Læsetid: 2 min.

Ungarns svar på Janis Joplin

Sarolta Zalatnay blev holdt tilbage af kommunistiske regler, men sat fri af Ungarns modkultur, og forvandlede sig fra popstjerne til læderklædt filmstjerne og æterisk hippie
17. oktober 2015

Der er visse fordele ved at være en stor lort i en lille gade, men der er sandelig også ulemper. Det gælder for eksempel for den kommunistiske æras ungarske rock- og popkunstnere: Deres vej til toppen var måske nok kortere, men deres sprog isolerede dem fra resten af verden, og deres regering forhindrede dem i at teste deres værd i det dekadente Vesten.

Sarolta Zalatnay (Zalatnay Sarolta efter ungarsk navneskik) blev ikke uden grund også kaldt »Ungarns Janis Joplin«. Var hun blevet født et par hundrede kilometer mod vest, var hun måske blevet en internationalt tilbedt superstjerne. På den anden side var hun måske aldrig kommet til at indspille sine fantastiske 1970’er-plader.

Hendes karriere begyndte, da hun som teenager blev opdaget i et tv-talentshow, og siden optrådte hun med folk/pop/jazz-bandet Bergendy Együttes. Hendes første soloalbum, Ha Fiú Lehetnék, indspillet sammen med psychpopbandet Metro, kom i 1970. Ungarns rockscene var lille, men de centrale og fantastisk talentfulde figurer blev ved med at indgå i nye sammenhænge, som bragte musikken fremad.

En del af en slags ungarsk Deep Purple

Zalatnay samarbejdede med sangskriver og bassist Károly Frenreisz, der forlod Metro og etablerede Locomotiv GT sammen med forhenværende medlemmer af psychrock-bandet Omega. Zalatnay indspillede sin anden og tredje plade med Locomotiv GT og blev i samme periode en betydningsfuld filmstjerne i Ungarn.

Frenreisz forlod i 1973 Locomotiv GT og startede det tungere, hårdere Skorpio – en slags ungarsk Deep Purple – som var med til at indspille Zalatnays fjerde plade, Hadd Mondjam El, og bandet blev et kæmpehit i Ungarn, men forblev stort set ukendt alle andre steder.

Ungarske musikere nød større rejsefrihed end borgere i de andre kommunistiske lande, og Zalatnay tilbragte to år i Storbritannien i slutningen af 1960’erne, hvor hun blev introduceret til forskellige britiske musikere og angiveligt afviste et ægteskabstilbud fra Maurice Gibb.

Det var imidlertid først i 2007, da britiske Andy Votel udgav en opsamlingsplade med det bedste fra pladeselskabet Finders Keepers, at hendes klassiske 1970’er-numre kom bredt ud i den engelsktalende verden.

I mellemtiden var hun blevet kendt som Playboymodel – og for skatteunddragelse og velgørenhedsarbejde, der intet har at gøre med den musik, hun stadig laver.

© The Guardian og Information

Oversat og forkortet af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu