Læsetid: 3 min.

Kampen om den politiske korrekthed

I Frankrig er der stor uenighed om, hvem der i øjeblikket siger det politisk korrekte. For måske er det politisk korrekte i dag at overskride alle grænser?
Moderne Tider
17. oktober 2015

Et begreb kan hurtigt skifte betydning. Måke er det det, der lige nu sker med begrebet ’politisk korrekthed’, der som bekendt er blevet et skældsord. For er det politisk ukorrekt at hævde, at fotografiet af den lille Aylan liggende død på en tyrkisk strandbred måske var manipuleret? Og dermed påpege, at det måske var en manipulation, der skulle påvirke den offentlige opinion i flygtningespørgsmålet?

Det har filosoffen Michel Onfray nævnt som eksempel på noget, man ikke længere må sige, hvis man vil være politisk korrekt.

Dermed var trolden så ude af æsken, for han sagde det jo, Onfray, og det i en af Frankrigs største aviser. Stridens æble i spørgsmålet om politisk korrekthed er derfor blevet den autodidakte Onfray, der er kendt for sin kamp for hedonisme, og som egenhændigt oprettede et filosofisk folkeuniversitet i Caen i 2002. I lang tid blev Michel Onfray betragtet som venstrefløjens allierede, men for nogle år siden blev han af det intellektuelle parnas persona non grata, efter han havde udgivet et værk, hvor han gik til angreb på Freud.

Med sit seneste udfald mod, hvad Onfray altså opfatter som politisk korrekt selvcensur, er han kommet i åben krig med en venstrefløj, der i hans øjne især repræsenteres af dagblade som Le Monde og Libération.

Selv betragter han sig som »libertær socialist«. I et interview med den borgerlige avis Le Figaro den 11. september 2015 brugte han derfor som eksempel på, hvad man altså ikke må sige om fotografiet af Aylan.

Modangrebet lod ikke vente på sig. I Libérations spalter kunne man et par dage senere læse chefredaktør Laurent Joffrins lange anklage mod Onfray, som – ifølge chefredaktøren – med sin mistænkeliggørelse går højreekstremisters ærinde.

I Le Monde gik den franske idéhistoriker François Cusset også til angreb på Onfray. Cusset betragter Onfray som en del af et »kvalmende overbud« fra »fast thinkers«, der ikke viger tilbage for selv de værste udsagn for at gøre sig gældende i medieverdenen.

Veritable polemikvirksomheder

For er det overhovedet sandt, at den form for mistænkeliggørelse ikke kommer til orde? Som debatredaktør Nicolas Truong gør opmærksom på i Le Monde, har visse intellektuelle udviklet sig til veritable polemikvirksomheder.

Filosoffer som Alain Finkielkraut og Michel Onfray, men ikke mindst radikale sympatisører med det yderste højre som Éric Zemmour og Alan Sokal har nærmest faste pladser i tv-studierne. Her udtaler de sig om stort set alle emner i den form for pingpong, som en tv-debat i dag forventes at være.

Eftersom disse filosoffer er polemikvirksomheder, må de nødvendigvis brande sig, forklarer Truong. Da det i dag er mere moderne at være viril og autoritær end frisindet og antiautoritær, er hele debatten nu ved at kamme over i en »højredrejning uden komplekser«. Til gengæld mener Truong, at mange universitetsfilosoffers afstandtagen fra denne medievirksomhed, giver drejningen mod højre frit spil.

Alle betragter sig som ofre

Michel Onfray har ikke siddet anklagerne overhørig, men har i Le Monde svaret igen under overskriften »Hvis du hører efter, Marine«. Med endnu en velskreven pamflet af den slags, franske filosoffer fortsat excellerer i, hudfletter han den liberalistiske franske højrefløj, men især den lige så liberale venstrefløj.

»Det er denne falske venstrefløj og de journalister, der hver morgen på de statsejede tv- og radiokanaler og i en presse, som understøttes af skatteydernes penge, ustandseligt sælger den suppe, som nærer Marine Le Pens virksomhed. For dernæst at bebrejde den, at den tager på.«

Kampen handler altså om, hvem der siger sandheden til ’folket’. Det er en kamp, alle i øjeblikket synes at tabe, mener Truong, fordi alle betragter sig selv som ofre:

»På den ene side leger de martyrer, selv om de i realiteten er de eneste, der er på forsiden af alle bladene,« skriver han. Men på den anden side advarer Truong visse moraliserende venstrefløjstænkere mod udelukkende at reagere på udtryksformerne. Dermed glemmer de at tage højde for de reelle samfundsmæssige problemer og kommer i manges øjne til at tage sig ud som uansvarlige.

»Med iveren efter at kaste den politiske korrektheds åg af sig bidrager man til at slippe det afskyelige løs,« bemærker Truong.

Men hvis det politisk ukorrekte nu hverken er sjældent eller undertrykt og ret beset får mest taletid i primetime, kan det så overhovedet stadig kaldes ukorrekt?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her