Læsetid: 3 min.

Er Østeuropa fange af fortiden?

Har flygtningekrisen fået EU’s øst-medlemmer til at klappe i omkring sig selv som en samling østers, og har det noget med Anden Verdenskrig at gøre? Og splitter EU egentlig eller samler?
31. oktober 2015

»Jeg er skam bare med som observatør,« vitsede Ungarns premierminister Viktor Orban, der som bekendt har lukket landets grænser med pigtråd, til EU-topmødet om flygtningekrisen i sidste weekend.

»Ja vi ligger jo ikke længere på flugtruten gennem det vestlige Balkan,« uddybede den nationalistisksindede premierminister venligt for de fremmødte reportere i Bruxelles.

Omtrent samtidig strømmede polakkerne til valgurnerne for at smide deres regering på gaden og i stedet give det konservative, flygtningefjendtlige parti Lov og Retfærdighed absolut flertal.

Dermed satte de yderligere skub i intet mindre end en tidevandsbølge af illiberalisme, skrev stjerneøkonomen Nouriel Roubini torsdag i The Guardian. Begrebet illiberalisme, som bedst kan oversættes til en krydsning mellem frisinds- og (økonomisk) frihedskritik etablerede Roubini med henvisning til Ruslands ’putinomics’, Ungarns ’orbanomics’, Tyrkiets ’erdoganomics’ og Italiens (dog overståede) ’berlusconomics’.

Formlen er ifølge Roubini hver gang den samme: »En nationalistleder får magten, når den økonomiske syge skaber kronisk og sekulær stagnation. Denne demokratisk valgte autoritære leder begynder derefter at begrænse politisk frihed gennem hårdhændet medie- og især tv-kontrol. Derefter begynder han (det har hidtil kun været mænd, men Frankrigs Marine Le Pen ville også passe til formlen, hvis hun skulle få magten) at modarbejde EU (hvis landet er medlem) og andre overnationale institutioner.«

Derefter, forklarer Roubini, kommer alt det andet: modstand mod frihandel, globalisering, indvandring, måske endda »endnu dybere autoritære og antidemokratiske træk«. Minder det om noget? Ja, det minder ifølge Roubini om 1930’erne, hvor økonomisk stagnation og depression førte til Hitler, Mussolini og Franco. »Vor tids udgave af de illiberale ledere er måske ikke lige så politisk giftige som deres forgængere fra 1930’erne. Men deres økonomiske korporatisme og autokratiske stil ligner.«

Økonomen advarer:

»Hvis vi ikke gør noget resolut nu, vil den fredelige, integrerede, globaliserede, overnationale stat EU fejle, og dystopiske nationalistiske regimer vil rejse sig. Den slags steders konturer har vi set tegnet i litterære værker som George Orwell’s 1984, Aldous Huxleys Fagre nye verden, og Michel Houellebecqs Submission. Lad os håbe, at de bliver på papiret.«

En ny øst-vest-konflikt

Har Østeuropa da intet lært af deres egne årtier med flugt? Sådan har mange, herunder den tyske kansler Angela Merkel, spurgt i de seneste uger. Men vi kan godt droppe de selvgode belæringer, skriver Spiked Magazine-redaktør Tim Black. Han protesterer mod en moralsk fortælling, hvor det vestlige Europa ser sig selv som medfølende og progressivt, altimens det dikterer østlandende de tvangsflygtningekvoter, som blev en udløsende faktor for den polske regerings fald. I den fortælling er Østeuropa den mørke side: »de tilbageståendes side, jernkorsenes og fascisme-resternes side.«

Østrigs kansler, Werner Faymann, er blandt dem, der har alluderet til nazismen i sin kritik af Ungarns flygtningehåndtering: »At losse flygtninge op på tog, i håbet om at de kører langt væk, vækker minder om den mørkeste periode på vores kontinent.«

Også Princetonhistorikeren Jan Gross, som er født i Polen, har trukket tråden til Anden Verdenskrig: Tyskland »havde intet andet valg end at ’bearbejde’ sin morderiske fortid. Dette var en lang og svær proces, men fordi det tyske samfund er bevidst om dets historiske ugerninger, er det blevet i stand til at håndtere moralske og politiske udfordringer som den aktuelle flygtningestrøm (...). Østeuropa, derimod, har endnu ikke set sin morderiske fortid i øjnene,« skrev Gross på Project Syndicate i september under overskriften »Skammens krise i Østeuropa«.

Tab af suverænitet

Men under dette dette narrativ, siger Tim Black, ligger en helt anden antagonisme: »mellem EU-elitens transnationale statsførelse og de østeuropæiske medlemsstaters trængte suverænitetsfølelse.«

Det rigtigt ømme spørgsmål er ikke, mener Black, om man kan lide flygtninge eller ej. Det er, om de østeuropæiske stater bliver tvunget til at åbne deres grænser og endda indoptage tvangskvoter af flygtninge.

»Det er stater, hvis evne til at kontrollerede deres egne ydergrænser er ved at forsvinde,« påpeger han.

Dermed påtvinger EU sine egne nye grænser fra distancen og underminerer østeuropæernes oplevelse af at have kontrol over sig selv. Og kalder derpå modstanden mod projektet for overleveret nazisme.

Med de uskyldige flygtninge som stødtropper har EU-eliten ifølge Tim Black »forvandlet en politisk uenighed om, hvem der kontrollerer de nationale grænser ,til en personlig, kulturel og moralsk konflikt om et helt regionalt folkeslags dyd.« Og dermed, som sædvanlig, ikke forenet, men splittet europæerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu