Essay
Læsetid: 12 min.

MC’s Fight Night: Fra subkultur til cirkus til ...

MC’s Fight Night er gået fra at være glohed subkultur til at være en af populærkulturens døende patienter. Men set fra dommerbordet ved årets MC’s Fight Night har genren en lys fremtid. Der er mindre tjald og mere kosttilskud over arrangementet i dag, men selv om nogle mener, at charmen er væk, er de nye rappere skarpere end i mange år
En ung Pede B. møder den daværende konge af dansk rap, MC Clemens, i 2001.

Torben Raun

Moderne Tider
17. oktober 2015

I 2004 deltog jeg i den freestylebattle, som mange mener, er den mest legendariske finale i rapkonkurrencen MC’s Fight Nights historie. Min modstander gik under navnet MikL, og jeg kaldte mig selv Kejser A.

Vi havde begge vundet alt på vores vej fra ottendedelsfinalen til semifinalen og stod derfor ansigt til ansigt med muligheden for at blive aftenens champ hængende over hovedet.

Når jeg tænker tilbage på oplevelsen, husker jeg først og fremmest den følelse, jeg fik, de gange det lykkedes mig at brygge en punchline sammen og levere den så overbevisende, at publikum rejste sig i ekstase og tiljublede mig, som om jeg var en halvgud.

Det skete blandt andet, da jeg svarede tilbage på MikL’s linje om mit rapnavn:

»Så jeg tager dig øjeblikkeligt ud/ Det måske dig, der er kejser, men MikL er Gud.«

med denne linje:

»Men du må fucking have det trist for/ Hvis du var Gud, var 80 procent herinde ateister.«

Folk gik fuldstændig amok. Det må være nogenlunde den samme følelse, som professionelle fodboldspillere får, når de hamrer bolden i nettaget foran et udsolgt stadion. Det er rent guf for ens narcissisme.

Hvis man har brug for at få boostet sit ego, er det i det hele taget en rigtig god idé at øve sig i at freestylerappe og stille op til MC’s Fight Night. I dette univers kan man komme ind fra gaden og blive Eminem for en aften, hvis man er dygtig nok. Samtidig risikerer man at blive buhet ud eller at få en fadøl i nakken, hvis man er dårlig, så man får et tonstungt skud adrenalin oven i hatten.

Jeg vandt finalen i 2004 over MikL, og sammen med UFO, Søren Strøm, Jøden, Pede B., Ham Den Lange, Kim Jensen, Fantomet og Henrik Hass blev vi hovedpersoner i konkurrencens kommercielle storhedstid, hvor en generation af danske freestylerappere løftede niveauet og gjorde arrangementet landskendt.

De unge af os blev døbt 8 Mile-generationen efter Eminems hollywoodfilm om freestylerap fra 2002. Selv om betegnelsen umiddelbart virker flatterende, indeholder den også en bismag af foragt over for vores knæfald for populærkulturen og vores sælgen ud af det subkulturelle arvesølv.

Vi er blevet et symbol på den udvikling, som dansk freestylerrap tog fra at være en undergrundsdisciplin til at være underholdning for familien Danmark. Folk har i de senere år været enige om, at magien er væk. Billetsalget er dalet, og det samme er antallet af rappere, der stiller op.

Men i lørdags kom vendepunktet. Det gjorde det, da DR’s Koncertsal slog dørene op til den 15. udgave af arrangementet. Jeg var dommer, og i løbet af aftenen genvandt jeg troen på, at MC’s Fight Night er en langtidsholdbar spiller i dansk kulturliv.

Dengang i begyndelsen

Freestylerap betyder rap, som bliver fundet på i nuet. Det gør det i hvert fald i Danmark. En battle er en kamp, hvor to rappere duellerer om, hvem der er bedst, og det gør de først og fremmest ved at svine hinanden til med overbevisende rim og gode punchlines. En punchline er en linje, som har en gennemført pointe og rammer hårdt.

Rygtet siger, at den første dansker, der lærte at freestylerappe, kaldte sig Jazzy Hash. Han blev senere landskendt som ham med solbrillerne i gruppen Østkyst Hustlers under navnet Jazzy H.

I midthalvfemserne, da Østkyst Hustlers turnerede landet tyndt med albummet Fuld af løgn, begyndte freestylerap at blive populært at dyrke i den danske hiphopkultur. Som rapperen Michael Jøden siger: »Dengang var alle køkkenfreestylere«.

De dygtige dengang var Per Vers, MC Clemens, Michael Jøden, Søren Strøm, Preacher Man, Isbjerg fra Rockers By Choice og Kølig Kaj. Sideløbende med at dansk rap voksede sig større i 90’erne, blev der afholdt flere små jams, hvor freestylerappere krydsede klinger i battles.

Men dansk freestyleraps himmelflugt begyndte først for alvor en aften i 1999 på spillestedet Stengade 30 til arrangementet De 8 bedste, som var arrangeret af Kathrine Chloe Larsen, bedre kendt som KCL.

Jeg har aldrig hørt eller set de forskellige battles fra arrangementet – primært fordi Ham Den Lange har smidt videobåndet væk – men hiphoppere, der er ældre end mig, taler stadigvæk ikke om andet. Dansk raps første freestylelegende, Per Vers, som vandt over UFO i finalen, beskriver sin oplevelse af aftenen således:

»Stemningen var vanvittig. Alle blev væltet omkuld af den energi, der var på Stengade 30 den aften. Der kan være 100 mennesker, men der var 300. Folk stod på nakken af hinanden. Det var så intenst, at der kom granvoksne tatoverede mænd hen til mig efter showet, gav mig et knus og nærmest med tårer i øjnene sagde, at det var den fedeste hiphopoplevelse, de nogensinde havde haft.«

En af de mænd, der blev blæst omkuld den aften, var Michael C.U.P., som allerede dengang var en kendt hiphop-arrangør.

Fra subkultur til cirkus

Nogle måneder efter den berusende oplevelse til De 8 bedste stod Michael C.U.P. i en gymnastiksal på Amager til en turnering i thaiboksning. I midten af salen stod en boksering, og i hjørnet stod en DJ.

Da den første bokser kom ind i salen for at kæmpe, blev hans møde med publikum bakket op af nogle røgmaskiner, der satte scenen, og et nummer fra den californiske hiphopgruppe Cypress Hill, der bragede ud af højttalerne. I præcis det øjeblik fik Michael C.U.P. ideen til MC’s Fight Night.

»Jeg tænkte, at den fantastiske stemning, jeg oplevede til De 8 bedste, ville kunne forstærkes i sådan en ramme. Altså i en kulisse, som til et stort anlagt bokseshow i Las Vegas, hvor lys, lyd og alt det visuelle er fuldstændig gennemført,« fortæller Michael C.U.P. og indskyder, at ideen, som måske virker banal i dag, både var banebrydende og kontroversiel i tiden op til årtusindeskiftet.

»Da jeg ringede til de freestylere, jeg ville have med, og fortalte om ideen, sagde de fleste, at jeg var vanvittig. Man skal tænke, på at hiphopkulturen var en subkultur, der handlede om at være ægte og lade være med at sælge ud. Så det med at nogle skulle klæde sig ud, og at rapperne skulle battle i en boksering, måtte jeg virkelig overtale folk til at være med på.«

Sammen med KCL lavede Michael C.U.P. det første Fight Night i 2000.

De første år

MC’s Fight Night 2000 og 2001 var de eneste to udgaver, som var fuldbyrdede undergrundsarrangementer. Men den danske hiphopkultur havde vokset sig stor, at Amager Bio, som har plads til cirka 1.100 gæster, var fyldt til randen.

Alle spidserne fra det københavnske hiphopmiljø dukkede op, og forskellige crews rejste hele vejen fra den mørke provins til hovedstaden på en bølge af forventningsglæde og alt muligt andet. Dengang var det virkelig råt.

Den mest spektakulære battle i de år var battlen mellem Lil Tasja, der senere slog igennem som Natasja, og det aalborgensiske Gug Tang Clan medlem, Kasper G. Sidstnævnte var kommet til København i den såkaldte Rockstarbus, som fragtede de jyske rappere og deres homies til hovedstaden.

Rockstarbussen var efter sigende en rullende konkurrence i at »ryge fede og drikke sig ned«, som Kasper G udtrykker det. Han havde med egne ord »fået sindssygt meget mere, end han kunne tåle«, og det gjorde ham »bindegal«.

Det resulterede i, at han i løbet af battlen nedkaldte en forbandelse over Natasja ved at råbe til himlen og ryste sine gyldne lokker for derefter at lave deciderede bollebevægelser op ad hende, mens han rappede.

Da Natasja fik mikrofonen, brugte hun et par sekunder på at ryste chokket af sig og svarede så tilbage med sit karakteristiske flow:

»Dang Dang, Dang Dang, I have a funny motherfucking loonatic up in my ring/ and I don’t know what to do about it, but sing.«

Per Vers vandt begge arrangementer. MC’s Fight Night var allerede blevet for stort til Amager Bio, og konkurrencen blev flyttet til Cirkusbygningen.

8 Mile ændrede alt

I 2002 udkom filmen 8 Mile. Eminem, der både var filmens manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver, spillede rollen som undergrundsrapperen B. Rabbit, en arbejderklasseknægt fra Detroit, hvis mission i livet er at slå igennem med sin musik og skifte tilværelsen i en af byens trøstesløse trailerparks ud med noget bedre for sig selv og sin familie.

I kampen for anerkendelse som rapper prøver B. Rabbit at gøre sig gældende i den lokale battlekonkurrence, hvor filmens skurke vil gøre alt for at få ham ned med nakken.

Med 8 Mile gjorde Eminem freestylerap verdenskendt. Filmens temasang, »Loose Yourself«, som blev belønnet med en Oscar for bedste soundtrack, handler grundlæggende om, hvad der er på spil, når en rapper battler.

Hans monolog i begyndelsen af nummeret rumsterer i de fleste debuterende rapperes hoveder, lige inden de skal i ringen:

»Look, if you had, one shot, or one opportunity/ To seize everything you ever wanted. In one moment/ Would you capture it, or just let it slip?«

Filmen fik MC’s Fight Night til at eksplodere. Et af de øjeblikke, jeg husker klarest fra perioden, hvor 8 Mile satte dagsordenen, er MikL’s battle mod Strøm i finalen i 2003.

Strøm var den gamle kending. MikL var ham den nye, som havde været bedst i løbet af aftenen, og som alle i Cirkusbygningen snakkede om i pauserne.

Begge rappere fik enormt meget applaus fra salen i alle runder. Da kamplederen, Preacher Man, brølede, at Søren Strøm var ny champ, startede den sædvanlige sejrssalut af strakte hænder i vejret og feel good-musik.

Men inden sejrsrusen var kommet rigtig i gang, blev den overdøvet af et inferno af buhråb, fuckfingre og kasteskyts. Københavnerne var rasende over, at MikL ikke tog titlen. Dengang havde en københavner aldrig vundet MC’s Fight Night, hvilket de jyske rappere og medrejsende supportere gjorde opmærksom på konstant.

Det, kombineret med at publikum i 8 Mile kom med højlydte mishagsytringer flere gange i løbet af filmen, gjorde, at en stor del af crowden i Cirkusbygningen gik amok efter finalen i 2003. Afgørelsen bliver sikkert stadig diskuteret rundt omkring.

Jeg er hverken sikker på, om den rigtige vandt, eller om min gengivelse af begivenhedens forløb og sammenhæng, er 100 procent korrekt. Men jeg ved, at det var et af mest intense øjeblikke i MC’s Fight Nights historie.

MC’s Fight Night blev folkeligt

Københavnerne fik deres champ, da Pede B slog aarhusianske Kim Jensen i finalen i 2005. På sin vej til finalen vandt han blandt over mig i sin kvartfinale og forpurrede dermed min mulighed for at genvinde titlen.

Efter jeg tabte finalen til Fantomet i 2006, valgte jeg at stoppe med at stille op til MC’s Fight Night. Det hang mig langt ud af halsen at være fanget i den identitet, jeg havde fået skabt for mig selv, og allerede dengang syntes jeg, at arrangementet var ved at miste sin mystik og originalitet.

Lyden i KB Hallen, som afløste Cirkusbygningen, var dårlig, og de engang så underholdende ’din mor’-jokes og ’du er bøsse’-jokes blev spillet på repeat og blev dummere og dummere. I den periode stoppede jeg med at være fan af MC’s Fight Night.

Men i årene op til 2010, hvor jeg gjorde comeback og vandt titlen for anden gang, kunne jeg alligevel ikke slippe det helt. Jeg deltog blandt andet flere gange i MC’s Fight Night Show Battle Tour, som var et af de grønne koncerters faste indslag i slutningen af 00’erne.

Selv om jeg på ingen måde var gearet til at lege rockstjerne i de år, var pengene alligevel store og rare. Onde tunger vil måske hævde, at jeg solgte min sjæl for ussel mammon.

Da jeg stillede op til min første MC’s Fight Night battle til kvalifikationsstævnet i Aarhus i 2002, foregik showet foran 150 vrede, unge mænd i baggy pants og dynejakker, som kendte hinanden på kryds og tværs, elskede rapmusik, hadede George Bush og røg en masse joints.

Et lille årti senere stod jeg og lagde an på Jacob Haugaard, der var iklædt paryk til lejligheden, foran 30.000 mennesker til Grøn Koncert i Næstved.

Det var selvfølgelig forfriskende at være med til at udfordre den homofobi, som hiphop altid har indeholdt, og jeg kommer helt sikkert til at fortælle mine børnebørn om den på alle måder dybt mærkværdige seance.

Men situationen er også et meget godt billede på, hvad der skete med MC’s Fight Night: Fra at være et nyskabende kulturtiltag, som klædte den rendyrkede hiphopkultur ud i jakkesæt for en aften, til at være et eksotisk øltelt for den intetanende brede middelklasse.

Og selv om den udvikling skæppede i kassen hos os alle, mistede vi en stor del af den subkulturelle kerne af nørder, som var vokset op med konkurrencen. De kunne ikke identificere sig med arrangementet længere, og det er altså dem, der kommer en regnvejrsdag, når man ikke er med i det fine selskab længere.

MC’s Fight Nights kommercielle storhedstid stoppede endegyldigt, da konceptet blev taget af Grøn Koncerts plakater. Siden da er kvalifikationsrunden i Aarhus blevet skrottet på grund af den faldende interesse fra rappere og publikum. Som så mange andre subkulturer i fremdrift blev Fight Night offer for sin egen succes. Og konceptet har været bekymrende tæt på at sejre sig helt ihjel.

Pelé og Maradona

Men i lørdags skete der noget godt. For selv om DR’s Koncertsal er lidt for stor og fisefornem, selv om DR3’s tv-transmission af arrangementet var pinlig, og selv om rappernes niveau ikke nåede højderne fra guldalderen i starten af 00’erne, så var dette års udgave et vendepunkt.

Aftenens champ, Elbanovic, og de to andre troværdige bejlere til titlen, Pelle og Janus Forsling, leverede freestylerap på et niveau, som må anses som et godt fundament for en ny guldalder.

Den nye generation er førhen blevet beskyldt for at være dårlige kopier af tidligere freestylerappere, men den beskyldning holder ikke længere. De er væsentligt mere ædru, når de står i ringen, end den første generation, som dinglede rundt i Amager Bio. Og rygtet siger, at nogle af dem spiser kosttilskud og sørger for at få deres otte timers søvn i ugerne op til stævnet.

Det kan virke, som om præstationskulturen er slået igennem helt ned på hiphopniveau. På den måde er MC’s Fight Night også gået fra at være et lavkulturelt arrangement for mærkelige proletarbarn til at være en mere elitær konkurrence, hvor kloge-ågerne styrer.

Den udvikling ses blandt andet på de nye rapperes prioritering af rim og teknik. De har fået luget godt og grundigt ud i de såkaldte fyldlinjer, som er sætninger, hvis eneste formål er at få tiden til at gå, mens man finder på noget fedt at sige.

Derudover er deres rim meget mere avancerede. Det er efterhånden blevet tæt på utænkeligt at rime ’hat’ på ’plat’ eller ’syg mand’ på ’jylland’. Den nye generation rimer ’løbet tør’ på ’tøset nørd’ eller ’halvekstrem’ på ’battlefan’ på ’gnasker gren’ på ’kagecreme’.

Hvis den udvikling fortsætter, vil vi andre lyde som uddaterede klappe-kage-rappere om nogle år. Michael Jøden anerkender, at den nye generation er blevet sindssygt dygtige rent teknisk.

Men han pointerer, at MC’s Fight Night bliver for avantgarde, hvis det hele går op i rimnørderi. Han eksemplificerer sin pointe med forskellen på fodboldspillerne Maradona og Pelé:

»Der er ingen tvivl om, at Pelé var bedre teknisk end Maradona. Men problemet ved Pelé var, at han ikke havde nogen fejl. Han var den bedst opdragede mand i verden. Maradona var en gadedreng med misbrugsproblemer. Folk kunne relatere til hans fejlbarlighed. Jeg synes, den gængse Fight Night-deltager i dag minder for meget om Pelé. Vi mangler et par maradonaer for at opretholde balancen.«

Set fra min stol var Michael Jøden en maradonna. Folk elskede ham, fordi han – ud over at være en af Danmarks bedste freestylerappere – var en type, man har lyst til at tage på værtshus med. Men jeg synes samtidig, det er fantastisk, at en ny generation sparker døren ind med deres egen stil. Og nogle af dem har talentet til at løfte arrangementet til et niveau, det ikke har haft før.

Derfor glæder jeg mig allerede til næste år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her