Læsetid: 5 min.

Økonomi er ikke en eksakt videnskab

Hver gang Nobelprisen i økonomi uddeles, forherliger Nobelkomiteen økonomer, som var de evige sandhedsvidner. Det skaber overmod og leder os ud i katastrofer
17. oktober 2015

Lad os køre videre i samme rille. Det var det underliggende budskab, da Sveriges Riksbank i mandags offentliggjorde navnet på årets vinder af ’Prisen i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel’, som er dens officielle betegnelse.

Dette efterår er det syv år siden, at snart sagt hele den samlede stand af mainstreamøkonomer blev taget på sengen af et globalt finanskrak, og verden blev ramt af den »værste panik siden 1930’erne«, som fulgte i kølvandet. Alligevel blev økonomi i mandags endnu en gang fejret som videnskab på linje med fysik, kemi og medicin, da årets Nobelpris blev overrakt til den britiske økonom Angus Deaton for hans analyser af forbrug, fattigdom og velfærd.

Det er ikke så meget det faktum, at der findes en Nobelpris i økonomi, som er problemet, men at der ikke findes en tilsvarende pris inden for psykologi, sociologi og antropologi. Det giver det indtryk, at økonomi ikke hører til blandt socialvidenskaberne, men er en af de eksakte videnskaber – en skelnen, som ikke blot fører til overmod blandt økonomer, men også har indflydelse på hele vores tænkning om økonomi.

En Nobelpris i økonomi antyder, at den menneskelige verden fungerer på stort set samme måde som den fysiske. At den kan beskrives og forstås med neutrale begreber, og at den kan gøres til genstand for modelfremskrivninger ligesom kemiske reaktioner eller stjernernes bevægelsesmønstre.

Det giver det indtryk, at økonomer ikke beflitter sig med opstilling af i bund og grund fejlbarlige teorier, men derimod med afdækningen af tidløse sandheder.

Hvis man vil have et eksempel på, hvor farlig denne antagelse kan være, kan man blandt andet se på, hvordan det gik Long-Term Capital Management, en kapitalfond, som blev etableret af blandt andre økonomerne Myron Scholes og Robert Merton i 1994. Deres arbejde med derivater havde tilsyneladende givet dem en formel, som kunne omsættes i en både sikker og indbringende handelsstrategi. I 1997 fik de Nobelprisen. Et år senere tabte Long-Term Capital Management mere end 4,6 milliarder dollar på mindre end fire måneder. Det var nødvendigt at gribe ind med en hjælpepakke for at afværge den omfattende skade, deres kollaps ville have påført det globale finansielle system. Markedet, viste det sig, opførte sig ikke altid, som de videnskabelige modeller forudså.

Mangel på forskning i virkeligheden

I det efterfølgende årti skabte den samme form for overdreven tillid til de finansielle modellers magt og visdom en katastrofal medløberkultur, der i sidste ende førte til krakket i 2008. Hvorfor skulle bankfolk spørge sig selv, om deres nye indbringende komplicerede finansielle produkter var sikre, når modellerne lovede, at de var det? Hvorfor skulle lovgivere udøve reel magt, når nu modellerne kunne udføre arbejdet i deres sted?

Mange økonomer er tilsyneladende begyndt at tænke på deres disciplin, som var den et felt af objektiv viden, der vokser dag for dag. I løbet af de seneste årtier er faget økonomi på universiteterne blevet stadig mere matematisk med fokus på komplicerede statistiske analyser og modelopstillinger, mens observationer af virkeligheden er blevet stadig sjældnere.

I bogen The Financial Crisis: Who is to Blame? udtrykker den tidligere leder af London School of Economics Howard Davies det sådan her: »Der er mangel på forskning i virkeligheden de steder, hvor der handles med finanser.« Til det kunne man sige: »Ja, netop, og hvad med at gøre noget ved det?« Davies stod trods alt i spidsen for den måske mest prestigefyldte institution for forskning i økonomi i hele Europa. Beliggende et stenkast fra de banker, der kollapsede.

Alle disse banker har komiteer, hvor et hold bankfolk sætter sig ned og kigger på de nye komplicerede finansielle produkter for at afgøre, om deres bank skal kaste sig ud i handel med dem eller ej. Hvis økonomi blev opfattet som socialvidenskab ligesom sociologi eller antropologi, ville forskere interviewe disse komitémedlemmer, nærstudere deres mødereferater og observere så mange møder som muligt. Det er sådan, de feltarbejdsbaserede, »kvalitative« socialvidenskaber praktiseres.

Disse tilgange har ganske rigtigt metodiske slagsider, for eksempel ringe verificerbarhed eller bias i enten udvalget af empiri eller forskerens egen forudindtagethed. Forskellen mellem økonomi og andre socialvidenskaber er bare, at sidstnævnte er åbne omkring disse begrænsninger, og netop fordi menneskelig viden om mennesker er grundlæggende forskellig fra menneskelig viden om den fysiske verden, er det afgørende vigtigt at foretage disse uperfekte observationer.

Politik forklædt som teknokrati

Den form for ydmyghed, som socialvidenskaberne viser, kan man forsøgsvis sammenligne med holdningen hos den tidligere centralbankdirektør Alan Greenspan, en af arkitekterne bag dereguleringen af finansverdenen og en stor tilhænger af modeller. Efter krakket forklarede Greenspan den amerikanske Kongres, at han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at bankfolk ville køre deres egne banker i sænk.

Men hvis han havde læst bare en brøkdel af den eksisterende antropologiske litteratur om finansverdenen, ville det ikke være kommet nær så meget bag på ham. Bankerne har de sidste årtier indarbejdet en nul jobsikkerhedskultur, hvis konsekvenser kan opsummeres som følger: »Hvis du kan ryge ud ad døren inden for fem minutter, så bliver din horisont fem minutter.«

Finansantropologen Karen Ho har for eksempel i sin bog Liquidated understreget, hvor afgørende den manglende jobsikkerhed har været for mekanismerne på Wall Street (London kører efter samme system), mens finanssociologen Vincent Lépinay i Codes of Finance har vist, hvordan den institutionelle hukommelse forsvinder, når folk skifter job ofte og med kort varsel. Og økonomen Ha-Joon Chang har med sin 23 Things They Don’t Tell You About Capitalism vist, hvordan det, der tælles med og ikke tælles med i opgørelsen af BNP, i høj grad er et spørgsmål om ideologi og politik.

Hverken BNP, inflation eller væksttal er objektive måleapparater. Langt hovedparten af økonomisk tænkning er politik forklædt som teknokrati.

Nobelprisen i økonomi er ikke engang en ’ægte’ Nobelpris, men blev etableret af den Svenske Riksbank i 1969. Hvis den skal have nogen berettigelse, må den gentænkes som en generel socialvidenskabelig pris, så den kan spille samme rolle som de andre Nobelpriser: at bidrage til at berige den globale samtale med nye opdagelser og indsigter fra hele spektret af socialvidenskaber, med den ydmyghed, der er passende for viden skabt af mennesker om mennesker.

Spørgsmålet er, om økonomer frivilligt vil dele deres prestigefyldte pris? Deres egne almene økonomiske teorier om menneskets egoisme taler ikke for det.

Joris Luyendijk er journalist og blogger om bankverdenen for The Guardian © The Guardian og Information Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Maaløe
  • Einar Carstensen
  • Ejvind Larsen
  • Grethe Preisler
Erik Maaløe, Einar Carstensen, Ejvind Larsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Artiklen bør tilføjes det økonomiske kanon og være pligtlæsning i undervisning af kommende økonomer. Læs også Jesper Jespersens artikel i denne avis.

Jørgen M. Mollerup

Sygdommen er langt mere udbredt, end artiklen giver udtryk for. Prøv at lægge mærke til hvor mange gange der efterlyses mere faktuel viden om dette eller hint problem. Her forveksles statistiske undersøgelser med eksakt viden. At man kan udvikle en korrelation mellem to størrelser, dvs. vise en tilsyneladende statistisk sammenhæng, siger intet om hvorvidt det giver mening at relatere de to størrelser til hinanden. Denne fundamentale fejltagelse stortrives inden for mange ’videnskaber’.
Der eksisterer, groft sagt, to kategorier af videnskaber. De eksakte videnskaber hvis fundamentale antagelser kan udtrykkes i matematikkens eksakte sprog, og så de andre videnskaber der er en blanding af empiri og trosantagelser eller skoler, om man vil.
En fundamental fysisk antagelse er en antagelse, der ikke kan bevises, men som eksisterer, fordi den ikke kan modbevises hverken teoretisk eller eksperimentelt.

Soren Andersen

"Artiklen bør tilføjes det økonomiske kanon og være pligtlæsning i undervisning af kommende økonomer"

Det har man stort set altid gjort, og det er vel næppe fagets problem at andre åbenbart ikke ved det eller ikke kan videreformidle budskabet i sin fulde form? Det er også en dårlig ide at sidestille dårligdomme i det finansielle system som noget der udspringer af økonomi eftersom de største kritikere af samme system som regel er at finde på de højere læreranstalter indenfor samme fag.
Boligmarkedet har f.eks. altid fået på puklen af Finn Østrup, Lennart Lynge m.fl. og de er, såvidt jeg ved tilknyttet CBS

Einar Carstensen

Hvis økonomi havde været en videnskab, var finansministerens modeller forlængst rettet, så de afspejlede den nuværende danske virkelighed.