Hvad er dit råd til piger, der vokser op i dag?
»Som pige får man ofte at vide, at der er to ting at vælge imellem: Enten er du smuk og succesfuld, eller også er du grim. Der er kun de to kategorier. Men vi har brug for en tredje kategori: at være mærkelig. Det er en kategori uden regler. Selv om kvinder har masser af muligheder, er ideen om skønhed og succes stærkere end nogensinde. Så jeg vil råde alle unge piger til at vælge kategori nummer tre.«
I Sverige siger alle fra statsministeren og ned, at de er feminister. Er det sejt eller hykleri?
»Det kommer an på, hvad de gør. Det er ligesom fædre, der siger: ’Jeg elsker bare mine unger’, og så bruger al tiden nede på pubben. Kærlighed er ikke, hvad du siger, men hvad du gør. Og det er det samme med feminisme. Når det er sagt, synes jeg da, det er fantastisk, at det er blevet fashionabelt og cool de senere år at sige, at man er feminist.«
Hvornår følte du for første gang, at du var voksen?
»Jeg voksede op i en meget fattig familie og var den ældste af otte søskende. Jeg skiftede bleer, da jeg var syv, og var i stand til at lave en steg i ovnen, da jeg var 10, hvad jeg var meget stolt af. Som 13-årig begyndte jeg at skrive og tjene mine egne penge. Så jeg har altid følt mig voksen. Jeg har altid følt mig i stand til at klare mig og har tidligt følt et ansvar over for andre, og det, mener jeg, er en god ting. Jeg ved godt, at man hører meget om, hvor dårligt det er for børn at blive voksne for tidligt, men jeg kunne godt lide det.«
Har du råd til at bo i London?
»Jeg er så heldig, at jeg har boet her i mange år. Men huspriserne de senere år er steget helt vanvittigt. Og derfor dør London. Gennemsnitsalderen er tårnhøj, man ser ingen unge længere. Og ingen fattige. Det er blevet en legeplads for de rige. Alt det sjove er forsvundet, og der sker ikke længere noget nyt og spændende – det hele bliver bare arrangeret og kurateret for de rige kinesere og russere. Hvis jeg var 18 år i dag, ville jeg ikke flytte til London. Dels er det for dyrt, men det er heller ikke her, det sjove sker længere. I mange år var Storbritannien meget ’Londoncentrisk’, men jeg tror, det vender nu, så andre store byer som Manchester, Birmingham og Glasgow vil rejse sig igen. Den tanke kan jeg godt lide.«
Du bruger ofte humor og provokationer i din kommunikation. Hvorfor?
»Hvis du siger noget uden at bruge humor, så masturberer du. Så taler du bare: ’blah, blah, blah’ og tilfredsstiller kun dig selv. Hvis du bruger humor og selvironi, giver du noget ekstra. Jeg bruger humor som bestikkelse. Jeg giver folk en joke – så hører de efter, hvad jeg siger.«
I Danmark har der været debat om, hvorvidt plastikkirurger skal have lov at reklamere med flotte silikonebryster på busserne. Hvad synes du?
»Jeg hader forbud. Jeg er ret ytringsfrihedsagtig. Jeg mener generelt ikke, man skal forbyde ting, men hellere sørge for, at der er mere af det gode. Det er ligesom med mad, hvor nogle mener, man skal forbyde junkfood. Nej, man skal hellere sørge for at gøre sund mad tilgængeligt. Når det gælder billeder af kvindekroppen, skal man sørge for, at der kommer flere billeder af normale kroppe i det offentlige rum, i film og i reklamer. Hvornår har du sidst set en kvinde med røv og mave, som bliver kysset over hele kroppen af en, der elsker hende? Det er meget dyrt at lave film og tv-shows, og derfor tør instruktørerne kun caste smukke mennesker til at have sex med hinanden. Så man bør oprette kvoter, hvor man finansierer projekter, der fortæller nogle andre historier, med nogle andre kroppe.«
Hvorfor er kroppen blevet politisk igen – ligesom i 70’erne?
»Fordi sandheden begynder med kroppen. Specielt i en verden af sociale medier. Vi befinder os midt i en kæmpe revolution, som man ikke kan se begyndelsen og enden på endnu. Vi har fået én stor global bevidsthed, hvor alle kan tale sammen via de sociale medier. Og det første, vi spørger os selv om, er: ’Hvem er jeg? Hvordan ser jeg ud?’ Det har ført til the rise of the selfie. Jeg ser de sociale medier som en baby: Nogle gange bliver den vred og råber, andre gange bliver den distraheret af et billede af en kat, men på et tidspunkt vil den vokse sig større, blive teenager og en dag som voksen blive i stand til at opføre sig mere fornuftigt.«
Hvad giver dig håb?
»Alting. Jeg er helt vanvittigt optimistisk anlagt. Hvis jeg havde været på Titanic, da det sank, ville jeg have sagt: ’Der er ikke nogen i baren, lad os drikke al champagnen.’ Eller jeg ville have ledt efter Leonardo DiCaprio for at få noget hurtig sex. Alternativet til håb er utænkeligt. Så er man desperat, døende og sølle. Man er nødt til at bevare håbet.«
Hvis du skulle leve i en anden tidsalder, hvilken skulle det så være?
»Jeg kunne ikke tænke mig at leve på noget som helst tidspunkt tidligere end for 10 minutter siden. Jeg ønsker mig overhovedet ikke at gå tilbage i tiden, og i de fleste andre tidsaldre ville jeg være blevet brændt som heks. Jeg elsker musikken fra 1960’erne, men kvinderne havde det heller ikke godt dengang. Nej, jeg føler mig virkelig godt tilpas i det 21. århundrede.«
Hvilken sang burde alle høre?
»Det er umuligt at vælge. Men for tiden hører jeg Laura Marlings seneste album Short Movie, hvor omkvædet i titelnummeret lyder: »It’s a short fucking movie, man.« Og sådan er det: Livet er som en kortfilm. Et blink med øjnene, så er det forbi. Og derfor skal man få mest muligt ud af det.«
