Baggrund
Læsetid: 10 min.

’Bly må være det helt store skræmmeeksempel’

Der har i alt for mange år været sået tvivl om, hvorvidt tungmetaller og pesticider er skadelige for kommende generationers hjerner. Men det er de, understreger professor Philippe Grandjean i en ny bog. Han har i mange år ikke bare været en anerkendt forsker, men også en mand i kamp med mægtige industrier. Det rejser spørgsmålet: Hvornår er man er forsker, og hvornår man er aktivist?
Vi anser det for uetisk at lave forsøg med mennesker, men det er det, vi gør, når vi udsætter fostre for stoffer, som vi ikke kender farligheden af, mener Philippe Grandjean

Vi anser det for uetisk at lave forsøg med mennesker, men det er det, vi gør, når vi udsætter fostre for stoffer, som vi ikke kender farligheden af, mener Philippe Grandjean

Moderne Tider
7. november 2015

I årtier har Philippe Grandjean forsket i giftstoffer og deres betydning for kommende generationers intelligens. Og i årtier har professoren gennem sin forskning forsøgt at påvirke beslutningstagere og private – især gravide kvinder – til at tage faren fra tungmetaller som bly og kviksølv alvorligt. Emnet og ærindet er det samme i hans nye bog Kemi på hjernen, men det svært tilgængelige videnskabelige sprog er skiftet ud med en mere ligefrem og fortællende skrivestil:

»Den måde, jeg kan komme igennem på, er ved at fortælle det her til nutidens forældre og bedsteforældre. Nogle af dem er selv beslutningstagere, og de er alle sammen vælgere. Så målet er at opnå konsensus i samfundet om, at der skal gøres noget. At det er noget griseri, at vi ikke har styr på pesticider og hjernegifte,« siger Philippe Grandjean, som er professor på Syddansk Universitet og Harvard University i Boston.

Han sidder i en stor lænestol i sin sirligt dekorerede herskabslejlighed i hjertet af København. Han bruger ikke ryglænet, men sidder helt ude på kanten af stolen og læner sig tilmed fremover. Bogen er skrevet sammen med journalisten Pernille Hermann og bygger på den mere videnskabelige engelske version, Only one chance, som udkom sidste år.

»Men som Pernille sagde, så er der er jo ikke mere end 10 danskere, der har læst den bog.«

Derfor den nye og friere skrivestil, hvor de »konfliktsky formuleringer«, som præger forskningsverdenen, er byttet ud med ord som ’korruption’ og ’skandale’. Grandjeans hovedbudskab er voldsomt: Hjernegiftene, som han kalder tungmetaller og pesticider, ødelægger de fremtidige generationers hjerner og koster milliarder af kroner om året i Danmark og langt mere på verdensplan. Der har i alt for mange år været sået tvivl om, hvorvidt det forholdt sig sådan – blandt andet af magtfulde industriinteresser. Politikerne har været nølende, og forskerne – inklusive Grandjean selv – har haft en tendens til at dække sig ind under for mange forbehold og skrive »måske« og »kan muligvis føre til«.

’Måske til næste år’

Den tvivl bør nu være væk, mener Philippe Grandjean. Det er tid til handling, for hvis sundhedsmyndighederne og politikerne er modige og tænker langsigtet, vil der både være bedre livskvalitet og flere penge til de næste generationer. Men det kræver, at man vil investere i blandt andet kontrol med kemikalierne, test af gravide og i oplysningskampagner – og at man tør tage opgøret med de industrier, som kan blive berørt af det.

»Jeg ved fra politikere, at når man sidder og forhandler finanslov, så er den altid stram. Så siger man, ’Det må blive næste år’, men så sker det samme igen,« siger Philippe Grandjean.

Gevinsten ved at begrænse de gravides eksponering for hjernegifte er ellers stor. Det er for længst bevist, at hvis en gravid er udsat for bly, kviksølv og pesticider, påvirker det hjernen hos fostret og resulterer i en lavere IQ. Fra den økonomiske teori ved man, at en borgers gennemsnitlige livstidsindtægt stiger med 1-1,5 procent for hvert ekstra IQ-point.

»På den måde kan man regne ud, at kviksølv alene i Danmark koster omkring 750 millioner om året. Pesticider koster formentlig fem gange så meget. Og bly endnu mere. Og så synes jeg altså, at det med at udsætte det til næste års finanslov begynder at blive lidt problematisk.«

Han kommer med et konkret eksempel: En medicinstuderende informerede tidligt i graviditeten en gruppe nyligt gravide om, at de skulle spise masser af fisk, men holde sig fra tun og andre fisk med mange tungmetaller. Hun tog også en hårprøve, som viste, at hver fjerde kvinde lå over grænseværdien for kviksølv. Da de kom tilbage tre måneder senere, var kun otte procent over grænseværdien:

»Det virkede. Og da kviksølvniveauet i kroppen falder langsomt, så var det markante resultater. Og hvis man regner på det, vil man kunne score mange millioner kroner om året på at have sådan en samtale med analyse af en hårprøve overalt i Danmark.« Philippe Grandjean laver sine regnestykker færdig:

»En hårprøve koster ca. 100 kroner, og der er 50.000 gravide, så det koster kun fem millioner,« siger han. Lignende indsatser vil man kunne lave i forhold til andre tungmetaller, pesticider og flammehæmmere, og i alle tilfældene vil det være gode investeringer. Men problemet er ifølge Philippe Grandjean, at der går mange år, før nutidens fostre begynder at tjene penge og betale skat:

»Det er problemet med al forebyggelse, medmindre det er vaccination imod en kommende influenzaepidemi,« siger han. Han fornemmer dog, at der er ved at opstå en stemning af, at der skal gøres noget. I verdenssundhedsorganisationen WHO blev emnet for nylig diskuteret på et ministermøde i Minsk, hvor Philippe Grandjean talte.

»Når WHO går ind i det, så er det, fordi de kan lugte, at der er ved at være politisk modenhed til det,« siger Philippe Grandjean.

»Forældre vil gerne have, at de gener og den stimulation, de giver videre til deres børn, bliver til så meget som muligt. Deres børns liv skal da ikke påvirkes af, at samfundet sviner med giftstoffer, som ikke er blevet ordentligt testet og kontrolleret – og som der ikke bliver sat ind over for, fordi sundhedsvæsnet ikke beskæftiger sig ret meget med forebyggelse. Det vil enhver rationelt tænkende forælder mene. Og det er det, jeg forsøger at lægge dokumentation og formuleringer til,« siger Philippe Grandjean, som understreger, at indsatsen skal ske på verdensplan – ikke bare i Danmark.

Det store menneskeforsøg

Selv om der er tegn på bedring og mere handling, er hjernegifte stadig et område, som er stærkt underbelyst, mener Philippe Grandjean. Der findes hundredevis af stoffer, som vi bliver udsat for, men som aldrig er blevet testet ordentligt.

»Når man tester i dag, så eksponerer man en gravid rotte for et stof, og når ungen er født, piller man hjernen ud af kraniet og lægger den på en vægt. Og hvis vægten er fem procent mindre, end den skulle være, så siger man, at stoffet nok er skadeligt for hjernens udvikling,« siger Philippe Grandjean: »Det er næsten grotesk. Ingen ville finde på at sige, at en menneskehjerne er noget, vi vurderer alene ud fra vægt. Det er meget primitivt, men det er den eneste sikkerhed, vi har i dag,« siger han.

