partier, der står mest i vejen for en mere effektiv politik. Hvis ikke det sker, kommer vi til at se et SD, som måske får 30 procent af stemmerne ved valget i 2018. I den situation vil et svagt Moderaterna måske begynde at samarbejde med SD – hvilket givet vil få Moderaterne til at splittes i to,« siger Thomas Gür, der finder det historieløst, at en række historikere har været på banen med henvisninger til, at Sverige altid har været et indvandringsland som forsvar for den stigende indvandring. Som Gür skriver i sin forklarende »samtidspolitisk ordliste« på Facebook, hvor han hudfletter den politiske elites asylpolitik.

»Vi har altid været et indvandringsland = jeg ved ingenting om svensk historie.

Der findes ikke nogen særskilt svensk kultur = jeg kan stadig ikke min historie.

Lad mig være tydelig = jeg vil nu sige noget ikkeforpligtende.

Vi har gjort det før = jeg har ingen ide om, hvordan det her skal lykkes.«

Lund, oktober 2015. » Det handler om information til borgerne,« sagde formanden for Sverigedemokraterna i Lund, Ted Ekeroth, om grunden til, at SD havde lagt adresserne på en række planlagte asylcentre på Facebook torsdag den 22. oktober.

»Der foregår en masse i Lund uden om den almindelige beslutningsgang og med hemmelige byggelove. Der findes tidligere eksempler på, at naboer ikke er blevet informerede (om planlagt indkvartering af flygtninge, red.),« fortsatte han sit forsvar for aktionen, som migrations- og justitsministeren kaldte »afskyelig«, mens lederen af Byggenævnet i Lund, socialdemokraten Björn Abelson, afviste alle anklager om hemmelighedskræmmeri. I stedet mente han, at SD gik »nazisterne og fremmedfjendtlighedens ærinde«. Mens Ted Ekeroth afviste enhver forbindelse mellem attentater og listen. Nu har asylmyndighederne i Migrationsverket så ifølge Dagens Nyheter besluttet, at adresserne på asylcentrene skal hemmeligholdes. Dog foreløbigt ikke lokalt.

En dyne til at beskytte mod kanterne vidner om, at vinduet blev brugt som flugtvej, da ilden ramte asylcentret i Munkedal.

Peter Hove Olesen

I oktober måned er antallet af brandattentater mod asylcentre steget markant. Ifølge Aftonbladet drejer det sig om 15 brande og 25 i alt i 2015. I samme periode har SD ifølge kritikere skærpet retorikken. For to uger siden sagde partiets retspolitiske talsperson, Kent Ekeroth, at indvandringen »medfører vores undergang. Den indebærer, at Sverige på kort sigt ophører med at være en svensk nation«. At svenskerne med to svenskfødte forældre bliver i mindretal i deres eget land om 10 til 15 år, hvis det nuværende antal flygtninge og migranter fortsætter, mener ligeledes økonomen Tino Sanandaji. Men han er da også blevet anklaget for højreekstremisme af Aftonbladets Anders Lindberg.

Ivar Arpi mener ikke, at Sverigedemokraterna har en racistisk politik, men at de til gengæld har »et større problem med racister end andre partier«.

»Der er mange svenskere, der bekymrer sig om øget racisme i Sverige. Men det store problem er den voksende polarisering – den er værre, end jeg nogensinde tidligere har oplevet. Antiracisterne og SD’s modstanderne har jo også optrappet deres retorik, som er meget fordømmende. Som ekstremist er det måske lettere at føle, at man har støtte til at gøre ubehagelige ting, men jeg mener ikke, der er nogen direkte relation til Sverigedemokraterna,« siger han og peger på at den såkaldte »åsiktskorridor« skaber frustrationer. »’Åsiktskorridoren’ har været meget stærk på et område, hvor man nu ser enorme konsekvenser. Det skaber en bitterhed blandt mange svenskere,« siger Ivar Arpi.

Flere svenske debattører har til gengæld kaldt politikernes reaktioner på den stigende flygtningestrøm for »volumesyge«. I Sydsvenskan skriver Per Svensson – journalisten bag en kritisk artikel i SAS’ rejsemagasin om de nordiske højrefløjspartier, der senere blev trukket tilbage – at det påståede tabu om at diskutere antal er erstattet af en besættelse.

»På stort set alle borgerlige avisers lederplads – Svenska Dagbladet, Dagens Nyheter, Dagens Industri, Göteborgs-Posten og Expressen/KvP – tales der om volumen. Og hvorfor gør de det,« spørger han, og svarer: »Integrationsfeberen skyldes en fobi, et forsøg på at kanalisere en meget stor og diffus angst til et område, man tror, man kan kontrollere. Man regner på kalorier. Man taler om volumen.«

Johan Ehrenberg fra Dagens ETC er medforfatter til rapporten Hvad ethvert menneske bør vide om flygtninge og indvandrere og racisternes løgne, hvor man med tal og statistikker forsøger at gennembore, hvad Dagens ETC beskriver som myter i debatten. Her kan man læse, at øget indvandring ikke skader den økonomiske vækst; at det ikke i sig selv skaber øget arbejdsløshed, løndumping eller mere ulighed at øge indvandringen. Ej heller budgetunderskud kan tilskrives flere udlændinge, når man sammenligner med andre lande, som har klaret sig dårligere under finanskrisen end Sverige.

»Det, som sker i et samfund, der får 200.000 flygtninge er jo, at samfundet må investere for at hjælpe disse mennesker med boliger osv. Det kommer ikke til at gøre et land fattigere. Om det bliver en belastning for samfundsøkonomien i længden, afhænger jo af, om flygtninge kommer i arbejde og får uddannelse. Men der er intet land, der er blevet fattigere, fordi de har taget imod flygtninge. Se på de største indvandringslande USA og Sverige. Myten bygger på, at man kun kigger på udgifterne. Men disse penge bliver jo i samfundet, i modsætning til bistandsmidler, der går ud af landet,« siger Johan Ehrenberg, der også peger på, at den svenske beskæftigelse er steget, samt at undersøgelse viser, at Sverige får brug for mere arbejdskraft i de kommende år ikke mindre.

At det store antal udlændinge skulle give sociale spændinger, mener Ehrenberg heller ikke er tilfældet og henviser til, at store dele af den svenske befolkning har reageret som en »folkebevægelse« og taget imod flygtninge med åbne arme og frivillig bistand under den seneste krise. Samtidig kommer flere udlændinge i job, hævder han.

Ivar Arpi mener til gengæld ikke, at det kun handler om vilje, eller hvorvidt Sverige kan klare regningen på 70 milliarder kroner:

»Man kan godt argumentere for, at de penge har vi. Og de bliver da sikkert også fundet. Finansminister Magdalena Andersson (S) har sagt, at vi kommer til at låne for at betale regningen, og måske kommer der skattestigninger. Men det løser ikke det grundlæggende problem, som er en for stor indvandring. Vi har stor mangel på lærere, sygeplejersker og politi, der skal arbejde med flygtninge, fordi det er svært at opskalere i det omfang, der kræves. Og belastningen af systemet var sket uanset, at mange offentlige arbejdspladser er nedlagt, og der er givet borgerlige skattelettelser. Man kan heller ikke skyde skylden på den siddende regering. Det er den borgerlige regerings asylpolitik, der har ført til problemerne.«

Læs også: Knausgård: Vi må turde tale om det problematiske ved indvandring

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christer Henricson
Christer Henricson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er egentlig lidt forbavset over, hvor Information har denne artikel fra, og hvor lidt kritisk bladet har været. For der findes formentlig visse sandheder i denne artikel, men der findes til gengæld også en hel del ting, der er direkte usande. Og det er desværre de usande, som artiklen gør sine konklusioner på. F.eks.:

- "For 50 år siden ændrede indvandringen svenskernes billede af sig selv. Nu sker det igen". Sverige har ikke blot været et udpræget indvandreland i 50 år, for det har det faktisk været i mere end 180 år - og i udstrakt grad endda.

- Det var ikke blot ved sidste valg, at Moderaterne tabte valget, og det var i øvrigt hele Alliancen mellem 4 borgerlige partier, der tabte. For allerede et par måneder efter forrige valg stod det klart, at Alliancen som Moderaterne var en del af, ville tabe det kommende valg til især Socialdemokratiet. På dette tidspunkt var flygtningestrømmen ikke stor, og det var alle eksemplerne på, at private skoler og lignende plyndre kommunerne, og derefter gik konkurs, som man direkte tabte på. Og meningsmåling efter meningsmåling i årene derefter cementerede, at Alliancen havde tabt.

- derfor var det heller ikke overraskende, at Socialdemokratiet og Stefan Löfven vandt det sidste valg, for det var jo for længst forudset i meningsmålingerne flere år forud. Og heller ikke her var det flygtningeproblemet, der gjorde udslaget, det var emnet om hvem, der kan skabe arbejdspladser.

