Interview
Læsetid: 6 min.

Grupper er løsningen – ikke problemet

Det er ikke politi og videoovervågning, der skaber lov og orden i gaderne, siger den britiske voldsforsker, Mark Levine, der har studeret hundredevis af gæster i det britiske natteliv via overvågningskameraer. Det er folk selv
Moderne Tider
10. oktober 2015

»Vi tror ofte, at grupper er et problem, og at gruppepsykologi har en negativ indflydelse på individet. Vi taler om gruppepres, massehysteri og den vrede pøbel; men grupper skaber ikke vold. Grupper er ikke problemet, de er ofte løsningen.«

Sådan siger Mark Levine, der er voldsforsker og professor i socialpsykologi på University of Exeter i Sydengland. Han har analyseret overvågningsoptagelser fra Leeds og Manchester i det nordlige England, hvor op til 150.000 fulde festgæster hver weekend strømmer ud i nattelivet. Selvom folkemængden kun overvåges af 40-60 politibetjente, er der kun ganske få voldsepisoder.

»Det er utroligt, hvor lidt vold, der faktisk er, og det er ikke politiet, der holder volden nede. Det er alle de andre mennesker. Det er grupperne,« siger Mark Levine, der i sidste uge besøgte København for at tale om sin forskning.

Den almindelige antagelse er ellers, at store folkemængder er farlige, fordi flokmentalitet og anonymitet gør mennesker mere voldelige. Derfor splitter politiet ofte større grupper op i mindre dele, når der er fodboldkampe eller demonstrationer. Men det er helt forkert, mener Mark Levine.

»Det er ikke, fordi folk er bange for at bliver arrestereret eller optaget på video, at de ikke er voldelige. Det skyldes social regulering. Vold er socialt forstyrrende, og mennesker forsøger kollektivt og aktivt at undgå det.«

Ikke behov for mere overvågning

Mark Levines forskerteam har analyseret videooptagelser af en lang række aggressive skænderier i det britiske natteliv. Der er ingen lyd på billederne, og forskerne ved intet om de mennesker, de observerer. Alligevel kan de se de samme mønstre gentage sig igen og igen; en slags voldens koreografi, hvor et netværk af samtaler og forhandlinger foregår i en bred radius omkring de stridende parter.

»Aggressive episoder er ikke ude af kontrol, som mange tror. Folks opførsel er meget ordnet og ligner ofte en koreograferet dans. Mennesker flyder ind og ud, og intervenerer med de personer, der skændes. Folk skiftes til at tale, lægge en hånd på skulderen og slå ud med armene. Folk tager ansvar for hinanden, og de intervenerer ikke kun, når de kender hinanden, men også i forhold fremmede i et forsøg på at undgå vold,« siger Mark Levine.

— Så ideen om, at mere videoovervågning og mere politi i gaderne vil skabe mindre vold, er forkert…?

»Ja, det er helt forkert. Ofte er overvågning og mere politi kontraproduktivt, fordi folk ser det som et tegn på, at et bestemt område er farligt, eller tænker, at hvis der sker noget, så behøver man ikke reagere, for der er jo politi og video. Modsat hvad man tror, er det offentligheden selv, der skaber orden.«

Både Storbritannien og Danmark har ellers opsat tusindvis overvågningskameraer de senere år. Der hænger i alt 3,2 mio. kameraer i Storbritannien – ét for hvert 22. person – i Danmark er ratioen endnu lavere: Man anslår, at der i alt er 600.000 kameraer herhjemme, og at 100.000 af dem er sat op i København. Undersøgelser viser desuden, at hver anden dansker ønsker sig flere kameraer i det det offentlige rum.

Men overvågningen har ifølge Mark Levine »ingen effekt på vold«. Det er de sociale relationer, der lægger låg på ophedede situationer, fortæller han.

»Succesfuld deeskalation kræver akkumulerede handlinger fra mindst tre mennesker, der samarbejder om at overtale aggressorerne. Hvis kun én person intervenerer, mens mange andre ser til uden at handle, bliver situationen ofte meget voldelig,« siger han. Det kan skyldes, at aggressorerne opfatter den manglende reaktion fra majoriteten som en accept af vold, forklarer han.

Det voldelige menneske

Den psykologiske teori fortæller en anden historie om menneskets voldelige natur:

På den ene side er børn ganske voldelige, og det vidner om, at mennesket fødes med et betydeligt voldspotentiale, som vi langsomt lærer at kontrollere.

På den anden side har vi mennesker også en iboende tilbøjelighed til empati og altruisme, og vi har svært ved at forvolde andre skade. Studier viser, at selv toptrænede soldater har vanskeligt ved at skulle skyde fjenden, når de står på slagmarken.

»Vi er voldelige og filantropiske på én gang,« siger Mark Levine, »og derfor er det så væsentligt at forstå, hvordan den sociale situation påvirker vores reaktioner i den ene eller den anden retning.«

»Vold er ofte drevet af moral. Mennesker er fintmærkende, når det handler om umoralske handlinger, og nogle gang vil de begå vold, hvis de føler, at det et passende svar på en umoralsk handling.«

Han peger på et klassisk studie af hungernød og plyndringer i 1700-tallets England, som den britiske historiker E.P. Thompson foretog i 1971. Studiet viste, at pøblens vold ikke udsprang af kaos og panik, men af en krænket retfærdighedsfølelse: Folk sloges og plyndrede ikke, da knapheden på mad var størst, men blev først voldelige, da en storbonde kørte sit korn ud af byen, for at sælge det dyrere et andet sted, mens indbyggerne i byen sultede.

»Moral er altid vigtig for mennesker, men vi agerer ikke altid på en moralsk facon. Der sker forfærdelige ting i moralitetens navn.«

— Er det, fordi den sociale gruppe, der omgiver voldsmændene, hylder dem for deres handlinger?

»Ja, men også fordi mange i gruppen er enige med voldsmændene og derfor ikke stopper dem. Hvis man vil udfordre voldelige handlinger, skal man ikke kun fokusere på voldsmændene, men i stedet på den omgivende gruppe og overbevise dem om, at den voldelige opførsel er uacceptabel. Så vil de gribe ind og agere politifolk for deres egen gruppe,« siger Mark Levine.

Det kollektive menneske

Enhver katastrofefilm med respekt for sig selv har en scene, hvor en panisk folkemængde i et anfald af akut selvopretholdelsesdrift skubber kvinder og børn til side for selv at komme først ud af en brænde bygning eller med i en redningsbåd.

Men den slags superegoisme findes stort set ikke i virkeligheden, fortæller Mark Levine.

»At folk reagerer egoistisk i nødsituationer er en myte, som er blevet totalt modbevist af forskning. Tag folks reaktionen på 11. september-angebene: De folk, der forlod tårnene, skubbede ikke nogen. De bragte tværtimod sig selv i fare for at hjælpe andre,« siger han.

»Det samme sås ved 7. juli-bomberne i London (i 2005, red.). Selv om folk var i stor fare, var der ingen, der kæmpede egoistisk og panisk for at komme ud. De hjalp hinanden, gav hinanden vand og åbnede dørene for hinanden. Det er et godt eksempel på gruppers positive indflydelse,« siger han.

— Men hvorfor gør folk det? Det er let at se, hvad man får ud af at handle egoistisk: Man undgår skade. Men hvad får folk ud af at involvere sig?

»Det er meget bedre for os mennesker at være forbundne. Måske vil andre hjælpe os på samme måde engang i fremtiden. Det er stressende at agere alene i hajfyldt farvand,« være siger Mark Levine.

Livet i det moderne samfund er altså ikke bellum omnium contra omnes – alles krig imod alle – sådan som den britiske filosof Thomas Hobbes skrev i sit værk Leviathan fra 1651.

I stedet bør man forstå sociale interaktioner som et netværk af såkaldt reciprok altruisme, hvor man hjælper andre mennesker – også dem, man ikke kender – i forventning om at andre vil gøre det samme for én selv. Vi mennesker er nemlig mindre egoistiske, end vi tror, siger Mark Levine.

»Vi søger og tørster efter sociale relationer, og den socialitet er lige så væsentlig for os som vores individualitet. Den værste form for tortur er isolation.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"»Aggressive episoder er ikke ude af kontrol, som mange tror. Folks opførsel er meget ordnet og ligner ofte en koreograferet dans. Mennesker flyder ind og ud, og intervenerer med de personer, der skændes. Folk skiftes til at tale, lægge en hånd på skulderen og slå ud med armene. Folk tager ansvar for hinanden, og de intervenerer ikke kun, når de kender hinanden, men også i forhold fremmede i et forsøg på at undgå vold,« siger Mark Levine."

Menneskers naturlige, sociale kræfter er i det senmoderne, socialkonstruktivistiske individfokus (hvis rollelege danne påfaldende harmoniske duetter med selvrealiseringens masseforbrugeristiske vækstparadigme) svært undervurderede, og det virker næppe befordrende for os at den enorme, angstprægede - ja, nærmest depressive styringstrang, som eksponeres i vor samtids investeringer i staternes sikkerhed og magtmidler, forstærker indtrykket af at vi er farlige for hin anden, forskellige og fremmede, hvorfor vi må beskyttes mod os selv. Vor gensidige utilregnelighed. Og staten med dens voldsmonopol, svarende til Hobbes' nærmest misantropiske begreb om Suverænen, skal frelse os. Imens griner sikkerheds- og krigsindustrien ... og med disse resten af storkapitalen ... hele vejen til banken. Den ganske uge igennem; end ikke hviledage kan længere kommes i hu.

Ole Henriksen, Lise Lotte Rahbek og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Ahmed Mannouti

Jeg har aldrig forstået den voldsfrygt der er i storbyerne i Nordeuropa. Eller troen på at mere politi skulle gøre den store forskel. I de 18 år jeg boede i Danmark oplevede jeg der og i nabolandene sige og skrive 2 voldsepisoder. Begge gange i et Malmø hvor politipatruljeringen var endnu mere markant end i København og Århus. Selvfølgelig findes vold og andre problemer og selvfølgelig er der områder hvor der er større problemer end andre, men ja, "sikkerhedsindustrien" skal jo også leve...