Læsetid: 4 min.

Politisk navngivning

Navngivning er stadig en af de mest magtfulde politiske handlinger
Navngivning er stadig en af de mest magtfulde politiske handlinger

Ib Kjeldsmark

24. oktober 2015

Navngivning opfattes sjældent som en politisk begivenhed. Familien samles i kirken, præsten siger et par besværgelser, som de færreste af de tilstedeværende tror på, og så har lille Peter eller lille Amalie fået et navn. Bagefter er der en fest af en slags med lidt gaver og lidt kaffe. De fleste gæster tager hjem inden aftensmaden. Hvad kunne være mere privat og følgelig mindre politisk end det?

Det hele bliver imidlertid lidt mindre privat, når vi kigger nærmere på sagen. For med navnet bliver barnet for alvor skrevet ind i den overordnede samfundsstruktur, som man med Lacan kan kalde den store Anden. I kraft af sit navn kan barnet identificeres og underordnes den samfundsmæssige orden. Det kan få velfærdsydelser og tildeles visse rettigheder, men det kan aldrig mere slippe fri af den magt, som resten af samfundet udøver over det.

I en svunden fortid var navnet politisk på en helt åbenlys måde. Havde det lille barn et navn med suffikset -sen, kunne det hurtigt blive anvist en plads i nærheden af samfundets bund. Hed det derimod noget, hvor præfikset von indgik, kunne det placeres i samfundets top. I dag er det mest numerologer, der bekymrer sig om navnets fonetik og semantik. Det eneste, navnet i dag skal gøre med sikkerhed, er at identificere. I Danmark varetages denne funktion først og fremmest af personnummeret. Det sikrer, at man aldrig vil få lov til at undfly gæld af nogen art – banken skal nok få sine penge, loven finder altid den skyldige.

Occupy

I det lys bliver det klart, hvad der var Occupy-bevægelsens store bedrift – uanset hvor lidt folk taler om den i dag. Den gav et navn til noget, vi har manglet et ordentligt navn for: ’1 %’. Dette navn fungerer så godt, fordi det med al tænkelig klarhed minder os om, at verden stadig bliver styret fra toppen. ’1 %’ er det rette navn til det moderne aristokrati. For nylig kom det frem i en rapport fra den schweiziske investeringsbank Credit Suisse, at én procent af verdens befolkning ejer over 50 procent af verdens rigdom. En sådan skævhed i fordelingen af værdier betyder nødvendigvis en voldsom skævhed i fordelingen af magt. Hvad er den moderne verdens parlamentariske demokrati og frihedsrettigheder mod den magt, der består i at kunne flytte kapital på tværs af kloden i et tempo, som får nationer til at opleve henholdvis voldsom vækst eller økonomisk undergang?

Det vigtige ved navnet ’1 %’ er ikke bare, at det gør os opmærksom på, at der findes en voldsomt stærk økonomisk elite i vores moderne verden. Navnet fremviser også en strukturel pointe om det moderne aristokrati. Det afgørende er ikke, hvem der sidder i den økonomiske magtelite – om de hedder von Rothschild eller von And – men selve den systematiske skævhed, der ligger i fordelingen af værdier. Navnet ’1 %’ siger os lige netop, at det er denne skævhed, vi bør bekæmpe.

Middelklassen

Hvor Occupy havde succes med at definere de 1 %, var etablissementets modtræk imidlertid ikke mindre effektfuldt. I stedet for at betvivle påstanden om den enorme strukturelle ulighed, som simpelthen er en kendsgerning, har konservative kræfter forstærket indsatsen i det gamle begreb om ’middelklassen’. Dette navn siger nemlig, at det langt hen ad vejen går godt for de fleste – og at elitens rigdom derfor ikke er det virkelige problem. Målet bliver i stedet at få de sidste udstødte med op i middelklassen. De ’99 %’, som Occupy hævdede at repræsentere, blev dermed både omdøbt og splittet – i ’middelklassen’ og ’underklassen’, og den øverste ene procent blev genforenet med den brede vælgermasse.

Med andre ord blev kapitalismens grundlæggende antagonismer igen tildækket og transformeret til en modsætning mellem dem, der er med, og dem, der nok skal komme med på et tidspunkt. Det går generelt godt, og med tiden skal de svage nok få det bedre af, at de rige bliver rigere. I hvert fald hvis de tager sig lidt sammen. Navnet ’middelklassen’ er med andre ord trickle down-teorien omsat til en ideologisk tåge. Med Occupy-bevægelsens ord: »They piss on us, and call it trickle down!«

Navngivning har således markante politiske implikationer: Accepterer man fantasien om middelklassen, eller insisterer man på en samlet front af lønmodtagere i prekære eller underbetalte job, dårligt forsikrede, migranter, udsatte, arbejdsløse, udbyttede, fattige osv. mod den ekstremt rige overklasses dominans? Måske må der opfindes et nyt navn til de 99 procent for at reartikulere Occupy-bevægelsens kritiske impuls. I hvert fald er det vigtigt ikke at lade sig spise af med en velsignelse og en kop kaffe, når man forsøger at forstå sin position i denne verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu