Læsetid: 8 min.

Til kamp for håbet

Vores politikere formulerer ikke længere store håbsindgydende fortællinger, og modernitetens fremskridtstro og de religiøse sandheder er svækket, altimens konflikterne raser. Så hvad kan overhovedet skabe håb i dag? Kunsten og fortidens kampe og idéer om endnu ikke virkeliggjorte muligheder, foreslår filosoffen Kresten Lundsgaard-Leth
Et af håbets problemer er, hvis det kun retter sig mod virkeliggørelsen af ting, fornuften allerede har udtænkt. For hvad bliver der så af muligheden for noget radikalt nyt – f.eks. en samfundsmodel, ingen endnu har forestillet sig – der er noget af det essentielle ved håbet? spørger  Kresten Lundsgaard-Leth.

Ulrik Hasemann

28. november 2015

Vi lever i en periode i menneskehedens historie, hvor troen på en bedre fremtid er temmelig vingeskudt. De store politiske ideologier er udviskede, de religiøse fortællingers gennemslagskraft er i hvert fald i Vesten udhulet af videnskabens fremmarch og 300 års religionskritik, og den liberal-demokratiske samfundsorden, der efter Murens fald blev fejret som et optimalt og endegyldigt civilisatorisk højdepunkt, kan heller ikke indfri det senmoderne menneskes længsel efter en overindividuel leverandør af dybde og retning i livet. Så hvad kan i dag nære et håb om en bedre verden og en større eksistentiel og samfundsmæssig mening? Filosoffen Kresten Lundsgaard-Leth forsker i håbets betydning for mennesker og samfund.

»På en måde behøver vi ikke være så triste,« påpeger han indledningsvist. »Der er nemlig vildt meget at håbe på, når det går helt ad helvede til. Absurd nok.«

»Håbet forsvinder ikke bare, når den store fortælling forsvinder. Håb fungerer nemlig ikke på den måde, at desto sikrere vi føler os på altings mening, desto mere håber vi. Vores evne til at håbe tydeliggør tværtimod menneskets ufattelige evne til at kunne skabe mening og retning i tilværelsen på trods af manglende muligheder – eller med Kierkegaard: i kraft af det absurde. Derfor opfatter jeg også litteratur med tilsyneladende håbløse fortællinger – som f.eks. Cormac McCarthys The Road eller Theis Ørntofts Digte 2014 – som det allermest håbsstimulerende, jeg overhovedet kan forestille mig.«

Hvad vil det sige at håbe?

»Håb er interessant, men enormt vanskeligt at forstå. Når man ser efter, viser håb sig at være et voldsomt omfattende fænomen, som findes på ethvert tænkeligt niveau af vores eksistens. Man kan f.eks. håbe på at nå bussen, men man kan også håbe på markant mindre konkrete ’ting’ som ærlighed i et parforhold eller retfærdighed i et samfund. I disse tilfælde retter håbet sig ikke mod en bestemt genstand, men snarere mod en moralsk norm. Og overordnet kan mennesket slet ikke leve uden endnu mere overordnede forhåbninger, som f.eks. håbet på, at der overhovedet er en mening med det hele. Mennesker er simpelthen væsener, der på godt og ondt lever med sådanne forhåbninger.«

Hvad gør det så ved vores håb, at den fremskridtstro, der har defineret oplysningstiden og moderniteten, er temmelig svækket?

»Jeg vil sige det sådan, at oplysningstidens oprindelige fremskridtstro var båret af en ukuelig tillid til, at den menneskelige fornuft var så suveræn, at den både kunne ’regne ud’, hvilke moralske endemål vi som fornuftsvæsener bør sigte efter, og herudover, at dannelse til fornuft ville kunne garantere et historisk fremskridt henimod disse mål. Fremskridtstanken er en sær kombination af den kristne tanke om et historisk endemål og oplysningstidens tyrkertro på, at mennesket selv kan og bør overtage roret i denne proces. Man kan så overveje, om ikke den tabte tillid til oplysningsprojektet kan være fritstillende for menneskehedens politiske og eksistentielle forhåbninger.«

Hvordan det?

»Jo, hvis håb blot består i at håbe på virkeliggørelsen af bestemte nødvendige sandheder, som fornuften allerede har udtænkt på forhånd, hvad bliver der så egentlig af den mulighed for noget radikalt nyt – f.eks. en samfundsmodel, som endnu ingen har forestillet sig – der er noget af det essentielle ved håbet? Vi lever på godt og ondt i en verden, hvor eksistensens mange muligheder er tydeligere end nogensinde før. Tidligere kunne man f.eks. opleve det som nødvendigt at være hjemmegående Hausfrau i et arbejdsliv, hvor kun manden skulle gøre karriere. Sådanne ’nødvendigheder’ er brudt ned i dag, og det fører åbenlyst til nye tidstypiske psykopatologier som stress og depression – men altså også til nye muligheder for håb.«

Samtidig er det vel netop et træk ved vores tid, at mange længes efter en større fortælling, der kan nære et håb om større eksistentiel og samfundsmæssig mening. Hvad kan nære et sådant håb i dag?

»Det metafysiske behov for dén store håbsfortælling, du spørger til, har uden tvivl svære vilkår i dag. Tidligere kunne religiøse dogmatikker og bastante politiske ideologier foregive at have endegyldige svar på tilværelsens ultimative spørgsmål. Men det metafysiske kan også forstås på en anden måde. Metafysisk tænkning i dag skal ikke opfattes som fornuftens indsigt i verdens nødvendige strukturer – men som det modsatte: en tænkning, der vaccinerer os imod troen på den éne, store fortælling.«

Hvilken betydning har denne perspektivisme eller værdipluralisme så for håbets status og rolle i det politiske i dag?

»For mig at se lever det moderne samfund faktisk stadig med nogle store fortællinger, der har fået lov til at leve videre efter ’de store fortællingers død’. Et eksempel er fortællingen om det demokratiske statsideal som uløseligt skæbneforbundet med kapitalismens økonomi- og vækstforståelse. For når det er lykkedes for en virkelighedsforståelse at fremstå som så selvfølgelig, at vi kommer til at anse dens værdier og dens løsningsmodeller som nødvendige, så abonnerer vi egentlig stadig på en traditionel metafysik, der gør os blinde for mulige løsninger og forhåbninger, der kunne pege i alternative retninger. Hvilke muligheder, man er i stand til at få øje på, har nemlig alt at gøre med, hvilke grundfortællinger man tolker verden igennem.«

Men hvor vil et håb så kunne opsøge de typer af mulighed, du taler om?

»Jeg er helt overbevist om, at der ikke gives ét bestemt svar på det. Men der er nogle kandidater. For det første vores historie. Vi behøver nemlig ikke blot at forholde os resignerende til historien som en serie af irreversible kendsgerninger, der kværner ubønhørligt fremad, mens vi blot må se hjælpe- og håbløse til. Historien er meget mere end det. Den er også et gigantisk reservoir af kampe og idéer om endnu ikke virkeliggjorte muligheder og idealer – f.eks. idéerne om demokrati, ligestilling, tværkulturel forståelse osv. – som vi kan lade os inspirere af med henblik på nutidig handlen. Også selv om virkeligheden ofte nok ser ud til at bevæge sig i en anden retning. Historien lærer os nemlig, at tingene ikke behøver bevæge sig i den mest sandsynlige retning, og at andre veje igen og igen åbner sig, når mennesker går sammen om at turde tænke – og handle – for ’umulige’ idealer.«

Så fortidens ikkerealiserede idéer kan forme og styrke nutidige menneskers håb om en bedre fremtid?

»Ja. Vi har en grundlæggende forestilling om, at håbet altid retter sig mod noget fremtidigt og hermed ikke mod noget fortidigt. Men denne intuition holder ikke stik. Håb er simpelthen ikke tidsligt begrænset til at rette sig mod noget fremtidigt. Håbserfaringer retter sig snarere mod det mulige, om det så er for- eller fremtidigt. Og hvordan giver det så mening at tale om et håb rettet mod fortiden? Jo, historisk set er fortiden selvfølgelig 100 procent virkelig i dén forstand, at den allerede er sket, og at den som sådan er umulig at ændre på. Sagen er imidlertid, at vi fænomenologisk, dvs. erfaringsmæssigt, udmærket kan erfare fortiden som mulig i de situationer, hvor vi ikke kan være sikre på, hvad det var, der virkeligt skete.«

»Lad os antage, at min bedstefar har fortalt min far, at han ikke samarbejdede med nazisterne under besættelsen på trods af indicier, der peger i en anden retning. Selvfølgelig er det sandt, at han enten må have gjort det ene eller det andet, men så længe jeg ikke ved, hvad sandheden er – og dermed oplever svaret på spørgsmålet som uafgjort – er det fuldstændig ’rationelt’ at håbe på, at han ikke var kollaboratør. Dette håb er selvfølgelig personligt – men det er også politisk, for så vidt som det går på, hvordan personer bør handle under bestemte politiske omstændigheder. Denne type håb forholder sig vel at mærke til fortidige muligheder. Men håb kan ikke blot være rettet mod fortidige begivenheder, som vi ikke ved, hvordan foregik. Mindst lige så centralt er det, at håb også kan håbe videre på fortidige begivenheder, der kan siges stadig at være uafsluttede; f.eks. den kamp for et mere retfærdigt samfund, der motiverede den franske revolution.«

Er dit syn på historien som kilde til idealer et konservativt synspunkt?

»Nej. Hvis jeg må parafrasere Kierkegaard, så er målet at kunne leve og håbe forlæns, hvilket så bare forudsætter, at man henter inspiration til sine forhåbninger baglæns. Og min pointe er, at fortiden heldigvis er spækket med alle mulige vilde, uvirkeliggjorte og utopiske muligheder og ikke blot den massive og af og til trøstesløse virkelighed, der for mig at se er konservatismens både desillusionerede og desillusionerende begrænsning.«

Betyder din håb-analyse så, at man kan sidde ved et skrivebord, se på fortidens urealiserede idéer og i en eller anden grad udtænke det gode samfund?

»Ikke helt. Ethvert teoretisk ideal vil skulle stå sin prøve i praksis. Og meget ofte kan man heller ikke formulere meningsfulde politiske alternativer uden et indgående kendskab til den praksis, man gerne ser forandret. Men så alligevel: Læg mærke til, hvordan præmissen for den kritiske brod i dit spørgsmål er, at tænkning, ideer, idealer såvel som kendskab til historien fremstår som en slags virkelighedsfjerne luksus-hobbyer, der skal undskylde deres åbenlyse irrelevans. Men man burde vende den pointe om: Egentlig er det en politisk praksis uden idealer, teoretisk tyngde og historieforståelse, der skylder en undskyldning. Idealer, visioner og politiske programmer kræver tænkning. Det glemmer vores politikere.«

Ser du andre kilder til et stærkt håb?

»Ja, litteraturen og kunsten i det hele taget. Kunsten giver mennesket adgang til fantastiske fortællinger såvel som til komplekse psykologiske og sociale skildringer, der kan kultivere vores empati, fantasi og sociale indignation på en måde, som den rene og skære virkelighedsbeskrivelse aldrig vil kunne erstatte.«

Hvad med dine og filosofiens analyser af begrebet håb – kan de også have betydning for typerne og graderne af håb i den kultur, som filosofien taler ind i?

»Ja. Forhåbentlig kan disse analyser præsenteres på en sådan måde, at de kultiverer vores evne til at se flere muligheder her i verden, end vi ellers kunne se. Noget væsentligt, som filosofi og humaniora i det hele taget kan bidrage med hér, er lige præcis, at de lærer os at analysere menneskets eksistentielle og politiske muligheder på en måde, som et naturvidenskabeligt begreb om sandsynlighed ikke kan. Empirisk sandsynlighed handler om, hvad der må forventes at ske, hvis vi forholder os til realiteterne via et neutralt perspektiv. Den menneskelige virkelighed er imidlertid andet og meget mere end en neutral fremskrivning af sandsynlige udviklinger. Vores liv giver således i vid udstrækning kun mening i kraft af en række personlige og politiske forhåbninger, der slet ikke kan forklares ud fra videnskabelig sandsynlighed – om det så er håbet på, at den kvinde, jeg elsker, også elsker mig, eller håbet på en mere retfærdig verden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer