Læsetid: 8 min.

Med den permanente undtagelsestilstand har ’krisen’ taget magten fra demokratiet

Kriser kræver hurtig handling. Så hvad sker der med et samfund, når alle er enige om, at det er i krise?
Krisens magt eller magtens krise? Onsdag udviklede store fagforenings-demonstrationer i den belgiske hovedstad, Bruxelles, mod statslige nedskæringer sig til uroligheder og sammenstød mellem demonstranter og politi. Her lægger en demonstrant an til at returnere en tåregasgranat.

Virginia Mayo

10. oktober 2015

»Krisen består netop i, at det gamle dør, og at det nye ikke kan fødes: i dette interregnum finder man de mest forskelligartede sygdomstegn«

Antonio Gramsci

Europa er i krise. Siden 2008 har dette begreb indtaget en privilegeret plads i det europæiske samfunds selvforståelse. ’Krise’ er den måde, Europa diagnosticerer sig selv på.

Ord er aldrig uskyldige. Når en konsensus etablerer sig omkring, hvilke begreber der betegner den politiske og økonomiske situation, vi lever i, produceres en bestemt forståelse af denne situation – og denne forståelse ændrer koordinaterne for, hvad der anses for muligt og umuligt. At tale om ’krisen’ er med andre ord en magtteknik.

Skabelsen af konsensus omkring begrebet krise etablerer en fornemmelse af uopsættelighed, midlertidighed og en følelse af, at det er nødvendigt at handle hurtigt. Krisen fungerer som en slags undtagelsestilstand, der tillader magthavere at suspendere det politiske og juridiske systems normale funktionsmåder. I dagens Europa er krisebegrebet blevet en form for legimitetsreserve, som magthavere henviser til i forsøget på at gennemtrumfe politiske beslutninger, der er upopulære i befolkningerne, og som under normale omstændigheder ikke ville være mulige.

I de seneste år har vi i det kriseramte Europa været vidne til en række politiske fænomener, der er blevet forsøgt retfærdiggjort gennem referencer til krisen – og her er vel at mærke alene tale om den økonomiske, gældsbaserede krise og ikke den flygtningekrise, der i de seneste måneder er kommet til: Overførslen af beslutningsmagt til uformelle netværk som ’Eurogruppen’ og overnationale institutioner som Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank, overførslen af enorme summer af offentlige midler til private banker, hård austeritetspolitik, teknokratregeringer og tilsidesættelsen af national suverænitet. Det er krisen, der gør det nødvendigt at tage disse midlertidige og ellers uhørte forholdsregler; det er krisen, der gør det nødvendigt at suspendere demokratiet. Hvor den folkelige opbakning svigter, træder et kor af politikere og eksperter til med det, den tyske forsker Joseph Vogl kalder »undtagelsestilstandens retorik«, for at belære os om, at krisen kræver hurtig handling.

Krisis

Et vue over begrebets historie tillader os at forstå, hvorfor netop dette begreb er i stand til at indstifte en form for undtagelsestilstand og fungere som legitimitetsreserve. For når vi i dag bruger ordet ’krise’, klinger en flere tusind år lang betydningshistorie med – en historie, der omfatter en masse politisk, medicinsk og teologisk tankegods, der som en understrøm former vores forståelse af nutidens situation og dens muligheder.

Ordet stammer fra det oldgræske krisis, der på sin side stammer fra krin, der betyder ’afgørelse’, ’valg’, ’adskillelse’, ’dom’ og ’strid’. I antikken have krisis tre betydninger. Inden for den politiske sfære betegner det et afgørende moment i den politiske beslutningsproces – krisis er det punkt, hvor en dom eller en afgørelse er nået. ’Krisis’ får også en teologisk betydning, idet det i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente betegner dommedag, altså Guds retfærdige dom over menneskene. Og endelig har ’krisis’ en teknisk betydning i hippokratisk medicin, hvor det betegner det punkt i et sygdomsforløb, hvor det afgøres om patienten vil leve eller dø – et punkt, hvor lægens intervention er nødvendig og afgørende for sygdommens udfald.

Begrebet undergår herfra en lang og kompleks udvikling. Op gennem Middelalderen er den medicinske betydning af begrebet dominerende, og den i Vesten så udbredte analogi mellem den menneskelige krop og det politiske samfund gør det muligt for begrebet at vandre fra medicinsk fagsprog over i det politiske sprog i løbet af 1500-tallet. Gradvist bliver krise også til et økonomisk begreb, selv om det først er i den sidste halvdel af 1800-tallet, at denne brug bliver almindelig. I 1700-tallet genoplives krisens teologiske betydning i tysk historiefilosofi, og i en form for sekulariseret eskatologi indtager historien nu Guds plads som dommer – nogenlunde den samme plads, som markedet indtager i dag.

Uopsættelighed, midlertidighed, retfærdighed

Fra sidst i 1700-tallet bliver ’krise’ ifølge den tyske historiker Reinhart Koselleck til en af »modernitetens strukturelle signaturer«, og fra 1800-tallet og frem kan vi ifølge Koselleck ligefrem tale om »krisens tidsalder«. I det 20. århundrede breder krisebegrebet sig ud til alle livets sfærer, og især siden den finansielle krises udbrud i 2008 har vi levet i en verden, der forstår sig selv som én stor krise, bestående af et mylder af forskellige kriser: finanskriser, flygtningekriser, klimakriser, gældskriser, identitetskriser, økonomiske kriser, humanitære kriser, psykiske kriser og politiske kriser.

På tværs af begrebets historiske udvikling og de forskellige måder, det er blevet brugt på, aftegner der sig nogle relativt stabile betydningselementer. Først og fremmest skaber krisen et utvetydigt krav om uopsættelig og nødvendig handling – krisen skaber følelsen af, at vi bliver nødt til at gøre noget. Krisen har også altid et skær af midlertidighed – krisen er en afgørende, men midlertidig fase, hvor vores handlinger er afgørende for, hvordan fremtiden udformer sig. Og så har krisen også et element af moralsk dom: En krise er på en eller anden måde ofte en retfærdig dom over situationen.

Kriseanalogier

Begrebets historie viser os, hvorfor det er i stand til at fungere som en magtteknik, som politiske aktører kan gøre brug af. Begrebets vandring fra medicin og teologi over i politik og økonomi skaber nemlig nogle interessante implicitte analogier. Det er, som om visse historiske betydningselementer som en slags blinde passagerer sniger sig med i den metaforiske vandring fra medicin og teologi til politik og økonomi og overlever, selv om vi ikke er bevidste om begrebets historie.

På krisens vej fra medicin til økonomi bliver lægen og patienten skiftet ud med henholdsvis politikeren eller eksperten og økonomen. Ligesom lægen nødvendigvis må intervenere i sygdommens forløb for at genoprette kroppens naturlige balance (sundhed), må politikeren og eksperten intervenere for at genoprette økonomiens naturlige balance (vækst). Og ligesom lægens faglige viden er påkrævet for at udføre denne opgave, er økonomisk politik ikke noget for pøblen, men noget, der bedst varetages i uformelle grupper og teknokratiske institutioner som ECB og IMF.

Krisebegrebets teologiske dimensioner skaber på samme måde en analogi, der er tydelig i nutidens krisediskurs. Ligesom krisen i kristendommen er Guds retfærdige dom over mennesket, er den økonomiske krise i Europa markedets dom over menneskene. De har levet over evne, de er dovne som grækerne, grådige som finansfyrsterne, de har vænnet sig til friværdifesten, de gik for tidligt på pension, og de har krævet for høje skatter. De har begået hybris, de har sat sig op imod markedet. Lyt blot til José Manuel Barroso, der igen og igen i sin tid som formand for EU-kommisionen gentog, at »krisen har åbenbaret, at mange af os – som europæere – levede over evne og havde udviklet visse dårlige praksisser«.

Det konstante statskup

Som den italienske filosof Giorgio Agamben har peget på, bruges krisebegrebet i dag som et ’regeringsværktøj’. Krisen er blevet en permanent tilstand, og den midlertidighed, der engang karakteriserede krisen, er ophævet. På denne måde er krisens undtagelsestilstand konstant, og i stedet for en reel afgørelse får vi ifølge Agamben teknokraternes »kontinuerlige beslutningsproces, der ikke afgører noget«. Krisen »tjener til at legitimere politiske og økonomiske beslutninger der reelt frarøver borgerne enhver mulighed for beslutning«.

Begrebet bruges ifølge Agamben til at »installere en stabil tilstand af snigende og fiktiv nødsituation uden en klart identificerbar fare« – begrebet skaber en uformel undtagelsestilstand, der gør det muligt at omgå normale regeringspraksisser og -procedurer. Derfor har regeringsførelsen i krisetilstanden en tendens til at blive et »endeløst statskup«, hvor regler og love omgåes under den rituelle påkaldelse af ’krisens’ krav.

Teknokratisk krisemanagement

Den politiske håndtering af krisen i Europa har først og fremmest fundet sted i mere eller mindre uformelle grupper og i overnationale institutioner uden klar demokratisk legitimitet. I mangel på opbakning fra en befolkning, der bliver mere og mere skeptisk over for EU, forsøger det teknokratiske regime at legitimere sig selv ved referencen til krisen og den følelse af nødvendig, uopsættelig handling, som begrebet præger den politiske situation med.

Ved implicit – og sikkert uden at vide det – at trække på begrebets teologiske og medicinske historie forsøger det teknokratiske regime at moralisere og naturalisere markedet. Markedet bliver gjort til en moralsk instans, der fælder retfærdige domme, og markedet bliver gjort til noget ’naturligt’, der ligesom kroppen har en naturlig balance, som det handler om at genoprette.

Ved bl.a. at appellere til krisen og dens krav om handling formår europæiske magthavere at gennemføre en hård austeritetspolitik, at overføre offentlige penge til private banker og undergrave nationalstaternes suverænitet. Den fælles forståelse, der skabes, når ’krise’ accepteres som diagnose, gør ting mulige, der ellers ikke ville have nogen gang på jord.

Barroso indrømmede det på påfaldende ærlig vis, da han i en tale i Europa-Parlamentet sidste år sagde:

»Krisen endte med at give os det politiske momentum til at foretage ændringer, der før nedturen havde været uopnåelige – nogle af disse ændringer var endda utænkelige.« Man skulle næsten tro, at den gode Barrosso her tænkte på neoliberalismens ideologiske fader, Milton Friedman, der i 1982 skrev: »Kun en krise – virkelig eller indbildt – skaber virkelige forandringer. Når den krise kommer, afhænger de handlinger, der bliver foretaget, af de ideer, der flyder omkring. Dette er, mener jeg, vores basale funktion: at udvikle alternativer til den eksisterende politik, at holde dem i live og tilgængelige, indtil det politisk umulige bliver det politisk uundgåelige.«

Den virkelige krise

Giorgio Agamben opfordrer Europas borgere til at indse, »at denne uendelige krise – ligesom undtagelsestilstanden – er inkompatibel med demokrati«. Så hvad stiller vi op mod dette forsøg på at legitimere en politik, der for at sikre finanskapitalen profitable vilkår ofrer demokratiet? Her kan vi måske med fordel vende os mod den tyske filosof Walter Benjamin, der i 1940 i erkendelse af, at »den ’undtagelsestilstand’, vi lever i, er reglen«, skrev, at »vores opgave går ud på at tilvejebringe den virkelige undtagelsestilstand«.

Som modtræk mod teknokraternes endeløse forlængelse af krisen må vi generobre det element af en reel afgørelse, der ligger i begrebet, og skabe en virkelig krise for kriseregimets hærgen – og erstatte krisens magt med magtens krise.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Ditlev Nissen
  • Arne Henriksen
  • Stig Bøg
  • mikkel pørksen
  • Espen Bøgh
  • Jens Jørn Pedersen
  • Peter Jensen
  • Gorm Lerche
  • Jan Pedersen
  • Peder Pedersen
Anne-Marie Krogsbøll, Ditlev Nissen, Arne Henriksen, Stig Bøg, mikkel pørksen, Espen Bøgh, Jens Jørn Pedersen, Peter Jensen, Gorm Lerche, Jan Pedersen og Peder Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peder Pedersen

Fremragende folkeoplysning, men de flestes opmærksomhed er nok optaget andre steder. Er der ikke en "stand-upper", der kan lade sig inspirere til et show med aktuelle eksempler på magthavernes misbrug af begrebet krise? Når man er blevet opmærksom på fænomenet, er den daglige nyhedsstrøm fuld af dem.

Ditlev Nissen, Jørn Andersen, Steffen Gliese, Einar Carstensen og Jan Pedersen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Ureguleret liberal kapitalisme er en 'bitch', det har hun altid været!

Det forsøges forklaret, at der bare skete, at reaktionen på overraskelsen skabte 'krisen', men det er naturligvis 'krise-snak', hvor ses det tilfældige opstå?

EU og Goldman Sachs er, to alen ud af et stykke, den hellige finanssektor og Goldman Sachs tradefloor mantra: "Det er ikke nok at vinde, nogen skal også tabe"

Demokratiet har tabt og plutokraterne vundet.

PS.
Faktat USA:

I følge Oxfam International's rapport "Working for the Few" 2014-2015, har den rigeste ene procent af befolkningen i USA, profiteret 95 procent af den samlede vækst, siden 2009, alt imens de 90 procent fra bunden alle blev fattigere.

Fakta Storbritanien 2015:

Behovet for fødevarebanker er eksploderet under den nuværende regering.
I 2010 blev der delt hjælp ud til 40.000 personer.

I 2013-14 var antallet steget til 900.000, og i det forløbne år over 1 million. Tallet viser antal uddelte portioner mad ca. 50 procent er folk, der vender tilbage flere gange 83 pct. angiver ændringer i offentlig hjælp som årsag til, at de må bruge fødevarebanker.

I 2014 voksede den britiske økonomi med 2,8 pct. Det er den højeste vækst siden 2006.

kjeld jensen, Jørn Andersen, Ivan Breinholt Leth, Preben Haagensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

»Krisen består netop i, at det gamle dør, og at det nye ikke kan fødes: i dette interregnum finder man de mest forskelligartede sygdomstegn«

Det kapitalistiske vækstparadigme er under afvikling; eksponeringen af dets mytiske karakter øges støt - mens magtfuldkomne, politiske unionssystemer under indtryk af den globale kapitals aspirationer søger at modarbejde paradigmeskiftet med vikarierende krisenotationer og frygtdisciplinering?

Philip B. Johnsen

Hvis ’det skulle kunne betale sig at arbejde’ ville hele verden indføre, rimelig beskatning af de superrige, handelsbarrierer der hindre klimaforandringer og udryddelse af fattigdom.

Peter Jensen Hvorfor tror du det?

Jeg ser verden regeret af de superrige, demokratisk valgte regeringer er blot de superriges samfundsundergravende håndlangere, bevist eller ubevidst.

Befolkningen er paralyseret af mangel på fantasi til, at forestille sig, at deres ledere virker, som håndlangere for plutokrater, hvor mennesker ikke har noget værd bortset fra økonomisk.

Hvad tror du EU vil gøre, hvis der blev indført 'gratis' færgefart over Middelhavet for, at undgå de mange døde børn på græske og libyske strande.

Det er alt for dyrt!

Philip B. Johnsen

Sorry lille fejl!

Peter Jensen Hvorfor tror du det?

Jeg ser verden regeret af de superrige, demokratisk valgte regeringer er blot de superriges samfundsundergravende håndlangere, bevist eller ubevidst.

Befolkningen er paralyseret af mangel på fantasi til, at forestille sig, at deres ledere virker, som håndlangere for plutokrater, hvor mennesker ikke har noget værd bortset fra økonomisk.

Hvad tror du EU vil gøre, hvis der blev indført 'gratis' færgefart over Middelhavet for, at undgå de mange døde børn på græske og libyske strande.

Det er alt for dyrt!

"Jeg ser verden regeret af de superrige, demokratisk valgte regeringer er blot de superriges samfundsundergravende håndlangere, bevist eller ubevidst."

