Baggrund
Læsetid: 7 min.

Heavy metal på Merseyside

En højtråbende og karismatisk tysker er kommet til Liverpool. Med sig har han sin aggressive spillestil, en fodboldromantisk drøm om at genrejse en såret storklub og et signal til spillerne om, at han kun er tilfreds med et engagement på 100 procent
Jürgen Klopp lægger ikke skjul på, hvad han forventer af spillerne. Her er det under hans debutkamp mod Everton sidste weekend.

Rui Vieira

Moderne Tider
24. oktober 2015

Forrige lørdag udkom den bosniske lokalavis Prijedor Danas med en nyhed, der vakte forundring på sportsredaktioner over hele Europa.

Nyheden var, at den tidligere Dortmund-træner Jürgen Klopp var på vej til Liverpool. Og grunden til forundringen var, at Liverpool havde en træner. Han hed Brendan Rodgers og var ved at forberede sit hold på lokalopgøret mod Everton, der skulle finde sted senere samme dag.

Af samme grund blev nyheden heller ikke taget særligt alvorligt, men blot viderekolporteret som et af de rygter, der bestandigt opstår i fodboldens randområder og dør lige så hurtigt ud igen.

Det viste sig imidlertid, at bosnierne havde ret: Klopp var rent faktisk på vej til Anfield. Få timer efter opgøret med Everton blev Rodgers fyret, og samme aften, vidste enhver med bare den mindste interesse for begivenhedernes gang på Merseyside, at den tårnhøje tysker skulle være hans afløser.

Hvor de bosniske journalister havde deres viden fra, kan man kun gisne om, men et godt bud kan være, at de har opsnappet nyheden fra personer tæt på Klopps bosniske hjælpetræner Zeljko Buvac.

En forberedt udskiftning

Hvis det er tilfældet, kan man samtidig konkludere, at fyringen af Rodgers ikke var en panikbeslutning men kulminationen på et længere forløb, hvor de amerikanske klubejere i dølgsmål har ført forhandlinger med Klopp om at overtage tøjlerne – men først har eksekveret afskedigelsen af Rodgers, efter at de var nået til fuld enighed med den tyske mestertræner.

Den slags metoder kan man naturligvis mene om, hvad man vil – og Brendan Rodgers har utvivlsomt sine synspunkter, selv om han i sin fratrædelsesaftale bliver godt betalt for at holde dem for sig selv – men professionel fodbold er en barsk branche, og forløbet illustrerer i hvert fald, at den amerikanske milliardær John W. Henry og hans kolleger i klubbens direktion har været meget ivrige efter at få Klopp til Anfield.

Så ivrige, at de vovede at foretage den højrisikomanøvre, der ligger i at indlede forhandlinger med en ny træner, mens forgængeren stadig sidder på posten.

Og det forstår man. For den karismatiske træner fra Schwarzwald har bygget sin karriere i både Mainz og Dortmund på at få sine mandskaber til at levere resultater, der lå langt over, hvad lønbudget og spillermateriale egentlig berettigede til.

Og dét er lige noget, Liverpool kan bruge.

Hidtil har holdet fra Merseyside været låst af den økonomiske lov, der dikterer slutresultaterne i Europas største ligaer, og som kort kan sammenfattes med ordene: Pengene bestemmer. Klubben har Premier Leagues femtestørste økonomi og femtestørste spillerbudget. Og deres gennemsnitlige placering i Premier League i de seneste år har været – en femteplads.

Det er dog ikke godt nok for en klub, der drømmer om at komme op i topfire og spille regelmæssigt i Champions League. De har brug for en mand, der kan trodse den monetære tyngdelov og løfte dem højere op i tabellen, end deres budget berettiger dem til.

Dét har Klopp kunnet med sine tidligere mandskaber i Tyskland. Og Liverpools ejere håber begribeligvis, at han bringer denne evne med til byen.

Hvorfor Klopp så har valgt at associere sig med Liverpool er et andet spørgsmål. Og her er svaret af mere emotionel karakter. Tyskeren virker måske som en rebel med sin ikoniske truckerkasket, skægstubbene og det flabede smil, men han er i bund og grund en fodboldromantiker af den gamle skole. Tanken om at overtage en af Europas traditionsrige klubber tiltaler ham – også selv om Liverpool p.t. undergår en af sine efterhånden hyppigt tilbagevendende kriseperioder.

Derudover appellerer det til hans temperament at overtage tøjlerne hos en underdog i stedet for den nemme løsning, der ville have ligget i at vente på et trænerjob i en af de superrige klubber på kontinentet.

