Baggrund
Læsetid: 2 min.

Billedsprog: Danskjävlerne mod Zlatan

Fire unge har stillet sig i kø foran Parken. De har klaphatte på, halstørklæder i Dannebrogs farver viklet om halsen og et lille banner i hænderne, hvorpå de har skrevet »Zlatan har pigehår«

Finn Frandsen

Moderne Tider
21. november 2015

Fire unge har stillet sig i kø foran Parken. De har klaphatte på, halstørklæder i Dannebrogs farver viklet om halsen og et lille banner i hænderne, hvorpå de har skrevet »Zlatan har pigehår«. De er på vej ind for at se den afgørende fodboldkamp mellem Danmark og Sverige, som senere ender 2-2, og som bliver dødsstødet til de danske EM-drømme. Men det ved drengene ikke endnu. De smiler.

Drengene, hvoraf tre i øvrigt selv har langt hår, er ikke de eneste, der har forsøgt at gøre grin med Zlatan Ibrahimovic op til det skæbnesvangre opgør mellem de rød-hvide og gul-blå. På forsiden af MetroXpress har man skrevet »I aften klæder vi svenskerne af« og portrætteret Zlatan i trusser. I samme ombæring har avisen søsat en kampagne under navnet #zlatansunderbukser, hvor de opfordrer danskerne til at komme med deres »bedste angreb og bedste jokes« og til »at gå i flæsket på svenskerne«. På BT’s forside har man skrevet, at det danske landshold vil sende den 34-årige superstjerne på pension.

Søstrene Laudrup

De danske fodboldfans går efter manden i stedet for bolden, og noget tyder på, at de synes, at Zlatan har stukket næsen lidt for langt frem. Her er trods alt tale om en fodboldspiller, der har så meget selvtillid, at han har sagt, at når man køber ham, så køber man en Ferrari. Han har sagt, at han ikke giver sin kone fødselsdagsgaver – han giver hende Zlatan. Og så har han flere gange omtalt sig selv som Gud.

Og det bliver altså for meget for den danske jantelov, som har svært ved at klare en, som er så ovenpå og glad for sig selv. Det går simpelthen ikke på denne side af sundet, hvor man helst skal være en ydmyg og taknemmelig holdspiller med en frisure, der ikke gør sig til, hvis man skal være en god landsholdsspiller. Det mærkede Laudrup-brødrene dengang i 90’erne, hvor de ikke var på landsholdet, fordi de ikke ville arbejde med træner Ricardo. Det resulterede i, at hele Danmark med endnu et kønsbestemt skældsord kaldte dem ’Søstrene Laudrup’. For det eneste, der er værre end at gøre sig til, er tilsyneladende at være en pige.

Men Zlatan er ligeglad med den danske jantelov. Til kampen scorede han begge mål mod Danmark, og med sit pigehår sat op i en moderigtig manbun sagde han: »Danskerne ville sende mig på pension. Nu sender jeg hele deres land på pension«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens peter hansen

En helt uskyldig spøg bliver gudhjælpemig i den grad misbrugt. Almindeligvis kaldes det lange hår svenskerhår. Det var ligesom ikke sååååå oplagt at skrive vel ?? Man må vel have lov til at lave lidt fis eller hvad ? Enhver der ved det mindste om fodbold ved at Zlatan er i en klasse for sig, en af de bedste fodboldspillere i verden overhovedet. Hans mål har ikke en pind med janteloven, mens han udgangsreplik naturligvis var smart. Han sendte faktisk en et helt hold på pension og såmænd også Morten Olsen. Grattis Sverige!!