Baggrund
Læsetid: 19 min.

Ramzi, sheriffen og den hårde kerne

Trods faldende ungdomskriminalitet findes der stadig børn og unge, som bliver kriminelle. Den nye regering vil møde dem med mere konsekvens og straf. Men hvem er de unge? Og hvad skal der til for at få dem på ret kurs?
Den sikrede institution Sønderbro er ikke et fængsel, men en aflåst institution for unge, der har begået alvorlig kriminalitet. De har hver deres værelse, men cigaretter, lighter og deodorant er låst inde på kontoret i et skab for at undgå, at de unge skader sig selv eller andre

Den sikrede institution Sønderbro er ikke et fængsel, men en aflåst institution for unge, der har begået alvorlig kriminalitet. De har hver deres værelse, men cigaretter, lighter og deodorant er låst inde på kontoret i et skab for at undgå, at de unge skader sig selv eller andre

Ulrik Hasemann

Moderne Tider
3. oktober 2015

Ramzi hænger ud ad vinduet i stuelejligheden på Ydre Nørrebro. »Velkommen til. Det er her!« Han er høj og tynd. Håret er sort. På overlæben springer lidt skæg frem. Men ellers er ansigtshuden glat og brun. Om halsen har han to tynde kæder af sølv og guld, og hans lyse løse jeans er hullede de rigtige steder. Ved siden af ham i vindueskarmen står en lille chiliplante.

20-årige Ramzis lejlighed har køkken, sofa, seng og fjernsyn i et enkelt rum. Her er stort set ingen gulvplads, men han har ikke haft fast bopæl i to år, så han er stolt af sit hjem. Han er den ældste af fem brødre, og kommunens børnefamilieenhed har været fast gæst hos familien det meste af hans opvækst i Husum og på Amager.

»Da jeg var 12 år, røg jeg smøger. Da jeg var 13 år, røg jeg hash. Da jeg var 14 år, begik jeg min første kriminalitet. Jeg kunne ikke få penge derhjemme, havde ikke noget arbejde, og så lavede jeg tyveri, knæk, afpresning og handlede med hash.«

Sheriffen fra Slotsholmen

Der er kun tre en halv kilometer fra Nørrebro til justitsminister Søren Pinds kontor på Slotsholmen. Der synes alligevel langt. Kontoret er tre gange så stort som hele Ramzis hybel, med sildebensparketgulvet, dekorative sukkulenter og en spejlblank kaffekande på mødebordet.

Men når ministeren taler, er det drenge som Ramzi, han taler om. Børn, som vokser op i belastede kvarterer. Som tilbringer tiden på gaden, hvor de finder et fællesskab om kriminalitet med andre.

»Det er unge, der er stødt ud og har enorme vanskeligheder med at komme ind i fællesskabet igen. Hvilket kommer til udtryk i bandekriminalitet og forbrydelser som knivstikkeri, voldtægt og enkelte gange også drab. Jeg har været frustreret over igen og igen at høre politi, socialrådgivere og SSP-medarbejdere sige: Vi ved, hvem det er – en lille hård kerne af unge. Og det er min oplevelse, at den her kerne mere eller mindre har været uanfægtet af det arbejde, der har været gjort i de sidste 30-40 år,« siger Søren Pind.

Det er denne hårde kerne, megen moderne retspolitik handler om. Ikke de mange, som faktisk gribes af de sociale og forebyggende indsatser. Som i en gennemsnitlig ungdomsårgang begår mindre og mindre kriminalitet. Men den gruppe unge, som uanfægtet fortsætter med hærværk, vold og brug af våben.

Da Søren Pind tiltrådte som minister, skrev han på Facebook: »Der er en ny sherif på vej til byen. Der vil blive slået hårdt, men retfærdigt ned.«

Klassisk tough on crime-retorik. Fra stolen på sit kontor uddyber han:  

»Jamen, sheriffen er en, der kender alle i byen. Det er ham, der tager de besværlige henne om hjørnet i nakken og taler med dem – i modsætning til dem, der vil klynge dem op og de velmenende, som aldrig får flyttet dem. Jeg vil gerne samle de to yderpunkter.«

Ulrik Hasemann

I regeringsgrundlaget lægger Venstre op til en helt ny retspolitisk kurs over for unge kriminelle. Det annoncerede blå blok allerede sidste efterår med et beslutningsforslag om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år og indføre ungdomsdomstole.

Forslaget overraskede mange, fordi det faktisk går den rigtige vej. Udviklingen i børne- og ungdomskriminalitet 2001-2014, som Søren Pinds nye ministerium udgav i april i år, er opløftende læsning: Kriminalitetskurverne zigzagger stejlt nedad hen over rapportens sider. For alle aldersklasser under 18 år er der fra 2006 til 2014 sket en halvering i antallet af strafbare forhold. Faldet er størst for gruppen under den kriminelle lavalder.

Ingen kender årsagerne til faldet, men eksperterne har mange forskellige bud. Dels tager unge færre stoffer og drikker mindre. Stadig flere børn og unge dyrker sport, og de unge færdes sjældnere i det man kalder ’kriminogene settings’ – på gaden og i storcentre. I stedet mødes de virtuelt.

Men på trods af de positive tal er der stadig unge, der ryger ud i kriminalitet. Butikstyveri fylder mest i statistikkerne. Men der er også unge, der begår hærværk, vold og anden hård kriminalitet. Og blandt disse unge er der en gruppe gengangere.

Børn er uskyldige – ikke ansvarsfri

Dommer Birgitte Holmberg er retspræsident ved retten i Helsingør med mange års erfaring. Om de kriminelle unge, hun har mødt gennem årene, siger hun:

»Det er unge med en opvækst, der gør, at de ikke har et netværk hjemme, der samler dem op. De har ofte en psykiatrisk diagnose. Og ofte et misbrug. Og en del af dem har anden etnisk baggrund,« siger hun.

Ifølge Danmarks Statistik er kriminalitetshyppigheden hos unge indvandrere og efterkommere af ikke-vestlige lande dobbelt så høj, som den er hos unge med dansk baggrund: 10,6 mod 5,6. Selv om også den er faldet.

»Det handler nok om en blanding af sociale problemer og manglende integration. Om at mangle et ståsted og i stedet danne bandegrupperinger. Og så bruger man tiden på gaden,« siger Birgitte Holmberg.

Lars Emil Andersen er forstander på de to sikrede døgninstitutioner for unge kriminelle i Østjylland; Koglen og Grenen og for behandlingsinstitutionen MultifunC Midtjylland. Han er psykolog og har arbejdet inden for feltet i 21 år. Han møder de unge, når de er sigtet for en alvorlig forbrydelse.

»Og så er det faktisk ofte for sent, « siger han.

Ifølge internationale studier ender omkring 3,5 procent som gengangere.

»Det er dem, vi skal have øje på, så de bliver hjulpet bedre og tidligere. Og vi ved faktisk meget om, hvad der karakteriserer den gruppe,« siger Lars Emil Andersen og beskriver en række risikofaktorer, som man allerede fra de første børneår kan være opmærksom på. Blandt dem er dyssocial adfærd som at slå, stjæle, lyve og tale forherligende om kriminalitet og have dårlige kammeratskabsrelationer. Andre risikofaktorer er sociale problemer i hjemmet, dårlig skolegang, manglende fritidsinteresser og stofmisbrug .

»Børn er uskyldige. Ikke at de ikke har et ansvar, men jeg er træt af, at meningsdannere, politikere og medier ikke forstår, at de her børn og unge ikke kommer til verden og lever deres første fem til otte år ud fra et ønske om at ville være kriminelle. Det er deres udviklingsbetingelser – nogle genetiske og psykosociale faktorer – der gør, at de kommer dertil.«

’De ved ikke altid, at vi prøver at hjælpe’

Torsdag morgen på Amager i København åbner metalporten til den sikrede institution Sønderbro sig med elektroniske biplyde. En bil med en betjent ved rattet kører ud. På bagsædet sidder en ung dreng på vej i retten. Der er to rækker hegn uden om Sønderbro. Det yderste er seks en halv meter i højden. Her er det stort set umuligt at komme ind og ud uden nøgler. Sønderbro er en af landets otte sikrede institutioner. Det er ikke ungdomsfængsler, men lukkede institutioner for unge, der har begået alvorlig kriminalitet. Her sidder de typisk, mens deres sager efterforskes, nogle afsoner her som led i deres dom, og enkelte kommer her som led i en pædagogisk observation.

Flere af de unge på Sønderbro har besøgs- og brevkontrol, fordi deres sag endnu ikke er afsluttet. Det betyder, at deres breve bliver åbnet, og at der er en politibetjent til stede ved besøg. Det gælder blandt andet Faraz, der optræder i denne artikel

Flere af de unge på Sønderbro har besøgs- og brevkontrol, fordi deres sag endnu ikke er afsluttet. Det betyder, at deres breve bliver åbnet, og at der er en politibetjent til stede ved besøg. Det gælder blandt andet Faraz, der optræder i denne artikel

Ulrik Hasemann

Faktisk må man her placere børn helt ned til 12 år – hvilket dog sker forholdsvis sjældent. En opgørelse fra Danske Regioner viste for nylig, at otte ud af ti unge, der har opholdt sig på en af regionernes sikrede institutioner, begår ny kriminalitet. Det er med andre ord blandt andet her, man møder den hårde kerne, som Søren Pind taler om.

Administrativ leder på Sønderbro Michael Bidstrup Hansen viser rundt. Ligesom alle andre ansatte er han iklædt mørkeblå bukser og en lyseblå polotrøje med Sønderbros logo. Institutionen har raslende nøgler, chips og bipkoder for at komme gennem døre; der er pigtrådsruller langs hegnet og metaldetektorer ind til besøgsrummet for at undgå indsmugling af mobiltelefoner og våben.

»Det er for at hjælpe de unge, selv om de ikke altid er klar over, at det er det, vi gør,« siger Michael Bidstrup Hansen. »Det skader jo deres sag, hvis de flygter.«

Den store forskel på det her og et fængsel er, at de ansatte er pædagoger, lærere, psykologer og socialrådgivere, som tilbringer tiden sammen med de unge.

Sønderbro har tre afdelinger med seks pladser på hver: Øst, Vest og Syd. Netop nu er sydfløjen ved at blive renoveret. På et af de tomme værelser står der ridset »Adam var her« i vindueskarmen – et andet sted »Hold ud. ACAB«. En forkortelse for All Cops Are Bastards, forklarer Michael Bidstrup Hansen.

Antallet af indsatte unge falder altid hen over sommeren, og for tiden er kun 10 ud af 18 pladser besat.

Siden 2013 har der ikke været ventetid på en plads i en sikret institution, belægningsprocenten er faldet og, hvor man for ti år siden havde 900 anbringelser om året og konstant udvidede antallet af pladser, bød sidste år på det laveste antal anbringelser i 15 år: 573.

Ulrik Hasemann

»Men uanset faldet er det stadigvæk for mange,« bemærker Michael Bidstrup Hansen.

De seks unge fra østfløjen må ikke komme ind på personalekontoret, men de må godt hænge i døren, og det gør Faraz: En bred 17-årig fyr med store brune øjne iklædt grå joggingbukser og T-shirt.

»Hallo, mand, det kan da ikke være rigtigt,« siger han og diskuterer lidt med de ansatte. Noget med hans sagsbehandler og hans cigaretbeholdning. På kontoret har de unge hver deres lille aflåste skab, hvor deres deodorant, cigaretter og lightere opbevares. Det er for at undgå at de sniffer eller sætter ild på afdelingen.

Logik for burhøns

Kritikerne af blå bloks forslag om at sætte lavalderen ned og oprette ungdomsdomstole er mange. Fra Red Barnet over Fængselsforbundet, Kriminalforsorgsforeningen, Socialrådgiverforeningen, BUPL og Danmarks Lærerforening til Børnerådet. Derudover har jurister og kriminologer vendt sig imod forslaget. I forbindelse med research til denne artikel har jeg talt med 13 fagfolk og eksperter, der peger på den substantielle og entydige forskning ikke bare herhjemme, men også i udlandet, som viser, at kriminalisering af unge er en dårlig ide. Jo yngre de kriminaliserede, jo værre. Man risikerer, at de bliver endnu mere kriminelle.

Justitsministeriets forskningsenhed udgav i foråret rapporten Præventiv effekt af straf og andre tiltag over for lovovertrædere, der gennemgår en lang række studier og international litteratur. Forskningen viser tydeligt, at rettergang og straf har en negativ effekt på forebyggelsen af kriminalitet – også selv om straffen ikke er decideret fængsel.

Det er kriminaliseringen, som er problemet, påpeger Inge Bryderup, professor ved Institut for Sociologi og Socialt arbejde ved Aarhus Universitet. Hun har forsket i unge kriminelle i årtier og har udgivet flere bøger om emnet.

»Det eneste, man opnår ved straf, er at flere børn og unge kommer til at betragte sig selv som kriminelle,« siger Inge Bryderup.

De kriminelle børn og unge kommer typisk fra ekstremt belastede sociale miljøer:

»Det er logik for burhøns, at jo yngre du er, jo mindre er du i stand til at overskue konsekvenserne af egne handlinger. De er meget modne, når det drejer sig om at udtænke kriminalitet og klare sig selv rent praktisk, men de er ekstremt umodne, når det drejer sig om følelser og selvansvar. Det har de brug for at lære, og det gør de ikke ved straf, men med en pædagogisk indsats,« siger hun.

At der kan være unge, som det er nødvendigt at straffe, fordi pædagogisk tiltag ingen virkning har, afviser Inge Bryderup:

»Man skal jo forsøge at løse de problemer, der skaber kriminaliteten, ikke straffe børnene. Hverken min egen forskning blandt unge med meget omfattende kriminel baggrund eller anden forskning, jeg kender til – herunder et amerikansk studie blandt 35.000 unge, der blev fulgt over 10 år – vil kunne bekræfte, at der skulle være børn og unge, hvor det ikke hjælper at arbejde pædagogisk med dem.«

Kriminel inde i hovedet

I dag er det Faraz’ fødselsdag. Han bliver 17 år. Han ved ikke, hvordan det skal fejres her på Sønderbro. Han får ikke besøg.

»Men vi får vistnok lagkage efter maden.«

Sønderbro har en såkaldt ’idrætsprofil’ med daglig fysisk aktivitet. I træningslokalet er der høj musik på anlægget. En af lærerne træner en ung på gulvet med en stor gummibold. Der bliver pustet, kigget i spejlene og lærerne opmuntrer med råb og ros

Sønderbro har en såkaldt ’idrætsprofil’ med daglig fysisk aktivitet. I træningslokalet er der høj musik på anlægget. En af lærerne træner en ung på gulvet med en stor gummibold. Der bliver pustet, kigget i spejlene og lærerne opmuntrer med råb og ros

Ulrik Hasemann

Faraz er mest optaget af, at hans kontaktperson på institutionen må købe en gave til ham for 300 kroner. Han håber, det er parfume, fortæller han, mens han ryger i det, de unge kalder ’abeburet’ – en lille terrasse af træ med sort gitter omkring. Herfra er der udsigt til haven: en firkant med højt græs, lidt brændenælder op mod hegnet. Man kan ikke se andet af verden udenfor end himlen. Og ane bilernes susen. Før de unge kommer ud i haven, skal personalet undersøge området for mobiltelefoner, hash eller andre ting, som venner udefra smider ind over hegnet.

Det er tredje gang Faraz opholder sig på en sikret institution. Første gang var i januar 2014 og fem måneder frem, hvor han sad i varetægtssurrogat på grund af to røverier i Netto. Han var 15 år og fik en dom på halvandet år og to års betinget udvisning til Pakistan. Efter et halvt år blev han løsladt. Få måneder efter blev han anholdt på grund af mistanke om røveri og igen anbragt på en sikret institution, men politiet droppede sigtelserne. I sommer blev han anholdt igen, sigtet for et røveri, som han nægter at have begået. Han erkender dog at have kørt bil uden kørekort. Fire gange på en måned. Med hash og kokain i blodet.

»Jeg tænkte bare: ’Det er sjovt at køre bil.’ Og det var lige rundt om hjørnet, så jeg tænkte, at der nok ikke skete noget.«

Faraz mener, det er helt »fucked up«, at regeringen taler om at straffe børn ned til 12 år.

»Jeg har jo set, at de ældre lokker dem under 15 år til kriminalitet: ’Du får 4.000 kroner for det, og du bliver ikke dømt.’ Hvis man sætter lavalderen ned, går de store hen og spørger dem på under 12 år,« siger Faraz og tilføjer:

»Hvis en 12-årig kom herind, så ville det være totalt fucked up. Folk herinde kan være kede af det. Jeg har også set slåskampe. Det værste var, da en afdeling brændte.«

Som 12-årig var han ikke selv begyndt at lave ’rigtig ballade’ endnu, som han siger. Han hang bare ud med vennerne fra det sociale boligbyggeri, hvor han er vokset op. Faraz begik sine første røverier, fordi han manglede penge. Han havde fået en dummebøde af nogle ældre drenge, fordi han havde været med til at køre på en af deres knallerter:

»Mine forældre er på kontanthjælp. Og jeg kunne jo ikke gå op på kommunen og hente pengene.«

På Faraz’ værelse ligger bogen Guldfuglen – i krig med AK81. Et bogmærke viser, at han er godt halvvejs. Hans tøj ligger i bunker.

»Lad være med at skrive, hvor rodet her er,« siger han.

Faraz synes ikke, det er slemt at sidde på Sønderbro. Han savner sin familie, men pædagogerne er fine nok, bortset fra at de bestemmer over hans cigaretter.

Hvad vil Faraz med sit liv, når alt det her er overstået? Som lille ville han gerne være politimand.

»Jeg tænkte, at det var sejt. Men det er jo fucked nu. Måske er det mere realistisk at blive mekaniker eller noget inden for transport.«

Ulrik Hasemann

Men mest af alt føler han sig som kriminel:

»Når man hele tiden hører det, så sætter det sig i hovedet. At man er kriminel.«

— Er der noget, du er god til?

»Jeg ved det faktisk ikke.«

— Men er der noget, du godt kan lide at lave?

»Nej … Jo, måske ryge en joint. Det er mærkeligt ikke? Jeg drømmer ikke rigtig om noget.«

I regeringsgrundlaget står der om ungdomskriminalitet, at der er brug for en reform af indsatsen, der møder de unge med mere konsekvens. Søren Pind vil endnu ikke løfte sløret for, hvad regeringens præcise planer er for Faraz og de andre i Østfløjen.

»Hele værktøjskassen er åben. Både de hårde og de bløde ting. Jeg siger ærligt: Jeg ved ikke, hvordan man skal gøre det endnu, men jeg er ret sikker på konsekvensdelen,« siger han.

— Hvad mener du helt konkret?

»De her børn går ud i banderne, hvor der er struktur, rammer og konsekvens. Det er bare det forkerte sted, de går hen. Så man skal ikke bilde mig ind, at konsekvens og rammer ikke spiller en rolle i det her,« siger Søren Pind.

’Aldeles vanvittigt’

Barry Goldson er sociolog og professor i kriminologi ved Liverpool University. Da vi taler i telefon sammen, er han netop på vej til Australien, hvor han skal lave research til sin forskning i ungdomskriminalitet.

Han er meget overrasket over, at et flertal af danske politikere ønsker at sætte den kriminelle lavalder ned og indføre et særligt retssystem for ungdomskriminelle, som man kender det fra blandt andet England. Her er lavalderen 10 år.

»Det er aldeles vanvittigt! Ja, det er måske ikke den mest elegante måde at udtrykke det på, men al empirisk forskning viser, at jo længere man holder børn og unge ude af et juridisk system, jo mere reducerer man deres kriminelle karriere. Kriminalisering er den mest skadelige og kontraproduktive strategi overhovedet,« siger Barry Goldson. Han kalder det ironisk, at han plejer at fremhæve Danmark, som det gode eksempel i den kriminologiske debat.

— Men hvordan skal man ellers komme problemet livs?

»Man kan være helt sikker på, at hvis børn og unge reagerer med kriminalitet, er det mest effektivt at møde dem gennem sociale foranstaltninger med alt, hvad velfærdsstaten kan byde på – netop som man længe har gjort i Danmark og andre skandinaviske lande. De skal mødes af professionelle, der skal mobilisere støtten i familierne, hvor svært det end måtte være, og ellers skal de fjernes fra hjemmet. Det er en illusion at tro, af straf vil hjælpe det mindste,« siger Barry Goldson og tilføjer:

»Den populistiske tilgang med hårde straffe og mere konsekvens appellerer til mange mennesker, fordi det umiddelbart lyder fornuftigt. Tænk, hvis vi inden for eksempelvis sundhedsområdet baserede os på, hvad nogle syntes lød fornuftigt, frem for hvad videnskaben vidste virkede? Men i sociologi og specielt inden for kriminologi mener politikerne åbenbart, det er helt i orden. Problemet er bare, at det ikke virker.«

Ulrik Hasemann

Det, der virker

Men hvad siger ministeren til de mange kritikere – nationalt og internationalt?

»Jeg siger, at jeg vil lytte. Jeg vil diskutere det. Og så må det stå for en tryktest. Men som Henrik Dahl fra Liberal Alliance sagde til mig forleden dag: ’Den, der siger, straf ikke virker, skal måske overveje, hvilken konsekvens det straffri samfund ville have. Nemlig et vendettasamfund.’ Og det, tror jeg, er rigtigt. Så retfærdighed er også nødt til at være med i overvejelserne,« siger Søren Pind, der også gerne ser, at der bliver lavet ændringer på området med brede flertal:

»Det er ikke de enkelte modeller, der bliver det afgørende for mig. Det, der optager mig, er at anvende midler, der er dokumenteret virker, for at komme det her til livs,« siger Søren Pind.

Der er lovgivning nok

’Midler der dokumenteret virker.’ Og hvad er så det? Hvis man konsulterer forskningen på området og spørger praktikere, siger de alle stort set det samme: tidlig indsats.

»Jeg synes, det er synd, at vi ikke redder de her børn bedre og tidligere,« siger Lars Emil Andersen, der mener, man skal angribe problemet, på samme måde, som man gør i sundhedsvæsnet:

»Der har man for eksempel kræftpakker. Man har sagt: Der er brug for en særlig indsats, vi må samle ekspertisen på afgrænsede centre, hvor vi bliver verdensmestre. Sådan burde også være på det her område,« siger Lars Emil Andersen, der mener, at man godt ved, hvad der virker, men man gør det ikke målrettet og ensartet nok.

»I dag er indsatsen overladt til 98 kommuner og deres på forhånd udstukne budgetter på socialområdet. Samtidig anvender man uendeligt mange forskellige tilgange. For at blive i sundhedsterminologien, bør man se på, hvad patienten fejler, og hvilken behandling det kalder på, ud fra hvad vi ved har effekt,« siger Lars Emil Andersen.

Ulrik Hasemann

Dommer Birgitte Holmberg mener ikke, der mangler reformer og lovgivning. Tværtimod. Hun remser ikke mindre end 15 paragraffer fra socialloven op – hvor der blandt andet indgår ord som ’magtanvendelse’, ’tvangsmæssig undersøgelse’, ’pålæg’ og andre tiltag, som på ingen måde lyder bløde.

»Man har simpelthen så bred en vifte af sanktioner i lovgivningen, at man frem for at lave et helt nyt system i stedet skal efterleve de paragraffer og bruge de redskaber, man har i dag,« siger hun.

Hun påpeger også, at det er dyrt at bygge et helt nyt domstolssystem for at nå en meget lille gruppe.

»Hvis der er uensartet praksis i kommunerne, eller de sætter for sent ind, så må man hellere gøre noget ved det,« siger Birgitte Holmberg.

Kriminelle penge og lovlige penge

Spørger man de unge selv, hvad der kunne have forhindret dem i at ryge ud i kriminalitet, eller hjulpet dem videre, når skaden var sket, svarer flere af dem: et arbejde. Men som Faraz formulerer det:

»Det er lidt svært at søge job i Netto, når man har begået røveri i deres butikker.«

Det ved man i Projekt Ny Start, der siden 2010 på gadeplan har støttet kriminalitetstruede unge op til 25 år gennem arbejde og uddannelse i udsatte bydele i København som Husum, Tingbjerg og Nørrebro. Da projektet blev evalueret sidste år, havde 85 procent af de unge under 18 i projektet nedbragt skolefravær eller holdt sig fri af kriminalitet. Og cirka halvdelen af de unge over 18 var kommet i enten uddannelse eller beskæftigelse.

