Baggrund
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: »Gud elsker os allesammen«

Elisabeth Hornbæk var Danmarks første kvindelige klitfoged. Livet førte hende ikke vidt omkring i verden, men blev levet og sanset til det sidste
Moderne Tider
24. oktober 2015
Lis Hornbæk blev Danmarks første kvindelige klitfoged. En bemærkning om kvinders arbejde i klitterne førte til en klage til Ligestillingsnævnet, som forskrækkede hende en smule. Privatfoto.

Lis Hornbæk blev Danmarks første kvindelige klitfoged. En bemærkning om kvinders arbejde i klitterne førte til en klage til Ligestillingsnævnet, som forskrækkede hende en smule. Privatfoto.

Elisabeth Poulsen blev aldrig kaldt andet end Lis – og ville ikke kaldes andet. Elisabeth var alt for fint til hende. Hun blev født i embedsboligen Jordemoderhuset lidt uden for Hvide Sande i 1922. Her boede hun de næste 92 år. Hendes mor var jordemor og faderen var landpost, og de havde bosat sig så langt vestpå, man kan komme.

Som barn fik Lis et par gummistøvler, men hver gang hun nærmerede sig skolen, tog hun dem af, gemte dem bag en busk og stak i sine træsko. Hun ville ikke skille sig ud.

Fiskeren Anker

18 år gammel mødte hun sin mand, Anker Hornbæk. Han var fisker fra Østjylland, men kom om sommeren til Vestkysten for at fiske søtunger. De forelskede sig, og hun blev gravid.

Graviditet før ægteskabet i 1940’ernes Vestjylland var ikke velset. Værre var det næsten, at han var 12 år ældre og kom fra den modsatte side af Jylland. Problemet blev løst ved, at der blev bygget en ekstra længe til Jordemoderhuset, hvor de kunne slå sig ned. Med tiden fik de otte børn, og da Lis’ forældre gik bort, overtog de resten af huset.

Lis og hendes mand var så forskellige som nat og dag, men de blev sammen. Lis var opvokset i et indremissionsk miljø; Anker Hornbæk var opvokset på Mols og ikke rigtig var stødt på troende mennesker før. Lis kunne sagtens finde på at sige: »Gud elsker os alle sammen, for vi er alle hans børn,« midt i en hverdagssamtale om garnrensning. De havde plads til forskelligheder i hjemmet.

Pengene var små, så Lis var arbejdsom. Hun stod op klokken fem hver morgen og rensede garn et par timer, før hun vækkede børnene med morgenmad og fik dem sendt i skole. Selv om der var mange børn, var der altid plads til, at de havde venner med hjem på besøg, så der var sjældent stille i Jordemoderhuset.

En enkelt gang lå Lis i sengen med influenza. Familien troede, at verden skulle gå under. Anker Hornbæk lavede pandekager til børnene, og det er den eneste gang, de kan huske, at han lavede mad. Ud over fiskeriet brugte Anker Hornbæk sin tid på kystsikring ved at plante marehalm og kvas i klitterne. Han var klitfoged, indtil han ikke længere kunne gå, og Lis overtog tjansen. Hun blev den første kvindelige klitfoged i Danmark. I 1990’erne blev der lavet et tv-portræt af kvinderne i klitterne og af Lis som klitfoged. Her fik hun sagt, at hun helst vil arbejde sammen med kvinder, fordi de kan snakke og arbejde samtidig.

En mand i Aarhus så programmet og meldte Lis til ligestillingsnævnet. Det gjorde hende noget forskrækket. Hun modtog en skrivelse om, at hvis hun igen udtalte sig sådan, ville hun blive retsforfulgt – og kunne få en bøde eller komme i fængsel. Hun fortalte gerne med et smil i øjet, at hvis det blev aktuelt, ville hun ind og sidde.

Verdensdame

Året efter Anker Hornbæks død i 1989 tog Lis med to af sine døtre på en ferie til Schweiz. Før da havde hun ikke haft et pas, og hun havde ikke været i udlandet, bortset fra en enkelt køretur over den tyske grænse. Lis var benovet over de ting, hun så. Det var lidt som at rejse med et barn, husker døtrene. Alt, hun så, synes hun, var ordentligt og pænt; folk var søde og alperne var smukke. Da hun blev 70, inviterede børnene hende med til Salzburg i Østrig. Hun var begejstret for, hvor godt hun kunne begå sig, selv om hun var i et fremmed land. Ved en tyrolerkoncert gav Lis en omgang til orkestret. Hun drak ikke selv, men da orkestret skålede til hende, følte hun sig som lidt af en verdensdame. Som 80-årig hørte hun drengekoret Wiener Sängerknaben i Wien.

Anker Hornbæk havde været manden i hendes liv, og da han ikke var der mere, var det sådan, det var. Det var sværere at acceptere, da datteren Ingse og hendes mand druknede i en bådulykke i Grønland for to år siden. Det rippede op i sårene fra, da Lis’ storebror som 16-årig druknede under en badetur. Måske gjorde hendes tro det lettere for hende at acceptere, at det ikke er alt, man er herre over. Men det var hårdt, at datteren skulle dø før hende.

»Tror I det er nu,« spurgte Lis, da hun lå syg de sidste 14 dage af sit liv. Da lægen nikkede bekræftende, fandt hun sig til rette med det. Hun var ikke bange eller ked af det, men tryg ved, at der var en mening med det hele. Nu skulle hun hjem til Gud.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Else Mathiassen

Hej. Jeg læste om Lis i en bog engang, men kan desværre ikke huske eller finde navnet på bogen. Er der nogen der kan hjælpe?
Venlig hilsen Else Mathiassen