Hos Liverpool skal han bevise, at han er i stand til at løfte en falmet traditionsklub op til fordums storhed. Eller som han selv sagde ved sin tiltrædelse:

»Jeg er aldrig gået efter det nemme, og trænerjobbet i Liverpool var den største udfordring på den internationale fodboldscene.«

Det vigtige øjeblik

Klopp kan lide at fighte for tingene. Og det kommer han så sandelig til. Det gør hans hold i øvrigt også, for Klopps spillesystem er ikke for de halvdovne magelighedsspillere. Eller som han selv har sagt det:

»De, der kun er villige til at yde 99 procent, får problemer med mig.«

Den høje tysker – 193 cm i strømpesokker – har bygget sin trænerkarriere på det, der på tysk kaldes gegenpressing, som kan oversættes til genpres, hvilket også er det centrale element i stilen, nemlig at modstanderne skal sættes under maksimalt pres i det øjeblik, de har vundet bolden, med henblik på lynhurtig generobring og iværksættelse af kontraangreb.

Teorien bag filosofien er, at spillerne fra det andet hold skal angribes, når de er allermest sårbare, nemlig i sekunderne efter en bolderobring; mens de stadig befinder sig i transitionen fra forsvar til angreb, og før de har genskabt balancen på holdet og orienteret sig i forhold til den ny spilsituation.

Klopp selv har kaldt sin spillestil for »verdens bedste playmaker« med henvisning til, at den skaber flere chancer end selv det mest kreative midtbanegeni, og han har begrundet de dybere tanker bag systemet med ordene:

»Det bedste tidspunkt at vinde bolden er umiddelbart efter, at du har tabt den. Spilleren på modstanderholdet er stadig ved at orientere sig i forhold til, hvor hen han kan aflevere. Han har netop brugt energi på at lave en tackling eller en bolderobring, hvilket betyder, at han har mistet overblikket over den samlede spilsituation. Han er kort sagt sårbar.«

Det var med gegenpressing, at Klopp forvandlede Borussia Dortmund fra kriseramt storklub til tyske mestre to år i streg.

Og han vil også forsøge at implementere stilen på sit nye Liverpool-hold. Der bliver dog tale om en lang proces, for systemet stiller store krav til spillernes løbevilje og interne spilforståelse.

Hele systemet er afhængigt af, at spillerne tænker og agerer som én organisme på grønsværen – at de er i stand til at jage i flok og kan sætte en modstander under pres og lukke hans spilmuligheder ned, så snart han kommer i besiddelse af bolden.

Alle mand skal deltage i jagten – og den skal være koordineret ned til mindste detalje.

Af samme grund er Klopp kendt for at praktisere intense og krævende træningspas, hvor hans spillere igen og igen bliver trænet i løbemønstre og positionering i forhold til hinanden. Den grundlæggende tanke er, at holdet skal optræde som en kompakt enhed. Ellers er det for let for modstanderne at spille sig ud af den første presbølge og ned i det tomrum, man efterlader bag sig, når hele holdet skubber op.

Den legendariske Milan-træner Arrigo Sacchi, der var en af pionererne bag lanceringen af det moderne presspil i slutningen af 80’erne, plejede at sige, at der maksimalt måtte være 25 meter mellem forsvarskæden og den forreste angriber.

Og i Bayern München har træner Pep Guardiola ligefrem opdelt træningsbanen i mindre felter for at træne spillerne i at praktisere et presspil, hvor de systematisk lukker zonerne ned omkring modstanderens boldholder.

Energikrævende debut

Lige så vigtigt som at kunne skubbe op i et organiseret pres er det dog at vide, hvornår man skal bakke ned igen. Klopps taktik må ikke forveksles med den form for überfall fussball (overfaldsfodbold) med konstant helbanepres, som blandt andet Bayer Leverkusen praktiserer, og som Chile har haft succes med på internationalt plan.

Hos Jürgen Klopp skal holdet være i stand til at trække sig tilbage i en defensiv formation, hvis det første pres er resultatløst.

Alligevel er der tale om en stærkt energikrævende spillestil, hvilket blev demonstreret ved den tyske træners debutkamp mod Tottenham i sidste weekend. Her blev Liverpool det første hold i denne sæson, der overmatchede Tottenhams spillere i antallet af tilbagelagte kilometer i løbet af kampen.

Liverpools aktører pilede rundt på grønsværen i et arbejdsraseri, der blev personificeret af det tyske stortalent Emre Can, der i dagens anledning var rykket fra forsvaret og op på den centrale midtbane.

Sjældent har man vel set denne ellers lidt indolente spiller storme så hidsigt rundt på banen.

Regningen kom i anden halvleg, hvor de rødklædte Liverpool-aktører var for udmattede til at kunne foretage sig noget som helst offensivt.

Men deres præstation viser, at de er villige til at gøre en indsats for at adaptere til den krævende tyskers system.

Nu venter det hårde arbejde med at lære alle rutinerne i en stil, som Klopp selv har beskrevet i musikalske termer som det modsatte af det forfinede pasningsspil, som Arsenals træner Arsène Wenger praktiserer:

»Han elsker at have bolden, at spille den rundt hele tiden. Det er som et orkester. Men det er en stille sang. Jeg holder mere af heavy metal. Jeg kan ikke få det højt nok.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her