- Og aftalen fra forrige fredag, hvor Löfven-regeringen indgik en ny aftale om asylpolitikken med de borgerligere partier på baggrund af prognosen om mellem 140.000 og 190.000 flygtninge i år, var egentlig heller ikke et flygtningeproblem, det skyldes et kapacitetsproblem. Og regningen på op til 70 mia. SEK i 2017 er i øvrigt heller ikke noget debatemne. For aftalen mellem partierne lader den nuværende aftale køre i hele 2016, og den nye aftale træder ført i gang i 2017. I øvrigt heller ikke beløbet på 70 mia. SEK for 2017 noget debatemne, for Sveriges BNP var i 2014 på 3.918 mia. SEK, og her fylder sølle 70 mia. SEK til flygtningeområdet ikke meget, og desuden giver det reelle arbejdspladser. Denne flygtningeaftaler mellem partierne skyldes simpelt hen, at Sverige næsten har udtømt sin kapacitet på en række områder som f.eks. reelle boliger, helbredsundersøgelser, undervisning og ikke mindst myndighedernes behandling af asylsager.

Og man kan faktisk forsætte med at kommentere denne artikel på samme måde.

Claus E. Petersen

@Gert Romme

Jeg er ikke helt sikker på om du blot kritiserer artiklen, eller propagerer for et politisk synspunkt.
Du skriver bl.a. "...for Sveriges BNP var i 2014 på 3.918 mia. SEK, og her fylder sølle 70 mia. SEK til flygtningeområdet ikke meget..", men hvis Sverige havde brugt 1000 mia. på flygtninge havde deres BNP jo blot vokset tilsvarende til 4850 mia..
Det er vist under et år siden at Frankrig indregnede omsætningen hos prostituerede i deres BNP, blot for at sminke tallene.
Det er derfor at jeg, og flere andre, anser GNP for at være mere retvisende, da det ikke i samme grad er påvirket af politiske initiativer og projekter.
Hvor BNP afspejler "omsætning", så afspejler GNP i højere grad indtægt i en nationalstat.

Emil Eiberg-Jensen

Hvis indvandringen fra Mellemøsten til Sverige fortsætter,
bør Sveriges regering måske snart søge om optagelse i Den Arabiske Liga..?

Og i den forbindelse omdøbe Malmø til New Bagdad?

Læserne, politikere og journalister,
burde også forestille hvor meget infrastruktur og genopbyggelse,
som Sveriges nuværende indenrigspolitiske krise budget 70 milliarder kroner,
kunne skabe i Syrien og nabolande..?

Det samme gælder også for de nuværende indenrigspolitiske krise budgetter i Tyskland og resten af Europa...

Se den Arabiske liga:
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Mellem%C3%B8sten/Melle...

Se Malmø:
https://da.wikipedia.org/wiki/Malm%C3%B8

Claus E. Petersen

@Emil Eiberg-Jensen

Selv om dit skriv er satire, så er virkeligheden måske ikke så langt væk alligevel.
Malmø har ikke kunnet forsørge sig selv i årevis, på trods af broen til København, og alle de mange arbejdspladser der burde følge.
Malmø er også den Svenske storby by der har været den første hvor etnisk Svenske indbyggere udgør en andel under 50%.

Det kunne være interessant at få en uddybende historisk indsigt om en politiker som Palme er den hovedskyldige for nutidens svenske demografiske indvandrings katastrofe

jens peter hansen

Sverige har ikke blot været et udpræget indvandreland i 50 år, for det har det faktisk været i mere end 180 år - og i udstrakt grad endda.
Nå har det det. Fra omkring 1850 til 1930 udvandrede 1,3 mio. svenskere. De fleste til USA. Sverige havde et udvandringsoverskud helt til slutningen af 2. verdenskrig. Efter krigen kom mange især finner, men også nordmænd og danskere til Sverige for at arbejde. Jo Sverige har været et indvandringsland i omkring 70 år men ikke mere!!

Claus E. Petersen

@jens peter hansen

Det artiklen understreger at det først var fra 1965 at Sverige med Oluf Palme foretog hvad der vel næsten kan kaldes et paradigme skift.
Hvor det førhen var helt forventeligt at udlændinge der bosatte sig i Sverige også lod sig assimilere, blev det nu både legitimt og understøttet af staten at de bibeholdt egne sæder og skikke.
Noget som Sverige har haft stor spas af siden, særligt indenfor de sidste 5-10 år hvor hærværk, skoleafbrændinger, voldtægter, vold, drab og skyderier er taget til i helt uhørt omfang.