Læsetid: 10 min.

'Det er noget lort … men det er sandheden'

Det uhyggelige ved den totalitære bølge i Ungarn er ikke Orbán, de antidemokratiske love, det løgnagtige politiske sprog eller den snigende kulturelle frygt. Men at så mange har det så godt og oplever det hele som normalt og trygt
For fem år siden gjorde grafittien os til venner. Vi sneg os rundt på byggetomter med hættetrøjer, spraydåser og adrenalinrystende hænder. Vi var i starten af 20’erne, vi var ubekymrede, og vi var sikre på, at vi ville ændre verden

For fem år siden gjorde grafittien os til venner. Vi sneg os rundt på byggetomter med hættetrøjer, spraydåser og adrenalinrystende hænder. Vi var i starten af 20’erne, vi var ubekymrede, og vi var sikre på, at vi ville ændre verden

Sigurd Hartkorn Plaetner

28. november 2015

Hvis ikke en antiautoritær graffitimaler, der er vant til at løbe fra politiet, hvem skulle så stå på de brændende barrikader, når en stat vokser sig totalitær og forsøger at forgribe sig på ham?

Det var spørgsmålet, der fik mig til at købe en flybillet til Ungarn, og som førte til, at jeg lige nu sidder ved Donau-floden på en hvid fortøjningspille og kigger op mod Gellértbjerget, hvor Frihedsstatuen rækker armene op mod de mørke, tunge skyer, der langsomt, men sikkert, ruller ind over Budapest. Udsigten er desværre en overtydelig metafor for det, jeg har fundet frem til i løbet af den sidste uge hernede. Under min tur voksede mysteriet sig større og større, så jeg blev ved med at stille det ene spørgsmål efter det andet, indtil jeg oplevede noget skræmmende, der blev enden på mine spørgsmål.

For små fem år siden sad jeg oppe på samme bjerg med min ungarske ven, Julian, og talte om piger, karrieredrømme og hiphop, mens vi røg hjemmerullede skolejoints og så solen stå op over Budapest. Jeg var rejst hertil for at skrive en artikel om en gruppe lokale graffitimalere, hvoraf han var den ene. Vi fik tiden til at gå med at snige os rundt på byggetomter iført hættetrøjer, spraydåser og med adrenalinrystende hænder. Vi var i starten af 20’erne, vi var ubekymrede, og vi var sikre på, at vi ville ændre verden. Turen mundede ikke ud i nogen artikel, men blev til gengæld starten på et trofast venskab med Julian, hans kammerater og Ungarn som nation.

Det ene besøg affødte adskillige flere, og i takt med at vi blev ældre og begyndte at interessere os for den verden, vi indgik i, lukkede Ungarn sig langsomt om sig selv og udviklede nogle farlige, udemokratiske vaner. Selv om omfanget af disse vaner er ganske betragteligt, er det ikke dem, der har forarget mig mest. Det er snarere, at Julian ikke har gjort noget. Hans kunst er ikke blevet politisk, han har ikke delt kritiske artikler på Facebook, og han kender ikke engang til det simple trick med at blande mavesårsmedicin og vand som modgift mod tåregas, for hans kampe med myndighederne ophørte, da graffitidåserne røg på hylderne. Og det fatter jeg ikke.

Diagnosen Orbán

Jeg er hverken politisk analytiker eller journalist, men igennem mine 26-årige, danske middelklasseøjne, er den ungarske ministerpræsident, Viktor Orbán, stille men stædigt i gang med at opbygge en stat, hvor det er problematisk at være borger, hvis man ikke er enig i partilinjen. Ved at udskifte alle højesteretsdommerne, ændre forfatningen og indføre en lang række små love og initiativer er han begyndt at sætte demokratiske grundprincipper som ytringsfrihed og magtens tredeling ud af spil. Han udsender spørgeskemaer, hvor spørgsmålene er så værdiladede, at de nærmere er meningsdannende end undersøgende, hvorefter han hænger plakater op i hele landet, hvor der f.eks. står »Det ungarske folk har besluttet, at vi skal beskytte vores land«.

I forfatningen har han tilføjet et afsnit om, at et ægtepar består af en mand og en kvinde, og at en familie består af et ægtepar med et barn. Det vil sige, at forfatningen ikke kan godkende homoseksuelle, hverken ægtefolk eller som familier. Han har også fået vedtaget, at valgkampagner kun må føres på statsligt tv, hvilket naturligvis er problematisk for enhver given opposition. Han sætter i høj grad lighedstegn mellem historiske nationalsymboler og sin egen politik, og på den måde tager han patent på ungarskheden i politisk øjemed. Et sundt demokrati må være kendetegnet ved, at regeringen afspejler folkets holdning, men sådan er det ikke med Orbán, for han skaber folkets holdning. Han gør det igennem en imponerende evne til langsomt at manipulere og ændre ords betydninger, indtil helt vanvittige udmeldinger pludselig fremstår legitime og ganske berettigede. Herefter bruger han disse ord til at male skræmmebilleder, som giver ham endnu mere magt.

Læs også: Er Østeuropa fange af fortiden?

Når nogen stiller spørgsmål ved hans demokratisk tvivlsomme initiativer, bruger han det samme argument: »Selv om tiltaget er radikalt, er det nødvendigt for at forhindre kommunismens tilbagekomst.« Og i en nation, der gennem årtier er blevet undertrykt af et kommunistisk regime, giver den udmelding carte blanche til hvad som helst.

Orbáns højredrejning af befolkningen har nu fået den paradoksale konsekvens, at det endnu mere ekstreme parti, Jobbik, er det mest populære hos landets universitetsstuderende, og at han derfor bliver nødt til at overgå dem i nationalisme for at beholde regeringskontoret. En mekanisme, der nok desværre ikke er helt ukendt andre steder i Europa.

Symptomet Julian

Så hvorfor gør Julian ikke noget? Det spørgsmål har været en fuldstændig anerkendt præmis imellem mig og ham, siden jeg kom.

Min første tese var, at han nok ikke følger så meget med i politik og derfor ikke ser ændringerne. Den tese blev aflivet allerede 10 minutter efter, jeg ankom: Han kunne citere Orbáns taler, som han ser på internettet, han kendte selv oppositionspolitikernes syn på forskellige spørgsmål, og han vidste, hvor meget den ene og anden politiske kampagne havde kostet ned til sidste ungarske forint. Han er betragteligt mere opdateret end en gennemsnitlig læser af denne avis – mig selv inklusive – er omkring dansk politik.

Læs også: Europa ved solidaritetens grænse

Næste tese var, at passiviteten måske skyldtes, at han ikke mærker konsekvenserne i sit eget liv. Men det gør han i den grad. Både i det store og det små: Da Julian begyndte på universitetet, skulle han underskrive en kontrakt, der betyder, at han ikke må arbejde uden for Ungarn i dobbelt så lang tid, som han har studeret, når han er færdig. Hvis han bryder aftalen, skal han betale staten det fulde beløb for, hvad uddannelsen har kostet. Julian vil gerne arbejde med animationsfilm i USA, men det må han ifølge kontrakten først i en alder af 39 år. Heldigvis har han jo et afslappet forhold til myndighederne samt en imponerende evne til at løbe fra dem, men det er stadig en overvejelse for ham.

Desuden er der dele af hans familie, han ikke længere taler med, fordi de er så store Orbán-tilhængere, at det stort set er umuligt for dem at føre en samtale, uden at den kommer til at handle om politik. Julian mærkede også konsekvenserne, da vi en aften hernede besøgte vores ven Gyuri, som vi plejede at snige os rundt og male graffiti med. Nu er Gyuri ph.d.-studerende, har et godt underviserjob på universitetet, og hættetrøje og skolejoints er udskiftet med skjorte og fine rødvine. Jeg spurgte Gyuri, om Orbán har indflydelse på det akademiske miljø, og svaret var ret chokerende. En forsker, der beskæftigede sig med flygtninge, blev for nylig prikket på skuldrene og bedt om ikke at tale offentligt om flygtningenes problemer og udfordringer. Desuden har Orbán lavet en lov om, at der skal være økonomichefer på alle universiteter for at gøre dem mere profitorienterede. Problemet er blot, at disse stillinger rundhåndet gives til venner af partiet. Orbán er med andre ord i gang med at opbygge et system, hvor partiloyalitet og politiske forbindelser afgør, hvilke forskere, der får penge, og hvilke der ikke gør.

Før vi gik, bad Gyuri mig love, at jeg ville sløre hans identitet som død og helvede, hvilket også er grunden til, at jeg kalder ham Gyuri. Jeg kunne ikke lade være med at se den sætning som en nutidig udgave af den hættetrøje, han havde på fem år tidligere, når vi var ude at male. Denne gang ikke for at skjule sit ansigt for gadebetjente på en forladt byggetomt af frygt for en bøde, men for at skjule sin identitet for Orbán af frygt for akademiske repressalier for at fortælle sandheden om, hvad der foregår.

Konfrontationen

Jeg blev ved med at spørge Julian, indtil vi i forgårs oplevede noget, der blev enden på mine spørgsmål.

Læs også: Ungarns og Europas forfald

Vi tog ind for at se en dokumentar om Orosz Mihály Zoltán, borgmesteren i den lille by Érpatak, der ligger 240 kilometer øst for Budapest. Denne borgmester får Viktor Orbán til at fremstå som en dedikeret menneskerettighedsaktivist. Allerede 30 meter før biografen, holdt 10 politibiler med tændte blink, og opbuddet blev ikke mindre, i takt med, at vi nærmede os foyeren, hvor stemningen var så anspændt, at jeg overvejede, om jeg var i gang med at bryde løftet til min kæreste om at passe på mig selv.

Årsagen til politifrembuddet ved denne internationale filmfestival? Jo, at filmens hovedperson, borgmesteren, havde skrevet på sin Facebook, at alle, der ville vise denne »jødiske« instruktør, hvad Ungarn synes om nationalismehadere som ham, skulle møde op til filmvisningen, og at borgmesteren personligt ville betale for deres entré. Borgmesteren var nemlig ikke tilfreds med filmen.

Jeg kan forestille mig, at borgmesteren får denne artikel oversat og arkiveret, da den indeholder hans navn, så jeg vil derfor ikke give ham tilfredsstillelsen af en fuld kortlægning af hans despoti, men i stedet fatte mig så kort som overhovedet muligt;

Borgmesteren, der stavrer rundt i militaristiske uniformer, har opdelt sit lille samfund i dem, han kalder opbyggere og ødelæggere. Opbyggerne er dem, der går ind for en ikkeliberal stat, hylder hierarki, adlyder hans ordrer og holder mindeceremonier for faldne SS-soldater. Ødelæggere er, kort fortalt, jøder, romaer, menneskerettighedsaktivister og enhver borger, der ikke adlyder hans ordre i alle henseender. Og menneskerettighedsaktivister såvel som de ungarske domstole er medlemmer af et internationalt, jødisk netværk, der skal bekæmpes. Under sine 10 år på posten har han desuden startet et agentur for tvangsfjernelse af børn, hvilket sker uden juridisk indblanding. Det bruger han som politisk redskab mod sine fjender (ødelæggerne), der får fjernet deres børn uden den mindste form for rettergang eller undersøgelse.

Efter filmen nægtede borgmesteren at give instruktøren hånden på scenen, hvor de skulle besvare spørgsmål fra publikum. Efter spørgerunden gik hele forsamlingen videre til biografens café, hvor pressen stod og ventede. På et tidspunkt, åbnede der sig en mulighed for, at jeg kunne få borgmesterens opmærksomhed, og jeg var så vred, at jeg simpelthen ikke kunne lade være. Jeg foregav at være engelsk journalist og stillede ham høfligt nogle simple spørgsmål, mens kameraerne langsomt samledes omkring os. Da jeg vurderede, at flest mulige linser var rettet imod os, sagde jeg tak for svarene og lod demonstrativt hans hånd svæve imellem os, da han rakte den imod mig. Måske var det en besynderlig handling, men det skete helt impulsivt som reaktion på en total afmagt og vrede. Det undrede mig, at det var mig, og ikke Julian, der følte afmagt nok til at gøre noget.

Efter hændelsen begyndte borgmesterens ’IT-chef’ at filme mig, en ung mand i knivsikker vest hviskede til sin ven og pegede på mig, og en tredje af borgmesterens folk henvendte sig til mig og ville have mit navn og min nationalitet, mens han prøvede at krydsforhøre mig. Med halvdelen af Budapests politistyrke udenfor var vi nok ikke i reel fare, men det føltes alligevel utrygt nok til, at jeg efter få minutter tog fat i Julian og sagde »vi smutter, nu«. Jeg, en ung dansk mand til en international dokumentarfilmsfestival i Budapest, turde ikke at blive der for at høre instruktørens perspektiv. Fordi jeg var bange for en borgmester. En borgmester!

Sandheden

Da vi kom hjem, havde jeg ikke flere spørgsmål til Julian, for jeg var så vred på ham. Vred over, at han, min nære ven, som jeg holder meget af, tillader de her ting. Tillader sig selv at blive godt og grundigt demokratisk voldtaget af nogle totalitære bureaukrater. Jeg var vred over, at han ikke bruger de sidste af sine demokratiske våben, mens han stadig har dem.

Jeg kom med en lang svada om, at han har et ansvar, at han er nødt til at gøre noget, demonstrere, brænde containere, stifte partier, organisere sig, lave politisk kunst. At hvis ikke han gør det, hvem fanden skal så? Mine ord faldt næsten over hinanden i en halv time, indtil jeg løb tør for luft.

Efter mit udbrud, var der helt stille i et minut eller to, indtil Julian satte sig på sengekanten. Her kom svaret, jeg havde ledt efter på hele min tur. Svaret, der var langt mere uhyggeligt end borgmesteren. Svaret, som var grunden til, at de mørke skyer over frihedsstatuen på Gellértbjerget, hvor vi plejede at sidde og ryge skolejoints, lige nu er så forbandet overmetaforiske. Med en imponerende selvindsigt og ærlighed, kom Julian med forklaringen på, hvordan en totalitær stat fødes:

»Sigurd, sandheden er, at jeg har det bedste liv, jeg kan drømme om. Jeg har skønne venner omkring mig. Jeg kan være sammen med alle de piger, jeg vil. Jeg mangler ikke noget. Dérfor! Fordi jeg har det godt nok. Jeg har det godt nok, og jeg føler ikke et ansvar for et folk, jeg ikke elsker. Jeg ved godt, at det her ikke er godt. Jeg ved godt, at det er noget lort … Men det er sandheden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Pedersen
Jan Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

There was a cabaret... and a city called Berlin, and a country called Germany. And I was dancing with Sally Bowles. And we were both fast asleep.

Helene Kristensen

Tænkte det var Danmark der blev beskrevet.

"Det uhyggelige ved den totalitære bølge i Ungarn er ikke Orbán, de antidemokratiske love, det løgnagtige politiske sprog eller den snigende kulturelle frygt. Men at så mange har det så godt og oplever det hele som normalt og trygt"-

Hans Kristian Hansen

Den politiske virkelighed i Ungarn er præget af Sovjet diktaturets åg.

Det går ikke godt i Ungarn. Landet er påvirket af traditionel korruption der stammer fra socialistisk diktatur. De klør er ikke nemme at slippe ud af, især ikke med udsigten til nye sociale udfordringer.

Så Ungarn har ikke noget valg. I modsætning til Grækerne og Italienerne, med deres tilsvarende korruption, så har de indset at indvandringen skal stoppes. Hvis ikke så risikerer de at gå fallit.

Alle samfund, uanset i hvilken retning de tror ideologi er pragmatisk, er totalt afhængige af økonomi. Uden voksende økonomi, så vil de ende i totalitært armod.

Det er logik for "burhøns".

Derfor, set i et reelt perspektiv, hvilke lande har dårlig økonomi? Er de socialistiske eller kapitalistiske?

Hvilke lande er (rimeligt) demokratiske, og er der samfundssammenhæng mellem økonomi, korruption, politisk styreform, social politik og oplevelsen af tilfredshed?

Ja bestemt er der det. Er man imidlertid ideologisk "hjernevasket", så forsvinder forståelsen alt efter graden.

Der vil altid eksistere individer der nægter at forholde sig til virkeligheden, men forklaringen er også altid den samme. De er påvirkerede fra barnsben til at tro på noget bestemt.

Sådan noget kan man ikke lige løbe fra. For at overkomme tvangsopfattelser behøver man realistiske oplevelser, intelligens, forståelse for de omkringliggende samfund, og en god portion historisk viden.

Tro er ikke en option, heller ikke ideologisk tro. De religiøse er for evnesvage til at komme ind på her, men Ungarn har alt at vinde og intet at tabe. Så slemt står det til.

Heldigvis for Ungarn, så køber de ikke lige EU-tåbernes tåbeligheder.