Læsetid: 8 min.

Et ben i hver lejr

Rapper og skuespiller Zaki Youssef har været outsider det meste af sit liv. Som teenager skilte han sig ud fra vennerne, som var mere til hiphop end scenekunst, men på teaterscenen bliver han ofte opfattet som et eksotisk indslag. Nu bruger han sit dobbeltblik i den delvist selvbiografiske forestilling ’Jeg hører stemmer’, der handler om danskhed, ytringsfrihed og os og dem
Rapper og skuespiller Zaki Youssef har været outsider det meste af sit liv. Som teenager skilte han sig ud fra vennerne, som var mere til hiphop end scenekunst, men på teaterscenen bliver han ofte opfattet som et eksotisk indslag. Nu bruger han sit dobbeltblik i den delvist selvbiografiske forestilling ’Jeg hører stemmer’, der handler om danskhed, ytringsfrihed og os og dem

Ulrik Hasemann

21. november 2015

Hvor kommer du fra? Rapper og skuespiller Zaki Youssef er blevet stillet spørgsmålet mange gange, siden han fik det første gang hos skolepsykologen i første klasse. Men svaret er ligeså mangefacetteret som hans karriere, og spørgsmålet er ikke blevet lettere at svare på med årene.

»Jeg er jo dansk og født her. Fra Birkholm i Herlev, der er en såkaldt ghetto. Min mor er dansk. Men jeg er også halvt egypter. Og så er jeg muslim, men ikke på den måde, som Omar el-Hussein var. De fleste mennesker er jo komplekse og består af mange nuancer. Men jeg synes ikke altid, der er plads til dem – hverken i debatten eller ude i virkeligheden. Jeg har altid følt, at der ikke var plads til hele mig. Som teenager skilte jeg mig ud fra de andre drenge, fordi jeg spillede teater og lavede nycirkus, og på teaterscenen bliver jeg ind i mellem opfattet som et eksotisk indslag på grund af min baggrund. Man bliver hele tiden kategoriseret. Også selv om man egentlig er lidt i tvivl om, hvem man er. Jeg er det i mindre grad nu, men jeg var det meget som teenager.«

Af samme årsag har den danske-egyptiske skuespiller, musiker og dramatiker følt sig som en outsider det meste af sit liv. Han har gået på fire forskellige folkeskoler og har de sidste 15 år bevæget sig ind og ud af mange forskellige miljøer – har han gået på Akademiet for Utæmmet Kreativitet, turneret i Europa som musiker med nycirkustruppen Cirkus Cirkör og som rapper på Vestbredden med den palæstinensiske rapgruppe DARG Team. Han har medvirket i teaterstykker på bl.a. Betty Nansen Teatret og Teater Republique og fik i 2011 en Reumert Talentpris for sin forestilling Præmieperker på Det Kongelige Teater.

To verdener

Nu er Zaki Youssef aktuel med teaterstykket Jeg hører stemmer for Teater Sort/Hvid og Det Kongelige Teater. Stykket skildrer den splittelse, der følger med at være opvokset mellem to ret forskellige poler – hans danske, feministiske mor og hans fraværende, men kærlige egyptiske far. Forestillingen, der er en hybrid af standup, monolog og hiphopkoncert med DJ’en Turkman Souljah bag pladespillerne, er instrueret af Christian Lollike, men delvist baseret på Zaki Youssefs egen livshistorie.

»Det er, som om jeg altid har skulle vælge side: Er du dansk eller indvandrer? Når man vokser op mellem to forskellige kulturer, ser man også tingene fra forskellige synsvinkler. Men som mennesker er vi jo sammensatte. Hvorfor skal man vælge side – hvorfor kan man ikke være dansker og egypter på samme tid?« siger Zaki Youssef og nævner Chimamanda Ngozi Adichies Americanah, som en bog, der har givet ham en forståelse for, hvad det vil sige at være del af en diaspora.

Han har været igennem flere identitetskriser siden barndommen, og efter at have været en del af den yderste venstrefløj og det danske avantgardemusikmiljø, lærte han som 17-årig arabisk og rejste til Egypten for at udforske sine rødder.

I Jeg hører stemmer veksler Zaki Youssef mellem to positioner – den kompromissøgende dansker, der aldrig ville betegne sig selv som ’perker’, og den oprørske andengenerationsindvandrer, der hader systemet og alle des velmenende psykologer og sagsbehandlere. Men han skulle et stykke ind i livet, før han fandt ud af, at hans position som outsider er en fordel, der både kan bruges personligt og kunstnerisk.

»Det er først her, hvor jeg er blevet ældre, at jeg har opdaget, at det er en ressource, at jeg har kendskab til mange forskellige miljøer og subkulturer. Det er en fordel, at jeg taler dansk og arabisk flydende og kender til både den danske og arabiske kultur. Fordi jeg kan se det hele med et dobbeltblik. Jeg er 100 procent dansker, men jeg er også ’nydansker’. Det betyder, at jeg kan se tingene fra forskellige vinkler.«

Yderpolerne skærpes

Jeg hører stemmer tager udgangspunkt i en række begivenheder, der har påvirket Zaki Youssefs liv. Blandt andet terrorangrebet 11. september 2001, der betød, at han skulle forklare, hvorfor han tilbeder den samme profet som Osama bin Laden, og om han er i farezonen for at blive radikaliseret. Efter Charlie Hebdo, attentatet på Krudttønden i februar og sidste weekends terrorangreb i Paris er vi langt fra færdige med at diskutere islam, ytringsfrihed, og hvad det vil sige at være dansker.

»Hver gang der sker sådan noget som terrorangrebet i Paris, bliver rummet, hvor man kan være sig selv, mindre. Det gøder yderpolerne på begge sider – både højrefløjen og dem, der synes, at man kun kan være muslim på en helt bestemt måde. Splittelsen mellem danskere og muslimer bliver større. Og derfor er det endnu vigtigere, at vi står sammen mod de her psykopater, der er fjender af menneskeheden. Terroristerne vil jo netop gerne have, at det her bliver en krig mellem Vesten og Islam.«

— Hvad tænkte du, da du hørte om terrorangrebet i Paris?

»Jeg var igennem hele spektret af følelser. Først følte jeg mig magtesløs og trist, og bagefter blev jeg vred. Så tænkte jeg på de syriske flygtninge, og hvordan det kommer til at påvirke deres situation. Udover de dræbte tager terroristerne jo en hel befolkning som gidsler, bare fordi de er syrere.«

I sin forestilling kritiserer Youssef både højrefløjen, halalhippierne og islamisterne, der under Muhammedkrisen »ikke engang kun finde ud af at brænde den rigtige ambassade af«, som han siger. Men bag de skarpe oneliners fornemmer man en metaltræthed over indvandrerdebatten.

»Politikere og debattører på begge sider tordner frem med deres udmelding. Men nuancerne mangler. Hvornår har man sidst hørt en politiker sige: ’Det er jeg ikke helt sikker på, det skal jeg lige tænke over’ eller: ’Det ved jeg faktisk ikke’? I samfundsdebatten og diskussioner på sociale medier skal man hele tiden have paraderne oppe og svare hurtigt og skarpt, så man kan ’vinde’ en diskussion. Jeg synes, det gør os dummere som samfund.«

Potentielle terrorister

Zaki Youssef har fået gode anmeldelser for sit første onemanshow. Men han håber også, at stykket tiltrækker andre end dem, der hører P1, læser Information og går i teatret jævnligt.

»Jeg gider ikke kun at prædike for koret. Jeg håber, at der både kommer nogle af dem, som læser den her avis, men også nogle af dem, der synes, at ’de fanme skal opføre sig ordentligt eller tage hjem’. Og i den anden grøft nogle af de indvandrerdrenge, der bare synes, at Danmark er ’et fucking racistland’.«

I samfundsdebatten og diskussioner på sociale medier skal man hele tiden have paraderne oppe og svare hurtigt og skarpt, så man kan ’vinde’ en diskussion. Jeg synes, det gør os dummere som samfund, siger Zaki Youssef

Zaki Youssef kommer til at grine ved tanken om de højtråbende unge mænd blandt publikum, inden han bliver alvorlig igen.

»Men jeg er faktisk mest bekymret over dem, der mener, at alle indvandrere er en trussel for samfundet. Fordi de fleste, der f.eks. støtter Hizb ut-Tahrir er unge og repræsenterer ikke nogen reel magt. Men det er blevet legitimt at mene, at alle muslimer er potentielle terrorister eller IS-krigere. Nu vil højrefløjen lukke grænserne, fordi en af terroristerne fra Paris var syrer. Og for nylig skrev debattøren Iben Tranholm på Facebook, efter en muslim havde knivdræbt en ung mand i Hillerød, at ’derfor vil det gå Danmark og Europa på samme måde, som det gik unge Mads, hvis ikke vore politikere vågner op og laver love, der beskytter deres egne befolkninger’.«

»Der kan jeg ikke lade være med at tænke – er jeg inkluderet i ’vores befolkning’, når jeg er dansker, men muslim? For at være ærlig er jeg mere bekymret over den højredrejning, der foregår i hele Europa, end at Hizb ut-Tahrir kan samle 500 rodløse unge til en demonstration. Jeg tror, den højredrejning kan være med til at skabe mere radikalisering på længere sigt,« siger Zaki Youssef. Man kan mærke, at han har diskuteret emnet mange gange – både i virkeligheden og på sociale medier.

»Fronterne er trukket skarpt op, når flere debattører skriver, at danske muslimer skal tage afstand fra Omar el-Hussein. Hvorfor skal jeg gøre det, når jeg er født og opvokset her? Jeg forstår godt, at nogle unge med indvandrerbaggrund føler sig marginaliserede. Så er det lettere at tage til Hizb ut-Tahrir-møde, hvor man får en forklaring, der skærer tingene ud i pap. Der siger de jo: Det er det rigtige, og det er forkert. Så behøver man ikke selv tænke over tingene, siger Youssef, der selv har deltaget i et møde i det kontroversielle islamiske parti, da han var i starten af 20’erne.

»Jeg var nysgerrig efter at se, hvad det handlede om. Så jeg var til en konference hos dem. Men det tiltalte mig ikke, fordi jeg aldrig har haft den der gruppementalitet. Og jeg har det ret svært med folk, der fortæller mig, hvordan tingene er, uden at man må stille spørgsmål.«

— Hvorfor tror du, at nogle unge bliver tiltrukket af Hizb ut-Tahrir eller af at rejse til Syrien og kæmpe for IS?

»Man skal huske, at der er ret stor forskel på Hizb ut-Tahrir og IS. Det er lidt som at sammenligne DF og nazister. Men hvis man læser om folk, der er blevet radikaliserede, så er et fællestræk for mange af dem, at de enten er nyreligiøse, konvertitter eller utilpassede unge. Det siger meget om Hizb ut-Tahrir, at de ikke har ret mange medlemmer, der er over 45 år. De har tag i de forvirrede unge, der er lettere at påvirke og ikke har fundet deres identitet endnu.«

Opgør med kulturrelativisterne

Zaki Youssef har fundet sin identitet et sted midt mellem den danske kultur og arabiske baggrund. Og han stiller mange spørgsmål i Jeg hører Stemmer. Nogle af dem, der står for skud er kulturrelativisterne. De velmenende danskere med de rigtige meninger, der synes, det er »spændende at høre nogle nye indvandrerstemmer«. Youssef har selv mødt sin del af velmenende humanister, både på højskolen og i kulturmiljøet.

»Jeg synes, det er problematisk, hvis folk ikke lytter til mig, som et ligeværdigt menneske, men kun fordi, jeg repræsenterer ’en anden side af Danmark’. Det er jo velment, men det betyder også, at jeg primært bliver castet til en helt bestemt type roller. Men jeg er ret splittet i forhold til den debat. For på den ene side, så synes jeg, det er vigtigt, at vi får nogle flere dramatikere og skuespillere med indvandrerbaggrund. Men samtidig har jeg jo ikke lyst til at stå på scenen, fordi jeg skulle fylde en eller anden kvote.«

— Hvordan kan du vide, at du ikke skal det i ’Jeg hører stemmer’?

»Det kan jeg da heller ikke. Men så længe jeg ved, at jeg har lavet noget, hvor jeg leverer og løfter rollen, gør det ikke så meget. Det kan da godt være, at en af grundene til, at vi har fået støtte, er, at de så mit navn på listen. Men jeg skammer mig ikke over det, for jeg ved, at vi har lavet et godt produkt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu