Klumme
Læsetid: 3 min.

Menneskets bedste ven

Intenst gensyn med biblioteket, en af de stille oaser i bylivet, hvor teknologi, selvbetjening og bestsellerisme har gjort sit indtog. Jeg lånte 30-40 bøger
Intenst gensyn med biblioteket, en af de stille oaser i bylivet, hvor teknologi, selvbetjening og bestsellerisme har gjort sit indtog. Jeg lånte 30-40 bøger

Pernille Sloth/iBureauet

Moderne Tider
28. november 2015

Det var 25 år siden, jeg sidst havde lånt bøger på et bibliotek, da jeg besluttede, at nu skulle det være. Altså begav jeg mig hen til det nærmeste, Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade, lige over for jødernes synagoge. Man skal blot medbringe sit sygesikringsbevis og lade sig registrere, hvorefter der er gratis adgang til hylderne. Som kulturjournalist i en menneskealder har jeg stort set kun læst nye udgivelser, jeg skulle skrive om, eller hvis forfattere jeg skulle interviewe. Så langt fra altid forfatternes bedste bøger. I min fritid gad jeg ikke læse bøger, fordi jeg hellere ville se serier, fodboldkampe og Deadline i tv, men også fordi jeg oprigtigt mener, at man risikerer at blive dum i hovedet af at være kulturnørd på fuld tid. Man udvikler sig skævt.
Tidligere havde jeg et tæt forhold til biblioteket, begyndende med min barndoms første, som blot var nogle bogreoler langs væggen i et klasselokale på vores skole. Senere byggede kommunerne flotte bogtempler, hvor der også var læsesal med aviser og tidsskrifter.

Ikke til at stoppe

Så snart jeg trådte ind på hovedbiblioteket, var det tydeligt, at alt er forandret. En masse halv- og helstuderede røvere sad ved små borde med deres tablets eller småsnakkede dæmpet med hinanden. Biblioteksinstitutionen er i den grad blevet teknologiseret. Man ser dårligt nok en bibliotekar. Til gengæld kan man fra sin computer derhjemme bestille den bog, man gerne vil læse. Præcisionsskydning hedder det inden for militæret. Når den er ledig, får man en mail om, at man kan afhente den på en dertil indrettet hylde. Man scanner den ind og hjemfører den – uden at man overhovedet har behøvet at snakke med nogen. Man afleverer også til en computer.
Jeg lagde ud med Primo Levis Hvis dette er et menneske og Hannah Arendts Eichmann i Jerusalem. Så læste jeg Smiley-trilogien af John le Carré, hvilket førte mig videre til DDR-spionchefen Marco Wolfs koldkrigserindringer. Så læste jeg tre klassikere, som jeg aldrig havde fået læst, Herman Hesses kultbog Steppeulven, Philip Roths Portnoys genvordigheder og Celines Rejse mod nattens ende.

’Fået læst’? Et helt forkert udtryk, som antyder, at der er bøger, man ’bør’ have læst. Det er der ikke. Bør er død – med mindre, man har et job, der kræver bestemte læsninger.

Så snuppede jeg da også lige Kaspar Collings Den danske borgerkrig 2018-24, Mette Fugls Fra koncepterne, Isabella Miehe-Renards , Morten Sabroes Drengen der løb med Gud, Modianos Et forbasket forår og Smertepunktet, Hanne-Vibeke Holsts Knud, den store, Thorkild Hansens De søde piger, Theis Ørntofts Digte 2014, Marguerite Duras’ At skrive, Morten Hesseldahls Drager over Kabul, Haruki Murakamis Trækopfuglens krønike, Jørgen Steen Nielsens Den store omstilling, Harper Lees Dræb ikke en sangfugl, John Williams’ Stoner, Graham Greenes Maskespillet og Salingers Griberen i rugen.

Da jeg først kom i gang, var jeg ikke til at stoppe, og hen over sommeren og efteråret lånte og læste jeg 30-40 titler. Har en plan om at læse alle nobelpristageres hovedværker, men lover intet.

Stadig et magisk sted

Der har altid været debat om, hvad bibliotekerne skal være. Det skal der også være. Forfattere var engang oppe i det røde felt, fordi en tynd børnebog gav lige så meget i bibliotekspenge som en murstensroman. Det blev rettet.

Bibliotekarer og andre begræder teknologiens indtog som et kulturtab, også fordi teknologien æder af bogbudgettet, og for poker da: I løbet af 2016 vil en halv million bøger blive smidt ud af de københavnske biblioteker på røv og albuer (de skønlitterære, hvis de er lånt ud mindre end fem gange på de sidste to år). Det er en trediedel af beholdningen. Bestsellerismen breder sig til bibliotekerne. Til gengæld kan man få et nyt pas på hovedbiblioteket, ligesom dets café, Democratic Café, praler med byens bedste croissanter ifølge en test.
Men uanset hvad er biblioteket stadig et magisk sted, og hvis jeg var en af dem, der kun læser Koranen, ville jeg frygte bibliotekerne mere end synagogen, fordi de er fyldt med oplysninger, viden og underholdning. Jeg er ikke bleg for at kalde biblioteket for menneskets bedste ven – blot er det ikke alle, der har opdaget det. Nå ja, så er der jo også hunden og katten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her