En af dem er Yonis – en høj, mørk fyr i kakifarvede bukser, solbriller og bøllehat. Han er 24 år. Som mange andre drenge med en kriminel karriere tilbragte han sine ungdomsår på gaden i et boligområde. Som 15-årig påbegyndte han en uddannelse som bygningsmaler, men kunne ikke få læreplads. Kort efter fik han en voldsdom. I dag sidder mange af hans venner i fængsel med lange domme for organiseret kriminalitet. Selv afsonede han en dom for vold og våbenbesiddelse frem til 2011.

Men gennem Ny Start fik Yonis job som medhjælper ved metrobyggeriet, hvor han de sidste to år blandt andet har været skinnelægger og udført andet fysisk hårdt ufaglært arbejde. I dag har Yonis egen bil, tøjet er smart, og selvtilliden er i top.

»Mine kammerater ser op til mig. Det giver anerkendelse at tjene penge. Arbejdet har løftet mig så meget. Jeg føler mig som en ganske normalt borger,« siger Yonis og fortsætter:

»Tro mig: Ni ud af ti af dem, der hænger på gaden, vil gerne noget andet. Men man giver op på forhånd. Det er hyggeligt med gokart og klubber og socialarbejdere, men det er uddannelse og job, der tæller.«

Ulrik Hasemann

Som led i det kriminalpræventive arbejde blandt de helt unge, har Ny Start med projektet ’Fritidsjob med mentor’ skaffet unge job hos blandt andet Dansk Supermarked og i Tiger, hvor de bliver tilknyttet en fast medarbejder på arbejdspladsen, der hjælper dem i gang. Kun fire er blevet fyret ud af 200, som har været igennem. Gadeplansmedarbejderne har lagt mærke til, at de unge beholder deres T-shirts fra Rema 1000 på, når de hænger ud med vennerne på gaden i fritiden. Arbejde giver status.

En af de største udfordringer er, at fritidsjob ikke kan konkurrere med de penge, man kan lave ved kriminalitet, forklarer Ramzi fra sin sofa på Nørrebro.

»Et fritidsjob til 55 kroner i timen? De kriminelle penge og de lovlige penge kan ikke sammenlignes. Selv om alle ved, at det er forkert.«

Ramzi var 18 år og tilbragte sin tid med at lave penge og ryge i en hashklub ude på Amager, da han en dag tog en beslutning:

»Jeg tænkte: Kører det her for mig? Nej. Enten ryger jeg i fængsel, eller også gør jeg noget andet.«

Ramzi meldte sig til Livgarden og kom ind.

»Det gav mig rygrad. Jeg blev en mand der. Jeg kunne godt lide, at man skulle følge ordrer.«

Siden har han fjernet sig fra både familie og sin gamle omgangskreds. Hans egen erfaring er, at problemerne kommer med opvæksten:

»Fejlene ligger ikke hos de små ballademagere, den ligger hos forældrene. Man er ude på gaden sammen med vennerne hele tiden. Forældrene forsørger dig og giver dig tag over hovedet, og så er de ellers ligeglade med, hvad du laver. Mine forældre var ikke så integrerede. De fødte børn og sagde: ’Man kan ikke stole på kommunen, man kan ikke stole på danskerne, man kan kun stole på familien.’ Men det var ikke rigtigt.«

Nu er Ramzi i praktik i en kantine, mens han venter på at søge ind på kokkeskolen. Det hele med støtte fra Ny Start. Det er også en af medarbejderne der, som har hjulpet ham med at få et sted at bo.

»Og jeg kan se, at nogle af de andre, der stadig hænger ud og ryger hash, ikke er kommet videre. De sidder i det samme lort. Men jeg tænker, at jeg hellere vil gøre noget andet. Noget smart.«

Vi siger farvel og fra gaden kan man se chiliplanten oppe i Ramzis vindue. Den har han fået i indflytningsgave af gadeplansmedarbejderen i kommunen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her