En halv time om socialismen som alternativ

Ingen steder i verden klinger udtrykket »there’s no such thing as a free lunch« mere sandt end i USA’s hovedstad, metropolen med verdens højeste koncentration af politikere, lobbyister, tænketanke og finansfolk, hvis samlede magt langt overstiger det beskedne indbyggertal på 601.000 mennesker. Det er velkendt og tæt på klicheen, at byens mange power-lunches og ditto middage altid indledes med den obligatoriske udveksling af visitkort samt et rituelt spørgsmål: »Og hvad kan jeg så gøre for Dem?« I magtens økosystem spiser man ikke frokost for sjov, der er altid et formål. Måske ikke her og nu, men tjenester er en valuta, der ikke forringes over tid. Man sætter ind på kontoen i forvisning om, at man senere kan trække på den.

Netop dette magtens parringsritual var også i spil, da Information i den forgangne uge fulgte Alternativets leder, Uffe Elbæk på et firedages besøg i Washington. Alle amerikanerne ville vide, hvad de kunne gøre for den tidligere kulturminister, som da heller ikke var i USA alene for sin fornøjelses skyld. Selv om han er kendt for at insistere på at nyde, hvad han foretager sig.

Sweatshirt og ingen slips på Capitol Hill

For Elbæk er Danmarks internationale netværkskonge. Han har rejst verden rundt i årtier og har i den seneste måned været på global rundrejse for at lodde stemninger og udveksle erfaringer med politikere, græsrødder og tænketanke. Som han forklarede det engelske venstrefløjsmagasin New Statesman i sidste måned, da han var i London, så ser man over hele verden »en voksende kløft mellem politikere og deres vælgere. Vi prøver at bygge bro og flytte dagsordenen fra et repræsentativt demokrati til et langt mere involverende demokrati. Man ser de samme bevægelser i den skotske folkeafstemning, i Syriza i Grækenland, i Podemos i Spanien og på en måde også med Bernie Sanders i USA og naturligvis med valget af Jeremy Corbyn som Labours leder«.

Det er denne utilfredshed med mainstream-politikerne, som har styrket de populistiske partier i Europa, siger Elbæk. Svaret er ikke ’mere stat’, for man er ikke socialister i Alternativet, men »et dybt menneskeligt potentiale og et mere innovativt, kreativt samfund baseret på progressive værdier«.

Umiddelbart lyder Elbæks tanker noget mere idealistiske, end hvad der til daglig bliver fremlagt under frokoster i den amerikanske hovedstad. Der er et stykke vej fra Alternativets politiske idesaloner til House of Cards.

Men skinnet bedrager. For efter besøg på Ralph Naders kontor – den grønne amerikanske superaktivist, der efter alt at dømme kostede Al Gore sejren ved præsidentvalget tilbage i 2000 – og møder med tænketanke, diplomater og advokater ser Elbæks investeringer ud til at give pote. Velklædte mænd i jakkesæt fra Brooks Brothers med matchende slips – standarduniformen for magtmænd i Washington – lover Elbæk forbindelser, anbefalinger og fremtidige møder samt deler tips ud til den danske slipseløse partileder, der ikke synes at skænke det en tanke, at han med sine jeans, den mørkeblå sweatshirt og sin unge PA, der bedst kan beskrives som en blanding af en københavnsk hipster og en statskundskabsstuderende, ikke ligner noget, der normalt bevæger sig rundt down town DC. For slet ikke at tale om turens højdepunkt: besøget på Capitol Hill hos Vermonts senator Bernie Sanders.

Alle unge elsker Bernie

Sanders er det store håb på den amerikanske venstrefløj. Han samler titusindvis af unge til sine valgmøder i USA og med tilslutning fra mellem 20-30 procent af de demokratiske græsrødder har han skubbet Hillary Clinton, partiets favorit til posten som præsidentkandidat, et betydelig stykke mod venstre.

Den 74-årige tidligere borgmester fra byen Burlington har i årtier levet en marginal tilværelse i det amerikanske senat. Han stemmer sammen med demokraterne og har nu tilsluttet sig dem, men er valgt som uafhængig kandidat fra staten Vermont.

Sanders har i årevis talt varmt om Danmark, men for et meget lille publikum af tilhængere. I Washington har han været kendt som en brysk, ældre herre med uglet hvidt hår og hang til lange dundertaler om ulighed og griske banker. Og han blev ikke levnet nogen chancer af medierne, da han meddelte sit kandidatur til posten som USA’s præsident i foråret.

Men ikke ulig Alternativet, der også tog fusen på et dybt skeptisk korps af politiske analytikere i Danmark, har Sanders til mange kommentatorers overraskelse i den grad formået at give Clinton kamp til stregen. Tusindvis af unge møder op til hans valgmøder – langt flere end til Clintons – og han har med et gjort Skandinavien tæt på mainstream og socialisme til et nyt, hipt plus-ord blandt USA’s snake people. ’Socialisme’ har mistet sin slagkraft som skræmmebillede, især blandt de yngste vælgere, der for manges vedkommende ikke lige ved, hvad Berlinmuren var – eller er ligeglade. Til stor ærgrelse for konservative medier som Fox News, hvor ’kommunist’ fortsat lukker munden på enhver.

Det anerkendte forskningscenter Pew viste imidlertid allerede i 2011 i en stor værdiundersøgelse, at amerikanere under 30 havde en mere positiv vurdering af ’socialisme’ (49 procent) end af ’kapitalisme’ (46 procent), om end 40 procent af den samlede vælgerskare fortsat siger ubetinget nej tak til en socialist i Det Hvide Hus. Sanders er ligeglad, siger han ofte, når han bliver spurgt, hvorfor han ikke bare kalder sig socialdemokrat. Han mener, at Skandinavien har noget at byde på, og det må være op til ham at forklare sig over for vælgerne.

Et alternativ i USA: den danske model

Og det er naturligvis også derfor, at partistifter Elbæk i august bad Sanders om et møde på Capitol Hill. Grundet Sanders’ forkærlighed for det danske og fordi Alternativets leder som årelang græsrod har udviklet en særlig god næse for politiske bevægelser. For de unge amerikanere, der nu tilbeder Sanders og råber det populære slagord »Feel the Bern« til hans vælgermøder, repræsenterer også drømmene om, at politik kan være noget helt andet end en magtmekanisme for den aktuelle, systembevarende klike af levebrødspolitikere.

Nøjagtig det, Elbæk og co. også sigter mod i egen selvforståelse.

Men vil de to mænd så også svinge sammen? Sanders er kendt for at være nærmest allergisk over for small talk. Igen noget der skiller ham ud fra stort set alle andre amerikanske politikere med kurs mod Det Hvide Hus. Og han har travlt – det er valgsæson. Derfor indleder også han, på det møde på hans kontor som Information får lov at overvære, med at spørge Elbæk om, hvad senatoren mon kan gøre for sin gæst.

Elbæk er ikke afficeret – han vil gerne mødes med Sanders for at høre om dennes kampagne. Og så kan Elbæk også fortælle om Danmark, forstås. Senatoren er ægte interesseret. Han spørger om barselsorlov, vuggestuer, børnehaver, sygehuse og studiegæld.

»Det er jo det, jeg vil,« erklærer han med eftertryk.

»Jeg vil oplyse de amerikanske vælgere om alternativer – om andre måder at gøre tingene på. De tror, at det, vi har her i USA, er normalen: at man sætter utrolig mange i fængsel, at sundhedsforsikringer er private, at universitetsuddannelser er ekstremt dyre og efterlader de unge med enorm gæld, at man ikke kan få sine børn passet i ordentlige daginstitutioner, at der ikke findes en minimumsløn, man kan leve af. Sådan er det bare,« lyder det oprørt fra Sanders, der er uvidende om, at han lige har parafraseret Margrethe Vestagers herostratisk berømte danske udtryk.

»Men der findes andre måder at indrette samfundet på. Det skal vore vælgere vide. Det er på tide, at Skandinavien får den opmærksomhed i USA, som I fortjener.«

Sanders er vant til at blive mødt med skepsis, når han promoverer Skandinavien, fortæller han:

»Jeg bliver mødt med alle mulige påstande og løgnehistorier. Kandidater som Trump påstår, at jeg vil sætte indkomstskatten op til 90 procent eller nationalisere USA’s virksomheder. Det er jo det rene vrøvl, men det er klart, at det kan være svært for en kampagne som min at trænge igennem i de etablerede medier, når der er så meget støj fra modstanderne.«

Stemningen i lokalet bliver næsten hjertelig i løbet af de 30 minutter, Sanders har sat af, inden han skal løbe ned til en afstemning. Der bliver grinet og udvekslet varme håndtryk. Og stillet op til fotos, som Elbæk efterfølgende kan dele på de sociale medier til applaus fra hans følgere, der synes, det er mere end cool, at det lige netop er Alternativets leder, der bliver den første danske politiker, som møder Sanders.

Dundertaler og forslag hen over midten

I Senatet er Sanders’ mest kendte bedrift en otte en halv time lang, indigneret dundertale han holdt i 2010 i protest mod Obama-regeringens opretholdelse af George W. Bushs særlige skattelettelser for de rigeste. Talen er senere udkommet som bog med titlen The Speech: A Historic Filibuster on Corporate Greed and the Decline of Our Middle Class. Klassisk for Sanders’ årelange mærkesag: kampen mod social og økonomisk ulighed og forsvaret for USA’s skrantende middelklasse. Hans svaghed er omvendt minoritetsvælgerne – en gruppe, Clinton har sat sig på, og som vil være en stor udfordring for ham senere i primærvalget, især sydpå.

Sanders er også et af de medlemmer, som har fremsat flest forslag i Senatet, og selv om de fleste ikke er blevet til lov, har han medvirket til et par vedtagelser hen over midten. Den mest kendte sammen med senator John McCain i 2013-14 om en vedtaget forbedring af vilkårene for sundhedsydelser til amerikanske veteraner, da Sanders var formand for Senatets Veterans’ Affairs Comittee. Han stod også bag en tilføjelse til præsident Obamas sundhedsreform, der udløste 11 milliarder dollar til finansiering af de fattigste amerikaneres adgang til offentlige sundhedscentre – en mulighed, der nu står åben for alle, uanset om man kan betale eller ej.

Revolutionen er et te-selskab, så tal pænt

Sanders bud på et andet USA vil være velkendte for enhver dansker: universel sundhedspleje, en model for børnepasning, der er kopieret fra det skandinaviske daginstitutions-system, samt barsels- og familieorlov for alle, hvilket ikke findes i USA. Al undervisning på offentlige universiteter skal være gratis, de sociale ydelser sættes op – de fleste andre ønsker at trimme disse udgifter. Og naturligvis ønsker han også at hæve beskatningen af de rigeste, af »dem, der har råd til at betale«. Hertil kommer en tilbageholdende sikkerheds- og udenrigspolitik og en miljøpolitik, der vil glæde enhver grøn græsrodsorganisations hjerte inderligt. Han er skeptisk over for frihandel og efter lidt vaklen i geledderne nu også mere opmærksom på problemer i USA med racisme, politivold og et overbebyrdet og utidssvarende fængselssystem.

Hans valgkampagne med sloganet: »A political revolution is coming« – har endelig nægtet at angribe hovedmodstanderen direkte: »Jeg er godt klar over, at I vil have mig til at sige noget grimt om Hillary Clinton. Men det gør jeg ikke. Jeg har kendt hende i over 40 år, jeg respekterer hende, vore politiske uenigheder er velkendte. Jeg foretrækker at tale om, hvad jeg går ind for og angribe republikanerne.«

Endnu et ’autentisk pletskud’ fra Sanders, mener medierne nu. Sjovt nok kan det nogle gange være nok at være sig selv i politik – især hvis ingen andre er det.

Men vil han slet ikke tage bare en lille del af æren for, at Clinton er trukket til venstre på flere punkter under det igangværende primærvalg – skat, frihandel og spørgsmålet om ulighed, hvor hun nu udtaler sig langt skarpere end tidligere i sin karriere.

»Det må være et uheld,« svarer han med en kæmpe latter – helt modsat sit offentlige image som en vrissen ideolog. Og tilføjer:

»Hvad tror du selv? Det vil jeg lade være op til vælgerne. De er ikke uintelligente, selv om de ofte bliver behandlet, som om de var.«