Læsetid 10 min.

For meget korpsånd i politiet?

I de seneste år har politiet flere gange løjet og forsøgt at tilbageholde vigtige oplysninger. I går kulminerede det, da justitsministeren måtte nedsætte en kommission for at få udredt Tibet-sagen. Er sagerne udtryk for en syg kultur i politiet? Ja, mener nogle. Andre ser det som en ophobning af uheldige enkeltsager
Der bliver stillet store krav til politiet i Danmark, men det halter ofte med at indrømme fejl, mener en række eksperter.

Der bliver stillet store krav til politiet i Danmark, men det halter ofte med at indrømme fejl, mener en række eksperter.

Ulrik Hasemann
3. oktober 2015

Først sagde politiet, at man ikke gik efter demonstranter med tibetanske flag, da den kinesiske præsident i 2012 var på statsbesøg. Så forsøgte man at undgå at udlevere de lydfiler, som skulle viste sig at afsløre, at det var løgn. Da løgnen var en realitet, skiftede man igen forklaring: Nu var det for at beskytte demonstranterne mod de kinesiske sikkerhedsvagter. Og i går kom det så frem, at der forelå en ’operationsbefaling’ om, at demonstranter med tibetanske flag ikke skulle kunne ses af den kinesiske præsident. En oplysning som hverken er blevet givet videre til byretten, landsretten eller Folketinget. Justitsminister Søren Pind (V) valgte derfor at nedsætte en kommission, der får til opgave at få udredt de mange løgne og vildledninger.

Men hvorfor lyver politiet egentlig? Og hvorfor forsøger man at tilbageholde oplysninger, som kan hjælpe med opklaringen af en sag?

»Der er en særlig kultur i politiet. En kultur, hvor man altid har ret og altid ved bedst,« siger Peter Secher Schmidt. Han er forsvarsadvokat og ekstern lektor i jura på Aarhus Universitet. Og han mener, at politiet som organisation har et problem: »Det er en generel tendens,« siger han, selv om han også understreger, at det ikke betyder, at det gælder i alle sager og alle betjente. »Men det ligger i kulturen,« siger Peter Secher Schmidt. Han har tidligere selv været anklager for politiet og kender derfor systemet indefra. Selvom det naturligvis ikke gælder alle sager, så har der i de seneste år være en del episoder:

Der var sagen fra Brorsons Kirke i 2009, hvor politiet påstod, at det ikke havde videofilmet urolighederne, selv om det havde gjort det. Der var COP15-sagen, hvor politiet ikke kunne identificere de betjente, som uretmæssigt frihedsberøvede en flyttemand. Der var sagen om en ung grønlænder, som døde på Amagerbro Station. Politiet påstod, at den kvinde, der ringede om hjælp, ikke var blevet spurgt om, hvorvidt manden var grønlænder, som hun ellers selv hævdede. Siden ønskede politiet ikke at udlevere lydfilerne fra samtalen. Da Politiken så fik fat i dem, viste det sig, at kvinden faktisk var blevet stillet netop dette spørgsmål.

Senest har vi haft Tibet-sagen, og i sidste uge kunne Information fortælle, hvordan politiet i modstrid med sandheden har forsøgt at give omverdenen indtryk af, at de alene brugte dialog og ikke magt over for flygtningene på den sønderjyske motorvej d. 9. september.

Spørger man forsvarsadvokater, kan de opremse langt flere sager: Sager, hvor politiet pludselig ikke har kunnet finde politirapporter. Eller hvor politibetjente pludselig ikke kan huske, hvem af deres kolleger der har anvendt magt over for en borger. » Den positive udlægning er, at man er meget solidariske i politiet,« siger professor i strafferet ved Aarhus Universitet, Gorm Toftegaard Nielsen og tilføjer: »Den negative udlægning er, at de, der holder et vågent øje på borgerne, når de overtræder reglerne, har noget sværere ved det, når det er dem selv, der er i søgelyset.«

Han mener, at problemet er gammelkendt, og at der for tiden bare er mange sager fremme i medierne, som minder os om det. Juraprofessor på Københavns Universitet Henrik Stevnsborg er enig i, at der er mange sager lige nu:

»Der er ingen tvivl om, at der foregår mange mærkelige ting,« siger Henrik Stevnsborg. Om Tibetsagen siger han kort og godt: »Det duer jo ikke,« og tilføjer, at »Københavns Politi har håndteret det fuldstændig åndssvagt.« Senest med den nye forklaring om, at indgrebet havde til formål at beskytte demonstranterne. »De skal jo bare ud og sige sandheden med det samme. Det er helt oplagt.« Han er dog ikke sikker på, at det er en generel tendens: »Om det ligefrem er udtryk for en særlig kultur, ved jeg ikke. Jeg hælder til, at svaret er nej,« siger han og tilføjer: »Der har været mange sager. Men man skal være opmærksom på, at det kører lidt i perioder,« siger han. Samme vurdering har Ib Lennart Henricson, som er tidligere politiadvokat og underviser på Politiskolen: »Jeg kan godt forstå, at man kan få den opfattelse. Og at man spørger: Kan det virkelig være rigtigt? Men jeg synes, man skal være forsigtig med at sige, at der er et mønster,« siger han.

Korpsånd

Han ser dog en tendens til, at der i Politiet er et stærkt sammenhold. Det, som ofte bliver betegnet som korpsånd. Og den har både en god og en dårlig side, mener han:

»Korpsånden er som udgangspunkt noget godt. Man er der for hinanden. Og den gør, at man samarbejder og reagerer koordineret selv i skarpe situationer. Det negative ved korpsånden er, at den kan få kolleger til at dække over hinanden i sager, hvor køremakkeren eksempelvis er ude i noget skidt.«

Det har man blandet andet set i de sager, hvor det ikke har været muligt at identificere betjente. Direktøren for det tidligere politiklagenævn, Helle Lokdam, har vurderet, at det i 100 til 150 af de 700 klagesager, hun har haft med at gøre i klagenævnene, ikke var muligt for politiet at identificere de involverede betjente. Et afledt problem af korpsånden er de sager, hvor en gruppe betjente ikke kan huske, hvem af dem, der udførte en bestemt handling:

»Politibetjente er nødt til at arbejde sammen. Hvis man skal rydde et værtshus, skal koreografien være i orden. Derfor kan de arbejde sammen på en helt anden måde end universitetsprofessorer eller journalister kan,« siger Henrik Stevnsborg og tilføjer:

»Det giver et sammenhold, som kan føre til, at man føler omsorg og ømhed for en kollega, som er kommet i fedtefadet.« Og så er det, man kan ende med situationer, »hvor fem politibetjente har deltaget i en aktion, men ingen ved, hvem det var, og hvad der skete,« siger Henrik Stevnsborg. Gorm Toftegaard Nielsen sad med i det udvalg, som satte rammerne for den nye uafhængige politiklagemyndighed. Her forsøgte han forgæves at få indført et lovkrav om, at betjente har pligt til at afgive forklaring: »Jeg var den eneste, der mente, at man skulle kunne tvinge betjente til at forklare, hvad der er sket i en sag. Politiets repræsentanter var imod, og det var Politiforbundet også,« siger han og tilføjer: »Så man accepterer sådan en tilstand og en kultur. Man skal ikke være stikker. Man vil ikke angive hinanden.« Selv mener han, at det svækker politiklagemyndigheden:

»Det er uacceptabelt med et samfund, hvor politifolk ikke har pligt til at fortælle, hvad der er foregået. De, som er de mest fremtrædende i håndhævningen af loven og har reelle magtbeføjelser,« siger han. Egentlig er det meget naturligt, at man dækker over sine kolleger. Det vil man sandsynligvis også gøre på andre arbejdspladser. Men det er noget andet, når det er politiet, mener Gorm Toftegaard Nielsen: »Der er ikke mange arbejdspladser, hvor det har betydning for borgernes retssikkerhed, hvis man ikke kan finde ud af, hvad der er foregået.« Samme holdning har direktør i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama: »Politiet håndhæver et magtmonopol. De har mulighed for at frihedsberøve. De har i sidste instans mulighed for at anvende dødelig magt over for borgerne. Derfor skal man kunne stole på, at de håndhæver loven og ikke dækker over sig selv eller varetager hensyn, som ikke er relevante.«