Philip, min pointe omfattede at disse demokratisk valgte regeringer indgår i unionssystemer, som - under indtryk af kapitalens vilje - overfor de befolkninger som har valgt dem, 'begrunder' bl.a. overvæltningen af ressourcer og kapital fra fælles (dvs. offentligt) eje til de såkaldt frie markeder samt indskrænkninger i demokratiske rettigheder med henvisninger til kriser, som for en flerheds vedkommende er genereret af den kapitalistiske verdensorden, som denne historisk har udfoldet sig. EU er et godt eksempel på et sådant unionssystem - og vi har set finanskrise og eurokrise spændt grundigt for kapitalens neoliberale krav overfor især Sydeuropa, ligesom vi nu ser flygtningekrisen spændt for det neoliberale ønske om et endnu mere topstyret Europa.

Steffen Gliese

Det er godt, at overskriften sætter 'krisen' i anførselstegn, for reelt er der jo ikke noget i samfundet, der har været alvorligt nok til at blive betegnet krise - og intet, som vi ikke med en rigtigere politik ville have kunnet lægge bag os.
I stedet har vi ført en politik, der skar ned, frem for at satse på at løse de opgaver, der blev forsømt i de år, hvor alting handlede om at tjene penge - og desværre tjene penge på abstrakter frem for virkelige, håndgribelige værdier. Den tanke, der er velfærdsstatens største fjende: at man også kan tillægge det, der ellers figurerer som en udgift i et samfundsregnskab, evnen til i stedet at være indtægtsgivende. Det drejer sig om ting, som vi ellers helst vil have ikke skal udsættes for markedskræfterne: omsorg og pleje, forskning og uddannelse, kunst og kultur, retsvæsen og sikkerhed. Tiltroen til de bærende institutioner er simpelthen blevet nedbrudt blandt embedsmænd, der i stadig ringere grad vokser op med indsigt i betydningen af disse helt vitale aktiviteter i samfundet. - Derfor må det gå galt, når vi i stadig mindre omfang vil bruge tid og energi på det, der er vitalt, og mere og mere tid på det, der er unødvendigt, men på papiret skaber det finansielle grundlag for de øvrige aktiviteter. I virkeligheden skal man huske, at en meget lille del af befolkningen i dag kan producere tilstrækkeligt til både eksport, der kan byttes med nødvendige varer fra udlandet, og det, vi skal forbruge.

"krisen", kapitalens og liberalismens rester efter deres løsslupne økonomiske handlinger på det frie marked, som de samtidig gerne giver skylden for de opståede kriser gang på gang.

Det frie marked i liberalistisk forståelse sættes ingen begrænsninger for liberal økonomi og dets handlinger, - men når det går galt, så fungerer ingen af liberalismens mekanismer sådan som prædiket af liberalisterne, og hvor der så vil komme andre og overtage resterne, og gøre det til en god forretning igen, som de kan videreføre, - næ, det vi har set i hele Europa er, at staterne skal, ja må, træde til med penge, så de gamle selvforskyldt forgældede virksomheder får kunstigt åndedræt, eller sagt på dansk, er på statslig overførselsindkomst i såvel særklasse som på luksusklasse betalt af staterne, men ikke kritiseres lige så hårdt, som de 200.000 ledige bliver det.

Hvorfor lader staterne ikke liberalismen love virke under disse kriser, og forlanger at disse dårligt ledet virksomheder gå ned, så liberalisterne og kapitalen selv kan lære noget af de kriser deres liberale ideologi medfører for dem selv, hvorfor skal det kun være lønmodtagerne der skal bære byrderne af en krise, såvel åndeligt ved forhånelse, som materialistisk og økonomisk ved deres skattekroner bliver taget af politikerne og givet blanco til liberalismen og kapitalen, som så intet lærer af deres falske "sandheder" om liberalismen velsignelse for ethvert samfund?

Danske politikere burde dengang krisen kom, ikke have givet nogen bankpakker til især de helt store banker, men i stedet have givet bankerne lidt af deres egen medicin, som bankerne er så gode til at give deres kunder.

Det havde været helt fint om man havde sagt til f.eks. Danske bank, a de var i økonomisk klemme; "ja lad os se hvilke værdier I har som vi kan købe, hvordan med Dankort og NETS, hvad koster de?", for når man ingen penge har, så må man sælge ud af sine værdier - det er jo god liberale ideologi.

- Det havde lært bankerne fremover at sætte tæring efter næring, og passe bedre på deres værdier så de ikke mistede dem i ren kasinoøkonomi, sådan som det var sket.