Yndlingsdatteren
Min far, som jeg elsker meget højt, bliver dårligere og dårligere til at lytte. Det startede allerede for 10 år siden, da jeg flyttede hjemmefra, og vi mistede den daglige kontakt og føling med hinanden. Vi taler stadig meget sammen, men han er ikke længere særlig god til at holde sin mund og lytte til, hvad jeg har at sige. Holder jeg en pause, synes han, at han skal fylde den ud. Fortæller jeg om noget, han kan relatere til, afbryder han med en historie fra sit liv, som han synes minder om det, jeg fortæller.
I flere år har jeg ikke sagt noget til ham, når han gør det, for det er aldrig fedt at være den, der ødelægger den gode stemning. Men nu er det nået til et stade, hvor jeg afstår fra at fortælle ham om ting fra min hverdag og om mine bekymringer. Jeg vil have et godt forhold til mine forældre, og derfor vil jeg tage snakken med ham nu, før jeg begynder at trække mig. Hvordan gør jeg?
Svar I:
Ak, denne logorrhea, der ofte rammer mænd af enspændertypen omkring pensionsalderen. I din fars tilfælde bider problemet sig selv i halen: Jo mere du trækker dig, desto flere irrelevante soldaterhistorier akkumuleres i hans hoved, og tilsvarende stiger din irritation, når han får afløb for dem. Du må afbryde talestrømmen for at bryde den onde cirkel.
Jeg tror, din respekt for den gode stemning er misforstået. På et tidspunkt når forholdet mellem forældre og børn et punkt, hvor børnene må begynde at opdrage på forældrene. Så du gør faktisk din far en tjeneste ved at påpege, at det at lade sin samtalepartner komme til orde er almindelig pli – og at pauser i pludrestrømmen er noget, spædbørn lærer allerede i tremånedersalderen. Din far savner måske bare at snakke med dig, men han trænger altså til, at nogen lige opridser samtalens spilleregler for ham, kort og kontant. Den opgave må du tage på dig.
— Anna Ullman
Svar II:
Det er også godt 10 år siden, jeg flyttede hjemmefra og tog på efterskole. Siden er der helt klart sket noget i min fars og min kommunikation. Han er virkelig god til at følge med, men det er naturligt, at han ikke kan relatere til alt, hvad jeg foretager mig, i samme grad som da vi boede sammen. Dengang fortalte jeg ham stort set alt om min hverdag og mine bekymringer. Det gør jeg ikke længere. Men det synes jeg heller ikke, jeg skal. Man vokser fra sine forældre, og det er en god ting.
Dit problem er ikke, at din far ikke lytter, men at du sætter et sært lighedstegn mellem det at have et godt forhold til sine forældre og at dele alt med dem. Sådan er det ikke. Når man bliver voksen, skal man være uafhængig. Også fra mor og far. Så du skal trygt afstå fra at betro din far alt – det har du din kæreste, dine venner eller søskende til. Men du må aldrig holde op med at lytte til ham eller afbryde ham og fortælle ham ting.
— Rasmus Elmelund
