Baggrund
Læsetid: 5 min.

En sekulær genfortryllelse af verden

’Kristendommen i reformationstiden har ikke begunstiget fremkomsten af kapitalismen, men derimod forvandlet sig til den,’ skrev den tyske filosof Walter Benjamin i et hidtil ret ukendt tekstfragment, som bliver analyseret i en ny bog
Moderne Tider
24. oktober 2015

Efter en længere periode, som vi i mangel af en bedre term kan kalde den neoliberale epoke, hvor tiltroen til kapitalens evne til selvreform ikke kendte nogen grænser i den vestlige verden, så er vi nu i en situation, hvor det igen er evident, at kapitalen ikke kan overlades til sig selv, at ’markedets usynlige hånd’ alene sørger for fortsat akkumulation, ’værdiens selvekspansion’, hinsides ethvert hensyn til mennesker og natur. Med udbruddet af den værste økonomiske krise siden 1930’erne blev det åbenbart, at den kapitalistiske produktionsmåde i lige så høj grad er krise og underudvikling, som den er udvikling og modernisering. At den ikke bare automatisk reproducerer sig selv, eller i så fald gør det gennem omfattende destruktion af kapital, maskineri og arbejdere, for ikke at nævne naturen. Det kom ikke blot tydeligt til udtryk i udviklingen efter 2008 i en række sydeuropæiske lande, hvor der finder en omfattende afvikling af efterkrigstidens velfærdssamfund sted med dramatiske sociale konsekvenser til følge, det er også synligt i den stadig større skare af mennesker på globalt plan, der er ekskluderet fra den kapitalistiske produktionsproces og lever en tilværelse i marginen af markedet som, hvad den amerikanske kulturhistoriker Michael Denning kalder, »lønløse liv«. Flere og flere mennesker er blevet overflødige for produktionen af merværdi. Det er selvfølgelig især i de store byer på subkontinentet, at dette er tilfældet, her er modsætningen mellem kapitaludviklet middelklasse og kapitalunderudviklet underklasse enorm, og de arabiske revolter i 2011 vidner om denne modsætning og om den misere, som hundrede millioner af mennesker lever i overalt på kloden, berøvet ethvert perspektiv for en forandring af deres liv inden for rammerne af den nuværende postkoloniale verdensorden. ’Det korte amerikanske århundrede’ lakker mod enden; alle kontinenter er scener for interimperialistisk strid, og masserne i det globale syd er kommet i bevægelse.

En systemisk krise

Krisen har forårsaget en ideologisk krise; der hersker en rådvildhed, der vanskeligt lader sig skjule. Økonomer, eksperter og politikere har yderst vanskeligt ved at forklare krisen endsige agere i den. Enten fortsætter de ufortrødent den samme neoliberale politik med besparelser og privatiseringer, eller også forsøger de at genaktivere en keynesiansk økonomisk politik og hælder statslige penge ud i økonomien med henblik på at få kapitalen ’tilbage på ret kurs’. Den underliggende præmis bag begge politikker er, at kapitalismen er i stand til at reproducere sig selv, enten helt af sig selv – den usynlige hånd skal nok klare sagerne, vi skal bare fortsætte afreguleringerne – eller ved hjælp af statslige støtteforanstaltninger. Det kapitalistiske system kan vare evigt, hvis det får lov til det, eller hvis det styres på den rigtige måde. Det er den dominerende synsmåde. Det er imidlertid spørgsmålet, om den er korrekt. For der er snarere tale om, at vi er konfronteret med en systemisk krise, der har at gøre med de indre modsætninger, som den kapitalistiske økonomi er baseret på. Ikke mindst forholdet mellem kapital og arbejde.

Et nyt fællesskab

Hvis der således er noget ’positivt’ ved krisen, så er det ikke mindst, at den kalder på en grundig gentænkning af de dominerende måder at tænke økonomi på hinsides neoklassisk økonomisk teori, keynesianisme og neoliberalisme. Krisen tilbyder os muligheden at foretage en mere grundlæggende analyse af kapitalismen, der ikke begrænser sig til den trivielle vulgærøkonomiske betragtning af statistisk materiale a la Piketty. Krisen bliver i stedet en anledning til at se nærmere på overleverede tankeformer og adfærdsmønstre, se nærmere på de cirkulerende og regulerende idéer om økonomi, værdi og kapitalisme. En mulighed for at agere radikalt i betydningen at gå til roden af problemet og ikke blot analysere finanskapitalens rolle i den aktuelle økonomiske nedsmeltning eller se på nye komplekse kreditformer, men faktisk forsøge at få fat om roden på problemet, den kapitalistiske økonomi som sådan, artikulere en opposition til den nuværende orden (inklusive til de nuværende oppositioner til denne orden) alt indbefattet. Altså stille de grundlæggende spørgsmål om det kapitalistiske samfunds produktionsmåde, samt de dertilhørende subjektiveringsmekanismer. Som den italienske sociolog Maurizio Lazzarato er inde på i sin bog La Fabrique de l’homme endetté, så er den neoliberale gældsøkonomi ikke blot den seneste transformation af den kapitalistiske økonomi, men i lige så høj grad en fremskrivning af én bestemt form for produktion, nemlig produktionen af subjektivitet: »Produktionen af subjektivitet viser sig som den primære og vigtigste form for produktion, som ’varen’ der indgår i produktionen af samtlige andre varer.« Krisen er med andre ord en mulighed for at gentænke tidligere visheder og identiteter (arbejderidentiteten ikke mindst), en åbning mod noget, der ligger ’uden for’ det nuværende produktions- og subjektiveringsparadigme, mod ’et kommende fællesskab’, der ikke går restløst op i det ene eller det andet prædikat, det være sig dansker, borger eller bøsse. Den kommende opstand er også en kamp mod den spektakulære vareøkonomis specialiserede identiteter indbefattet ’den marxistiske teoretiker’ og ’den venstreradikale aktivist’.

En religiøs mutation

Et sted at starte den nødvendige gentænkning af den nuværende misere er et tre siders fragment af Walter Benjamins Nachlaß betitlet »Kapitalismus als Religion« – Kapitalisme som religion – fra 1921. Kapitalismefragmentets bærende tese er, at kapitalismen er at forstå som en religion. For Benjamin betyder det først og fremmest en radikalisering af den tyske sociolog Max Webers allerede dengang meget indflydelsesrige teori om et etisk eller åndeligt slægtskab mellem reformationstidens protestantisme og den moderne kapitalisme. Kapitalismen er ikke blot en ’etos’ med rødder i den protestantiske etik, ikke blot en af kristendommen begunstiget samfundsformation, men langt snarere selv et essentielt religiøst fænomen. Som Benjamin skriver: »Kristendommen i reformationstiden har ikke begunstiget fremkomsten af kapitalismen, men derimod forvandlet sig til den.«

Kapitalismen er altså at forstå som en religiøs mutation af kristendommen, ikke blot dennes afglans i en moderne ’sekulær’ verdensorden. Sekulariseringen er ikke blot en affortryllelse af verden, således som Weber mente, men snarere også en genfortryllelse, der viser tilbage til modernitetens essentielt religiøse problemkompleks, dets teologiske konstitution. Et kompleks, der langtfra ophører med at være virksomt efter ’guds død’, men som snarere paradoksalt nok fuldendes i og med økonomiseringen af livet, i og med hvad den italienske filosof Giorgio Agamben kalder den biopolitiske administrering af livet, der altid allerede er indeholdt i teologiens oikonomia. Med sekulariseringens gradvise adskillelse af teologi og politik som separate domæner, gør den overflødiggjorte transcendente guddom sig i stedet gældende inde fra den kapitalistiske økonomis kultiske excesser. Pengene bliver gud, og kapitalismen antager form af en skyldsskabende kult, hvor det ikke kan lade sig gøre at slippe ud. Velkommen til dit liv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her