Læsetid: 13 min.

I euroens taberlande vokser nye valutaer frem

I Sevilla har en gruppe mennesker etableret en social bytteøkonomi, pumaen. Fra deres hus Casa Pumarejo har de opfundet et system, hvor rigdom bliver skabt, når man deler med hinanden
På markedet handles der med pumaen som valuta. Køber og sælger registrerer handelen som henholdsvis plus og minus på deres puma-konto. En udgift bliver til en gældspost; en indtægt til et tilgodehavende – ikke i forhold til hinanden, men i forhold til fællesskabet

På markedet handles der med pumaen som valuta. Køber og sælger registrerer handelen som henholdsvis plus og minus på deres puma-konto. En udgift bliver til en gældspost; en indtægt til et tilgodehavende – ikke i forhold til hinanden, men i forhold til fællesskabet

Jose Colo

7. november 2015

Dippen står i sirlige rækker på voksdugen. Fem forskellige slags i fem forskellige farver. Det har taget Miguel en hel uge at producere dem. Snittede gulerødder og hjemmebagt knækbrød ligger klar på et lille porcelænsfad med guldkant, så potentielle købere kan prøvesmage resultatet af hans strabadser.

Ved siden af er der gang i lignende opstillinger. Hjemmelavede marmelader, limonade og limoncello, øl fra mikrobryggerier, kager og tærter, kunsthåndværk, strikketøj, brugt legetøj, bæredygtige kosmetiske produkter og frugt og grønt dyrket i lokale urtehaver stillet frem på de små borde. Håndskrevne mærkater bekendtgør indholdet af genbrugsglas- og flasker, og på et bord er en grøn Garnier Fructis-flaske forvandlet til champú de almendra – mandelshampoo. Gæsterne på markedet er lige så forskellige som udvalget på bordene. Skjorteærmer og batikbluser, dreadlocks og vandkæmmet hår, glat og furet hud hvirvler ind og ud mellem hinanden denne lørdag eftermiddag.

Vi er i Casa Pumarejo i bydelen Casco Histórico i Sevilla. Det er her, bytteøkonomien pumaen udspringer fra. I dag danner huset rammen om markedet MercaPuma, den månedlige markedsdag, hvor man kan handle med den alternative valuta, puma. Dagens marked falder sammen med bytteøkonomiens tre års fødselsdag.

»Det er en følelsesladet dag. Man kan lave alle mulige former for udvekslinger. Af viden, af fødevarer, af kontakter. Alt,« siger Miguel, der i december besluttede sig for at lukke sin café for at dedikere sig til pumaen på fuld tid.

En kvinde kommer over til hans bod. De kindkysser, og hun roser hans dip. Hun tager sit cartilla, et lille papirshæfte, frem og rækker det til Miguel, som omvendt giver hende sit. Med kuglepen noterer de prisen for dippen, der koster 1,5 puma stykket. For Miguel er MercaPuma et eksempel på, at pumaen er et levedygtigt alternativ til det etablerede system.

»Det en nydelse at se, at en anden verden er mulig. Der er en styrke i at skabe andre måder at fungere på, som ikke er sådan, de har lært os,« siger han.

Jose Colo

Hvad gør man uden euro?

La moneda social Puma, eller bare ’la moneda’ som medlemmerne af pumaen omtaler den, blev oprettet i 2012. Pumaen baserer sig på to centrale redskaber – cartilla’et, som er et papirshæfte, man noterer udvekslingerne i, samt en virtuel portal for udbud og efterspørgsel kaldet Community Exchange System (CES). Pumaen er langtfra den eneste alternative valuta i Spanien. Ifølge CES’s hjemmeside er der 784 lokale økonomier på verdensplan, der benytter sig af systemet, herunder 222 i Spanien alene. Til sammenligning har Danmark to.

Lola Vera, som tager del i flere af pumaens administrative grupper, mener, at bytteøkonomien har motiveret mennesker med et begrænset økonomisk råderum til at involvere sig i projektet.

»Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har euro? Folk begyndte at tænke – ’okay, ganske vist har jeg ingen euro, men jeg kan alligevel lave noget, der har værdi,« siger hun.

Når mennesker laver transaktioner med varer eller tjenester i puma, er der ikke fysiske penge involveret. I en situation, hvor en person sælger f.eks. et glas pesto for puma, vil sælgeren notere prisen for varen i positiv i sit cartilla og køberen i negativ. Pumaen er således en form for gensidigt kreditsystem, hvor gæld på saldoen (minus) repræsenterer et udestående i forhold til fællesskabet og kredit (plus) et tilgodehavende. Det vil sige, at personer ikke står i gæld til hinanden, men til fællesskabet.

Efter udvekslingen logger både køber og sælger ind på CES-portalen på deres computere, hvor de noterer bytteudvekslingen. CES-portalen gør, at man kan holde styr på betalingsbalancerne og fungerer desuden som en virtuel markedsplads for udbud og efterspørgsel i fællesskabet.

Det økonomiske omdrejningspunkt i bytteøkonomien er den information, der udveksles mellem køber og sælger. Det er dem, der bytteudveksler, som skaber økonomien, fordi værdien kun skabes, når man udveksler varer eller tjenester. Der kan ikke opstå knaphed som med konventionelle penge, der er begrænset eller produceret af en tredjepart, f.eks. regeringer eller banker. Så længe man udveksler, skaber man puma. Man kan heller ikke spekulere i puma, da værdien, der skabes, ikke kan vokse uafhængigt af bytteudvekslingerne. Summen af alle bytteudvekslinger vil altid være nul.

Puma-netværkets godt 900 medlemmer anser valutaen som komplementær til euroen i flere henseender. Dels er pumaens værdi bundet til euroen, så en puma = en euro. Og dels er det muligt at betale en vare eller en ydelse i blandet form, dvs. en vis procentdel af prisen i puma og det resterende i euro.

»Hverken min mand eller jeg har tid til de huslige pligter. Så vi har ansat en rengøringshjælp, som får 30 procent af sin løn i puma. Og forleden købte jeg en cykel, hvor jeg betalte halvdelen af prisen i puma,« fortæller Lola Vera og tilføjer, at pumaen derfor tilgodeser mennesker, der ikke har et stort euroøkonomisk råderum.

Medlemmer kan forbruge for 100 puma, før de selv skal i gang med at tjene puma ved at tilbyde en ydelse eller et produkt til fællesskabet. Det giver folk mulighed for at komme i gang med at købe med det samme og tid til at overveje, hvad de kan tilbyde i netværket. I princippet kan man forbruge for 100 puma og derefter forlade netværket. Men den risiko forholder Lola Vera sig roligt til.

»Pumaen er et netværk af tillid. Det er den, der mister tilliden, som har tabt. Det er din fejl, ikke fællesskabets,« siger hun.

I cykelbutikken SantaCleta kan man betale f.eks. 50 pct. af en lapning i puma. Det giver os en tættere tilknytning til kvarteret, fortæller indehaveren, Isabel.

Jose Colo

Huset tilhører kvarteret

Vi møder Lola Vera i Casa Pumarejo en aften, mens regnen siler ned. Væggene giver genlyd, da hun træder ind ad døren efterfulgt af sin hvide ulvehund Cena, der farer rundt med poterne krattende mod stengulvet. Hun afslår tilbuddet om en croissant – »man må jo passe på figuren« – og tænder i stedet en hjemmerullet cigaret. På væggen i huset hænger et indrammet portræt af Lola Vera og Cena siddende på en af kvarterets brostensbelagte gader. Det udgør en brik i den mosaik af portrætter, der dækker væggene i huset og fungerer som en påmindelse om de mange mennesker, som bruger det. De fleste af dem er medlemmer af pumaen. Og huset har en helt speciel betydning for pumaen, mener Lola Vera.

»Det er her, det sociale touch kommer fra. Det har altid haft en social ånd – ’huset for kvarteret, huset for folket’. Så jeg tror ikke, man kan forstå pumaen uden Casa Pumarejo.«

Kvarteret er omkranset af en antik mur, der skærmer for ringvejen. De brostensbelagte gader er smalle og snørklede, og man kan let fare vild, hvis man ikke er stedkendt. Pladsen foran Casa Pumarejo frekventeres jævnligt af drukkenbolte og guitarspillende hjemløse fra kvarterets fortid som socialt belastet. Op gennem 00’erne begyndte de at få selskab af studerende og specialforretninger, og siden har kvarteret været i gang med en forvandlingsproces.

I 2001 besluttede byrådet i Sevilla at sælge halvdelen af Casa Pumarejo til en hotelkæde for at trække turister til området, selv om huset i årtier havde været udlejet til beboelse. De oprindelige beboere skulle sættes ud, og det fik folk i kvarteret til at gå sammen og kæmpe for at beholde huset.

»Huset tilhører kvarteret. Det tilhører hverken en bank, et hotel eller nogen enkeltperson,« siger Lola Vera.

Forskellige borgerinitiativer og sociale bevægelser begyndte at holde til i Casa Pumarejo, heriblandt Decrecimiento-bevægelsen, der arbejder for et andet vækstbegreb. Bevægelsen sigter mod at skabe en mere balanceret relation mellem menneske og natur, sikre en jævn fordeling af arbejdsbyrden og mindske forbruget. Fra denne bevægelse opstod idéen om at skabe en social økonomi.

Regnens rytmer forstærkes kortvarigt, da døren til Casa Pumarejo åbnes af en høj mand. Han hilser med kindkys på Lola Vera og sender os et nik og et genert smil, inden han sætter sig. Roberto er en del af Decrecimiento-bevægelsen og var med i den arbejdsgruppe, der udtænkte og etablerede pumaen. Ligesom Lola Vera er han overbevist om, at huset er helt centralt for, at pumaen fungerer, som den gør.

»De fleste andre sociale valutaer i Spanien har ikke et sted, hvor de kan mødes og lave aktiviteter. Mange har sagt til os, at pumaens succes – alle de mennesker, den har forenet, og al den omtale, den har skabt – skyldes huset,« siger han og understreger, at pumaen ikke kun er et økonomisk værktøj.

»Pumaen er ikke kun et redskab til at udveksle varer, men også en måde at skabe fællesskab på. Når man bruger puma til at udveksle med, skaber man flere og tættere bånd til hinanden,« fortæller han.

Det fællesskab bliver cementeret i Casa Pumarejo. Foruden den månedlige markedsdag MercaPuma og den ugentlige forsyningscentral Abastecimiento Central, hvor medlemmer kan bruge deres puma på dagligvarer som grøntsager, frugt og brød, huser Casa Pumarejo blandt andet et syværksted, en samtalegruppe for voldsramte kvinder, yoga, filosofiværksted og spanskundervisning for udlændinge.

Et redskab til forandring

En alternativ økonomi, et andet vækstbegreb og ideologien om, at alle kan bidrage med det, de har. Pumaen kan ikke ses isoleret fra den finanskrise, der ramte verden i 2008. Arbejdsløsheden viser, hvordan krisen stadig trykker i Spanien. I juli 2015 var den på 22,2 procent – i EU kun overgået af Grækenland. Samtidig var ungdomsarbejdsløsheden i juli 2015 på hele 48,6 procent – ligeledes EU’s næsthøjeste.

Lola Vera mener, at pumaen udspringer af en fundamental frustration over systemets utilstrækkelighed og manglende evne til at tage hånd om borgerne.

»Folk har fået nok. Det gør os rasende, at regeringen har investeret så mange penge i vores uddannelser og så overlader os til os selv uden mad på bordet og tag over hovedet. Det giver ikke mening. Jeg tror, pumaen er født ud af en følelse af at have fået nok,« siger hun.

Roberto nikker.

»Der er mennesker, som har meldt sig ind i pumaen på grund af krisen, men samtidig har de set, at pumaen ikke er en direkte løsning. Den er ikke et middel, som mennesker uden arbejde kan bruge og sige: ’Jeg har puma, så nu er det hele løst’. Pumaen er et redskab til at skabe forandringer,« siger han.

Lola Vera indskyder, at »pumaen er en måde at leve livet på«. En livsform, hvor værdier som tillid, omsorg og sociale relationer udgør hjørnestenene. Derfor er pumaen en social økonomi. Penge er ikke bare kroner, ører – og puma. Det er et middel, der bestemmer, hvordan vi omgås hinanden. For Lola Vera står den sociale økonomi i direkte modsætning til den gældende logik i det spanske samfund, hvor hun mener, man bliver værdsat ud fra et profitorienteret økonomisk rationale.

»Jeg har masser af venner, der har bjerge af penge. Det kunne jeg måske også få gennem mit arbejdsliv, men det vil jeg ikke have. Her har jeg fundet et sted, hvor man er mere, end det man ejer. Her arbejder folk for fællesskabet uden at tænke på at skabe personlig profit.«

Vi tager ikke fejl. Der er muligheder for at fungere på andre måder og ikke være afhængig af, om økonomien vokser eller skrumper. Man kan være uafhængig, man kan være selvforsynende, og det fungerer, siger aktivisterne bag pumaen.

Jose Colo

Et nabolag af velkendte ansigter

Ikke langt fra Casa Pumarejo ligger cykelbutikken SantaCleta, der giver sig til kende ved at have et cykelhjul hængende fra facaden. Et hvidt klistermærke med pumaens logo klistret på glasdøren bekendtgør: »Vi tager imod puma«. Gonzalo og Isabel, der ejer SantaCleta, fortæller, at de har fået et tættere bånd til lokalområdet, efter de blev medlemmer af pumaen.

»Man kender folks ansigter i nabolaget. For os er det en hjælp for vores forretning, fordi folk ved, hvem vi er, og at vi har en social tankegang,« siger Isabel og fortæller, at man kan betale 50 procent på f.eks. en lapning i puma.

Hos den økologiske grønthandler RedVerde og deli-butikken Conelli tager de også puma. Sådan forgrener pumaen sig i det lokale miljø, og netop den lokale forankring er en stor styrke, mener Andreas, der er med i pumaens styregruppe.

»Jeg tror, en af pumaens styrker er, at der er så mange mennesker, der enten bor i lokalområdet eller er fra lokalområdet. Jeg tror, det hjælper Pumaen, at huset, bytteøkonomien og lokalområdet er forbundne,« siger han.

Andreas har farvet sit store krøllede hår i en orange tone. Han er oprindeligt fra Tyskland, hvor han i mange år var engageret i antimilitaristiske netværk. Han flyttede til Sevilla i 2013, hvor han begyndte at komme i Casa Pumarejo og siden blev en del af den sociale valuta. Tidligere boede han i London, hvor han involverede sig i forskellige bytteøkonomier. Han oplever, at pumaen er anderledes.

»I pumaen arbejder man for at opbygge et fællesskab. Man ser det på måden, folk relaterer sig til hinanden. Der er opstået venskaber, hvor man har stor tillid og omsorg for hinanden,« fortæller han.

Pumaen gik i vinterhi

Pumaens fællesskab er en broget flok, når det kommer til politisk overbevisning. Det, de har til fælles, er troen på, at en anden fremtid er mulig.

»Der er mange forskellige politiske holdninger i pumaen. Nogle tenderer mod det konservative, andre mod det religiøse, og nogle er ateister. Pumaen er ikke skabt med et politisk formål,« siger Lola Vera.

Men selv om alle er velkomne til at blive en del af netværket, baserer projektet sig på en skrøbelig balance mellem medlemsfremgang og ønsket om at bevare tilliden og fællesskabsfølelsen. Denne balance blev forskubbet i efteråret 2014, hvor pumaen oplevede en massiv tilstrømning af nye medlemmer. Derfor besluttede styregruppen at bremse op.

»Vi besluttede os for at gå i vinterhi, da vi følte, at projektet var ved at knække over. Vi oplevede, at tilliden, som er fundamentet i hele projektet, begyndte at svigte,« fortæller Lola Vera.

Hun mindes, hvordan køen til indskrivningsbordet om onsdagen blev længere og længere. Væksten af medlemstallet satte de administrative grupper under et kæmpe pres, da medlemskabet ikke blev fulgt op af aktiv deltagelse i projektet.

»Jeg havde en følelse af at stå på afgrundens rand. Der var for mange mennesker. Fra da af var vi enormt mange, der udvekslede med puma. Men der var meget få, som opretholdt og arbejdede for projektet.«

Vinterhiet blev en periode fyldt med refleksioner og diskussioner om pumaen. Over vinteren 2015 besluttede man, at pumaen var klar til at vågne op igen, men overvejelserne om dens videre liv er endnu ikke afsluttede. Udfordringen er at håndtere succes og vækst uden at gå på kompromis med projektets kerneværdier.

»Jeg kunne godt tænke mig, at pumaen voksede på en måde, hvor det blev ved med at være et fællesskab. At det ikke bliver for stort, så fællesskabsfølelsen forsvinder, og pumaen bliver en form for service. Det, tror jeg, ville dræbe den,« siger Andreas og fortsætter:

»Vi har ikke en færdig model, men jeg ser pumaen som en måde at eksperimentere med andre måder at organisere vores sociale, politiske og økonomiske liv, så de bliver forbundet i stedet for at være adskilt,« slutter Andreas.

Lola Vera håber, at pumaen kan inspirere andre til at starte lignende projekter.

»Vi vil gerne have, at andre er med til at bære projektet videre. Vi er ikke længere den eneste sociale valuta i Sevilla. Nu har man også skabt La Oliva,« siger Lola Vera og refererer til en anden social valuta, der for nylig startede op i Sevilla.

Medfølelsen er revolutionær

På MercaPuma har Miguel stadig mange bøtter med dip tilbage, da dagen ebber ud. Der har været mange lignende varer på markedet i dag, men Miguel tager konkurrencen med et smil.

»Her konkurrerer vi ikke, vi komplementerer hinanden,« siger han og fortæller, at han vil forsøge at sælge sine varer i Huerto Reymoro, en byhave tæt på.

De andre sælgere er også i gang med at pakke deres varer ned. Højt hævet over deres hoveder, på balkonen ved indgangspartiet i Casa Pumarejo, hænger et banner med et slogan, der rummer et vigtigt budskab. De påsyede grønne versaler på den hvide baggrund danner sætningen »El afecto es revolucionario« – på dansk: Medfølelsen er revolutionær. Prikken over i’erne er lavet som et lille grønt pumahoved.

Sloganet dukkede op på Casa Pumarejos facade for fem år siden skrevet af en ukendt forfatter. Hver gang facaden blev renset af, skrev nogen sætningen igen. Til sidst tog Casa Pumarejo ordlyden til sig. Det er en påmindelse om, at den forandring, folk i huset ønsker at skabe, ikke handler om vold og konfrontation, men om omsorg og medfølelse for sin næste.

Og for Miguel er budskabet ikke bare pæne ord.

»I øjeblikket oplever vi, at der er mange lignende projekter, som fungerer mange andre steder. Og det gør os mere sikre på, at vi ikke tager fejl. Der er muligheder for at fungere på andre måder og ikke være afhængig af, om økonomien vokser eller skrumper. Man kan være uafhængig, man kan være selvforsynende, og det fungerer,« siger han og læsser sin cykel for at tage videre.

Den lune aften i Sevilla byder også på noget andet og mere karakteristisk for regionen – flamenco. I en af kvarterets smøger gemmer sig et medborgerhus, hvor entreen til aftenens forestilling kan betales i puma. En smuk andalusisk kvinde stepper og vifter til den spanske guitar. Hun er sorgfuld, men stærk. På et spejl i salen er et citat fra den nu afdøde uruguayanske forfatter Eduardo Galeano skrevet med pink læbestift: »Et lille folk, der gør små ting på små steder, kan ændre verden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
  • curt jensen
  • Flemming Berger
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Torben Skov
  • Trond Meiring
  • Jørgen Steen Andersen
  • Carsten Mortensen
  • lars abildgaard
  • Lise Lotte Rahbek
Jakob Silberbrandt, curt jensen, Flemming Berger, Michael Kongstad Nielsen, Steffen Gliese, Torben Skov, Trond Meiring, Jørgen Steen Andersen, Carsten Mortensen, lars abildgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Peter Nielsen
Hvornår falder tiøren, der er ikke tale om en tilvalgt løsning, det handler om den internationale økonomiske kriminelle finanssektor og den ligeledes kriminelle politiske elite, der i Danmark, Spanien og Grækenland mf. holder hånden under det illegitime finanssystem der senest kostede danskerne DKK 400 milliarder i samfundsøkonomiske omkostninger.

To ord:
Organiseret kriminalitet.

Fra artikel:
"Lola Vera mener, at pumaen udspringer af en fundamental frustration over systemets utilstrækkelighed og manglende evne til at tage hånd om borgerne."

Philip B. Johnsen, hvornår falder din 10-øre? Jeg er ligeglad med hvor mange der bil bytte-bytte købmand, det ændrer ikke på noget som helst ift. den økonomiske krise. Krisen der er skabt af spekulanter, banker og andre finansielle spillere. en euro er ikke mere eller mindre værd end hvad den vurderes til i det øjeblik den handles med. det samme gør sig gældende for en cykel eller et dørhåndtag. Du forstår vist ikke at en bytteøkonomi ikke løser noget som helst på sigt, men muliggør at dem der har overskud af en ting kan bytte sig til noget andet - det er jo ikke nyt - det har man da altid kunne gøre.

Philip B. Johnsen

Peter Nielsen
Er det stadigvæk 'krisen', nå men det er en anden diskution.

Fra artikel:
"Lola Vera mener, at pumaen udspringer af en fundamental frustration over systemets utilstrækkelighed og manglende evne til at tage hånd om borgerne."

Det er på grund af og ikke i stedet for, men nødsaget til og i kombination med euroen.

Jeg beundre alligevel din vedholdende manglende forståelse ; )

Karsten Kølliker

Peter Nielsen, indenfor et meget bredt normalområde, som sågar kan rumme både opkørte højkonjunkturer og krasse lavkonjunkturer mener jeg at din præmis holder, så vil handel være afgjort af udbud og efterspørgsel. Men jeg mener at vi er udenfor dette meget brede normalområde. Hvad jeg ser er politisk ledelse, som i stadig stigende grad forlader sig på overvågning, censur, misinformation, konfiskationer og tvang. Og således bliver den almindelige befolkning drevet ud i et moralsk og eksistentielt dilemma, og får disse udviklingstendenser lov til at køre længe nok, så vil der være mennesker som er villige til at veksle deres liv for retfærdighed. Og så er vi altså hinsides økonomiske kalkuler.

Og jeg kan sådan set også godt acceptere din præmis om at pengene til hver en tid er det værd vi enes om, men her vil så jeg så vove pelsen med en forudsigelse og hævde, at inden der er gået et år vil vi alle være blevet enige om, at dollaren kun er brøkdel værd af det den er i dag, og på samme måde med euroen, pundet, yen’en osv. Sandsynligvis vil alle fiat-valutaer kollapse, og de valutaer der træder i stedet vil være dels lokale valutaer som pumaen, dels krypto-valutaer, dels nyindstiftede nationale valutaer med en grad af forankring i guld.

Sider