Den 3. juni 1965 var Erna Laursen ude og hakke roer. Samme eftermiddag fødte hun familiens yngste, Bent. Mere naturligt for hende og hendes tid end for vores.
Hun blev født i 1933 og voksede op i et arbejderhjem i den lille landsby Dørken lidt uden for Give. Her boede hun med sine fire søskende og sin far og mor, som efter bedste evne forsøgte at få pengene til at række. I begyndelsen af 40’erne flyttede familien ind i en nybygget arbejderbolig med have, som man kunne få tilskud til.
I hjemmet hang Stauning på væggen, og når den unge Erna ville vide, hvem manden med den runde brille var, svarede hendes far, at det var ham, der havde sørget for, at de kunne bo så godt. Hjemme lærte hun, hvordan man malker en ged, hvordan man laver mad til syv mennesker, hvordan man sår og høster, og i 1947, da hun var 14 år, blev hun sendt ud at tjene.
Fritiden brugte hun på håndbold og gymnastik eller på at svømme i det nyåbnede friluftsbad i Thyregod. Her var Carl Laursen bademester. Og en dag, da der var bal i forsamlingshuset i Dørken, stod han der pludselig. Han kunne sådan set lige så godt være taget til bal i Thyregod, hvor han boede, men bademesteren havde på en eller anden måde opsnappet, at Erna holdt til her, og sådan kom de til at høre sammen de næste 64 år.
Altmuligkvinden
Erna og Carl Laursen blev gift i 1951, og de første 10 år af deres ægteskab flyttede de en del – faktisk hver gang der var udsigt til en familieforøgelse. Det var der fire gange, og undervejs blev husene større, og det samme gjorde jordarealet, der hørte med. De havde skiftevis arbejde ved siden af landbruget, alt efter hvem der kunne skaffe mest til husholdningen, og efterhånden blev der råd til to kørekort, en bil og i 1963 et hjem, de kunne blive boende de næste 49 år. Gården lå i Oksenbjerge på den egn, hvor Erna Laursen var født.
Hun kunne finde ud af det meste. Hun kunne partere en gris, plukke en and, sy fine kjoler med for og afsyre sine voksne børns møbler, da det blev moderne i 80’erne. Men det, hun måske var allerbedst til, var at lave mad. Hendes selskaber tredje juledag var berømte, og hendes smil var saligt, når hele familien var samlet her. Også uanmeldte gæster kunne regne med noget velanrettet og velsmagende tilsyneladende stykket sammen af ingenting.
Erna Laursen var af en støbing og fra en tid, hvor madspild ikke var et problem, man skulle løse med mindre tallerkener og stykvist indkøb. Madspil var simpelthen ikke en mulighed. »Ka do æ li’et?« spurgte hun, hvis appetitten svigtede, og bød så på alternativer, indtil folk begyndte at tage for sig af retterne.
Der var plads til alle slags gæster hos familien Laursen. Også naboen, der drak og indimellem dukkede op midt om natten. Og da datteren Gurli en dag i af 80’erne kom hjem med en dreng, der havde brug for at komme lidt hjemmefra, fordi hans forældre var blevet skilt, og bølgerne gik højt, fik han et knus og en tid som feriebarn, indtil han spurgte, om han måtte blive. Og sådan Henrik flyttede ind på gården.
Det sidste selskab
Engang Erna Laursens førstefødte, Birgit, ikke ville med på tur, fik hun lov at blive alene hjemme, selv om hun kun var tre år gammel. For Erna Laursen havde stor respekt for børns selvstændige vilje og ord. Sidstnævnte var til gengæld bindende, og hun var både en løvemor med øje for de mindste skift i børnenes behov, men også vedholdende, grænsesættende og stærk.
Efter at børnene var flyttet hjemmefra, rejste hun og Carl Laursen Europa tyndt. Først i en ombygget folkevognstransporter siden i en autocamper. I 2010 tog kørte de igennem Frankrig mod Italien, stoppede på deres vej ved en mur ud mod Middelhavet og sad og dinglede med fødderne ud over det brusende blå. Da de kom hjem fik Carl Laursen en blodprop, der svækkede ham varigt. Men Erna Laursen, som aldrig havde været bange for hårdt arbejde, brugte al sin vedholdenhed, styrke og kærlighed til at tage sig af ham, indtil hun selv fik konstateret leukemi i 2013.
Det sværeste for Erna Laursen var, når hun ikke var til nytte. Derfor fandt hun en måde at bruge sin tid fornuftigt på, selv da hun var allermest syg. Hun sørgede for at øse ud af alt det, man kan se, når man har mere end 80 år bag sig. Hun brugte den også til at planlægge sin egen bisættelse. Og så holdt hun ellers et fast tag i livet, indtil alle var hjemme fra sommerferie, så hele familien kunne være samlet til hendes sidste selskab.
Et godt liv