Læsetid: 5 min.

Silicon Valley kommer ikke til at redde verden

Den digitale infrastruktur for vores offentlige liv på bliver bygget i Silicon Valley, men dens grundlæggende forretningsmodel – gratis tjenester, der tjener penge på reklamer – er dybt problematisk, mener Maciej Ceglowski, der er en af Silicon Valleys egne it-iværksættere. Hans alternativ: At brugerne betaler for produktet
10. oktober 2015

I Silicon Valley drømmer man om en gnidningsløs verden, hvor smarte teknologier løser alle problemer. Men ser man på dalen selv, bør man få en mistanke om, at den drøm bør tjekkes efter. Det siger en af Silicon Valleys egne it-værksættere, den polskfødte Maciej Ceglowski, der står bag tjenesten Pinboard.

»Man kan se, hvad der er galt med Silicon Valley bare ved at besøge San Francsisco og se fattigdommen i byen, som er en af de smukkeste byer i USA, men har dybe problemer. At de fortsætter, på trods af de enorme summer penge der bliver tjent, fortæller mig at der er noget galt,« siger han til Information – og drager paralleller til sit polske ophav.

»Min mor voksede op i et kommunistisk land, og det fremherskende træk ved at vokse op under det system var, at hvad dine ører, og hvad dine øjne fortalte dig var to forskellige ting. Hun lærte mig, at man skal tro på sine øjne og ikke sine ører,« siger han.

»Det, ørerne fortæller os i Silicon Valley, er, at verden er ved at forandre sig. Robotter vil lave alt det tarvelige arbejde, vi bliver udødelige, vi flyver ud i rummet, og vi skal kun bekymre os om, hvordan vi holder folk travlt optaget og glade i en verden med radikal overflod. Men mine øjne fortæller mig, at folk dør i gaderne. Hvis vi ikke kan hjælpe vores egen by midt i det største økonomiske opsving, hvornår vil vi så nogensinde hjælpe? Vi har brug for at bedømme den her industri ud fra, hvordan den holder sit eget hus, og lige nu er det samvittighedsløst.«

Information taler med Maciej Ceglowski, da han er i København i anledning af Internetdagen, hvor embedsværk, forretningsfolk og civilsamfund hvert år mødes for at diskutere internettets fremtid.

Sovjetkapitalisme

En skydeskive for Maciej Ceglowskis kritik af Silicon Valley er venturekapitalisterne, som skyder ekstremt risikovillig kapital ind i nye it-iværksættervirksomheder.

»Venturekapitalisterne laver ikke længere kapitalisme. Der er alle mulige ting galt med kapitalismen, men i det mindste forstår man folks motiver. Folk er grådige, forsøger at skabe og overtage markeder og skabe så meget profit, som de kan, og staten og samfundets skal så tøjle den og lede noget over i fælles goder,« siger han.

»Venturekapitalismen i Silicon Valley minder meget mere om sovjettidens centrale planlægning, hvor en lille elite kontrollerer midlerne og fordeler dem ud fra egne ideer om, hvad der er godt for verden, uden først at teste det på markedet. Virksomheder bliver bedømt på, hvor mange penge investorer har lånt dem, frem for på deres profit.«

Ud over finansiering hos venturekapitalister er den grundlæggende forretningsmodel blandt it-virksomhederne i Silicon Valley at bruge deres tjenester til at levere reklamer, og for at kunne målrette reklamerne mod deres målgrupper indsamler de gigantiske mængder data om deres brugere. I stedet for penge betaler brugerne med deres identitet og privatliv, der bliver det egentlige produkt, som tjenesterne tilbyder på markedet.

I sin hovedtale til Internetdagen foreslog Maciej Ceglowski et forbud mod såkaldt tredjepartssporing på hjemmesider. Det er eksempelvis, når en tjeneste bruger Googles reklamenetværk til at levere reklamer til sine brugere, hvis vaner Google til gengæld indsamler data om. Det sker i dag på et væld af kommercielle hjemmesider, hvilket betyder, at de fleste internetbrugere konstant afgiver oplysninger om deres digitale habitus til Google og andre reklamenetværk.

Over for Information uddyber han:

»I øjeblikket er det umuligt at drive en stor virksomhed uden indgribende reklamer, fordi det er et våbenkapløb. Men den indgribende sporing gør ingen gavn. Den pålægger annoncørerne en masse omkostninger og lægger en masse omkostninger over på brugerne, både hvad angår deres privatliv og i forhold til brugervenlighed og sikkerhed,« siger han.

Du får, hvad du betaler for

Maciej Ceglowski er selv stifter af tjenesten Pinboard med godt 25.000 aktive brugere. Det er på ingen måde mange sammenlignet med Silicon Valleys it-giganter, men den har heller ikke modtaget venturekapital og bliver heller ikke holdt i live af reklamer.

»Folk betaler mig penge for en ydelse, og det er så eksotisk, at det det gav mig en masse presseomtale, da jeg startede,« siger han.

Tjenesten er relativt simpel. Det er en bogmærkesamling, hvor brugerne kan gemme og kategorisere artikler og andre ting, som de finder online.

»Pinboard er en lidt mærkelig form for hjemmeside. Den er et personligt arkiv. Hvis du finder noget på nettet, som du ikke vil miste, gemmer du det til senere – måske mange år senere – på en måde, der gør det let at finde det igen,« siger han.

»Det langsigtede mål om at bevare ting i årevis er meget forskelligt fra andre hjemmesider, der enten forsøger at vokse virkelig hurtigt eller bare er flygtige. Jeg kan godt lide den udfordring i en industri, der er så meget i bevægelse.«

Også en anden af Silicon Valleys populære ideer maner Maciej Ceglowski til besindighed over for, nemlig den om en kommende ’singularitet’.

Ideen om singulariteten går ud på, at der i fremtiden kommer en computer, der er klogere end mennesker, og som derfor kan bygge en ny computer, der er klogere end den selv, hvorefter udviklingen af kunstig intelligens skrider eksponentielt fremad. En af de største fortalere for denne vision er Ray Kurzweil, som i dag er teknisk chef for Google, og som spår at den bliver til virkelighed i år 2045.

Software vil ikke redde verden

Ordet er hentet fra astrofysikkens sorte huller, som er legemer med ekstremt stærk tyngekraft. Singulariteten er her den begivenhedshorisont, hvorfra lys ikke kan undslippe det sorte huls tyngepåvirkning, hvorfor det er fysisk umuligt at se, hvad der sker på den anden side.

For teknologerne i Silicon Valley er singulariteten således forestillingen om en fremtidig eksplosion i kunstig intelligens, hvorefter man slet ikke kan forudsige, hvad der vil ske. Maciej Ceglowski er imidlertid kritisk.

»Singulariteten er en religiøs overbevisning forklædt som teknologi. Hvis man i sit hjerte tror, at apokalypsen kommer, og dommedag er nær, så betyder alle de små ting, man kan gøre nu, ikke noget. Det eneste, der betyder noget, er at forberede sig på den dag. Og sådan tænker de her ellers sekulære teknologer. Hvis man oprigtigt tror på, at der kommer kunstig intelligens og en singularitet, og at folk kommer til at være udødelige, er man ligeglad med en gradvis forbedring,« siger han.

Et af argumenterne for, at den teknologiske udvikling vil skride eksponentielt frem mod en singularitet, er Moores lov. I 1965 forudsage Gordon E. Moore, der var medstifter af chipproducenten Intel, at mængden af transistorer i en processor og derfor computeres hastighed ville fordobles omkring hvert andet år og derfor stige eksponentielt. Men der er tegn på, at stigningen i computerhastighed allerede bøjer af, og at andre begrænsninger gør sig gældende.

»Der er masser at beviser på, at Moores lov og eksponentiel vækst falder i hastighed, som det altid sker i naturen, når den rammer naturlige grænser. Computere er ikke så meget hurtigere i dag end for år tilbage. Din er sandsynligvis langsommere, fordi du bruger en telefon og bekymrer dig mere om batterilevetid og netværkskapacitet, og den slags vokser ikke eksponentielt, men gradvist, langsomt og lineært som alt muligt andet.«

»Så igen, jeg tror på, hvad jeg kan se, og ikke hvad jeg hører.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Günther
  • Martin Åberg
  • Troels Brøgger
  • Steffen Gliese
Henrik Günther, Martin Åberg, Troels Brøgger og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

"»Venturekapitalisterne laver ikke længere kapitalisme. Der er alle mulige ting galt med kapitalismen, men i det mindste forstår man folks motiver. Folk er grådige, forsøger at skabe og overtage markeder og skabe så meget profit, som de kan, og staten og samfundets skal så tøjle den og lede noget over i fælles goder,« siger han."

Folk gøres grådige - så venturekapitalisterne (og med dem utallige andre) forstår muligvis det dynamiske output ... men en bred og dyb forståelse af mennesket som et socialt og empatisk væsen med en naturlig lyst til solidarisk samspil er der ikke adgang til fra Babelstårnene.

»Der er masser at beviser på, at Moores lov og eksponentiel vækst falder i hastighed, som det altid sker i naturen, når den rammer naturlige grænser...

...naturlige grænser... Den ene eksponentialitet afløser jo den anden i en fortsat higen efter vækst. Problemet er jo at kapitalismen ikke har nogen "naturlige grænser"..det er enten singularitet eller nedbrydning og kuldedød.

Hvis altså ikke mennesket griber styrepinden.

Troels Brøgger

@både Peter og Bill:
Det synes mig at i bare skriver om økonomisk teori og ikke om den simple og meget klare iagtagelse som skribenten har gjort. I ræser bare derudaf med den sædvanllige venstrefløjsbla-bla (som jeg er enig i, men som ikke flytter nogen brikker).
Det er da opmuntrende at en person inde i den verden for sig selv som it er begynder at modsige selvsvingere som Ray Kurzweil.
Det simple:"Tro ikke på hvad du hører, men hvad du ser" falder da også på et tørt sted og er tilpas kort til at man kan anvende det til noget.
Jeg så netop filmen "Interstellar" som er meget imponerende. men som også dyrker det der bla-bla med at jorden er opbrugt, det hele er for sent og vi skal bare ud i rummet og finde en ny planet. Det er da "brug-og-smid væk" så det vil noget ! Jeg er DYGTIGT træt af det vrøvl selvom jeg elsker sci-fi som underholdning. Derfor er jeg rigtig glad for ham her. Han står også på et sted hvor nogen hører ham og har mulighed for at starte en forståelsesbølge.
Og ja Bill.. det er jo forudsætningen for det du mener med at "mennesketgriber styrepinden"
Jeg vil gøre opmærksom på at mennesket HAR styrepinden ! Den har bare ikke forstået det som artiklen omtaler.

Jens Jørn Pedersen

De har fået alle udstyret med et dankort og en mobiltelefon.
Informationer herfra kan være på en stor database, måske der er en tor på, at alt i denne Verden kan ordnes på denne måde.
Mange mennesker i Danmark er allerede systemafhængige. Man kan ikke betale uden et dankort. Nets har fingrene inde alle steder, og USA har alle informationer.
Jeg er bange for, at vore politikere er for naive.
Så længe systemerne bliver anvendt venlige, men når uvenlige overtager så er F..... løs i Laksegade.