Analyse
Læsetid: 5 min.

De sultne, de håbefulde, de chanceløse og favoritterne

Champions League er i fuld gang, og flere spørgsmål melder sig: Hvordan vil Barcelona klare sig uden en skadet Messi? Vil Manchester City langt om længe få succes i Europa? Er Mourinho den rette mand til at opfylde Chelseas ambitioner om europæisk succes trods slinger i Premier League? Og kan Rafael Benitez løfte arven efter Carlo Ancelotti i Real Madrid?
Festen er i gang, men det er for tidligt at sige, hvem der skal festes for. En håndfuld hold er dog nogenlunde sikre på at gå videre fra gruppespillet, og andre kan stadig nå at overraske. Her fejrer Benfica-fans et mål i gruppe C-kampen mod Atlético Madrid i Madrid onsdag aften.

Alberto Martin

Moderne Tider
3. oktober 2015

Gruppe A

De går videre · Real Madrid og Paris Saint-Germain. Den spanske kongeklub er midt i en opbygningsfase, hvor Rafael Benitez skal løfte arven fra Carlo Ancelotti, som gav dem den tiende Champions League-pokal, og før ham José Mourinho, som skovlede point hjem til sit hold. Længere fremme i turneringen bliver ikke mindst defensiven og en solid, men også chanceskabende midtbane altafgørende. Men mon ikke, Real kommer til semifinalen.

PSG er holdet med alle stjernerne, og deres offensiver skal stadig afgøre det hele. Den franske storklub er kommet langt de senere år og har i det hele taget været konsistente i deres spil. De kommer til at gå næsten hele vejen.

Hold øje med · Kampene mellem PSG og Real. De kan blive nøglen til Champions League i år. Men de kan også blive meget taktiske og et-måls-kampe.

Gruppe B

De går videre · Manchester United lugter blod. Efter år uden Champions League-deltagelse og en række flops inden da er Louis van Gaal determineret og klar. Spørgsmålet er, om al tumulten omkring David de Gea får negativ indflydelse, og så selvfølgelig om Manchester-klubben har tilstrækkelig momentum til at begå sig i to turneringer samtidig. Bare se, hvordan det er gået Manchester City de senere år. De skal også have løst deres angriberproblem, og hvor er det nu lige, Rooney skal spille?

VfL Wolfsburg er dark horse, men der er en stor chance for, at de kan ende som to’er over storklubben PFC CSKA Moskva. Den tyske klub har været overraskende stabil i Bundesligaen og skal først og fremmest arbejde på ikke at lade sig overvælde af de store scener. Wolfsburg er en spinkel nr. 2 i gruppe B.

Hold øje med · De to indbyrdes opgør mellem Moskva og Wolfsburg. Et sikkert skud er, at de hver især vinder deres hjemmekampe, og så kan den indbyrdes målscore blive afgørende.

Gruppe C

De går videre · Atlético Madrid skal nu vænne sig til ikke længere at være de vilde spaniere, som stik imod alle odds spiser kirsebær med de allerstørste. Nu regnes de, om ikke blandt de ypperste favoritter, så i hvert fald som kandidater til en kvartfinaleplads. Det bliver dog spændende at se, om de kan holde den krigeriske all-in-attitude i kog, eller om det faktisk er blevet en slags hverdag i den knap så rige bydel af Madrid.

Benfica er runner-up næsten på niveau med Galatasaray, men har dog den lille fordel, at deres internationale udsyn og erfaring er en anelse større. Lad os tippe Benfica som nr. 2 i gruppe C.

Hold øje med · De indbyrdes opgør mellem FC Astana og Galatasaray. Hvis de uprøvede 11 fra Kasakhstan kan smide malurt i tyrkernes bæger, bliver rangfordelingen i gruppe C endnu mere tydelig.

Gruppe D

De går videre · Absolut en af de mere lige og spændende puljer – dog ikke en dødspulje! Juventus kom særdeles langt sidste år og var det mest omstillingsdygtige hold i Europa overhovedet. Juve har dog afhændet en række nøglespillere, men sulten er der stadig. Spørgsmålet er selvfølgelig, om de kan klare sig uden Andrea Pirlo. Vi tror på en spinkel kvartfinaleplads til italienerne.

Det er nu eller aldrig for Manchester City, og buddet må være, at de kravler ind på en andenplads efter Juve, men lige over Sevilla FC.

Hold øje med · VfL Borrusia kan ikke spås mange chancer. De har klaret sig glimrende i Bundesligaen, men har slet ikke fordums styrke. Men vi får se.

Gruppe E

De går videre · Umiddelbart en lidt mudret gruppe, men dog med én fuldstændig uomgængelig superfavorit i sin helt egen liga – Barcelona. De er ikke blevet stækket af sommerens transfer, der er ro på bagsmækken, og det catalanske mandskab kan som de første blive vindere af pokalen med de store ører to sæsoner i træk. På trods af Leo Messis aktuelle knæskade er Barca klar, klar nummer 1 i gruppe E.

Nummer 2 må være et kvalificeret kig i krystalkuglen, men vi tipper mod Bayer 04 Leverkusen. Deres hold er mere sammenhængende, de har en interessant træner, som i spillefilosofi ligner en krydsning af Josep ’Pep’ Guardiola og Jürgen Klopp, og de kommer med arbejdsdisciplinen og det taktiske overskud fra Bundesligaen som match til AS Roma. Italienerne spiller flottere fodbold, men Leverkusen vinder over dem med et mulehår.

Hold øje med · Det må være de tysk-italienske sammenstød. Leverkusen skal satse på at vinde på hjemmebane med en pæn margin, for i Rom bliver det garanteret en vaskeægte calcio – 0-0 eller 1-0.

Gruppe F

De går videre · En klokkeklar gruppe, som ikke efterlader megen betting-spænding. FC Bayern München er kvartettens suverænt bedste hold, hvor presspil, god organisering, defensiv styrke og overrumplende offensiv især på fløjene går op i en højere enhed. Bayern er måske det bedste bud på en finale i år (bortset fra Barca).

Arsène Wenger er altid garant for en god placering i turneringerne, så London-klubben suser ind på en andenplads.

Hold øje med · Opgørene mellem Olympiakos FC, som vi spår en tredjeplads og tidlig billet til Europa League, og Arsenal kan godt blive blodige affærer. Det olympiske hold lægger sig absolut ikke fladt på maven og kan sagtens drille londonerne med en ubehagelig sejr i det hjemlige, så Wenger skal hive styrkerne frem i den engelske hovedstad (og holde op med at skændes med Mourinho hele tiden).

Gruppe G

De går videre · Også en overskuelig gruppe. Chelsea FC har klare ambitioner om at nå toppen også i år, og Mourinho er manden til jobbet. Midtbanen er både stærk og omstillingsparat og på trods af slinger i den offensive vals og en særdeles dårligt start på Premier League-sæsonen kan den fine London-klub sagtens score, når det gælder. Om noget er Chelsea vel et rigtig turneringshold, så de er en klar nummer 1.

FC Porto bliver nummer 2. For nylig har de forstærket sig med den spanske landsholdsmålmand og én af de største målmænd gennem tiden, Iker Casillas. Porto er et klassemandskab, som ofte har drillet de store i Europa.

Hold øje med · Også i gruppe G er de tidligere Sovjet-klubber henvist til Europa League, og af samme grund bliver kampene mellem Dynamo Kyiv og Maccabi Tel-Aviv FC vitale.

Gruppe H

De går videre · Måske den sværeste pulje at blive klog på. Vi byder dog ind på Olympique Lyonnais, som trods alt har erfaringen og styrken fra den hjemlige liga.

Valencia FC har været de evige 3’ere i La Liga, men har stabile meritter med sig fra Champions League-historien. Endvidere er de først nu ved at ryste støvet fra en katastrofal økonomi og et sejlivet ry som rugekasse for de største klubber af sig, så de har masser at bevise. De bliver to’er.

Hold øje med · For bare få år siden var FC Zenit et spændende bekendtskab. Deres flotte og dynamiske spil bragte dem i tæt konkurrence med ligaen lige under Europas største. Siden er de dog falmet noget og må regnes som en 3’er i gruppe H. Men selvfølgelig er de en tand bedre end ubeskrevne KAA Gent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her