Fejlfri

Fra sine sager som både anklager og forsvarer kender Peter Secher Schmidt godt til korpsånden. Men han mener, at de aktuelle sager handler om mere end blot dette. De handler om en kultur, hvor politiet som udgangspunkt altid ved bedst:

»Det er en dårlig kultur. Det er ikke sådan, at de siger: Nu skal vi have uskyldige dømt. Det er mere sådan en stemning af, at ’vi ved bedst, så vi behøver ikke at give de her oplysninger til domstolene’.« Han nævner en sag, som for nylig blev afsluttet ved byretten i Aalborg, hvor politiet i første omgang ikke ville sige, om det havde GPS-overvågning af de sigtedes biler. Det havde det, viste det sig, men da det kom frem, ville politiet ikke udlevere GPS-oplysningerne:

»Man må jo ellers sige, at det er relevant at vide, om gerningsmandens bil var på gerningsstedet på gerningstidspunktet,« siger Peter Secher Schmidt. Først da det blev pålagt politiet af retten at fremlægge GPS-oplysningerne, gik politiet modvilligt med til det:

»Problemet er, at de overvurderer deres egne evner til at træffe afgørelser og foretage vurderinger. Normalt er systemet jo sådan, at anklageren fylder i én vægtskål, og forsvareren fylder i en anden vægtskål, hvorefter dommeren dømmer. Men hvis politiet bestemmer, hvilke lodder der kan komme i hvilke skåle, så spiller det afgørende ind på sagen. Og så får vi de sager, hvor det minder om magtfuldkommenhed,« siger han og tilføjer: »Jeg beklikker ikke politiets motiver. De gør det meste i en god sags tjeneste. Problemet er bare, at de tror, at de er objektive. Men det er svært at være objektiv når man er dybt begravet i en sag.«

Direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, mener, at sagerne afspejler en nulfejlskultur hos politiet: »Der er et stort ønske om ikke at begå fejl. Det samme ser man i embedssystemet generelt,« siger han. Det betyder, at man ender med at lyve i sager, hvor man egentlig bare kunne have fortalt sandheden fra starten:

»De fleste danskere vil jo kunne acceptere, at politiet begår fejl. Alle begår fejl.« Han henviser til en anden sag fra COP15, hvor politiet tilbageholdt demonstranter i for lang tid:

»Man kunne bare have sagt: Ja, det var en fejl. Alt var kaos i København, så vi kom til at holde dem for længe. Det er i virkeligheden ikke specielt alvorligt, og jeg tror, at de fleste vil have forståelse for, at det kan ske i en tilspidset situation,« siger Jonas Christoffersen:

»Men i stedet prøvede man i retssagen at finde et grundlag for at tilbageholde borgerne, selvom man vidste, at det var en fejl. Det vil sige, at man forsøgte at sværte borgerne til for at dække over fejlen,« siger Jonas Christoffersen, som mener, at sagen er typisk for kulturen i politiet: »Det var de samme mekanismer, vi så i sagen med flygtningene fra Sønderjylland. De fleste ville nok kunne forstå, at det kan være nødvendigt at anvende magt i sådan en situation, så hvorfor ikke bare sige, at man har gjort det?« siger han.

Tillid

Den danske befolkning har generelt stor tillid til politiet. Ifølge en undersøgelse fra 2012 ligger Danmark på andenpladsen – kun i Finland har borgerne mere tillid til politiet. Tilliden er der med god grund, mener Ib Lennart Henricson: »Jeg har set andre systemer, og det danske er et af de bedste i verden. Det siger jeg ikke for at forsvare dem – der er vitterligt problemer. Men jeg kan bare ikke få øje på sådan et gennemgribende systematisk ledelsesmæssigt ønske om, at man skal dække over forhold for at få politiet til at se bedst muligt ud.«

Peter Secher Schmidt er enig i, at der er god grund til at være glad for det danske politi:

»Generelt er politiet til at stole på. De enkelte betjente gør deres arbejde i den bedste mening. Men vi er også lidt naive,« siger han og uddyber: »Det er lykkedes politiet at gennemføre en meget vellykket kommunikation igennem de seneste år. Der kommer en pressemeddelelse, hver gang man har vundet en sag. Og det bliver videreformidlet ukritisk. Politiet får lov til uimodsagt at gå ud med den ene succeshistorie efter den anden. Når der så er kritiske historier, så har de ofte ingen kommentarer. De bruger dagen på at sidde og skrive pressemeddelelser om en masse små sejre, og det virker tilsyneladende.«

Jonas Christoffersen mener, at befolkningens store tillid til politiet kan være en del af forklaringen på problemet: »Der bliver stillet store krav til politiet i Danmark. Vi forventer, at de altid gør det rigtige.« Det medvirker også til frygten for at indrømme fejl, mener han.

Samtidig går medier og politikerne i stigende grad efter folk længere nede i systemet – af og til menige embedsmænd:

»Det gør, at det sværere at erkende, at man har lavet en fejl. Man ved, at det kan være karriereødelæggende, og at man kan ende på forsiden af en avis. Det gør nulfejlskulturen stærkere,« siger Jonas Christoffersen.

Gorm Toftegaard Nielsen mener, at befolkningens store tillid til politiet kan være uheldig på en anden måde:

»Politikerne er generelt tilbageholdende med kritik af politiet. Befolkningen har stor tillid til politiet og ønsker egentlig ikke, at man skal skride ind. Når befolkningen ikke ønsker det, så ønsker politikerne det heller ikke,« siger han.

Information har forsøgt at få en kommentar fra Rigspolitiet, men de ønsker ikke at medvirke. Politiforbundets formand Claus Oxfeldt siger, at det er Rigspolitiet, der skal svare på kritikken, og at han derfor ikke ønsker at lade sig interviewe. Dog siger han følgende til citat: »Hver eneste sag er en sag for meget, men der er ikke noget generelt problem.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Benjamin Bach
    Benjamin Bach
Benjamin Bach anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for georg christensen
georg christensen

En "korps ond" i en sådan organisation, kan ikke undgås, problemet opstår først, når ledelsen svigter, og gør sig selv selvstændig, uafhængig af justits ministeriet som er ansvarshaveren overfor "grundloven". Justitsministeriet er og bør altid være den ansvarlige, hvis grundlovs bestemmelser brydes. Hvis der opstår tvivl, bør en "grundlovs domstol" konsulteres og straffe lovbryderne på behørig vis , har handler det ikke længere om butikstyverier men "samfundsnedbrydning".

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det er godt, at den nye uafhængige politiklagemyndighed har held til at bringe dette forhold for en dag, som har været kendt i mange år, men fortiet af rene strudseårsager og med strudseargumenter. Dansk konflikskyhed, når den er værst, simpelthen.
Hvor det i andre lande er sådan, at Cæsars hustru (i dette tilfælde politiet) skal være så ren, at der ikke kan sættes en anklagende finger noget sted - og man derfor nidkært efterforsker den mindste mistanke om brud på reglerne i en særskilt, og blandt betjente hadet, enhed - så ser man i Danmark sådan på det, at hvis man bare benægter, at noget kan kritiseres, bevarer politiet sit gode omdømme.
Selvfølgelig er det lige modsat: hvis man fortier fejl, mister folk respekt og moralen skrider; men det er jo ikke kun politiet, der opererer ud fra dette helt forkerte synspunkt: en offentlig myndighed vil være meget utilbøjelig til at indrømme selv alvorlige fejl, hvilket forhindrer en hurtig og virksom indsats, og som bevirker, at folk mister respekten. Alle begår fejl hele tiden, og det skal man stå ved, så bliver det aldrig så alvorligt.
Det interessante ved Tibetsagen er så, at det faktisk er dette eget synspunkt med ikke at konfrontere fejltagelser og forbrydelser, som betjentene også har håndhævet overfor demonstranterne.

Brugerbillede for Ole Rasmussen

Der er ikke noget nyt at politiet lyver. Hvis du er offer er det ikke altid man får ret, sagde politimanden som tog rapport dagen efter et overfald. Det fik han ret i. Først 4 år efter med aktindsigt ved Statsadvokatens sagsbehandling fandt jeg ud af der var skrevet forkerte oplysninger ind i politirapporten. Det var politiet underordnet.

Brugerbillede for Peter Sterling
Peter Sterling

Er det tilfældigt eller påfaldende at ånden i politiet er så lig med ånden i folketinget, eller i forsvaret eller i virksomhederne? Er det den samme Magtelite som dikterer den syge kultur?

lars abildgaard, Mads Berg, Janus Agerbo, Bill Atkins, Anne Eriksen, Michal Bagger, benta victoria gunnlögsson, Jens Jørn Pedersen, Niels Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Jørn Pedersen
Jens Jørn Pedersen

Der mangler faglig stolthed i politiet.
Nej Peter Sterling, det er ikke nogen tilfældighed. Det startede med Fogh og fortsatte med LLLR (Lars Løftebryder Luskefis Rasmussen). Den respekt, der tidligere var for folketingets medlemmer, politi og skat etc. etc., forsvandt med Fogh.
Ligeledes det samarbejdende Folketing forsvandt med Fogh (Fjogh).

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Politiets misforståede selvbeskyttelse går mange årtier tilbage, måske ligefrem århundreder.

Brugerbillede for Peter Jensen

"Politiets misforståede selvbeskyttelse går mange årtier tilbage, måske ligefrem århundreder."

Nogle ville påpege at dette er uundgåeligt, givet politiets klassiske position som borgerskabets og kapitalens lakajer som med repressiv tolerance skal holde faconen på folket (dvs. i grove træk arbejdskraften og forbrugerne).

Brugerbillede for Anne Eriksen

Der vil altid forekomme misbrug i magtstrukturer som politi og militær, fordi der er mennesker involveret i et hverv af lov, orden - og magt.
Det kan ikke dog bortforklares, at den langt mere vidtgående elite som Folketinget har udviklet sig til, har ekspertise til at skjule og manipulere fejl og mangler - eller bortlede opmærksomheden fra egen rede.
Venstre er ved at samle sig nogle vidtrækkende møgsager/ tilbagerulninger og nedskæringer - og bruger f.eks som i dag Carl Holst sagen og Politiet som afledningsmanøvrer.

Ikke at der ikke kan ske forbedringer i forhold til politi og andre, men det her er proportionsforvrængning i forhold til det åbenlyse, at etik og moral i folkestyret er på vej til at forsvinde i forhold til magt og egeninteresse (taburetter).

Brugerbillede for John Robert Parkins
John Robert Parkins

Order from above?
Police boss explained; "Quote" "by diverting away the attention from what would otherwise be of greater importance, to something else of lesser significance. By taking this flag was just away of creating a lesser-significant event and it worked what I mean is it catapulted the flag robbery into the limelight, drowning proper attention to what was originally the more important issue."Unquote"

Brugerbillede for Søren Jensen

Et politi må gå foran med det gode eksempel. Hvis først der opstår mistanke om at man i politiet lyver og dækker over hinanden, så æder det væk af tilliden til den enkelte betjent og organisationen som hele. En ting er at betjentene får sværere ved deres arbejde med borgerne, men det skaber også generel utryghed i befolkningen. Man kan bare se hvor galt det kan gå ved at skæve til USA.
Det er rigtig fint, med de tre betjente der meldte ud om sagens rette sammenhæng, men underligt at danskerne skal forlade sig på enkelte betjentes moralske kompas, istedet for at man udviser faglig stolthed i det danske politi og fører en skarp selvjustits. Det er da pinligt, at de skal have sådan en klovn som Pind til slå på trommer for sig.