Læsetid: 9 min.

Vores samfund har altid været splittet

Galden flyder for tiden frit i debatten, for i Danmark er vi vrede på hinanden. I hver sin skyttegrav står de åbenbart uvidende og de åbenbart bedrevidende stejlt over for hinanden, mens mistillidens tromme giver lyd. Sådanne modsætningsforhold er dog en central del af Danmarks historie, og vi har været langt mere splittet, end vi er i dag. Eksempelvis for blot 100 år siden, hvor rasende kampe skabte grundlaget for den moderne velfærdsstat
Mens krigsspekulanter, gullaschbaroner og andre entreprenante danskere tjente gode penge i Første Verdenskrigs indledende år, voksede køen til arbejdsløshedskassen såvel som folkekøkkenet støt.

Holger Damgaard

17. oktober 2015

I sommeren 1914 går lysene ud over Europa – Første Verdenskrig er en realitet. I Danmark gør 50.000 hasteindkaldte unge soldater sig klar til at forsvare neutraliteten med deres liv, men krigsguden skåner imidlertid landet.

Danmark forbliver neutralt, men danskernes dagligdag bliver alligevel mere og mere formet af verdenskrigens gang, og det sætter i stigende grad samfundets samhørighedsfølelse på prøve. Ved krigens afslutning har revolutionsfrygt spredt sig til Danmark.

Revolutionære syndikalister og arbejdsløse tørner sammen med politiet i de københavnske gader. Børsen er blevet stormet, og flere spekulanter har i den omgang fået sig en omgang prygl. Soldaterne, der i 1914 blev indkaldt for at forsvare landets neutralitet, bliver nu både af politikere og officerer set som en betydelig sikkerhedsrisiko. Så meget, at hærledelsen udarbejder detaljerede planer for, hvordan 5.000 loyale soldater skal nedkæmpe en opstand i København.

Man frygter russiske tilstande. Nøden er også til at føle på. Fattige arbejderbørn flakker rundt i gaderne i jagten på kul, og køen til arbejdsløshedskassen og folkekøkkenet vokser støt. På landet er storbøndernes kronede dage nok forbi, men de har stadig lettere adgang til fødevare end byboerne. Rygterne vil vide, at landbefolkningen har et noget afslappet forhold til den radikale regerings regulering- og rationeringspolitik. Den politiske opposition har bestemt også fået nok af regeringen, som den betragter som noget nær despotisk. Det syder i det lille land mod nord.

Det begynder ellers så flot. I krigens første tid, hvor Danmarks skæbne fortsat er uvis, står danskerne sammen. Mellem de politiske partier bliver der indgået borgfred, så landet fremstår samlet udadtil. Sagen er dog, at den længe ventede stormagtskrig ikke bliver en rask og glorværdig krig, som de krigsførende parter ellers har håbet på.

Istedet begynder myrderiet at trække i langdrag, og Første Verdenskrig udvikler sig til en udmattelseskrig. Da mændene er ved fronten og produktionsapparatet omstillet til krig, bliver de krigsførende lande løbende mere afhængige af import fra neutrale lande som Danmark. Efterspørgslen sender priserne i vejret og skaber gunstige forudsætninger for flere grupperinger i Danmark, for eksempel producenterne inden for landbrug og industri, men eksporteventyret rammer skævt.

De danske lønmodtagere er overenskomstansatte, og prisstigningerne udhuler deres løn. Som krigen skrider frem, bliver det klart, at den stigende ulighed ikke skaber dynamik, men derimod sår mistillid mellem danskerne.

Augustloven, det store dyr i åbenbaringen

For at afbøde situationen er der allerede i krigens første alvorlige dage blevet vedtaget en række midlertidige hastelove, der blandt andet skal sikre, at samtlige danskere er garanteret livsvigtige fornødenheder under krigen. Varemangel og hamstring har bredt sig.

Særligt vedtagelsen af den såkaldte Augustlov bliver afgørende, da den bemyndiger statslig prisregulering og konfiskering af levnedsmidler og varer mod fuld erstatning. Det lyder måske ikke af meget, men loven udvider i den grad statens beføjelser over for den tidligere så frie markedsøkonomi, og erfaringerne med Augustloven bliver en del af fundamentet i den senere velfærdsstat.

Det ved man naturligvis ikke, da man vedtager loven, og man regner ligesom i udlandet med, at krigen bliver kortvarig. Man tager fejl, og både Venstre og Højre (fra 1915 en del af det Konservative Folkeparti) kommer med tiden til at fortryde, at de ikke har været mere kritiske over for vedtagelsen af Augustloven. Nok er loven midlertidig, men omvendt er den uden tidsfrist, og så er den tilmed noget vagt formuleret. Det vil sige, at Augustloven kan læses, som Fanden læser Bibelen.

Hvorvidt den radikale indenrigsminister Ove Rode gør det, er et spørgsmål om ideologisk smag og behag, men loven giver ham noget nær uindskrænket magt i indenrigspolitiske sager – og det udnytter han. Rode bliver den altoverskyggende statslige husholderske, der påvirker samtlige danskeres hverdag. Gennem et utal af kommissioner og forordninger styrer han reguleringspolitikken, der fordeler krigens med tiden mere og mere sparsomme ressourcer blandt befolkningen. Et arbejde, der gør Rode både elsket og hadet.

Du puslingeland, 1914-1916

De første krigsår, fra 1914 til og med 1916, er dog en relativt stabil periode for Danmark. Efter den indledende krigsfrygt er drevet over, bliver det atter en form for hverdag i kongeriget, og nye forretningsmuligheder opstår. Entreprenante slagtere, spækhøkere, bønder og kreaturhandlere begynder at tjene styrtende i handlen med de stridende parter Tyskland og Storbritannien.

Særligt salget af tvivlsom dåsegullasch til den tyske hær er i eftertiden blevet indbegrebet af det ’driftige’ Danmark under Første Verdenskrig, og producenterne bliver med tiden døbt ’gullaschbaroner’. Også under krigen fylder gullaschbaronerne meget i danskernes bevidsthed, nok fordi de førhen har været ’jævne’ mennesker, men nu fører de sig frem i det bedre selskab med bugnede pengepunge. Det gør dem upopulær i begge lejre. Gullaschbaronerne bliver sindbilledet på vulgære krigsspekulanter uden takt og tone (Emma Gads berømte bog Takt og Tone udkommer i 1918).

Gullaschbaronerne er dog kun en meget lille brik i den omfattende danske krigshandel, og deres ry er næppe helt velfortjent. Da Nordens største bank, Landmandsbanken, krakker i 1922, bliver det nemlig pinligt klart, at mange af landets største krigsspekulanter faktisk er fra samfundets allerøverste og mest respektable top.

Mens spekulanter, gullaschbaroner og andre entreprenante danskere tjener gode penge i krigens første år, så begynder moralen og disciplinen langsomt at dale blandt de tusindevis af indkaldte soldater. De patriotiske dage er ovre.

Det er blevet hverdag, og en monoton én af slagsen, da de danske jenser ikke laver meget andet end at grave skyttegrave, stå vagt og så grave noget mere. Hjemveen melder sig, og bekymringerne for familien derhjemme på gården, husmandsstedet eller i byen tager til.

Selv om der er rotation blandt de indkaldte soldater, og styrken gennem krigen løbende reduceres, så slider det højnede militærberedskab alvorligt på den danske forsvarsvilje. Kommer fjenden, så bliver det nok alligevel en ulige kamp, særligt da forsvarets artilleri er forældet og ammunitionsbeholdningen foruroligende lav.

»Hvad skal det nytte,« begynder flere og flere at spørge sig selv, og er det nu så smukt at dø for Gud, konge og fædreland? Socialdemokratisk Ungdoms Forbund er i hvert fald ikke i tvivl. Under 1. maj-optoget i København i 1915 kan man på et af deres bannere læse: »Knæk Sablen. Bryd Kronen. Styrt Kirken!« Sådanne budskaber er stadig noget krasse for den danske befolkning.

Troen på autoriterne er kun så småt begyndt at blive udfordret rundtomkring i Europa, men det vil ændre sig. Moderpartiet Socialdemokratiet er heller ikke specielt begejstret for ungdomsforbundets bombastiske udmeldinger, da partiformand Thorvald Stauning forsøger at føre en moderat og pragmatisk politik i samarbejde med regeringen.

Staunings kompromissøgende linje falder ikke altid i god jord hos partiets venstrefløj. Flere mener, at partiet ikke gør nok for hjælpe arbejderne, og de socialdemokratiske fagbevægelser anklages for pamperi. Utilfredsheden begynder så småt at give syndikalisterne vind i sejlet.

De er en antiautoritær gruppering på venstrefløjen, der ikke har meget tilovers for hverken parlamentarismen, Socialdemokratiet eller overenskomster og regler. For dem skal klassekampen udkæmpes gennem lokale fagforeninger, der fungerer som selvstændige kamporganisationer. Er man utilfreds, gør man noget ved det gennem såkaldt direkte aktion.

Trods det er stemningen i landet nogenlunde fordragelig, og forfatteren Jeppe Aakjær skriver i 1916: »Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, mens hele Verden brænder om din Vugge.«

Det mørkner, 1917-1918

Fra 1917 begynder Verdenskrigen dog for alvor at stramme sit greb om puslingelandet. Tyskland intensiverer ubådskrigen og Storbritannien følger op med noget, der minder om en de facto-blokade af Skandinavien. Det medfører et katastrofalt fald i tilførslen af udenlandske varer og råstoffer, og det kan mærkes.

Uden foderstof importeret fra Storbritannien må landbruget opgive sin storproduktion, og industrien kan ikke producere, hvis den mangler kul og råstoffer. Produktionen styrtdykker, og det leder til en voldsom stigning i arbejdsløsheden. En anden konsekvens er en omsiggribende varemangel, og det sender Rode og hans kommissioner på overarbejde.

Ned i mindste detalje begynder staten blandt andet at diktere, hvor meget flæsk, snaps, brød og brændsel hver enkelt dansker får tildelt. I oppositionen anklages han for statssocialisme, og Rodes husholdningsprojekt er bestemt også omfattende. For eksempel bliver det forbudt at have bål til sankthans på grund af manglen på brændsel. Rode kan dog ikke forhindre, at utilfredsheden blusser op.

De nye tider gør særlig ondt i arbejderklassen, hvor massearbejdsløshed, afsavn og usikkerhed skaber grobund for frustration og radikalisering. Samtidig blæser revolutionære vinde fra Rusland, hvor zaren nok er væltet, men sablen på ingen måder er knækket. I Danmark træder syndikalisterne for alvor ind på scenen, hvor de med stor dygtighed organiserer de arbejdsløse.

Syndikalisterne arrangerer demonstrationer og strejker, de hjælper deres kammerater, når familien bliver sat på gaden. De fungerer ligeledes som venstrefløjens modvægt til Socialdemokratiet og deres fagforeninger, som syndikalisterne kalder for »Borgerskabets Sukkerfede Skødehunde«. Syndikalisternes antal vokser, og fastelavnsmandag 1918 skriver de sig ind i historien, da de bevæbnet med fastelavnskøller fører an i stormen på Børsen. For dem er Børsen symbolet på uligheden i Danmark.

Det er stedet, hvor krigsspekulanter på uhæderlig vis tjener formuer, mens arbejderklassen lider, og nu skal køllerne tale. De tiltvinger sig adgang til Børsen, hvorefter de begynder at tæve løs på børsfolkene, mens syndikalisten Poul Gissemann brøler: »Kan I så se at komme ud, alle I slyngler, tyveknægte og banditter!«

Stormen på Børsen puster til revolutionsfrygten blandt politikere, politi og borgerskab. Politiet svarer igen ved at anholde flere syndikalistiske ledere, men det får blot situationen til at eskalere. Det kommer til gadekamp, og soldater fra Københavns Garnison stilles til rådighed for politiet. Problemet er dog, at den revolutionære retorik også har spredt sig blandt de indkaldte soldater. De har fået nok af den kummerlige og kedsommelige soldatertilværelse. Hvis soldaterne forener sig med syndikalisterne, så er fanden løs i Laksegade, og hærledelsen forbereder sig på det værste.

Situationen i København når kogepunktet i november 1918. Søndag den 10. forsamles tusinder af syndikalister og sympatisører på Grønttovet (Israels Plads). Forsamlingen, der ifølge avisen Klassekampen tæller mindst 50.000, kræver, at de syndikalistiske ledere bliver løsladt, ellers vil Danmark blive lammet af generalstrejke tre dage senere, den 13. november.

Regeringen nægter imidlertid at lade sig presse, og der er også nyt fra Vestfronten. Den 11/11 klokken 11 træder en våbenhvile i kraft mellem de krigsførende parter, og Første Verdenskrig er reelt forbi. Straks derefter beordrer regeringen, at hæren skal påbegynde hjemsendelsen af de utilfredse indkaldte soldater. Udsigten til at blive hjemsendt lægger en dæmper på den revolutionære retorik, og derudover advarer Socialdemokratiet landets arbejdere imod at deltage i den varslede generalstrejke.

Så oprinder den 13. november; flere steder i København og de større provinsbyer udbryder der strejke, men det er på ingen måde en generalstrejke. I stedet udvikler det sig til gadekampe, særligt på Grønttorvet, hvor der bliver uddelt håndmadder og knippelsuppe. Politiet anholder endnu flere fremtrædende syndikalister, og den mislykkede generalstrejke varsler begyndelsen til enden for de danske syndikalister.

Krigsafslutningen betyder indledningen på en normaliseringsproces, hvor hovedparten af syndikaliststøtterne med tiden vender tilbage til den socialdemokratiske fold. Fagbevægelsen opnår også anselige indrømmelser fra arbejdsgiverne, hvis forhandlingsposition er blevet svækket af den revolutionære stemning. Syndikalisterne har i den forstand fungeret som en slags murbrækker for de mere moderate, men stadig aktive socialdemokratiske fagforeninger.

Det medfører en markant lønstigning, og i 1919 gennemtrumfes en otte timers arbejdsdag. Samme år lykkes det omsider oppositionen af få stækket Rode, og Augustloven ophæves, men skaden er sket. Erfaringerne med Augustloven har på sigt skabt en praksis, der umuliggør en tilbagevenden til de liberale dage før krigen.

Alt blev selvfølgelig ikke fryd og gammen efter Første Verdenskrig; modsætningsforholdene var der stadig, og i 1920 blev Rode og regeringen smidt på porten af kongen, hvilket resulterede i Påskekrisen.

Pointen med denne historie er blot at illustrere, at uenighed og splittelse er en del af det danske samfunds dna.

Vores forfædres samfund var også dybt splittet, men det gik, og det skal også nok gå den her gang, men det vil naturligvis hjælpe, hvis vi på tværs af samfundsdebatten strammer lidt op på vores takt og tone.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Lene Timmermann
  • Benjamin Bach
  • Flemming Berger
Niels Duus Nielsen, Lene Timmermann, Benjamin Bach og Flemming Berger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant artikel. Men jeg forstår ikke din sidste kommentar.

Det er ikke "takt og tone", der skal strammes op på - næh, det er forståelsen med de svageste i vort samfund, og en vilje til at sikre at det hårdt tilkæmpede velfærdssamfund ikke smuldrer til intet i løbet af få år.

Der mangler i den grad oplysning bredt ud i befolkningen om hvor hårde kampe, det var, der engang sikrede velfærdsstaten. Historikerne har ikke gjort deres arbejde godt nok, måske følte de sig ikke som arbejdere.... blot en lille forsigtig tese...

Mikael Nielsen, Benjamin Bach, Sascha Olinsson, Dorte Sørensen, Preben Haagensen, Lise Lotte Rahbek, Janus Agerbo, Kim Houmøller, Ole Henriksen, Flemming Berger, Helene Kristensen, Herman Hansen, Anne-Marie Krogsbøll, Michael Kongstad Nielsen, Anne Eriksen, Keld Albrektsen og Niels Roed anbefalede denne kommentar

Fint nok. Men det er aldrig de velhavende, som drøner sammen med politiet eller statsmagten. De er tværtimod til en hver tid beskyttet af det selvsamme politi og den selvsamme statsmagt - Aldrig omvendt.

...Det er her den afgørende forskel ligger på dem der har og dem der ikke - Ikke just særlig demokratisk.

PS. Under den seneste TV indsamling af penge til flygtninge var det borgere fra Danmarks suverænt rigeste kommune, Gentofte, som donerede suverænt mindst pr. indbyggere - For lige at medvirke til at understrege ovenstående.

Benjamin Bach, Lene Kruhoffer, Nille Torsen, Martin Madsen, Preben Haagensen, Janus Agerbo, Kim Houmøller, Ole Henriksen, Flemming Berger og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Klassekamp har ikke noget med takt og tone at gøre.

Nille Torsen, Sascha Olinsson, Preben Haagensen, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, lars abildgaard, Helene Kristensen, Torben Selch og Herman Hansen anbefalede denne kommentar

Eller er DNA`et snarere, at der skal krig til for at vende tilbage til en balance?
Tænksomt med denne tilbagevenden til tidligere tiders løsninger - i denne sammenhæng er der en vis ræson - arbejdsløshed, velhavere, der lukrerer på fattige og ufred i verden.

Efter 2.den verdenskrig var der sammenhold (det taltes der i hvert fald om?) - Vi er nok ikke længere et "Lilleput-land" - eller er vi bare et opblæst sådan, der sætter en ære i at spise kirsebær med "de store".
Det ville dog være rart med forandringer uden al for megen blodsudgydelse!

Skal der da virkelig en krig til for at skabe anstændighed? Hold da kæft.

...Håber vi virkelig alle er blevet klogere og evner at finde på noget bedre.

Michael Kongstad Nielsen

Et andet rigtigt overklasseløg under 1. Verdenskrig var en type som Ordrupgaards første ejer, direktør for Hafnia, etatsråd Wilhelm Hansen og hustru Henny Hansen i årene 1916-1918. Forsikring, ikke mindst skibsforsikring, blev der tjent tykt på under krigen, og hr. Hansen byggede landsted i Ordrup og købte malerier af Europas bedste impressionister, og danske guldaldermalere, og prydede væggene med dem i assurandørhjemmet på Vilvordevej. Krakket i Landmandsbanken 1922 gik hårdt ud over familiens økonomi, men til sidst blev hele herligheden overdraget til staten, som den stadig tilhører. Et eksempel på "god tone"? Nej, men storkapitalistens bløde sider, der ender med at blive til gevinst for arbejderklassen. Det svarer lidt til brygger Jacobsen, hvis formue gik til Glyptoteket.
https://da.wikipedia.org/wiki/Ordrupgaard

Benjamin Bach, Preben Haagensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

det har ikke en skid med dna at gøre, det er mere simpelt end det og kaldes ejendomsret og frit marked, noget som er opfundet af syge hjerner og som splitter og underminerer alle samfund.

Maj-Britt Kent Hansen

Holger Damgaard har taget et væld af fine billeder - som dette. Ved nogen, hvor (i København?) det er taget og hvornår?

Arne Kruse Nielsen

Tjae ... Historien gentages jo ... 100 år efter - lidt padan : Mændene i kø Arbejdsløsheds kontoret (Politisk korrekt) omdøbt til Jobcenter. Ældre hjemme- og plejecetre får madleverance af gullaschbaroner folkekøkken - nu omdøbt til Kommunalt styret udliciteret folkekøkken "kun" 108 kr/dag industi pakket. Lige 3440 kr/md.

Michael Kongstad Nielsen

Det må være i København på brokvarterene et sted, tror jeg, med 5 etagers ejendomme, en bygning med græske søjler i facaden, en kirke måske, bemærk det u-pudsede murværk i den lave mur mod gaden, jeg tror det er en kirke.

Vibeke Rasmussen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Tak, Vibeke! Pudsigt nok var jeg i kirken for en 10-15 år siden.

Jeg gætter på, at fotoet (jf. beklædningen) er taget en del før 1914, hvor kirken ifølge linket brændte.

Michael Kongstad Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Altså de sociale uroligheder omkring Første Verdenskrig og frygten for påvirkningen fra den russiske revolution var med til at skabe den danske velfærdsstat?
Det passer meget godt med, at de sociale nedskæringer for alvor blev sat i værk efter Sovjetunionens nedlæggelse.

Benjamin Bach, Anne Eriksen, Einar Carstensen og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Det tilsyneladende modsatte, et samfund hvor der ingen gnidninger eller dybere uenigheder fandtes, virker da også svært at forestille sig. Undtagen hvor disse var massivt undertrykte.
Et andets spørgsmål er hvorvidt opdelingerne og modsætningerne, problemerne og løsningerne nogenlunde er de samme som for ca. hundrede år siden. Umiddelbart kunne man tænke at en sådan opfattelse af tingenes uforanderlighed ville hænge sammen med en meget konservativ grundholdning.

Hvordan skal det blive anderledes, når den herskende klasse i stigende grad gør dens bedste for at regulere vi andres dagligliv.
Man må håbe, at den agerer i bedste mening - misforståede mening - da dens moral ellers er temmelig flosset.
Den burde rette dens kloge rådgivning opad mod "gullasch"pamperne.
Hvad med en rask, udluftende påskekrise ! Ikke anført af dronningen, men af det demokratiske flertal - folket.
Den tilstand, vi har nu, er ikke noget for USA at efterligne.

Jens Thaarup Nyberg

@Maj-Britt Kent Hansen
18. oktober, 2015 - 20:28
Billedet er fra en lille gade i det indre København, Stokhusgade, hvor nødlidende afventer hjælp fra Centralmissionen, Metodistkirkens sociale hjælpeorganisation.

Lene Timmermann og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Maj-Britt Kent Hansen
18. oktober, 2015 - 23:45
Nej, kirken blev bygget op igen efter branden, og billedet kan vel være fra mellemkrigsårene.

Maj-Britt Kent Hansen

Jens Thaarup Nyberg - tak for oplysninger. Måske så kvinder sådan ud op til 1920'erne, men ikke længere, for da blev tøjet kortere og benene synlige.

Det er en rigtig god artikel, den indledes dog med en ofte set journalistisk dogme om at "hvis man giver begge parter lige meget ret, bliver man objektiv".

Velfærdsstaten blev ikke skabt af splittelse. Ejheller af begge parter. Den blev skabt af syndikalister, fagforeninger og venstreorienterede politikere, som brugte politisk kamp, både parlamentarisk og udenomparlamentarisk til at opnå en velfærdsstat.

Konservative (Højre) og Venstres modarbejde har ikke gavnet velfærdsstatens tilblivelse, blot forsinket og udvandet den.

Vibeke Rasmussen

Ja, som Jens Thaarup Nyberg skriver, må fotoet være taget senere end 2017, hvor "Københavns kommunes første folkekøkken åbnes 8. marts."

Hvis man i urlen til ovenstående link udskifter årstallet, kan man desuden læse sig frem til både interessante og mere kuriøse ting, der skete i – eller med udgangspunkt i – København i den periode artiklen omhandler.

I øvrigt er Centralmissionen i Jerusalemskirken stadig aktiv. Og nedgangen til folkekøkkenet, i dag kaldet Café Den Varme Stue, har samme placering nu som dengang. Her næsten hundrede år senere … Men man kan jo så glæde sig over, dels at hjælpen stadig er at få, og at behovet for hjælp trods alt er mindre i dag en dengang.

Lene Timmermann, Maj-Britt Kent Hansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Flot opklaring af fotoets åsted eller herkomst eller hvad man siger. Fortsættelsen af gaden, på den anden side af Rigensgade, må så være Krusemyntegade, og for enden af den de 5 etagers bygninger på Kronprinsessegade. Området var en forfærdelig gang slum frem til efter II Verdenskrig, hvor man begyndte at lave totalsaneringer. Først Dronningegården (Dronningens Tværgade), senere en del gode projekter i nærheden af Nyboder og Kronprinsessegade, bl.a. Kejsergården. Almene boliger, lave, med fed arkitektur.

Rart at læse om alt det gode arbejde, der gøres i Café Den Varme Stue mv., det må vel være ulønnet arbejde?

Maj-Britt Kent Hansen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Superfede billeder Maj-Britt.
Jeg mener at kunne huske, at der også lå et søkvæsthus i Rigensgade, sådan et, hvor marinens folk kunne komme ind og blive lappet sammen efter drabelige søslag.

Maj-Britt Kent Hansen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Forholdene i Indre Bys slum omkring begyndelsen af 1900-tallet beskrives ekstremt godt af Martin Andersen Nexø i II del af romanen "Pelle Erobreren".
Kan kun anbefales.

Vibeke Rasmussen

Endnu et foto af kø til et folkekøkken, her bestående udelukkende af mænd – alle i øvrigt med hat/kasket og de fleste med moustache – fra Den Store Danske, Gyldendal. Copyright. Foto Holger Damgaard/Polfoto. Billedteksten lyder:

"Fattige i kø foran folkekøkkenet „Samaritanen“ på Vesterbrogade i København, ca. 1917. De krigsførende landes gensidige blokadepolitik gik også ud over Danmark, og i 1918 var arbejdsløsheden på 18 procent."

Maj-Britt Kent Hansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Vibeke Rasmussen, Maj-Britt Kent Hansen
Centralmissionen begyndte sit virke 1910, så det er muligt billedet er fra før ´14.
http://centralmissionen.dk/mere%20end%20100%20år.html
@Michael Kongstad Nielsen
19. oktober, 2015 - 21:34
Ja, der lå et militærhospital som blev revet ned i løbet af 50´erne, til fordel for Polyteknisk Læreanstalt.

Vibeke Rasmussen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

I øvrigt – nu da vi alligevel synes at have lykkedes med at kapre debattråden ;) – har jeg stavet mig frem til, hvad der står over døren på bygningen til venstre for Jerusalemskirken på det andet af Maj-Britts links (19. oktober 20:37) til den i øvrigt meget spændende hjemmeside, som man nemt kan komme til at fortabe sig i! Der står "Det Militære Klædeoplag". Hvilket jo så falder meget godt i tråd med, at der også har ligget et militærhospital der.

Maj-Britt Kent Hansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Bygningen i Rigensgade, der bl.a. på et tidspunkt rummede hospital, har ført en omskiftelig tilværelse. Fra 'Guldhus', oprindeligt bygget til en alkymist, over søkvæsthus, klædefabrik, Det Kongelige Uldmanufaktur, 'Grødslot', soldaterjargon for Garnisonsygehuset, til kaserne.

Bygningen er fredet og huser i dag diverse administration og officersboliger. I et engelsksproget Wikipedia-opslag kan man læse mere om arkitekturen, og se hvordan bygningen tager sig ud i dag, smukt restaureret.

Michael Kongstad Nielsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Tak Vibeke - jeg får lyst ril at supplere med et andet markant bygningsanlæg i nærheden:
http://www.realdania.dk/samlet-projektliste/realdaniabygprojekter/søetatens%20pigeskole
Søetatens Pigeskole l Gernersgade, opført i 1858 i forbindelse med udbygningen af søværnets samlede aktiviteter på Holmen og Nyboder. Ligger lige i bagkanten af Nyboder.

Bygningen fungerede som pigeskole i knap ti år, og blev herefter hjemsted for Søværnets Kadetskole - en funktion, den beholdt helt frem til efter 2. verdenskrig.

Ejendommen blev fredet i 1992. Husets fredning er begrundet i den gennemførte funktionalitet og et tidstypisk historicistisk udtryk, fulgt op af en enestående håndværksmæssig kvalitet.

"Bygningen er et usædvanligt helstøbt eksempel på tidens kvalitets- og funktionsbevidste institutionsbyggerier."

Købt og restaureret af Realdania

Maj-Britt Kent Hansen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Arj, hvor er det smukt, Michael. Det må være en håndværkers drøm, at få lejlighed til at deltage i en restaurering som den. Det er i hvert fald en fornøjelse at se, hvad dygtige håndværkere kan præstere.

Og hjemmesiden er forbilledlig, hvilket jo også har krævet en dygtig håndværker af en slags. :)

Jens Thaarup Nyberg

Men,uh, det var en brydsom tid, 1919:
"Samtlige Københavnske dagblade indeholder en af 26 kendte damer underskreven protest mod de "skøgedragter", der nu lanceres af modefirmaer."
og
"Arbejdsgiverne erklærer lockout i byggefagene 1. februar, fordi bygningshåndværkerne på egen hånd har indført 8 timers arbejdsdag. Arbejdet genoptages 27. maj."
for atter, at knytte an til artiklen :-)
http://www.kobenhavnshistorie.dk/bog/khsd/1900/1919.html