Læsetid: 6 min.

»Vi er dårligt rustet til at forstå, at vi vinder i suverænitet ved at udøve den i fællesskab«

Europæisk samarbejde genrejste Europas stater til status og velstand efter verdenskrigene. Paradokset er, at succesen gav liv til begejstring for de nationale stater på bekostning af fællesskabet, og det afspejler den danske afstemning om retsforbeholdet, siger professor Uffe Østergaard
21. november 2015

»Ak, alle de sår … Store, dybe, forrevne … Det var til at miste forstanden af … Splinter af kugler, granater og ammunition i hovedet og tarmene – i hele kroppen, og sammen med metallet fjernede man soldaterknapper, stykker af uniformsjakken, skjorten eller læderremmene. På en af soldaterne var hele brystet revet op, man kunne se hans hjerte … Det slog stadig, men han var døende.«

Sådan lyder ét vidnesbyrd fra et russisk lazaret under Anden Verdenskrig i nobelprisvinderen Svetlana Aleksijevitjs vidnesbyrdroman Krigen har ikke et kvindeligt ansigt.

Og mens arven fra verdenskrigene er uendeligt tung, melder spørgsmålet sig om, hvorvidt erindringerne også er uendeligt fjerne.

Danmark skal til folkeafstemning den 3. december. Men hverken fra ja- eller nej-siden er udgangspunktet, at Danmark skal tage ansvar for, at det fællesskab fungerer, der skulle genrejse Europa og forhindre, at historien fra slagmarkerne nogensinde gentager sig, mener EU-forsker og professor Uffe Østergaard fra Copenhagen Business School.

»De politiske partier og danskerne tænker udelukkende ud fra, det, vi tror, tjener de snævre danske interesser. Danmark giver intet bidrag til udviklingen af en fælles retskultur i Europa, men konstaterer blot: ’Vi har det jo godt’,« mener han.

Forløberen for EU, Kul- og Stålunionen, blev etableret i 1952 mellem Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxemburg. I 60 år er sten for sten lagt til det europæiske samarbejde, og stadig flere nationer har sluttet sig til.

Men på en måde har unionen sejret sig ihjel og genrejst et ideal om suveræne stater i stedet for suverænitet i fællesskab, og det afspejler Danmarks valg – til trods for, at vi har mere brug for fællesskab i Europa end nogensinde før, siger professoren.

Hvorfor har fortællingen om et forenet Europa mistet sin kraft?

»Det er et resultat af EU’s succes. For det europæiske fællesskab har styrket tanken om et Europa bestående at nationale stater, men ikke tanken om et fælles Europa. Det er jo et paradoks. Da Kul- og Stålunionen blev oprettet, talte stifterne om ’an ever closer union’. Man har haft visioner om Europas forenede stater. I stedet er resultatet blevet det, man kalder ’the rescue of the nation state’, altså nationalstatens redning. Det var ikke hensigten, men det blev effekten.«

Hvordan skete det?

»Efter Anden Verdenskrig var stort set alle europæiske stater i krise på nær nogle få som Danmark, Sverige og England. Men de fleste andre var ødelagte og nedbrudte. Det europæiske samarbejde førte til økonomisk vækst og – støttet af NATO – sikkerhed. I disse stater var det meget mere indlysende, end det har været i Danmark, at det var samarbejdet, der betød, at den nationale stat kunne rejse sig igen. Det gælder Frankrig og Italien, men også Benelux-landene og i enorm grad Tyskland, der bragte ulykken over sig selv og Europa med Anden Verdenskrig. Derfor blev Europa også et meget stort tema i tysk, politisk kultur. Det er først inden for de sidste par år, at det overhovedet er blevet muligt at formulere skepsis over for det europæiske samarbejde i Tyskland.«

Så franskmænd og tyskere følte, at fællesskabet blev vejen til velstand og sameksistens?

»Det er jo paradokset. For sådan fungerer det ikke helt. Folk blev glade for deres nationalstater. De registrerede, at fællesskabet virkede, der kom vækst, sikkerhed, overskud osv. Vi fik alle sammen tv, hele min generation fik uddannelser, kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Men de færreste spekulerede over, om det var i kraft af det europæiske samarbejde, for det er jo ikke vigtigt for ret mange andre end planlæggere og politikere.«

»Den enorme velstandsstigning i Europas glorværdige 30 år mellem 1950 og 1980 gav en enorm tillid til, at nationalstaterne leverede. Men de, der var involveret på beslutningsniveau, kunne jo godt se, at det faktisk var noget, man ikke kunne gøre alene, men i kraft af samarbejdet, og det indre marked mest af alt.«

»Det er også derfor, at de europæiske eliter og vælgerne er gledet fra hinanden. En meget høj andel af dem, der har været involveret i planlægningsarbejdet på politisk niveau, er overbevist om, at det er samarbejde og suverænitet udøvet i fællesskab, der er forudsætningen for meget af det gode, som har karakteriseret EU de seneste 60 år. Samtidig er befolkningerne blevet skeptiske. Den tyske politiker Joschka Fisher sagde det i 2000 i en skarp analyse. Han pegede på, at samarbejdet har fungeret enormt godt for dem, der har været involveret i det, men det har fremmedgjort befolkningerne.«

Er danskerne mere EU-skeptiske end andre befolkninger i EU?

»Det vil jeg sige. I mange andre lande ved man trods alt i højere grad, at samarbejdet har været vejen til få eller generobre status, og det gælder især tyskerne.«

Danmark har ikke de krigstraumer, som er bagtæppet for andre landes engagement i EU. Men bør også vi huske arven fra krigene?

»Det er svært at gå i rette med folks holdninger, for de udtrykker en reel erfaring. Danmark slap billigt gennem Anden Verdenskrig vores tab til trods. Vi kom om muligt ud med en styrket national identitet. Jeg bebrejder ikke folk deres holdninger. Men jeg siger, at der er en begrænsning i dén horisont, fordi vi i Danmark ikke så omkostningerne ved den måde, Europa var indrettet på op til krigen, lige som de gjorde i andre lande.«

»Vi er dårligt rustet til at forstå, at vi vinder i suverænitet ved at udøve den i fællesskab. Man opfatter suverænitet som en fast størrelse: Når man deler den med andre, må man have mindre selv. Det er en helt snusfornuftig betragtning, den er bare forkert. Man kan få en forbløffende stor indflydelse på politik, hvis man forhandler. Det ved de embedsmænd og politikere, der deltager i de politiske processer. Men det er svært at forklare skeptiske vælgere, der helt snusfornuftigt mener, at når man ikke har fuld kompetence til at bestemme tingene i sit eget folketing, så må man have mistet noget.«

Men er det ikke korrekt, at formålet er opfyldt – vi har fred og velstand i Europa i dag; hvorfor mere EU?

»Formålet er ikke opfyldt. For et frit marked er en ustabil størrelse. Det skal reguleres hele tiden for at blive ved at være frit, ellers kører det ud over kanten, lige som det gjorde under krisen. Derfor er det nødvendigt, at man udbygger samarbejdet politisk – i dette tilfælde for at tøjle finanskapitalen og de store amerikanske firmaer.«

»Den del har politikerne dog været meget sparsomme med at fortælle til befolkningen. Tag f.eks. afstemningen i 1986 om det indre marked. Her sagde statsminister Poul Schlüter meget berømt, at når vi stemte ja til det indre marked, var unionen stendød, dvs. så kom der ikke mere. Allerede seks år efter stemte vi om Maastricht-traktaten og udvidet samarbejde. Jeg forstår godt, at folk føler sig snydt, når samarbejdet hele tiden får ekstra politiske dimensioner.«

Er europæisk samarbejde lige så vigtigt i dag, som det var dengang, vi skuede ud over slagmarkerne og talte de millioner, der døde i verdenskrigene?

»Det er om muligt endnu vigtigere. Det kan du se på de tre store kriser, Europa er konfronteret med i dag. Det er klart, at flygtningekrisen kun kan løses i fællesskab. Problemet er, at vi netop ikke samarbejder om at bevogte de ydre grænser og regulere tilstrømningen. Euro-krisen er Europas anden store krise. Den skal løses med fælles, stramme regler, som alle opfylder. Den tredje store krise er storpolitisk og gælder Putin og Rusland. Det er evident, at Europa må stå sammen for dog at være noget i forhold til Rusland. Men det er EU meget dårlig til.«

Hvad er konsekvensen, hvis vi fejler i forhold til disse kriser?

»At det hele falder fra hinanden. At nationalstaterne modarbejder hinanden i EU i stedet for at samarbejde. At den nationale egoisme kommer i højsædet. Vi vil få et velstandstab igen, som alle vil kunne mærke – også skeptikerne. Vigtige samarbejder vil lide, f.eks. terrorbekæmpelsen.«

»Men det tager vi ikke ansvar for i Danmark. Her hersker en logik i alle partier forud for afstemningen 3. december om, at Danmark er sig selv nærmest. Men det kan jo være, at det viser sig om 20 eller 30 år, at den, der var sig selv nærmest, blev den sten, der væltede læsset.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Graah
  • Jørgen Wassmann
Thomas Graah og Jørgen Wassmann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Det er godt nok trist; men hvor har Uffe Østergaard dog ret i, at Damark intet bidrag giver til udviklingen af en fælles retskultur i Europa.

Vi stemmer i stedet om valget mellem selvfede opt-in versus parallelaftaler med store områder helt undtaget fra fælles beslutninger i EU.

Vi må stemme NEJ d. 3.12 og om igen bøvhover.
Kom med et forslag, man kan være bekendt at stemme JA til - så gør vi det gerne.

Anne Eriksen, randi christiansen og Jes Kiil anbefalede denne kommentar
Claus Kristoffersen

Uffe Østergaard synes helt at glemme, at man måske skulle stille krav til art og kvalitet af det fællesskab, man ønsker at deltage i! EU repræsenterer i al dets (neo-) liberale vælde ikke et fællesskab, som er værd at stræbe efter. Stem nej, nej og atter nej, det er for farligt at overlade til levebrødspolitikerne.

Mads Berg, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Torben Selch, randi christiansen og Michael Madsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Claus Kristoffersen

Vi bliver aldrig nogensinde enige om noget som helst vedrørende EU; men jeg føler dog anledning til at påpege, at vi vælger altså selv vore politikere her i landet - herunder de politikere, vi sender til Brüssels.

Ligeledes, franske Hollande, græske Tspiras, tyske Merkel......fortsæt selv listen, ville nok have sig frabedt at blive kaldt (neo-)liberal.

Niels Duus Nielsen

Torben Lindegaard, EU er en karteldannelse, ikke et demokrati. Karteller er i disse år stærkt prægede af en neoliberal ånd, så Claus kristoffersen tager ikke helt fejl.

Mads Berg, Steffen Gliese, Anne Eriksen, randi christiansen og Michael Madsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Og som vi sagde dengang, vi fik forbeholdene : der er langt til bruxelles med barnevogn.

Det er uartigt at stemple nej sigere som usamarbejdsvillige - men der er dog grænser for hvilke rettigheder, man bør afsige for at kunne samarbejde. Vi elsker samarbejde - hvad der foregår i eu, er det modsatte. Indbyrdes konkurrence om og privatkapitalisering af fællesejet i en neoliberal konkurrencestatsøkonomi - som betjener sig af økonomer, der tilpasser fakta til deres teorier i stedet for at lære af fakta og indrette teorierne derefter. (Ref professor katarina juselius) Det er 'hug en hæl og klip en tå' økonomi, som kun kommer de få tilgode og i stigende omfang svigter de mange, som overbelaster klima, miljø og mennesker. Uden reel vilje til samarbejde og med en dysfunktionel ramme er det inkompetent og mod bedre vidende at anbefale et ja.

Olav Bo Hessellund, Anne Eriksen, Torben Selch og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Der ligger et eller andet lusk ude i fremtiden, noget som indgår i "en størreplan", som man skal have fjernet danskernes mulighed for at kunne sige nej til. I can smell it.

Nogen der overhovedet hopper på den, at Danmark efter et Nej d. 3. december - bliver en hvid plet på et europæiske Europol-landkort. Bliver det et ja - kan korrupte rumænske dommere, tillade at danskere på dansk jord bliver overvåget og jagtet - uden at danske domstole kan sige en dyt til det.

randi christiansen

I can smell it too torben - that something is rotten in the (soon to be former?) state of denmark and in the eu as well - actually I wonder where not decay has entered - apart from in the hearts and minds of the innocent

Problemet er, at det åbenbart ikke er politikere og forskere i dag forundt at kunne skelne imellem det ene og det andet.
Men når vareudveksling mellem landene og afgørelser af sager, der er grænseoverskridende, er en god idé, er det netop, fordi samfundene så efter tradition og mentalitet kan indrette de samfund, der passer dem bedst.
Ligesom det er godt, at automatisering fjerner nedslidende og ubehagelige job, så folk i stedet kan bruge tiden på noget, der er socialt, kulturelt og personligt udviklende. Når man ikke længere behøver at bruge masser af arbejdskraft på at rejse et hus, kan man i stedet bruge den på at sikre tilstrækkeligt med hænder i sundhedsvæsenet.