EU har kemikalielovgivningen REACH, og OECD har retningslinjer for, hvordan man kan lave bedre test. Det er skridt i den rigtige retning, men der mangler stadig konsekvenser, mener Philippe Grandjean:
»Man ved, hvordan man kan lave bedre dyreforsøg, og hvordan man kan lave forsøg i cellekulturer. Men der skal være en form for konsekvens. Hvad så hvis forsøget viser, at der er noget galt? Hvordan træffer vi så beslutningerne? Det skal ikke være sådan noget med, at vi også skal lave forsøg på aber – vi vender tilbage om tre år,« siger han. Og industrien skal betale for at få testet stofferne, mener Grandjean – præcis som når en medicinalvirksomhed skal sende et nyt præparat på markedet. Forsøg på mennesker vil det være etisk uansvarligt at udføre, mener han:

»Men der er et paradoks. For som to af mine amerikanske kolleger engang har sagt: ’Lige nu laver vi et kæmpestort forsøg, hvor alle vores børn og børnebørn er forsøgskaniner,’« siger Philippe Grandjean og tilføjer: »Vi udsætter folk for giftige stoffer, vi ved bare ikke, at de er giftige endnu. Så kommer sådan nogle universitetsforskere som mig løbende hostende og stakåndede bagefter og prøver at finde ud af noget og siger ’Hov, det er farligt’. Det er altså en omvendt måde at gøre det på.«

I stedet burde man systematisk gennemgå alle de stoffer, der er på markedet eller ønskes markedsført. I borgen oplister Philippe Grandjean 213 stoffer som mistænkes for at kunne skade vores intelligens: »Der er hidtil kun 12 stoffer, vi med sikkerhed ved er giftige for hjernen. Der vil helt sikkert komme flere til, så det er bare med at gå i gang med listen,« siger han.

Dårlig historik

Man har kendt til blys skadelige virkninger siden Romerriget, men de første undersøgelser af børn kom først fra 1960’erne og frem. Og selv om adskillige forskningsrapporter har vist, at bly påvirker vores hjerner, så forsvandt blyholdig benzin først fra det danske marked i 1994. Når der gik så lang tid, skyldes det først og fremmest, at det lykkedes industrien at overbevise verdens befolkning og politikere om, at bly ikke var skadeligt.

»Det var nogle magtfulde industrier, man var oppe imod,« siger Philippe Grandjean og henviser blandt andet til olie- og bilindustrien. Det lykkedes dem at så tvivl. I sin bog citerer Philippe Grandjean et nyhedsbrev fra blyindustrien i 1979, hvor der står: »De 22 konklusioner peger i vidt forskellige retninger og giver intet som helst svar på, om moderat påvirkning med bly er skadelig for helbredet.« Det er ifølge Philippe Grandjean en hyppigt anvendt metode at få forskere til at så tvivl om de resultater, som andre forskere kommer med. På den måde kan man sige, at der er brug for yderligere undersøgelser, og trække tiden ud.

Da Philippe Grandjean i 1997 lavede et omfattende studie om kviksølv og grindehvaler på Færøerne, skete det samme. Pludselig var der nogle forskere med støtte fra industrielle interesser, som fik offentliggjort en artikel om, at Grandjeans resultater ikke skyldtes kviksølv, men træthed blandt nogle af de børn, der medvirkede i forsøget. Tunindustrien virker måske ikke lige så magtfulde som olie- og bilindustrien, men salg af tun er en milliardforretning på verdensplan, og efter at Philippe Grandjeans forskningsresultater havde fået stor opmærksomhed i USA, faldt salget af tun markant:

»Amerikanerne begyndte at spise rejer til frokost i stedet. Tunindustrien er en milliardindustri og den afsatte 25 millioner dollar til en kampagne om, at kviksølv ikke er farligt. Der var store plakater i metroen og helsides annoncer i New York Times.« Og så var der hjemmesider, som primært svinede Philippe Grandjean og andre forskere til:

»De havde klippet noget, jeg havde sagt, sammen på en måde, så det stod helt klart, at jeg var rablende sindssyg. Man kan klippe ting sammen på den måde og få alle til at fremstå vanvittige, men det kan den almindelige borger jo ikke vide.«

Angrebet var hårdt. Advokaterne på Harvard University rådede Philippe Grandjean til ikke at gøre noget ved det:

»De sagde: ’Du har ikke råd til lige så gode advokater som de har, og tiden vil være på din side.’ Begge dele er sandt, men det var hårdt, imens det stod på,« siger han.

Aktivist eller forsker

Der er ingen tvivl om, at Philippe Grandjean er dedikeret, og at han har et projekt. Men hvor går grænsen mellem forsker og aktivist egentlig?

»Det er ikke en skarp grænse. Min dekan på Harvard siger, at vi har en forpligtigelse til at formidle og videregive det, som vi ved. Men aktivisme, som går ud på, at man forsøger at sælge bestemte løsninger, er et fyord. Det er en grænse, som man ikke skal overtræde. Jeg mener, at min bog er formidling og ikke aktivisme. Det sidste kapitel, hvor jeg skriver, hvad man skal gøre, er formuleret meget generelt. Jeg har heller ikke givet kostråd til gravide kvinder. Jeg skriver bare, at man skal holde sig fra tun og spise økologisk frugt og grønt. Det må være op til myndighederne at fastsætte grænserne og komme med anbefalinger. Jeg kan kun sige, at jeg ved, at der er et problem, og sige, hvad konsekvenserne er, hvis ikke man gør noget,« siger han. Rollen som en markant stemme i debatten finder Philippe Grandjean »helt naturlig«, for som han siger:

»Jeg er uddannet læge og har aflagt et lægeløfte. Og jeg har tidligt i forløbet opdaget, at sundhedsvæsnet hovedsageligt beskæftiger sig med diagnostik og behandling. Men vi er blevet opmærksomme på, at forebyggelse nytter. Man prøver allerede at få folk til at spise varieret og dyrke motion – det er de lette opgaver. Og så er der opgaver, som er lidt mere vanskelige, hvor der er noget meget vigtigt på spil. Vi er inde i et paradigmeskift, for fremtidens sundhedsvæsen må acceptere, at der er meget mere forebyggelse, som er vigtig. Det vil jeg gerne hjælpe med at informere om.« Philippe Grandjean ser derfor optimistisk på fremtiden:

»Det er derfor, jeg skriver bogen. Jeg tror på, at der er forståelse for, at det er noget, vi bør gøre noget ved, selv om det kræver svære beslutninger, som vil gå ud over bestemte industrier. Men det er realistisk at gøre noget ved det. Det skal bare ske på internationalt niveau, det skal være på EU-plan eller optimalt set på verdensplan.«

Han tror også, at de historiske fejltagelser vil give anledning til bedre adfærd i fremtiden:

»Bly må være det store skræmmeeksempel. Jeg håber, at vi kan undgå at gentage den historiske fejltagelse, som har haft så dramatiske skadelige virkninger. Det er derfor, jeg taler med store bogstaver. En hel generation af børn fik smadret massevis intelligenspoint og hjernefunktioner. Det var dét, der skete. Og de fik adfærdsforstyrrelser og andet forfærdeligt, fordi eksperterne sad med deres pernittengryn-ideer om, hvorvidt forskningen nu var 100 procent sikker, og fordi der var nogle meget kraftige erhvervsinteresser i at markedsføre det her giftige produkt. Og en befolkning, som troede på det, den fik at vide af dem, som var bedst til at markedsføre deres interesser. Når vi har set i øjnene, at det kan ske, må der være mulighed for, at vi kan gøre det bedre i fremtiden. Og det vil jeg gerne medvirke til.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Anker Sørensen

der vil altid være politikere, der vil støtte enhver korrupt industri eller organisation , hvis de bare kan få rejser på første klasse, eller få familien med gratis hjem.
Så længe de har magten, vil industrien også få lov til at svine, bare der "falder lidt af"

Før man afgører om kviksølv og bly påvirker hjernen, hvad der i sig selv kan tage lang tid, er man jo nød til at finde ud af om man er forsker eller aktivist, eller om man i virkeligheden er kunstner.

