Læsetid: 7 min.

Et vigtigt dansk bryllup

USA’s ambassadør, Rufus Gifford, bliver i dag, lørdag, gift med sin partner, Stephen DeVincent, på Københavns Rådhus. Men hvorfor egentlig det?
At blive gift netop i København betyder ’alt’ for Rufus Gifford, ’både personligt og politisk,’ forklarer han.

Martin Bubandt

10. oktober 2015

»Det kan godt være, du får et helt andet svar, hvis du spørger en yngre homoseksuel, men jeg voksede op i 80’erne med alt det selvhad, der var dengang, og jeg er del af en generation, der ikke troede, at vi nogensinde skulle komme til at opleve lighed,« forklarer Rufus Gifford, USA’s ambassadør i Danmark. »Så for mig betyder det faktisk meget at blive anerkendt af de folk, der betyder noget. Det betyder noget, når din præsident siger til dig, at dit parforhold er lige så værdifuldt som hans eget.«

Det tager næsten en halv time at komme igennem sikkerhedsforanstaltningerne, da jeg skal interviewe Rufus Gifford på ambassaden i anledning af hans forestående bryllup.

Først tror vagterne med sikkerhedsstøvler og bælter med slagvåben ikke på, at jeg er journalist, og da jeg endelig får lov at komme ind, må jeg efterlade min telefon i døren, bytte mit pas til et gæstekort hos en marinesoldat og lade mig eskortere gennem adskillige sluser, systemer og metaldetektorer ned i kælderen, hvor Gifford sidder og spiser pommes frites og æg og bacon. Under hele interviewet sidder to ansatte fra ambassaden bag mig. Den ene optager interviewet på en diktafon, der ligger ved siden af min, og et stort kamera i hjørnet af rummet optager – måske – det hele på video.

Jeg spørger Gifford, hvad det betyder for ham, at han skal giftes på Københavns Rådhus.

»Det betyder faktisk alt for mig, helt ærligt, både personligt og politisk,« svarer han.

— Hvorfor har I valgt Københavns Rådhus?

»Den danske regering tog en globalt set meget upopulær beslutning, da den legaliserede det registrerede partnerskab i 1989, og som jeg ser det, bredte det sig som ringe i vandet, der sendte håb ud i verden. Jeg er 100 procent overbevist om, at det var lande som Danmark, der viste vejen til en politisk ændring, der i sidste ende blandt andet betød, at jeg kunne blive ambassadør. Vi har valgt at blive gift på Københavns Rådhus, fordi det var der, de første mennesker i verden [af samme køn] blev gift. Det betyder for mig, at vi følger i fodsporene på ufatteligt modige mænd og kvinder, og jeg vil gerne have, at vores bryllup også i en vis udstrækning er en hyldest til dem og en tak til Danmark.«

De homoseksuelles umættelige behov

Gifford kommer fra en stenrig familie, og han spillede selv en vigtig rolle som fundraiser i Barack Obamas genvalgskampagne i 2012, til hvilken han skaffede over en milliard dollar.

Tidligere har han været del af Hollywoods filmindustri, hvor han arbejdede sammen med folk som Eddie Murphy, Tom Hanks og Angelina Jolie, og i sit nuværende job som diplomat rejser han Danmark rundt som USA’s folkelige homoambassadør. Han er kendt for sit smil og sin charme, og han er en stor og muskuløs mand.

Mens han forklarer, at brylluppet er vigtigt for ham, fordi han er vokset op i et samfund, der på alle måder viste ham, at han som homoseksuel ikke var god nok, spekulerer jeg på, om der inde bag den stive skjorte og musklerne, inde bag bygningens beton, sikkerhedsvagter og panserglas sidder en såret dreng, der aldrig rigtig er blevet færdig med at få at vide, at han er okay. At det, de sagde til ham dengang, ikke gælder mere.

Jeg kender det fra andre homoseksuelle og fra folk med indvandrerbaggrund, der også er blevet til noget stort, men som aldrig rigtig er holdt op med at tvivle på, om alt det grimme, de fik at vide engang, stadig gælder. De homoseksuelles umættelige behov for at få at vide, at de er okay. At folk ikke hader dem. Mere. Som det bøssepar, der for et par år siden rejste rundt og lod sig gifte i alle de amerikanske stater, der tillod det.

Jeg kan genkende det i de melodramatiske kampagner for homoægteskab, der lover, at kærlighedsritualet – når det bliver statsligt! – en gang for alle vil viske tvivlen væk.

Stigmaet flytter videre

Men ikke alle er lige glade for homoægteskab, og ideen har ikke kun mødt kritik fra homofober.

Akademikere og aktivister i amerikanske LGBT- og queermiljøer har længe kritiseret homoægteskabskampagnerne for ikke at frigøre, men normalisere ikkeheteroseksuelle. Kritikerne tæller folk som Yasmin Nair, Ryan Conrad, Dean Spade, Mattilda Bernstein Sycamore, Kate Bornstein, Suzanna Danuta Walters og kollektiverne DarkMatter, Gay Shame og Against Equality.

De taler om homoægteskab som en handel med majoritetssamfundet, hvor minoriteter får del i visse privilegier, men kun på betingelse af at de både kan og vil lade sig normalisere. Med til normaliteten kan høre, at man udgrænser andre minoritetsgrupper; accepterer og adopterer racistiske, misogyne og transfobiske diskurser; finder deres plads i – frem for at kritisere – kapitalismen, patriarkatet og racismen. Det kræves, at man smider den seksuelle revolution og minoriteternes særlige traditioner og kulturer over bord for en bid af de normales bryllupskage.

Jeg ser ikke mig selv som en aktivist, medmindre det er aktivistisk at nævne Stephens navn, så tit jeg kan i løbet af et interview, forklarer siger Rufus Gifford, her med sin partner, Stephen DeVincent, ved en sommerfest på den amerikanske ambassade.

Foto:  PR-billede

Der går en grænse mellem det normale og det unormale, og homoægteskabet er med til at rykke den grænse.

Men kritikere peger på, at hvis man blot rykker grænsen for, hvad det normale kan rumme, men undlader at kritisere hele ideen om normalitet og afvigelse, vil man bare sende stigmaet videre til andre udsatte identiteter. Det kan være muslimer, transkønnede, flygtninge. Polygame, handikappede eller dem, der ikke ønsker at lade sig normalisere.

Man kunne tænke, at en mand som Gifford har sit på det tørre, så hvad mener han om kritikken af homoægteskab, og hvor tror han, stigmaet flytter hen, når det ikke længere klæber til ham?

»Jeg ved det ikke. Men der er masser af folk, der stadig sætter stigmaet på mig. Selvfølgelig er der folk, der har et problem med mig. Without a doubt! Det ved jeg, at der er. Der er også mange, der ikke mener, jeg burde sidde på det her kontor og repræsentere mit land. Men generelt er jeg da accepteret både i Danmark og i min hjemby.«

Det intolerante resten

Ambassadøren og jeg har faktisk allerede en historie sammen, inden vi mødes. I sommer afholdt han en reception i ambassadørboligen for VIP’erne i det danske LGBT-miljø, og jeg var også inviteret. Jeg takkede nej med et opslag på min facebookside, hvor jeg forklarede, at jeg så receptionen som en del af en fortælling om »Det Tolerante Vesten og Det Intolerante Resten«, hvor »rige, hvide, gifte bøsser ... fejrer sig selv og deres krigsførende torturstater«.

Jeg er kritisk over for homoægteskab og den integrationsparate LGBT-politik, og jeg takkede nej, fordi jeg mente, at ambassadøren var sluppet for billigt fra sit ansvar som officiel repræsentant for USA’s politik, og fordi jeg følte, at arrangementets tilgang til LGBT-politik var reaktionær og en fælde.

Nu spørger jeg flere gange Gifford, hvor stigmaet flytter hen, når det ikke længere klæber til ham, og hver gang svarer han, at stigmaet stadig sidder på ham. Dét er interessant, når det kommer fra en mand, der ellers ser ud til at have alle de gode kort på hånden. Måske bortset fra et enkelt dårligt kort.

»Jeg løber konstant ind i danskere, der mener, jeg ikke burde snakke så meget om min homoseksualitet. At jeg skulle være lidt mere privat med de her ting. Det sker hele tiden. De synes, jeg skulle holde det for mig selv.«

Så vender vi tilbage til brylluppet på lørdag.

»Jeg ved, Stephen er den, jeg vil være sammen med, og jeg er klar til at validere det med samfundet. Og det, synes jeg, er en god ting. Jeg ved, det er det mest konventionelle svar, man kan give, men vi elsker hinanden, og det vil vi gerne dele med dem, vi holder af.«

Hvilken betydning har det, at Gifford som magtfuld diplomat bliver gift? Reproducerer han med sit bryllup en normativ forståelse af parforhold og kærlighed og en assimilistisk LGBT-politik, der bare sender stigmaet videre? Bidrager han til en eurocentrisk, nationalistisk fortælling om Danmark som ’foregangsland’ – en fortælling, der usynliggør ikkeheteroseksuelle kulturer, der rent faktisk inkluderede homoægteskaber mange steder i verden, lang tid før den hvide (hetero)mands kolonialisering og medfølgende tvangsheteroseksualisering i kolonierne? Kritikerne ville sige ja.

Spørgsmålet er, hvad der skal ske nu, hvor kampen om homoægteskabet er vundet. Hvad sker der efter brylluppet på lørdag, når der er bundet sløjfe på den historie, og Rufus og Stephens kærlighed endelig er blevet officielt anerkendt?

»Min største frygt er, at folk bare læner sig tilbage og slapper af, nu hvor kampen om ægteskab er vundet. Kampen mod stigmaet er ikke slut, og den kamp skal vi altid kæmpe,« siger Gifford, der selv har tænkt sig at blive ved med at være åben og synlig som homoseksuel.

»Jeg ser ikke mig selv som en aktivist, medmindre det er aktivistisk at nævne Stephens navn, så tit jeg kan i løbet af et interview, og aldrig undlader at tage ham med til et arrangement, hvis han ellers gider. Som jeg ser det, er det bare sådan, jeg er. Og jeg synes, det er antiprogressivt, hvis man er homo og åben og lader sin partner blive hjemme. Det er forkert i mine øjne. Medmindre der selvfølgelig er en god grund. For eksempel en reel trussel om vold.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Greve
  • Steffen Gliese
Jørgen Greve og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

USA er et land der er plaget af dyb paranoia over alt og alle. Og som frygter alt og alle. Og det ser man ganske tydeligt her. Både i Lodahls besvær med at komme ind på ambassaden og med den, for mig at se, paranoide overvågning af interviewet med Rufus Gifford på USAs ambassade her i DK. Og så er jeg sådan set ligeglad med om Rufus Gifford bliver gift på Københavns Rådhus eller ej.

Freddy Andersen

Ja for mig ligner det mest noget som hører hjemme i Se & Hør, men Information er måske begyndt at gå dem i bedene.

Er det fordi han er USA's ambassadør her i Pærekøbing, at der ofres så meget spalteplads på Gifford? Ville I skrive lige så meget om den private familiefest, hvis det var en ambassadør fra fx Bolivia eller Lesotho?

Jeg er gammel nok til at kunne huske dengang Inf. brugte spaltepladsen til at grave i den til enhver tid regerende USA-ambassadørs fortid og gøren og laden, og hvorfor lige netop han/hun var blevet ambassadør, samt hvor meget han/hun havde ydet i valgkampbidrag til enten Demokraterne eller Republikanerne, for at få en ambassadørpost.

Når Inf i stedet vælger at skrive om en privat familiefest, lægges der vel hermed op til, at siden Obama kom til magten, så er der ingen grund til at grave i den slags længere. Eller hvad?