Læsetid: 6 min.

Jeg lukker frygten ind

Hvordan er det at være generationen, der er vokset i skyggen af den nye tids terrorisme? Vi bad et af redaktionens yngste medlemmer – årgang 1990 – forklare det
Hvordan er det at være generationen, der er vokset i skyggen af den nye tids terrorisme? Vi bad et af redaktionens yngste medlemmer – årgang 1990 – forklare det
21. november 2015

Den 11. september 2001 sad jeg foran tv’et og ventede på Beverly Hills 90210, mens TV 2 blev ved med at vise billeder af et fly, der fløj ind i en skyskraber. Jeg kan huske, at jeg havde et par mønstrede bukser på med svaj. Jeg kan huske, at min far stadig var på arbejde, og at jeg havde været i Netto med min mor, hvor jeg fik en chokoladeskildpadde fra Toms. I fjernsynet sad en børnepsykolog og forklarede seerne, hvordan de skulle tale med deres børn om det, der var sket. En hel generation af børn havde set mennesker springe ud af vinduer, og man skulle ikke være ret gammel for at vide, at de ikke ville lande blødt. Mine forældre sagde, at nogle onde mennesker havde gjort noget forfærdeligt, men at jeg ikke skulle være bange. I Danmark var der trygt. Jeg var 11, da terrorangrebet på World Trade Center fandt sted.

Alle mine venner vil meget præcist kunne fortælle, hvad de lavede, da tvillingetårnene styrtede sammen. Vi er vokset op med terror. Min generations største fjende har aldrig været tyskerne, russerne eller atomvåben, men terrorister.

Mine barndomsvenner og jeg havde en skotøjsæske, hvori vi kunne trække en idé, hvis ikke vi vidste, hvad vi skulle lege. Nogle af de mest populære lege var ’stenaldermennesker’, ’Søren Ryge’ og ’terror’. Når vi legede hellige krigere, viklede vi håndklæder om håret, sagde Allahu Akbar og fortalte hinanden, at præsident Bush var en lort. Andre gange legede vi journalister og rapporterede til hinanden med piskeris i hånden som mikrofoner og tårer trillende ned ad kinderne, som vi havde set Poul Erik Skammelsen gøre det på tv.

Ideologiernes tid blev ved

I gymnasiet underviste lærerne i Francis Fukuyamas The End of History and the Last Man fra 1992. Vi lærte, at kampen mellem ideologierne var slut, at demokratiets sidste udfordrer var kommunismen, men at det liberale demokrati havde vundet. Når vi spurgte om terrorangrebene i New York, Madrid og London ikke viste det modsatte – at ideologierne stadig kæmpede mod hinanden – sagde de nej; nogle få galninge betød ikke, at der fandtes en ideologisk konkurrent til demokratiet. Jeg tror, at min lærer tog fejl dengang. De unge mænd, der i weekenden skød omkring sig og detonerede deres bombebælter midt i Paris, var små børn, da Osama Bin Ladens mænd kaprede fire passagerfly og lod dem styrte ned. Alligevel er de beslægtede. De er vokset ud af samme ideologiske tankegods. Da min lærer ikke ville se, at der fandtes en opposition til demokratiet, var første gang, jeg tænkte, om min generation er mere bange for terror end min lærers.

Jeg græd, da jeg for nylig – på 14-årsdagen for 11. september – stod ved Ground Zero i New York og kiggede ned i det dyb, der markerer en form for år nul i min politiske forståelse af verden. For mig var det her, terroren startede. Det var her, terroren gik fra at være et begreb i historiebøgerne, der tilhørte Rote Armee Fraktion og IRA til at være en konkret trussel, der vedrører mig. Mens folk lagde roser ud for navnene på dem, de mistede, og strøg deres fingre over monumentets indgraveringer, tænkte jeg tilbage på den dag, hvor Bush erklærede krig mod terror, og vestlige ledere sagde ting om, at lyset vil vinde over mørket. I dag – 14 år senere – har jeg det, som om her aldrig har været mørkere. Det er ikke en gang et år siden, satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris blev angrebet. Siden da er også København blevet ramt, et russisk charterfly styrtet ned, Beirut bombet og Paris ramt en gang til.

Jeg husker, at jeg som barn var bange for al-Qaeda. Men ikke på samme måde som jeg i dag er bange for Islamisk Stat. Jeg havde en fornemmelse af, at al-Qaeda ikke kunne røre mig, at verden havde dem under kontrol, og at terroristerne levede nogle forhutlede liv i ørkenskjul.

Islamisk Stat har derimod et geografisk afgrænset sted, hvor de bor. De har penge nok og adgang til internettet. Nogle vil sige, at jeg oplever fjenden som mere brutal i dag, fordi jeg kun var et barn og en ung teenager, da terroren ramte New York, Madrid og London, og derfor blev skærmet fra virkelighedens rædsler. Det er måske rigtigt. Selv tror jeg, min frygt forstærkes af, at jeg på grund af internettet i dag kan følge med i terroren på en helt ny måde.

Lys, mørke og bomber

Jeg gik tidligt i seng i fredags. Det var først, da jeg vågnede lørdag morgen og rakte ud efter min telefon, at jeg så, hvad der var sket.

Tre Facebookvenner angav sig selv som ’værende i god behold’. Jeg havde slet ikke nået at tænke, at de ikke skulle være det. Flere af mine venner delte en mobiloptagelse af sårede, der bliver slæbt hen ad asfalten. En kvinde hænger ud af et vindue, og jeg tænker på, hvor længe endnu, hendes hænder kan holde fast. Venner sætter det franske flag hen over deres profilbilleder, skriver #PrayforParis og bønfalder verden om at blive et bedre sted igen. En privat videooptagelse viser øjeblikket, hvor terrorister afbryder en koncert med skudsalver og bomber. Andre linker til øjenvidneberetninger fra franskmænd, der så dem, de elsker, dø. Det føltes underligt at forlade min lejlighed og se det virkelige liv forsætte, som det plejer. Muskelhundene overfor bliver stadig luftet, bageren holder forsat åbent, og bussen følger køreplanen som vanligt. At livet går videre udenfor, er en følelse, nettet let kan tage fra én.

Jeg kan huske, at integration optog en stor del af mit pensum i folkeskolen. Jeg har gemt mine noter fra dengang og kan se, at jeg i syvende klasse kunne redegøre for forskellige integrationsteorier. »Segregation og parallelsamfund kan føre til vold,« har jeg skrevet.

I lyset af, hvad der sker rundt om i verden lige nu, undrer det mig, at ingen fremtrædende politikere taler om integration. Det akutte svar på angrebene i Paris er fordømmelse og ord om lys og mørke. Det langsigtede svar er flere bomber over Syrien. Jeg tænker på generationerne før mig, der havde fredsbevægelserne at sætte deres lid til, når verden stod i brand.

De havde et sted at gå hen med deres håb om fred. Mit håb har ingen steder at gå hen. Jeg har lært, at man bekæmper terror ved at slå hårdt igen.

Jeg savner friheden for frygten

Efter weekendens angreb fik min generation større grund til at frygte terroren. Angrebet på Charlie Hebdo, Krudttønden og de jødiske samfund var ideologiske. De ramte to ting, Islamisk Stat ikke kan lide: ytringsfrihed og jøder. Angrebet i Paris ramte unge. Os, der er opvokset med terror og holder fast i det normale liv, politikere i årevis har sagt, vi skal holde fast i. Vi går på café, tager på stadion og til koncerter. Politikerne siger, at det stærkeste våben mod terror er at forsætte livet, som det plejer. Jeg skal stadig på arbejde, jeg skal stadig køre med S-tog, og jeg skal stadig krydse Rådhuspladsen. Alligevel har jeg en fornemmelse af, at livet ikke forsætter, som det plejer. Den ondskab, der for min generation altid har været fjenden, er kommet helt tæt på. En Facebookven var i denne uge til koncert, og inden bandet gik på scenen, havde han orienteret sig om, hvor nærmeste nødudgang var. En anden skrev, at han efter Charlie Hebdo begyndte at høre den samme sang på vej til arbejde om morgenen. Efter Krudttønden fandt han den frem igen, og efter weekendens angreb begyndte han igen at lytte til den. Angrebene er blevet så regelmæssige, at de har fået deres egne rutiner og traditioner, skrev han. Også jeg er begyndt at risikovurdere de ting, jeg gør. Forleden stod jeg af et S-tog to stop før, jeg egentligt skulle af, fordi en mand med langt skæg og mellemøstligt udseende stod helt stille midt i kupeen med en rygsæk på, mens svedperler piblede frem på hans pande. Politikerne siger, at det værste, vi kan gøre er at give frygten plads. Så har terroristerne allerede vundet, siger de. Jeg har lukket frygten ind, og jeg ved, at mange af mine jævnaldrende også er bange. Jeg ville ønske, at vi ikke var det. Jeg ville ønske, at jeg ikke blev utryg ved synet af kampklædt politi, efterladte tasker og nervøse mænd i S-toget. Men problemet er, at jeg ikke kan huske, hvordan det føles ikke at være bange for terrorister.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frygtens æstetik

Die moderne Welt in Europa wird sich als eine Zeit erweisen, in der die Wünsche durch ihr Wahrwerden das Fürchten lehren. - frit efter Sloterdijk – og således nået til et midlertidigt højdepunkt i europæisk demokrati og kultur under afvikling har man samtidigt lært at frygte terrorister både fra ørkenteltene og finansdomicilerne – europæerne på vej ad den skrumplede vej til ruin som oplyste ’frygtninge’ og lemminger – oplysningen og frygten topper på samme tid …

Problemet ved denne undervisning - hvordan kunne det foregå? - var, at liberalisme og demokrati er hinandens modsætninger: enhver, der har haft oldtidskundskab vil vide, at demokrati kræver deltagelse i samfundets afgørelser, mens liberalisme er retten til at kunne holde sig på afstand af institutioner og beslutningsprocesser, det, som demokraterne i oldtiden kaldte "idioter".

georg christensen

Når liberalismen forvandler sig i enevældens strukture , når "samfundene" de er sat til at styre, ikke længere ønsker at følge med, mister liberalismen sin egen værdighed og frihed.

Medens dødens religiøse prædikanter elsker illusionen og livets politiske prædikanter ønsker det samme, er det svært for "LIVET", at finde vejen frem i fællesskab.

Der har altid været en del terrorisme. I 70erne. var det ikke bare Rote Armee Fraktion men også f.eks PLO og flyhijackinger. "Take this flight to Cuba". Det gjorde en lidt nervøs, når man skulle på charterferie med sin mor. Jeg var temmelig tæt på en terroristbombning i Paris i 1986, da jeg var på noget så uskyldigt som Interrail. Tralalalala, det er den franske CanCan, som en fransk kvinde engang skrev til mig .Når det rammer så hårdt idag er det måske også fordi det kommer oven i alle mulige andre kriser, som klimakrise, en økonomi der ikke rigtig fungerer, flygtningekrise, inkompetente politikere o.s.v. Måske har det også noget at gøre med, at den nylige terrorisme i Paris var lidt mere personlig., hvor man man skyder direkte på folk, istedet for en bombe. Det er et slag mod folks folks ego, eller en slags "memento mori", at de så hurtigt kan blive udslettet.

Terrorismens og anarkismens karikatur - jernkuglen med en tændt lunte (også brugt af Kurt Vestergaard) - har siden jeg begyndte at læse været en del af mit univers, og jeg har altid forstået den som symbol på nogens mangel på indflydelse på egen situation.

At tage højde i sin dagligdag for terrorisme er vel ikke så meget anderledes end, at tage højde for trafikken.

Noget andet er, at det hjælper at forstå baggrunden for terrorismen, og jeg kan se, at en 1990'er så "belært" (for at sige det mildt) at vedkommende end ikke sætter spørgsmålstegn ved rimeligheden i USA's måde at reagere på i forbindelse med 9/11.

Ja, vores politikere har erklæret terrorismen krig med alt hvad det medfører af død og ødelæggelse - ikke mindst fra vores egen militærmagt.

Terroren vi har i dag, er skabt af de selv samme politikere som er ved fjerne sig fra retsstaten. Vores magthavere er grundstenen til terrorismen. Den udspringer af vores bomber. De demokratiske principper er på vej ud og på vej ind er den neo-liberale magtelites epoke.