Når man har fundet ud af hvem man i virkeligheden er, må man derefter finde ud af hvor vi i virkeligheden kommer fra, hvor kan man tænke sig vi er henne i dag og hvor vi egentlig og måske er på vej hen.
Og her har vi kun én chance. Og derfor er vi nød til at tage dén chance alvorlig fordi der kun er én. Og det var dén konklusion vi efterhånden var nået frem til medens vi sad i læderægget og bappede på piben.

Tommy -Inden vi finder ud af alle de spm., du stiller, mon så ikke vi er døde og borte inden da?
Det minder mig i øvrigt om den vante liberal-konservative indvending: vi ved ikke nok, vi må forske noget mere inden vi træffer drastiske beslutninger. Og dermed gives industrien yderligere tid til ikke at gøre noget ved problemerne.
Er det det, du mener? - for så siger jeg: tak for kaffe!

Anne-Marie Krogsbøll, Flemming Berger, Estermarie Mandelquist og Hanne Koplev anbefalede denne kommentar

Forskere har en pligt til at formidle deres resultater

Og hvis det fordrer, at de af og til skriver engagerede publikationer, hvor de fremlægger deres resultater for en brede kreds af læsere (der ikke har forudsætninger for at læse de mere teknisk-videnskabelige), så er det naturligvis i orden.

Ingen har mig bekendt kunnet sætte en finger på Philippe Grandjeans videnskabelighed.

I min ungdom, hvor positivismen endnu havde et stærkt tag i megen videnskab, var det et dogme, at videnskab og politik ikke måtte blandes sammen. Dvs. forskerne måtte ikke tage politisk stilling til konsekvenserne af deres egen forskning, medens politikerne gerne måtte tage stilling til forskningen - på et fuldkommen ukvalificeret grundlag, i øvrigt.

Det ville være en skam, hvis vi vender tilbage til den tid.

Benta Victoria Gunnlögsson, Anne-Marie Krogsbøll, Robert Ørsted-Jensen, Flemming Berger, Sabine Behrmann og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"Forskere har en pligt til at formidle deres resultater"
Nogen forskere, og de der ikke har pligten har fornøjelsen.

Borgerne, erhvervslivet og forskningen har både samfaldende og modsat rettede interesser omkring information om forskningens konsekvenser. Problemerne opstår når borgernes repræsentanter - politikerne - forbinder sig stærkere og stærkere til erhvervslivets profit interesser. Så bliver det en påtrængende pligt for forskerne at afbalancere vores demokrati, og agere aktivt som 'den udøvende magt' universiteterne i følge Montesquieus magtdelingslære er en del af.

...flere modige forskere, tak.

Anne-Marie Krogsbøll og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Tak til Prof. Philippe Grandjean for endnu engang at gøre opmærksom på, at det haster med foranstaltninger mod den forurening, som betyder, at neurotoksiske stoffer ender i hjernen med sygdom og nedsættelse af intelligenskvotienten til følge.

Tidligere har man ment, at moderkagen (placenta) var en effektiv barriere for giftstoffer, men i dag ved man, at giftstoffer trænger over moderkagen og ind i fostret med hjerneskadelig effekt til følge.

Moderen kan udskille giftstoffer gennem afføringen, urinen, sveden, udåndings-luften, foster-produktion, mælkeproduktion, men fostret har ingen udskillelses-mekanismer overhovedet. Og efter fødslen går der en rum tid, inden barnets udskillelses-mekanismer er modnet og fungerer.

Vi har overordentlige mange sygdomme / symptomer, som vi ikke kender årsagen / årsagerne til. Dertil kommer, at der er kommet nye sygdomme til og mange tidligere kendte sygdomme er i stigning.

Ofte har der været mistanke om miljøgifte f.eks. kviksølv, som årsag til diverse lidelser herunder påvirkning af hjernen. Herunder kan nævnes, at der er taget blodprøver og urinprøver af mennesker, som erhvervsmæssigt har haft kontakt med kviksølv, dette gælder f.eks. tandlæger, tandklinikassistenter, medarbejdere på - Grindstedværket, på - Cheminova, på - BASF, på - Revas med flere.

De anvendte blodprøver og urinprøver har dog været forgæves, idet en blodprøve eller urinprøve ikke kan bruges, som biomarkør for ophobet kviksølv i de indre organer, herunder hjernen!

Man har altså på grund af uvidenhed eller …….frikendt virksomheder for forgiftning af deres medarbejdere i årtier!

Det er på tide, at man gennemgår gamle undersøgelser / ”videnskabelige” artikler for anvendelse af ikke-relevante biomarkører og får sorteret de undersøgelser fra, som der ikke er videnskabelig belæg for at fastholde sandhedsværdien af.

Ganske enkelt kunne man undersøge afdøde danskere inklusiv aborterede fostre og finde ud af, hvilke miljøgifte, der er ophobet i diverse indre organer samt forske i, hvilke biomarkører, som det er relevant at bruge for disse miljøgifte.

Det må være på tide, at politikerne prioritere befolkningens helbred, fremfor at gå en forurenende industri´s ærinde.

For hvem skal holde samfundets hjul i gang med en tiltagende forgiftning af befolkningen, med dertil tiltagende belastning af helbredet?

Link: Björkman L, Lundekvam F.B, Mercury in human brain, blood, muscle and toenails in relation to exposure: an autopsy study. Environmental Health (2007) 6:30 www.ehjournal.net/content/pdf/...

Benta Victoria Gunnlögsson, Anne-Marie Krogsbøll, Jens Thaarup Nyberg, Flemming Berger, Lilli Wendt, Anne Eriksen, Gorm Lerche, Estermarie Mandelquist, Dan Johannesson og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Dan Johannesson

"Hvornår er man forsker og hvornår er man aktivist" Er et spørgsmål / distinktion der kun vil give mening hvis også den modsatte, og langt mere hyppigt forkommende pol undersøges: Hvornår er man forsker og hvornår er man korrupt og kontrolleret af lobbyister?

Anne-Marie Krogsbøll, Flemming Berger, Anne Eriksen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Det er korrekt at forgiftning med bly og andre tungmetaller hører til i den helt tunge ende og er langt alvorligere end fx pesticider, som jo findes naturligt i store mængder. Det er præcis derfor at mennesket i dag lever med langt færre alvorlige forgiftninger end man gjorde før i tiden.

Glas, keramik og tallerkener blev tidligere fremstillet med store mængder af tin og bly, ligesom det ikke var ualmindeligt at have drikkebægre af tin, messing eller kobber. Desuden var ethvert hjem udstyret med et kviksølvtermometer, som indeholdt tilstrækkeligt med kviksølv til en alvorlig og irreversibel hjerneskade. Dertil kom de tungmetaller inklusive uran, som i hjemmene blev udsendt ved forbrænding af kul og koks.

Citat:
"Det må være på tide, at politikerne prioritere befolkningens helbred, fremfor at gå en forurenende industri´s ærinde.
For hvem skal holde samfundets hjul i gang med en tiltagende forgiftning af befolkningen, med dertil tiltagende belastning af helbredet?"

Jo.....der hvor industrien og dermed centraliseringen af økonomiske midler er på vej hen, er et sted, hvor robotterne tager over, så menigmands arbejde bliver unødvendig og hvor robotejerne så bliver en rigere og rigere 1 % af verden.
I en sådan samfundsmodel er befolkningens generelle sundhed jo ikke særlig vigtig....for befolkningen er jo ikke nødvendig som andet end forbrugere.....men ...de har jo intet job og ingen købekraft.....nå ja, så er de jo i øvrigt ligegyldige at beskytte.

Måske forstår i både pointe og en lille anelse skæbnesvanger ironi...

Anne-Marie Krogsbøll og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Til Frank Hansen
Hvordan kan du påstå, at mennesket i dag lever med langt færre alvorlige forgiftninger end man gjorde før i tiden, når man helt konkret ikke måler menneskers ophobning af diverse tungmetaller i de indre organer med relevante test-metoder?
Som jeg skriver måles blodets eller urinens indhold af diverse tungmetaller, men en sådan måling afspejler kun den akutte eksponering og IKKE nødvendigvis mængden af ophobet tungmetal i de indre organer.

Benta Victoria Gunnlögsson, Anne Eriksen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Arne Lund Problemet er jeg ved ikke hvad du og Grandjean snakker om.
"Industrien må gøre noget ved alle problemerne...." øhh nå hvilke problemer ? "Ja alle miljø, klima og kvindeproblemerne og redde naturen og så noget".
Grandjean er hårvandssælger og salget går strygende da alle de skallede dagligt har brug for hårvand.

Anne-Marie Krogsbøll

De problemer vedr. uafhængig forskning, Grandjean beskriver, ligner jo til forveksling dem, Peter Gøtzsche kæmper mod indenfor medicinalindustrien. Og medicinalindustrien og den kemiske industri er vel langt hen ad vejen søstre?

Jeg har ikke fået læst Gradjeans bog endnu, så jeg ved ikke, om han inddrager hjerneskadende stoffer inden for det medicinske område, f.eks. hormoner/præventive midler, men mit gæt er, at det kan blive en af de næste skandaler, for det er også en forskning, der kun er i støbeskeen. Indtil nu har man behændigt gjort hvad man kunne for at undgå at undersøge hormonelle behandlingers skadevirkninger på hjernen, selv om det er velkendt, at disse stoffer HAR en virkning på hjernen. Men denne type forskning begynder så småt at pible frem.

I skyndingen kunne jeg lige finde disse som eksempel : http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25540983
og
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/?term=tsh%2C+levonorgestrel%2C+breast... (Sundhedsstyrelsen finder ikke dette "bevist", og vil derfor ikke advare mod brug af hormonspiral i ammeperioden. Ting skal altså for SST være bevist skadelige, ikke bevist ufarlige)

Men der et stigende antal forskningsartikler, der peger på mulige skadevirkninger af kunstige hormoner på hjernefunktionen, og et stigende antal forskere, der forsøger at pege på dette område. Gad vide, hvornår SST opdager, at der faktisk forskes i dette nogle steder i udlandet, og at man måske burde stille krav til undersøgelser vedr. medicinens virkninger på hjernen, inden man godkender et præparat, i stedet for bevidstløst at tro på medicinalindustrien? Der er nemlig ingen krav til dokumentation på dette område, så vidt jeg har kunnet finde ud af.

Hanne Koplev,

Det kan jeg fordi vi i dag lever i et meget renere miljø uden daglig påvirkning i hjemmet af bly og kviksølv.

Vores fantastiske sundhedssystem står af på diagnosen "tungmetalsforgiftning" - det ved de ikke noget om, siger de!
Det er naturligvis ikke rigtigt, men der mangler nok en pille eller en velvilje til at tage sig af det?

Og igen - der er så mange skadelige stoffer i omløb, der interagerer med hinanden, at det er svært at udrede dette.
Der findes f.eks. over 100 auto-immune sygdomme, hvor man stort set også er på herrens mark.

Anne-Marie Krogsbøll

Progestiner (gestagener), der er meget anvendt i hormonel prævention, ser ud til at kunne skader hjerner under udvikling: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26556535

Progestiner ser ud til i stigende omfang at forekomme i spildevand, og derved på uheldigvis komme ind i økosystemer og fødekæder: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26276056

I hvilket omfang indgår progestiner i kvægproduktionen herhjemme, og i hvilket omfang forekommer der rester af progestiner i vore fødemidler?