Læsetid: 7 min.

Vores grænser fortæller, hvem vi er

Militariseringen af Europas eksterne grænser og brugen af avanceret teknologi til at kontrollere menneskestrømme tegner konturerne af en ny politisk virkelighed mættet med grænsekrig og mobilitetshierarkier. Teknologiens karakter beretter om vores nationale fællesskaber, om nye former for krigsførelse og en tiltagende privatisering af grænsekontrollen
Grænser – og kontrollen af dem – er bærere af nationale, politiske fortællinger om, hvem vi er, og hvem der er plads til, før det ’vi’ ændrer sig. Det er denne fortælling, der i disse måneder kæmpes om. Her ved grænsen mellem Serbien og Kroatien.

Danilio Balducci

3. oktober 2015

Forestil dig en lille camouflagefarvet perle. Den bevæger sig rundt i landskabet langs en grænse. Du ser den ikke lige med det blotte øje, men den registrerer dig og din bevægelse. Perlen – eller ’Pearls of Wisdom’, som er det officielle navn på den lille mikrosensor – er seneste produkt fra Elbit, Israels største producent inden for våben, sikkerheds- og grænsekontrolsteknologi.

Perlen er udviklet til at registrere mennesker og køretøjers bevægelse i områder langs grænser og i krigszoner og er en del af Elbits robotiserede grænsekontrolssystem ’Treasures’ (Skatte). En såkaldt miniature-UGS (unmanned ground sensor) som er det sidste nye inden for teknologiseret og fjernstyret grænsekontrol.

Treasures-systemet omfatter også andre delsystemer som for eksempel minikameraer, der dag og nat sender termografiske billeder tilbage til et kontroltårn eller en kommandocentral, og intelligente miniradarsystemer, der med solen som energikilde opfanger og sporer udsving i bevægelse og hastighed både horisontalt og vertikalt inden for en radius af flere hundrede meter.

Ved hjælp af systemer som Treasures udvides grænselinjer til at omfatte en stadig større zone og hele grænseområder inddrages til kontrol ved hjælp af overvågning sensor- og radarsystemer. Teknologien reducerer behovet for menneskelig bemanding på jorden, og kontrollen af grænserne reduceres til »friktionshåndtering«, hvis der skulle opstå problemer.

Teknopolitisk markør

Med vor tids flygtningestrømme og migration følger en massiv industri for grænsekontrol. Det er gyldne tider for producenter af avanceret sikkerhedsteknologi, og utallige virksomheder er involveret i – og tjener enorme summer på – grænsekontrol. Den mangefacetterede industri udvikler blandt andet intelligente hegn, perimeterkontrol og biometriske installationer med fingeraftryks iris- eller ansigtsgenkendelse.

Teknologien er ikke blot en neutral facilitator og en forrygende forretning. Den er også en teknopolitisk markør, der fortæller meget om vor tids måde at kontrollere grænser og mennesker på, og om hvordan vi definerer og kultiverer vores nationale fællesskaber.

Europas kamp mod migranter har på mange måder udviklet sig langs den samme ideologiske linje – eller ’dem og os’-dikotomien – som tegnede den globale Kamp mod Terror i tiden efter 2001. En kamp, hvor den styrende præmis har været udskillelse af mistænkelige grupper fra den bredere befolkning via overvågning, social filtrering, lovgivning og en voksende sammensmeltning af politi- og militærpraksisser. Ligesom den international Kamp mod Terror var med til at videreudvikle sikkerhedsteknologien, og virkede som innovationsplatform, gør grænse- og migrationskontrollen det også i dag.

Som værn mod flygtninge og migranter fra Mellemøsten og Afrika har lande som Grækenland og Ungarn på det seneste opført hegn langs deres grænser. Og dermed vores. Grænsehegn og mure er som bekendt langtfra et nyt fænomen. Vi ser det i andre af verdens brændpunkter som for eksempel Belfast, Israel/Palæstina, USA/Mexico og Saudi-Arabien/Yemen. Men de fysiske manifestationer i form af hegn og beton er ikke den eneste måde, den intensiverede grænsekontrol udfolder sig på. Ud over systemer som Elbits Treasures ser vi blandt andet en voksende brug af droner til luftovervågning, maritime undervandssensorer og avancerede havpatruljeringsmetoder.

Grænsen som værktøj

For eksempel indledte Grækenland for få år siden forhandlinger om at købe droner fra en israelsk våbenproducent. Flere kilder vurderede, at det ikke var til konventionelt militært brug, men grænsekontrol og patruljering på Middelhavet. Salget af de pansrede såkaldte riot control-køretøjer til europæiske politistyrker er også steget markant de sidste år. De bruges i stigende grad til at opløse og sprede folkemængder, også ved landenes ydre grænser.

Grænser er det mest konkrete værktøj, hvormed politiske autoriteter geografisk konstruerer stater og ideologisk former nationer. Grænsedragninger – og kontrollen af dem – er bærere af nationale, politiske fortællinger om, hvem vi er, og hvem der er plads til, før det ’vi’ ændrer sig. Det er denne fortælling, der i disse måneder kæmpes om. Internt i landene står kampen mellem civilsamfund og politikere; ved grænserne mellem flygtninge og magtudøvere.

Grænser er hårde, men de er også organiske og foranderlige. I deres mest basale form handler grænser om at definere og håndhæve principper for inklusion og eksklusion.

Den proces indbefatter både en ideologisk politisk sanktionering af det nationale fællesskab inden for et afgrænset territorium, og en teknologisk instrumental facilitering af den proces. Mennesker er styringsobjekter, der kræver særlige former for kontrol og teknologi.

Derfor udgør grænsekontrol en form for tekno-nationalisme, hvor teknologi, infrastruktur og national(istisk) ideologi er hovedingredienserne. Grænsekontrollen bliver en form for bioregulering, hvor kroppe gøres til genstande for kategorisering og systematisk kontrol.

Michel Foucault har beskrevet det som en måde at manipulere sociale objekter ind i politisk definerede kategorier, hvor mennesker deles op i enten legitime eller illegitime. Er du født ind i det definerede fællesskab, har du adgang. Hvis ikke, forsøges du holdt ude.

Kampen om grænser har traditionelt set været mest eksplicit og voldelig i etniske konflikter, hvor netop den ideologiske ’os og dem’-dikotomi koncentreres omkring grænselinjer. I dag kæmpes de kampe ikke blot i Mellemøsten, men også ved Europas port, i libanesiske aviser og ved de danske landeveje.

Grænseparadokset

Grænser er samtidig et spændingsfelt mellem økonomi og sikkerhed, hvor kapitale og territoriale logikker skal spille sammen for at sikre regulering, men samtidig også sikre et flow af varer og fri bevægelse for den globale, mobile overklasse. Hensynet til på den ene side protektionistisk sikkerhed og på den anden side åbenhed udgør et voksende paradoks, hvor grænser på én og samme tid skal facilitere og begrænse bevægelse. Det skaber ulige flow og bevægelsestempi baseret på markedsmekanismer og nationalistiske, hierarkiske mobilitetsregimer.

Hvor staters voldsmonopol traditionelt er blevet brugt som målestok for deres kapacitet for magt, er også mobilitetsmonopolet i dag blevet en central medmarkør. Lige nu er det en essentiel opgave for Europas ledere at holde folk ude, men forsyningsflowet i gang.

Dødelige grænselande

Passagen gennem en grænsekontrol er et socialt og magtbaseret ritual, der definerer det enkelte individs mobilitetskapacitet og rettigheder. I passagen eller grænseovergangen evalueres den enkeltes ret til bevægelse og inklusion. Dokumentationsfremlæggelse og identitetsregistrering er den teknokratiske materialisering af mobilitetsregimet. Fart og adgang er parametre for, hvor i mobilitetshierarkiet man er.

Som den franske kulturteoretiker Paul Virilio har beskrevet, er individets fart bundet op i en form for strukturel vold. Eller sagt med andre ord – hvis en flygtning nægtes passage over en grænse, kan det medføre døden. Det skaber dødelige grænselande.

Grænsedragninger handler også om at definere interne fællesskaber. Den franske sociolog Didier Bigo beskriver, hvordan grænser repræsenterer den eksterne dimension af intern sikkerhed. I den kontekst står netop fremkomsten af homeland security, direkte oversat ’hjemlandssikkerhed’, som den dominerende måde at tænke sikkerhed på, meget prægnant.

Begrebet blev udbredt særligt af USA i Kampen mod Terror, hvor sikkerhed på hjemmefronten og oversøisk intervention både praktisk og ideologisk blev koblet sammen. Homeland security opererer med bestemte forestillinger om, hvad »hjemme« er. Ideen om et »hjemme« handler i grove træk om at beskytte vores nationale fællesskab mod et ydre pres.

Grænsekontrollen er central for at sikre vores levestandard. Koblingen mellem visionen om et nationalt fællesskab, homeland security og grænsedragning skaber et absurd paradoks, hvor de, der har behov for beskyttelse, bliver lukket ude, fordi vi prøver at beskytte os selv.

Globaliseringen af grænsekontrolsteknologi via globale markeder er med til at mainstreame metoder for, hvordan man håndterer illegale kategorier af mennesker. Det sker ud fra samme styringslogik, som kan rettes mod forskellige, uønskede grupper. Udviklingen resonerer med det, den politiske filosof Charles Mills har kaldt »racekontrakten«. Den hviler på en ideologisk baseret symbolsk og reel vold, hvor den politisk-demokratiske kontrakt mellem autoritet og folket kun involverer den dominerende version af hvilket »folk der tæller« – altså de legitime.

De legitime

De sikkerhedsvirksomheder, der både demonstrerer konkret erfaring og udviser fleksibilitet i forhold til effektiv teknologioverførelse, klarer sig godt. Den private sektor involveres således i grænsekontrollen via et samarbejde mellem private og offentlige institutioner i flydende transaktioner mellem stat og marked. Den ekskluderede immigrant – eller flygtning – reduceres til en uønsket fremmed, hvorved begrebet sikkerhed kommer til at udgøre ét kontinuum. Asylrettigheder, migration, terrorisme og kriminalitetsbekæmpelse smelter sammen i ét styringssystem. Det er i denne proces, at etniske fællesskaber defineres og re-artikuleres.

I 2012 var jeg på en stor international messe for Homeland Security og grænsekontrol i Tel Aviv. Her mødte jeg en israelsk sikkerhedsentreprenør. Han tjener styrtende på at sælge israelsk teknologi til blandt andre europæiske stater, og da han hørte om mit danske ophav, sagde han næsten fnysende: »Den europæiske drøm om åbne grænser vil aldrig blive realiseret.«

Ser man på Ungarn, Serbien, Grækenland i 2015, kan man være tilbøjelig til at give ham ret. Konsolideringen af vores militariserede grænser udgør ikke en politisk løsning, men vidner om et politisk problem. Den fysiske adskillelse repræsenterer både en tilbagevenden til koldkrigstilstande, og et blik ind i fremtidens kontrolteknologi.

Visionen om sikre, faste grænser er en utopi. Salget af den utopi til stater giver virksomhederne kronede dage. Eller med den israelske sikkerhedsentreprenør i Tel Avivs ord: »det ser så heldigvis ud til, at Frontex (EU’s grænseagentur) har accepteret, at frihed og sikkerhed for Europas borgere kommer på bekostning af andre. I må lære det på den hårde måde ligesom Israel.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Eller med den israelske sikkerhedsentreprenør i Tel Avivs ord: »det ser så heldigvis ud til, at Frontex (EU’s grænseagentur) har accepteret, at frihed og sikkerhed for Europas borgere kommer på bekostning af andre. I må lære det på den hårde måde ligesom Israel.«"

Israel har vel primært lært at den søgte frihed udvikler sig til et fængsel - hvis man altså overhovedet har lært noget som helst. Og det er forudsigeligt at et governance-orienteret EU med udenrigsaktivisme og markedserobring på menuen uvægerligt ville træde ned ad samme sti.

lars abildgaard, Gert Romme og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
René Pedersen

En stat der ikke kan beskytte sine egne grænser er illegitim. Israels nutid bliver europas fremtid - desværre, men alternativet er værre.

jan henrik wegener

En anden side af sagaen. Grænser og uafhængige stater hører sammen. Den nyere historie, indenforen levealder byder på et meget stort antal nye stater. Men åbenbart nye stater som efter at den ene cgeneration har ivret for at få anerkendt den følgende generation ønsker at forlade.

René Pedersen

Når et af verdens mest succesfulde kulturer/økonomier (europa) er nabo til en af verdens fejlslagne kulturer/økonomier (arabiske) er det alt afgørende at vi europa har ansvarlige ledere, der evner at sætte stop for folkevandringer. Den eneste europæisk leder der har vist noget der ligner ansvarligt lederskab er den ungarske.

Preben Haagensen, Troels Ingvartsen og Martin Hansen anbefalede denne kommentar

Artiklen er et fint eksempel på intellektuel "gymnastik" uden kobling til almen snusfornuft.

En velfungerende stat kan ikke eksistere uden kontrol med hvem, der kommer ind, og hvorfor de kommer ind.

Ingen bare nødtørftigt fungerende stat tillader fri og ukontrolleret indrejse og fri og ukontrolleret bosættelse.

Ingen stat giver stemmeret, valgbarhed, sociale ydelser , hospitalsehandling, plejehjemspladser , invalidepensioner, uddannelse o s v til alle, der kommer fra den store verden og ønsker at slå sig ned.

Åbne grænser er først mulig den dag, vi har en 100% "globaliseret verden", hvor man overalt i verden har nogenlunde ensartede niveauer for lønninger, sociale ydelser , frihedsrettigheder m v - og dermed ikke mere behøver at flytte bare for at få det bedre eller undgå undertrykkelse , borgerkrige m v.

At teknologien også anvendes til grænsekontrol er da ikke spor mærkeligt - det gør den også ved fartkontrol, skatteligning, i sundhedssektoren, i fødevareproduktionen , i landbruget , ved redningsoperationer og i nær sagt alle andre civile sammenhæng.

Basalt set er "softwaren" det bærende element i alle disse teknologier , og der er ikke den store forskel i software-udviklingen til f eks en drone og til et skatteligningsværktøj .

Preben Haagensen, Lasse Reinhold, Jonathan Smith, Troels Ingvartsen, Martin Hansen og Frede Andressen anbefalede denne kommentar

Måske må jeg i al stilfærdighed minde om, at faste grænser absolut ikke er en naturlov. De blev faktisk først indført så sent som i 1800-tallet sammen med nationalismen, hvor de blev en statsbærende ideologi i datidens Europa, der spredte ideerne ud over verden.

Ud over skændsordets betydning, kan nationalisme opdeles i 2 hovedsynspunkter:
1. Nationen udgøres af dem, som accepterer visse grundlæggende vurderinger, og dermed deler statens vision om, hvordan samfundet i væsentlighed bør fungere.
2. Nationen udgøres af dem, der har fælles kultur, religion, etnisk tilhørsforhold, eller/og sprog, og kaldes kulturnationalisme. Dette var den gammeldags for nationalisme, der hørte hjemme i 1800-tallets Europa.

Må jeg videre gøre opmærksom på, at borgerne tidligere var ganske indifferente i, hvilken nation de tilhørte. De ønskede blot at høre til den nation, hvor de havde størst sikkerhed, og betalte mindst skatter.

Og må jeg endelig gøre opmærksom på, at der faktisk altid har været menneskemasser i bevægelse, og at man altid har kunnet assimilere dem i samfundet.

Kære René Pedersen,

Jeg er blot en helt almindelig grænsegænger, der ikke bor i Danmark, og gennem hele mit voksne liv har haft længerevarende ophold i en lang række lande. Og jeg passerer fortsat op til 18-19 grænser hvert år.

Desuden har jeg med et åbent sind og uden fordomme studeret de kulturer, jeg har mødt. Og derfor syntes jeg, at dine synspunkter omkring verdens mest succesfulde kulturer/økonomier og verdens mest fejlslagne, er uhyre interessante.

- Kan du ikke give konkrete eksempler, der underbygger denne opfattelse?

De civile rettigheder - retten til understøttelse, til sygehjælp, skolegang etc. - er et produkt af arbejde.

De vedligeholdes af den arbejdende befolkning.

Dennes repræsentanter har ved tidligere lovgivning ( bl. a. sygekasselovgivningen ) "almengjort" disse rettigheder.

Dette indebærer ikke, at de falder ned fra himlen - men at nye befolkningsgrupper gradvis inddrages i arbejdet med vedligeholdelsen af rettighederne.

Automatisk erhvervelse af sådanne rettigheder ved indrejse er næppe muligt, eftersom det oparbejdede niveau er forskelligt mellem de forskellige EU-lande.

Derimod er det nok muligt at fastsætte regler for en trinvis erhvervelse af disse af rettigheder (sygesikring, understøttelse etc.)

En "lukning af grænserne" kan formodentlig ikke lade sig gøre.

Gert,

du er enten blevet groft misinformeret eller du forsøger at misinformere - overhovedet ikke stilfærdigt, men skrigende forrykt.

1) Der har altid været grænser mellem stater - dette er ikke et fænomen, der opstår i 1800-tallet. Et eksempel kunne være den kinesiske mur, der dannede Kinas nordlige grænse. Og der var ikke fri adgang eller frit ophold til hvem som helst på noget tidspunkt i europæisk historie.

2) Der er intet, der tyder på det skulle være folk ligegyldigt, hvilket folkeslag de tilhørte - en forrykt påstand.

3) Folkevandringer til at samfund er ikke altid blevet assimileret - en fuldkommen forrykt påstand. Et eksempel kunne være være den europæiske indvandring til Amerika, den arabiske invasion af Nordafrika eller den angelsaksiske indvandring Britannien blandt mange flere.

Philip B. Johnsen

"Vores grænser fortæller, hvem vi er"

Ja det tør svagt antydes, det er med andre ord vores politikeres ønske, at sende et signal til borgerne i EU og krigsflygtninge, at mennesker på flugt for deres liv, er vores fjender, at politikeren vil bruge alle midler og økonomi til at forhindre, at de flygtende børn med familier, der kommer til fods med alt de ejer i hænderne, får beskyttelse i EU.

Det EU nu står overfor er at skulle hjælpe krigsflygtninge i stort antal og det selvfølgelig så godt, som overhoved muligt, selvfølgelig skal alle registers, men der er ingen krigsflygtning, der fortjener noget som helst andet, end vores fulde støtte og hjælp og det er helt uden undtagelse.

Hvad f..... er det der foregår i vores politikeres hjerner og hjerter, Vesten har stadigvæk magten, men demokratiet har tydeligvis tabt til terroren, frygten der vokser i de skræmtes fantasi, der hvor hadet vokser.

Mikkel Nohr Jensen

Gert Romme:

Du skriver som om politiske idealer var adskilte fra kultur og religion. Hvis det bare var så vel, så var det hele jo nemt nok. Sådan er det bare ikke. Folks "vision om hvordan samfundet i væsentlighed bør fungere" afhænger i hovedsagen af deres kulturelle og religiøse baggrund.

Det er sandt at der findes lande, der hævder at samle folk fra forskellige kulturer under et sæt af neutrale værdier, men det viser sig altid at være en høflig fiktion til dække over at en kultur dominerer over de andre, eller at forskellige modstridende kulturer har indgået et kompromis.

Det er der selvfølgelig heller ikke noget i vejen med. Det er bare bedst at man tager påstanden om de neutrale værdier for det den er: En høflig omskrivning.

Kære Martin Hansen,

Ærligt talt syntes jeg, du skal kigge lidt nærmere på historien, siden vi indvandrede til Europa, for vi er jo også indvandrede. Videre syntes jeg, du skal fordybe dig lidt i de europæiske grænselandes historier. Og hvis det ikke rækker, kan jeg kun foreslå, at du spørger din gymnasielære, for der er åbenbart noget, der helt har undgået din opmærksomhed.

Kære Mikkel Nohr Jensen,

Egentlig er jeg ikke meget uenig med dig, men det var faktisk ikke det, jeg skrev om.

Men hvis du kigger lidt nærmere på de europæiske grænselandes interne historier, og tager i mente, at grænselandenes befolkninger var fattige, og kæmpede for at overleve, så var interessen for hvilken hersker man havde, ganske indifferent. Politik og hvilken hersker man havde, var slet ikke et emne, det drejede sig udelukkende om sikkerhed og laveste skatter.

Og det var helt normalt, at folkene i grænselandene havde meget tætte relationer tværs over grænserne og i øvrigt på tværs af religiøse opfattelser. For det at advare hinanden, var også en måde at overleve på, og her havde kirkerne også normalt sin plads - i øvrigt på tværs af religion.

Og sådan var det ikke blot ved de danske grænser op gennem middelalderen, for sådan var det også ved Baskerlandet, ved alpegrænserne, ved de meget kraftigt profilerede grænser på Balkan og faktisk over hele Europa.

René Pedersen

Tak for dit spørgsmål og interesse Gert Romme

Jeg prøver at gøre det kort. Den økonomiske vinkel (dog for 2007!)
https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/8/87/GDP_PPP_per_capita_2...

Demografi: https://en.wikipedia.org/wiki/Demographics_of_the_Middle_East

Hertil er det for mellemøstens vedkommende krig der normaltilstanden.
Ret mig gerne hvis det er for pessimistisk, men jeg er dybt bekymret over europæiske lederes manglende evne til at beskytte grænserne mod dette ragnarok