Baggrund
Læsetid: 8 min.

Metropoler i frontlinjen

En støt stigende andel af verdens befolkning bor i store byer. Derfor er det i afgørende grad der, klimakampen skal udkæmpes. Og masser af byer er på vej
Moderne Tider
20. november 2015
Bogotás uformelle skraldesamlere er blevet rekrutteret til byens affaldssortering.

Fra rapporten Cities100

Folk flytter til byen. Overalt i verden søger mennesker fra landet til de store byer. Inden 2050 skønnes verdens bybefolkning at være vokset fra den nuværende halvdel til at udgøre 66 procent af verdens befolkning. Til den tid vil antallet af byboere anslået passere seks milliarder.

I Europa bor allerede over 70 procent af befolkningen i byer. I Danmark 88 procent Rundtom i verden lever næsten en halv milliard mennesker i 28 megabyer med hver mindst 10 mio. indbyggere. Om 15 år ventes der at være 41 af disse gigantiske metropoler.

Folk søger til byerne for at finde arbejde, bolig, uddannelse, oplevelser, forbedre deres økonomiske situation. Nogle gange lykkes det. Men ofte finder de også trængsel, larm, luftforurening, affaldsproblemer, sundhedsrisici og stress. Og uden at byboerne nødvendigvis mærker det, bidrager byerne også stedse mere til udledningen af CO2, global opvarmning og klimaforandringer.

En rapport udarbejdet af et forskerhold ledet af Philipp Rode, leder af LSE Cities, London School of Economics, fortæller, at byerne er ansvarlige for næsten halvdelen af de aktuelle globale CO2-udledninger og vil – hvis der ikke gøres noget – stå for over halvdelen af den globale vækst i udledninger i tiden frem til 2030.

Den gode nyhed er, at der gøres noget. I alliancer mellem storbyer, i samarbejder mellem borgere og deres bystyre og i et væld af lokale græsrodsinitiativer kloden rundt. Det forandrer verden, fordi byerne, deres myndigheder og borgere er tættere på den fysiske virkelighed og på de beslutninger, der kan give konkrete forandringer, end nationale regeringer, regionale myndigheder og globale fora som f.eks. COP21.

»Byers myndigheder har en mere begrænset størrelse og er ofte mere handlekraftige end deres nationale modstykker. De står direkte til ansvar over for deres lokale vælgere og er mere involveret i de mennesker og steder, de skal betjene,« hedder det i rapporten 100 sektors, 56 cities, 100 solutions.

Rapporten blev offentliggjort 19. november i et samarbejde mellem den danske tænketank Sustainia, foreningen Realdania og det internationale netværk af klimabevidste storbyer C40 Cities.

Eksemplerne

Rapporten illustrerer klimaindsatsen og de grønne omstillingsprocesser i mange byer med 100 konkrete eksempler.

I Bogota, Colombias hovedstad, har bystyret indledt et samarbejde med byens selvbestaltede affaldsklunsere om på én gang at øge genbrug, mindske drivhusgasudledninger fra lossepladser og give deltagerne en ny værdighed, social tryghed og værdifuld rolle i samfundet. Affaldsindsamlerne sikrer nu, at der hver dag tilvejebringes ét ton genbrugsmateriale, og at CO2-udledningen fra Bogotas affaldssektor reduceres med 700.000 ton om året.

Rotterdam i det lavtliggende Holland, har – for at gøre byen mere modstandsdygtig mod kommende klimaændringer – anlagt nye parkeringspladser og legepladser, som kan opsamle regnvand og dermed lette presset på kloaksystemet, når ekstrem nedbør truer med oversvømmelse. Desuden har man bl.a. etableret 219.000 kvadratmeter grønne tage, der opsuger CO2, dæmper temperaturen lokalt, opsamler regnvand og øger kvaliteten af bylivet.

Sydkoreas hovedstad Seoul har sat sig som mål at have reduceret byens CO2-udledninger med 25 procent i 2020. Det svarer til ét ton pr. indbygger, og derfor har byen appelleret til borgerne om at medvirke med forslag og projekter. 830.000 beboere i byen og 52 NGO’er har bidraget, og blandt gevinsterne ventes det, at man opnår en genanvendelsesgrad på 73 procent for byens affald i 2020, får anlagt 1.000 km nye cykelstier og reduceret CO2-udledningen med 10 mio. ton.

Vancouver i Canada vil med en samlet handlingsplan forvandle sig til ’verdens grønneste by’ i 2020. Man vil bl.a. fordoble antallet af grønne virksomheder og grønne jobs, gøre alle nye bygninger CO2-neutrale fra 2020, halvere affaldsmængden til forbrænding og lossepladser, reducere vandforbruget pr. person med 33 procent og dermed alt i alt reducere både Vancouvers CO2-udledning og økologiske fodaftryk.

I den kinesiske industriby Wuhan er man ved at forvandle et stort gammelt industridistrikt til den såkaldte Gutian Ecological New Town. Man har lukket eller flyttet 99 kemiske virksomheder og dermed reduceret de vigtigste udledninger af forurening med 90 procent Den ny økologiske by skal forsynes med energi fra sol og vind, alle bygninger skal opføres med økologiske materialer, transport skal primært ske på cykler og med et nyt klimavenligt letbanesystem, de grønne arealer skal næsten tredobles. Ifølge Sustania-rapporten har industriområdets grønne omstilling foreløbig sikret en CO2-reduktion på næsten 34 mio. ton CO2 – mere end halvdelen af Danmarks årlige udledning.

Sådan er Sustainia-kataloget fuld af eksempler på store og små omstillingsinitiativer. Elbilprogrammer i Amman, madspildskampagner i Hongkong, energieffektivisering i New York, nye grønne bydele på tidligere industritomter i Toronto osv.

Samspillet

Philipp Rode, LSE Cities, har indgående studeret de grønne omstillingsstrategier og den bæredygtige planlægning i mange af verdens store byer. Han peger på samspillet mellem aktørerne som afgørende for at opnå resultater.

»Vi har set på omkring 100 byers strategier for en grøn økonomi rundtom i verden. Vi spurgte, hvor de grønne ideer kom fra, og hvordan de skulle føres eller blev ført ud i livet. Og det, der klart indtog førstepladsen, var kombinerede indsatser og alliancer mellem lokale borgergrupper og byens politiske lederskab,« siger Philipp Rode.

»Engagerede borgere kan på en anden måde levere argumentationen for grønne projekter over for den bredere offentlighed og dermed give politikerne muligheden for at gennemføre dem. Det er forklaringen på, at man f.eks. har set ’cyklisme-revolutioner’ gennemført nogle steder. Men modsat gælder det også, at politikernes opbakning er forudsætningen for, at borgeres grønne projekter kan føres ud i livet.«

»Så det er vigtigt, at græsrødderne formår at kanalisere deres ideer og projekter ind i det lokale politiske system,« understreger den britiske forsker og påpeger, at også de nationale regeringer spiller en afgørende rolle: Hvis de lovgivningsmæssige eller økonomiske rammebetingelser lægger hindringer i vejen, så kan byerne ikke gå så langt, som de ofte gerne vil.

Philipp Rode mener, at de førende grønne byer i verden har passeret et ’tipping point’, hvor planlægning, der tager hensyn til bæredygtighed og grøn økonomi, er blevet det centrale princip på en række områder.

»Tag London og spørgsmålet om transport: Du kan ikke finde én person, selv ikke den mest inkarnerede bilist, der vil argumentere for at udbygge vejnettet til biler i det centrale London. I dag handler det om at forbedre vilkårene for gående, cyklister og den kollektive transport.«

Det samme gælder byer som Stockholm, Wien, Barcelona samt København, hvor man i øjeblikket som beboer kan iagttage nettet af cykelstier ekspandere på bekostning af vejbredden for bilister. »Folk forstår det og støtter det,« vurderer Rode.

Kinesiske greenways

– I en by som København ser man også i disse år et omfattende og tæt nybyggeri af store ejendomme af cement, glas og stål, herunder også nye højhuse. Er det bæredygtigt?

»Traditionelt vil man sige, at man opnår den bedste klimamæssige balance mellem CO2-udledning fra materialer og byggeri og så fra driften af den færdige bygning, når man opfører fire-fem etager, måske op til 10. Endnu højere bygninger kræver så meget forstærkning i form af cement og stål, at det påvirker CO2-regnskabet negativt. Dog kan ukonventionelle byggematerialer, f.eks. træ, måske sikre højere ejendommes bæredygtighed.«

I mange eksisterende byer med begrænset plads og stadig flere mennesker er det ikke muligt at bygge lavt og tæt. Her kan det være klimamæssigt rigtigt at bygge højt, hvis der vel at mærke samtidig er et transportsystem, der bæredygtigt kan betjene de mange mennesker, som følger med høje bygninger. Dvs. et effektivt kollektivt trafiksystem og gode vilkår for cyklister.

Et eksempel på det er ifølge Philipp Rode den kinesiske storby Guangzhou. For 10 år siden et trafikalt mareridt med flere millioner biler i endeløse trafikpropper – i dag stadig med massiv biltrafik, men under forandring ikke bare med restriktioner på bilejerskab, men også bedre kollektiv trafik og ikke mindst et nyt grønt netværk af over 1.000 kilometer cykelveje og -stier samt et cykeldelesystem med tusindvis af cykler ved over 100 cykelstationer.

»Jeg blev virkelig overrasket over, hvad der sker i dele af Guangzhou med disse greenways, der snor sig gennem en meget tæt, Hongkong-agtig bebyggelse på en utrolig smuk måde,« siger Rode.

Der er et ’men’

Et stigende antal storbyer har i dag sammenhængende bæredygtigheds- og klimastrategier med overordnede mål. Mest ambitiøse er København, der vil være CO2-neutral i 2025, London, der vil have reduceret med 60 procent i samme år, Stockholm, der skal blive fossilfri i 2040, Oslo, Seattle, Berlin og Antwerpen der går efter CO2-neutralitet i 2050 samt München, Frankfurt og Vancouver, der skal forsynes 100 procent med vedvarende energi i henholdsvis 2025, 2050 og 2050.

En status på over 200 store byer, lavet for et par år siden for klimaalliancen for storbyer C40 Cities, fortalte om planer for årlige CO2-reduktioner i 2020 på sammenlagt 454 mio. ton i forhold til en udvikling uden indgreb – en CO2-mængde svarende til ni gange Danmarks årlige udledninger. Og op til COP21 har 935 store og små byer verden over meldt egne klimamål ind til FN’s klimasekretariat.

Alt sammen opmuntrende skridt i den rigtige retning. Men der er et ’men’, understreger Philipp Rode. For de store byers belastning af det globale klima handler ikke bare om trafik, industriproduktion og energiforbrug i selve byerne.

»Vi har et virkelig stort CO2- og bæredygtighedsproblem med alle de produkter, der importeres til vore storbyer, herunder også fødevarer og disses økologiske fodspor,« siger han. »Man kan se på en by som et hovedkvarter for en stor industri. Det gælder f.eks. kulindustrien: Hovedkvarteret kan være en vidunderlig smuk, klimaneutral bygning, men selskabet tjener sine penge på beskidte kul.«

»Mange byer i specielt Europa og USA er sammenvævet med og dominerer et globalt produktionssystem, der på nogle områder er virkelig beskidt. Pengene kan ende i København eller London, mens udledningerne foregår helt andre steder på kloden. London er særlig slem, fordi den rummer finanskvarteret i City med en økonomi, der bygger på store investeringer i bl.a. fossil industri.«

Så ikke før de store byer, deres borgmestre og borgere tager fat på også at diskutere materielle behov og at ændre livsstil og forbrugsmønstre, kan man drømme om at blive grønne og bæredygtige for alvor.

»Alt hænger sammen med alt,« som den britiske forsker siger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her