Interview
Læsetid: 10 min.

’Jeg skriver ikke kendsgerningernes, men menneskesjælenes historie’

Årets nobelpristager i litteratur, Svetlana Aleksijevitj, fortæller i dette interview om sin metode til at befri den indre stemmes sandhed hos historiske vidner til Anden Verdenskrig, Afghanistankrigen, Tjernobylkatastrofen – og om den genopblussede længsel efter sovjettidens dyrkelse af opopfrelsen
Svetlana Aleksjevitj (t.v.) modtager blomster og kram fra presse og venner på en pressekonference, dagen efter hun modtog Novelprisen i litteratur.

Hermann Bredehorst

Moderne Tider
17. oktober 2015

Der ligger i Europa et besynderligt land, hvor tiden er frosset. I Minsk, Hvideruslands hovedstad, er de næsten mennesketomme avenuer kun udsmykket med statslige reklamer for national kunstgødning og metalproduktion.

I supermarkedet føres sovjetepokens mærker inden for fiskekonserves, og i Statens Universalmagasin kan man købe de søde champagner, som blev drukket ved hver en festbanket i Sovjetunionen, foruden den lige så obligate armenske cognac og russiske vodka – produkter, der forherliger nostalgi, og som man i dag må lede længe efter på Moskvas butikshylder.

På den vældige stalinistiske plads, anlagt for at mindes Anden Verdenskrig, proklamerer enorme bogstaver, at »folkets bedrift er udødelig«. På min vej væk fra centrum kommer jeg ind i et kvarter, som virker mindre dystert.

Jeg skal lede længe, før jeg finder den rigtige indgang i virvaret af boligblokke. Jeg skal besøge Hvideruslands mest berømte forfatter, Svetlana Aleksijevitj, som har boet her i årtier, selv om magthaverne jævnligt forsøger at tvinge hende i eksil.

Selv om hun siger, at hun føler sig sikker nok, fortæller hun også, at hun ikke har tal på alle bekendte, der er blevet fængslet, og at hun for længst har vænnet sig til at få åbnet sin post og aflyttet sin telefon.

Jeg er kommet til Minsk for at prøve at trænge dybere ind i det mysterium, Svetlana Aleksijevitj beskriver i sine ’stemmeromaner’ med deres symfoniske miks af gruopvækkende og dybt personlige vidnesbyrd om det sovjetiske århundreds tragedier: Stalin-æraens undertrykkelse, Anden Verdenskrig, Afghanistankrigen, Tjernobylkatastrofen, de blodige postsovjetiske konflikter ...

Hvordan kan der efter så mange lidelser stadig være en så stærk nostalgi efter kommunisme i dette land? Mens en ny krig raser i øst, i nabolandet Ukraine, tager Svetlana imod mig iført rød silkekimono. Over te og hviderussiske bolsjer vender vi tilbage til den fortid, som stadig fylder så meget i horisonten.

– Hvad er de stærkeste indtryk, du husker fra din barndom?

»Vi boede på landet, hvor min far var skoleleder og min mor lærerinde og bibliotekar. Mine forældre brugte de fleste af deres vågne timer på arbejdet, og jeg så ikke meget til dem. Det menneske, som virkelig åbnede verden for mig, var min bedstemor. Hver sommer tog vi til Ukraine for at besøge hende. Hviderusland er et land med sumpe og tåge. I Ukraine, derimod, er der blomster over det hele. Der er også stor fattigdom, men husene er smukkere og klimaet balsamisk. Folk opvarmer deres kakkelovne med strå, og det gav en helt særlig duft. Man bager selv sit brød.«

En ikke-forskønnet krig

»Men midt i den frodige idyl så jeg konstant krigsinvalider, krøblinge uden ben, der slæbte sig frem på hjemmelavede rullestole eller tiggede på fortovet. I toget sad de altid i flokke for sig selv og skrålede sange af krigens tid, de var et utroligt syn.«

– Hviderusland var det område, der led hårdest af alle under Anden Verdenskrig? Talte man også om krigens tid?

»Javist! Men mere på landet end i byerne, hvor det gjaldt om at være forsigtig. Når der var barnedåb eller bryllup, talte de voksne om krigen. Men eftersom der ikke var mange mænd tilbage, var det ikke fronthistorier, der blev fortalt. Det var kvinderne især, der fortalte om krigen mod nazisterne – en ekstremt grusom krig. De sovjetiske partisaner var udsultede, udmattede mænd, som gemte sig i skovene. Pludselig overfaldt de en landsby og tog en bondes sidste ko. Det var barske og stærke fortællinger, som jeg aldrig har glemt. Forestil dig de voksne samlet om bordet, og os børn, der løb rundt. Nogle gange jagtede de os og sagde, vi skulle lege et andet sted. Men jeg prøvede altid at høre, hvad der blev sagt. Som da de fortalte om den kvinde, som gemte sig ude i marsken med sin børn på flugt fra nazisterne. Hun havde ikke mad til alle, og der var fare for, at de små ville afsløre dem. Hun blev nødt til at drukne to af dem.«

– Hvordan har disse historier præget dig?

»De har givet mig mistro til det trykte ord. Det, som disse mennesker kunne fortælle, var langt mere sindsoprivende end noget af det, man kunne læse i bøger og artikler, som alle var fulde af lovprisninger af ’vores’ sejr over ’dem’. Den krig, man læser om i bøger, er forskønnet. Alt giver mening i lyset af, at fjenden skal overvindes. Men det, bondekvinderne fortalte, gav ingen som helst mening. Det var historier om ekstrem menneskelig grusomhed, f.eks. om hvordan en gruppe partisaner kom til en landsby og dræbte en hel familie, børn og bedsteforældre, ved at brænde dem inde på deres gård – en straf, fordi det hed sig, at en fra familien var medlem af en SS-loyal milits.«

– Var det på grund af de historier, at du tabte troen på kommunismen?

»Jeg er ikke født som dissident. Som alle, der gik i sovjetisk skole, læste jeg den autoriserede litteratur, som indeholdt kolossalt mange krigsfortællinger, men som var farvet af heroisme og triumf. Jeg var udsat for et dobbelt ideologisk pres fra skolen og fra mine forældre. Under de betingelser var det ikke oplagt at være skeptisk over for kommunismen. Jeg befandt mig udmærket i de kommunistiske ungdomsbevægelser, men stillede alligevel spørgsmål, som var ubekvemme for vores vejledere. Det var først senere, da jeg kunne rejse i udlandet, at jeg fik fat i kritiske bøger, især om Stalin-tidens lejre. Men endnu i 1970’erne vidste jeg ikke spor om alt det. Jeg levede som en provinsbo og tog ikke engang til Moskva.«

Ideologier er overflade

– Hvad inspirerede dig til at skrive din første bog, ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’?

»Da jeg havde afsluttet mine studier, fik jeg arbejde for en provinsavis. Jeg gennemførte en række interview med ældre mennesker. I samme periode læste jeg bøger af den hviderussiske forfatter Ales Adamovitj. Han og hans venner var rejst landet rundt for at finde overlevende fra de landsbyer, som nazisterne brændte ned under krigen, og optage deres vidnesbyrd på bånd. Da jeg hørte disse stemmer, i dusinvis af dem, fik jeg en øjeblikkelig forståelse for, hvilken litterær form jeg ville arbejde indenfor. Derefter brugte jeg syv år på selv at samle lignende vidnesbyrd. Jeg valgte som tema ’kvindernes fortællinger’, for det var kvindestemmer som min egen bedstemors, der indgik i mine egne erindringer.«

– Hvordan blev din bog modtaget?

»Da den udkom i en første version i Moskva-tidsskriftet Oktober i 1983, var dele af den strøget af censuren. Udgivelsen gav stor genlyd. To millioner eksemplarer kom der. Bogen ramte ind i tidsånden: Gorbatjov lancerede sin åbenhedspolitik, glasnost, kort efter. Der var en tørst efter at finde sandheden, og flere og flere var begyndt at tvivle på, om den menneskelige virkelighed var så simpel, som propagandaen påstod. Mit princip har altid været at søge at forstå menneskets virkelighed. At tage afstand fra det sovjetiske systems eller putinismens løgne er sekundært i forhold til det projekt. Jeg taber interessen for ting, når de køres op på et ideologisk niveau, som for mig er noget overfladisk. Alligevel kan man sige, at mine bøger også er et bidrag til at smadre de sovjetiske og postsovjetiske myter.«

– Hvad fik dig til skrive ’Zinkkister’, en ikke mindre grusom bog om Sovjets Afghanistankrig fra 1979-1989?

»Faktisk havde jeg ikke tænkt mig at skrive endnu en krigsbog. For mig var emnet udtømt. Men på et besøg hos mine forældre på landet mødte jeg en soldat, der var kommet tilbage fra Afghanistan. Han var blevet vanvittig. Hans måde at tale på, at græde på gjorde stort indtryk mig. Og så besluttede jeg mig alligevel for at skrive en bog med vidnesbyrd fra Afghanistan. Det var ikke let at få tilladelser. Men til sidst kom jeg til Afghanistan i tre uger, og krigen viste sig at være endnu mere frygtelig, end hvad jeg havde hørt. Det hele forekom som et stort sammenrod: Store drenge, der ofrede sig heroisk, men for hvad? Alle disse uhyrlige drab, den natlige drukkenskab, ydmygelserne af de unge rekrutter. Og dog var disse ganske unge mænd ikke uhyrer. Mange var sønner af en skolelærer, en læge fra landet og kom fra provinsintelligentsiaen og var flasket op med sovjetiske slagord hos deres forældre. Jeg genkendte min egen familie i deres. Dem, som kom fra landdistrikterne, var de mest naive. De troede, de deltog i en ædel krig for ædle idealer, men blev snydt og bedraget fra første færd. Og man gjorde dem til mordere. Deres mentale forvirring over alt det var hjerteskærende!«

En ukendt verden

– Havde du allerede dengang tænkt dig, at dine bøger skulle danne et samlet billede af sovjetiske århundred?

»Det gjorde jeg mig først klart i forbindelse med Tjernobylkatastrofen i 1986, som ramte Hviderusland hårdere end Ukraine. Atomkatastrofen blev den begivenhed, der fik mig til at indse, at hele det sovjetiske bygningsværk var ved at krakelere. Bønfaldelsen er utvivlsomt min vigtigste bog. Den krævede enorme anstrengelser at skrive. Det var meget mere kompliceret, fordi jeg havde så svært ved at finde den rette indgang. Hvordan skulle man omtale det, der var sket dernede? Men så besluttede jeg mig for at holde mig til min metode, og i de følgende år indsamlede jeg vidnesbyrd. Derefter kunne jeg se visse kraftlinjer aftegne sig. En helhedsfilosofi tonede frem, og jeg begyndte at forstå, hvad det var, jeg ville sige. Med Tjernobyl var vi havnet i en ukendt verden, hvor det stod klart, at det teknologiske fremskridt var på kurs mod selvmord. En verden, hvor mennesket ikke bare kæmper imod sig selv, men mod alt levende: planter og dyr, himmel og jord. I den bestrålede zone kunne man skovle døde gråspurve op i massevis. Det visnede løv blev ikke brændt, men begravet. Og man vidste ikke helt, hvad det var, man skulle være bange for. Døden var tavs og antog så mange skikkelser. Naturen lignede ikke noget, man havde set før. I de dage, der fulgte, antog vandpytter helt usandsynlige farver. De blev sorte, gule, grønne, selvlysende. Gran- og fyrretræer blev røde og så brune. Over himmelen var der et særligt lys, en særlig stråleglød. Selvfølgelig havde ingen været forberedt på noget sådant. Vi var blevet opdraget i den forestilling, at den fredelige sovjetiske atomkraft var uskadelig. Da katastrofen ramte, brugte man de midler, man kendte: Man indsatte soldater bevæbnet med maskingeværer. Det var absurd.«

– Hvad er det for en sandhed, du prøver at nå med din særlige skrivestil?

»Mit mål er ikke så meget at indsamle dokumentation som at skabe et helhedsbillede af en epoke. Derfor bruger jeg mellem syv og 10 år på at færdigredigere mine bøger. Jeg interviewer i hundredvis af personer og taler ofte flere gange med den samme. Det gælder i første omgang om at udrense det banale, de har i sig. Som udgangspunkt er vi tilbøjelige til at gentage det, vi har læst i aviser eller bøger. Men lidt efter lidt kommer vi ind i kernen af os selv og formulerer sætninger, som trækker på vores levede og unikke erfaringer. Ud af 50 eller 70 sider kan det ske, at jeg kun beholder en halv side eller højest fem. Selvfølgelig redigerer jeg i det, folk siger – jeg fjerner f.eks. overflødige gentagelser. Men jeg stiliserer det ikke, og jeg bestræber mig på at bevare det sprog, folk selv bruger. Og hvis nogen har det indtryk, at de formulerer sig godt, er det, fordi jeg har ligget på lur efter det øjeblik, hvor de i en slags choktilstand taler ærligt om døden og kærligheden. Det er der, deres tanker spidses til, og hvor hele deres personlighed mobiliseres. Vi må ikke glemme, at ordets kunst er en russisk tradition. Italienerne har det store maleri, tyskerne den store musik, men russerne har udviklet en logocentrisk kultur, der dyrker det talte ord. Jeg er altså ikke journalist, for jeg forholder mig ikke på informationernes plan, men udforsker menneskers liv – det, de har forstået af deres eksistens. Jeg gør heller ikke en historikers arbejde, for alt begynder for mig, præcis hvor det slutter for historikeren: Hvad foregik der i menneskers hoveder efter Slaget ved Stalingrad eller reaktornedsmeltningen i Tjernobyl? Jeg skriver ikke kendsgerningernes historie, men menneskesjæles historie.«

– Hvilke kernespørgsmål er du i sidste ende mest optaget af?

»De samme, som allerede plagede Dostojevskij. Hvorfor er vi så parate til at ofre vores frihed? Hvorfor kan ønsket om at gøre det gode udmunde i absolut ondskab? Hvordan kan man forklare menneskesjælens mørkeste dybder? Da jeg var ung, læste jeg de dagbøger, som mange af de største russiske revolutionære havde skrevet. Jeg ville vide, hvem de var, disse mennesker, f.eks. Dsjersjinskij, den senere politichef. Nuvel, han var engang en ung og særdeles opvakt mand, som drømte om en ny slags menneskehed. Hvad er det for mystiske mekanismer, der forvandler unge idealister til blodtørstige tyranner? Det var dét, jeg ville prøve at begribe. Og derfor har jeg som motto for min bog valgt denne aforisme fra filosoffen Fjodor Stepun: Vi må ikke glemme, at de, som er ansvarlige for, at det onde triumferer i verden, ikke er de blinde bødler, men de klarttænkende hjerner, som vil det gode. Det er mit barndomstraume og er forblevet mit store spørgsmål.«

© Philosophie Magazine og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her