Læsetid: 5 min.

’Jeg synes, kvinder er mere interessante at skrive om’

» Alle synes, at huset og barnet måtte være nok for mig og opfordrede mig til at lægge skriverierne på hylden. Men jeg krævede tiden for mig selv og sad oppe om natten og skrev, mens min søn var baby og sov«
31. oktober 2015

Hvad handler din nye bog ’Nær og fjern’ om?

»Den handler om seks forskellige mennesker, der uden rigtigt at vide det kommer til at betyde meget i hinandens liv. De er socialt meget forskellige. Der er en blikkenslager, som bliver meget rig. Og så er der hans trofæ-hustru, som hverken bryder sig om at være trofæ eller om at få børn. Hun vil allerhelst være musicalstjerne. Så er der vilde Bjarne, der en overgang er kriminel, og en meget smuk, manisk kvinde, der vil frelse hele verden. Der er en ung enlig mor, der arbejder med at tage imod bestillinger fra ældre, der skal have en liter mælk eller en pose kartofler. Og så er der en skrædderinde, og hun er nok den sødeste og mest stille af dem alle. I hende ligger nok en stor del af mig. Hun vil gerne have fred til at tegne sine kjoler, og jeg vil gerne have fred til at skrive. Romanen handler om længslen efter noget andet. Det tema findes i hele mit forfatterskab. Nok fordi jeg altid selv har længtes. Mens jeg var ung, længtes jeg efter at skrive en bog, og jeg længes efter det samme i dag. På det punkt er jeg ganske umættelig.«

Hvis du skulle have levet i en anden tid, hvilken skulle det så være?

»Jeg har altid været meget fascineret af rokokoen, men jeg ville formentligt have været stuepige eller vaskekone. Dengang skulle man være ud af en velhavende familie for at få lov til at skrive, og det er jeg jo ikke. Jeg vil hellere leve i fremtiden og se, hvordan det går mine børnebørn. Og det til trods for at jeg er så utrolig dårlig til al den her teknik. Jeg sidder jo bare der med mit nøglekort, og jeg er ved at fortvivle over min mobil.«

Hvad bekymrer dig?

»Alle flygtningene. Jeg håber, vi kan klare det så godt som overhovedet muligt. Det smukkeste vil jo være, hvis vi kunne adoptere alle de uledsagede flygtningebørn, men det er måske meget traumatiserede mennesker, og det er jo ikke ligefrem babyer, der rejser uden ledsagelse. Måske tror de, der kommer til Danmark, at vi er så lykkelige her, at lykken er noget, der kan smitte eller deles ud af.«

Har man pligt til at være lykkelig?

»Nej, det har man slet ikke, men omgivelserne kan synes, at man har det. Da jeg skrev Pligten til lykke havde min mand og jeg fået hus og barn samtidigt. Det var et flot hus og et vidunderligt barn, men jeg ville også skrive. Alle synes, at huset og barnet måtte være nok for mig og opfordrede mig til at lægge skriverierne på hylden. Men jeg krævede tiden for mig selv og sad oppe om natten og skrev, mens min søn var baby og sov.«

Hvornår mærkede du første gang, at du var voksen?

»Det har jeg aldrig rigtigt mærket. Nu er jeg jo så lille, at folk sagde ’lille ven’ til mig, mens jeg gik i gymnasiet. Jeg har ikke på noget tidspunkt pludseligt følt mig voksen. Næh, jeg tror på mange måder, at jeg roder mig frem som et barn.«

Hvilke forfattere føler du et slægtskab med?

»Jeg elsker jo Herman Bang, som jeg har skrevet en roman om. Ham tror jeg faktisk aldrig, jeg bliver færdig med. Hans personer lever i deres lys og i deres skygge, og det synes jeg er meget fint og smukt. Herman Bang en meget forfulgt mand, fordi han var homoseksuel, men han havde meget tilovers for andre mennesker. Hvis man bad ham om lidt penge, så nægtede han det faktisk aldrig. Han kunne sidde på en café i Paris og jamre og klynke over sin dårlige økonomi, og så kunne der komme en blomsterpige forbi, som han straks købte en rose af. Han havde nærmeste et anarkistisk forhold til penge. Og så Marcel Proust! Jeg er slet ikke spor god til fransk, men når jeg sidder og skriver, er det meget dejligt at læse på et andet sprog. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, så glider jeg bare hen over det. Det er ikke sådan, at jeg styrter hen til en ordbog for at blive bedre.«

Hvad kan du i dag, som du ikke kunne, da du debuterede?

»Min nye bog er et alderdomsværk. Jeg har levet så utrolig mange år og kendt så mange forskellige mennesker. Det gør man ikke, når man er 25 år. Der er mere erfaring i den her bog, end der er i mine første bøger.«

Hvorfor er det skønt at have hund?

»Den er altid glad for én. Den er glad, når man kommer hjem, og den er glad, når den skal ud og gå tur. Jeg synes, hunde er så utroligt smukke. Både gadekryds og racehunde. Der er en skønhed ved dyr. Og så aner de slet ikke selv, hvor indtagende de er. I Nær og fjern bliver Bjarne lidt invalideret, hans kærlighedsforhold går i stykker, og så får han en hund. Da han har gået 10 skridt ved siden af den, tager den meget blødt Bjarnes hånd i munden. Han ved, at han ikke må trække hånden til sig, for det er hundens kys. Det er sådan set nok den største og mest uselviske kærlighed, Bjarne møder.«

Hvad har du i din håndtaske?

»Da jeg var ganske ung, sagde jeg altid: kam, spejl, penge, nøgler, lommetørklæde. Senere er der kommet en pudderdåse og en læbepomade til, men ellers er det stadigvæk: kam, spejl, penge, nøgler, lommetørklæde. Mærkeligt nok ikke en blyant. Men hvis jeg får en god idé, kan jeg godt huske den.«

Dine karakterer er oftest kvinder. Hvorfor?

»Fordi jeg har flere erfaringer som kvinde end som mand. Der er jo også forskel på en vaskemaskine og et cockpit. Jeg synes, kvinder er mere interessante at skrive om. Jeg synes også, de er mere udtryksfulde. Jeg kan egentligt nok også blive mere fascineret af at se på kvinder end på mænd.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu