Læsetid: 6 min.

Et nyt vi

Klimatopmødet COP21 nærmer sig. For nylig lavede forskere, kunstnere og et lille udvalg af dyr, planter og alger en indledende øvelse: De forsøgte at gøre op med menneskets dybtliggende (u)vane med at sætte sig selv i centrum
28. november 2015

En koloni af bladskærermyrer er på udebane. I fem forbundne montrer kribler de små væsner rundt og gør det, myrer altid gør: samler mad og materiale til deres tue. Over montrerne hvælver Dome of Visions sig op, og udenfor sænker novembermørket sig over København, hvis indbyggere også flittigt er ved at fragte mad og materiale hjem til deres huse. Myrerne er – uden deres samtykke – en del af Lisbeth Banks installation ’Mutualistiske skulpturer’, der viser, hvordan to forskellige arter kan hjælpe hinanden til overlevelse: Bladskærermyrerne er nemlig ikke selv i stand til at nedbryde enzymerne i de planter, de indsamler. Derfor dyrker de svampe inde i deres tue, der kan hjælpe dem med at nedbryde materialet – til gengæld giver myrerne svampene føde og holder dem rene. Det er den slags eksempler på symbiose og gensidig afhængighed mellem arterne, som kuratorerne bag TRANSART-kunstfestivalen gerne vil have os til at få øje på.

Darwins gamle diktum om den stærkestes overlevelse er ikke i høj kurs i denne forsamling. Kuratorerne Dea Thune Antonsen og Ida Bencke har i år lanceret deres Laboratorium for Økologi og Æstetik, hvis formål er at få os til at tænke mere over og handle mere efter, at vi ikke er alene på denne jord – ja, ikke engang i vores egne kroppe, der bebos af bakterier, svampe og celler, der ikke bærer samme genetiske kode som os selv. Den amerikanske køns- og teknologiforsker og biolog Donna Haraway, som er en stor inspiration for kuratorerne, formulerer det sådan: ’At være én er altid at blive til med mange.’

Det første, man ser, når man træder ind i Dome of Visions er en bar, der ligner et lille laboratorium med kolber, slanger og reagensglas, hvori der flyder forskellige grønlige væsker. ’Algebar’ står der på et skilt – malet med alger, viser det sig. Her kan man købe algeshots til en femmer og høre om algernes brede vifte af anvendelsesmuligheder. Ved siden af algebaren står Naja Ankarfeldts værk Tale of The Non Human, tre cylindere fyldt med vand, hvori tre smukke, men også lidt ulækre gevækster flyder rundt. Det er en hud, dyrket af bakterier og gærsvampe, som lever i en symbiose, fortæller Naja Ankarfeldt og pirker lidt til den slimede, tynde struktur, som hun har skabt i samarbejde med en bioingeniør i Amsterdam. I sit virke har Naja Ankarfeldt bevæget sig fra at arbejde med visuals og teknologi til at fokusere på organiske materialer. Omkring sig ser hun mange, der laver den samme bevægelse væk fra teknologien og hen mod naturen og i visse tilfælde også naturvidenskaben: »Næsten alle, der laver bio-art, er inspireret af sci-fi, så man kan næsten bare se det som en videreudvikling af den genre. For en udenforstående kan det måske virke lidt mærkeligt… Før var det kunst og teknologi, folk beskæftigede sig med, men nu er alt pludselig er organisk. Hvordan skete det lige?«

Posthumanisme

Ida Bencke, en af de to kuratorer, fortæller, at de har valgt at kalde begivenheden en forsamling, fordi det er et ord, der kan rumme alle de praksisser og skabninger, de har på programmet. Men selvom hun og Dea Thune Antonsen prøver at være meget rummelige i deres kuratering, er de alligevel kommet til at lave en antropocentrisk brøler: »Der var en på Facebook, der gjorde os opmærksomme på, at vi i vores program for forsamlingen kun havde nævnt de mennesker, der deltager. Men her er jo også mimoser, kødædende planter, svampe og dyr.« Som bud på en paraplybetegnelse for de meget forskelligartede værker og tanker, der er repræsenteret på TRANSART, er det nærmeste, hun kommer, ’post-humanisme’. Det er en -isme, som grundlæggende er kritisk over for humanismens placering af mennesket på en piedestal, rundt om hvilken verden drejer. Det humanistiske subjekt præsenteres til hverdag som universelt, men er – set med post-humanistiske briller – skabt i et vestligt, rationelt og mandligt billede. I stedet retter post-humanismen opmærksomheden mod ikke-menneskelige ting og væsner for at fremhæve alternative videns- og livsformer, forklarer Ida Bencke.

»H»Post-humanismen spørger ind til hvem, eller måske rettere: hvad ’vi’ er? Hvad er det for et fællesskab, der impliceres i begrebet menneske? Hvem eller hvad falder uden for kategorien, og med hvilke konsekvenser?«

Tværgående transformationer

Der er ikke nogen scene i Dome of Visions. De folk, der skal læse op eller performe, står på samme niveau som tilhørerne. Angela Rawlings begynder at læse op fra sin første digtsamling Wide Slumber For Lepidopterists, der blander lepidopterologi (læren om sommerfugle) med søvn- og drømmestudier. Den lydlige performance er langt fra de skrevne digte: Angela Rawlings gentager og varierer små ord og lyde med stønnen og overdrevne åndedræt. En hund lusker bort, og en mor holder smilende sit barn for ørerne. Udover at skrive digte er Angela Rawlings i gang med at lave en tværfaglig ph.d., der kombinerer teatervidenskab, kulturgeografi, geomorfologi og arkæologi. Hun har et tredobbelt statsborgerskab, og det virker i det hele taget som om, det tværgående er hendes helt naturlige habitat. I Angela Rawlings øjne har biokunsten og

-poesien et transformativt potentiale, fordi den skærper vores sensibilitet over for naturens og de andre arters eksistens – eller uddøen. I hendes seneste bog Ecolology fjerner hun et bogstav ad gangen fra alfabetet, så der til sidst kun står de 14 bogstaver, der skal til for at skabe de engelske pronominer. »Resten af digtsamlingen er skrevet udelukkende med ord skabt af disse bogstaver, for at undersøge, hvad der sker, når vi har et reduceret ordforråd til at repræsentere verden med? Jeg vil gerne illustrere det tab af arter, som kloden hele tiden oplever, uden rigtigt at lægge mærke til det.«

Den antropocæne tid

I geologien diskuterer man i disse år, om vi er gået ind i en ny tidsalder. Antropocæn – menneskets ny tid – er den nye epoke blevet kaldt, fordi mennesket har sat sine tydelige og blivende spor på kloden. Men videnskabsfolkene er ikke enige om, hvorvidt man ligefrem kan tale om et epokeskifte. Derfor er der blevet nedsat en ’International Commission on Stratigraphy’, som først i 2016 skal komme med en afgørelse. Kunsten, litteraturen og den humanistiske videnskab har dog allerede taget termen til sig. Ida Bencke finder debatten om det antropocæne interessant, fordi den viser, hvor umuligt det er for os at stille os uden for, hvad der sker i verden: »I den filosofiske tradition har man hævet individet op til et sted, hvorfra han kunne forstå og forklare verden. Vi ser i øjeblikket rigtig mange forskellige strømninger – objekt-orienteret filosofi, spekulativ realisme og post-humanisme – som har deres forskelligheder, men som grundlæggende deler den præmis, at mennesket ikke er centrum i verden og ikke er i stand til at overskue verden.«

Ida Bencke mener, at et mere retfærdigt ord at bruge om vores epoke ville være ’kapitolocæn’, fordi det peger på, at det ikke er mennesket som sådan, der har forårsaget disse forandringer, men det kapitalistiske samfund. Dét rejser atter spørgsmålet om, hvem ’vi’ er: »Det er meget arrogant at sige, at det er alle mennesker, der har gjort det her,« siger Ida Bencke. »Det er et særligt slags menneske, et særligt sted i verden og en særlig måde at forholde sig til sin omverden på. Andre kulturer i verden begår sig på helt andre måder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu