Læsetid: 4 min.

Objektivt politi

Politiet er ikke kun en venlig kriminalassistent. Det er også en struktur
Politiet er ikke kun en venlig kriminalassistent. Det er også en struktur

Ib Kjeldsmark

7. november 2015

Den franske filosof Jacques Rancière har i en række sammenhænge udfordret de almindeligheder om politik og demokrati, som præger og plager den offentlige debat. Meget af det, vi almindeligvis omtaler som ’politik’ er slet ikke politik ifølge Rancière, men langt snarere ’politi’, dvs. forvaltning og håndhævelse af en diskussion inden for rammerne af allerede definerede særinteresser og fastlagde opdelinger af verden. Ægte politik begynder først der, hvor politiet stopper.

Politik er for Rancière en form for uenighed, der er vanskelig at artikulere. Strengt taget kan den faktisk slet ikke artikuleres, fordi den er en konflikt mellem dem, der taler (et bestemt sprog), og dem, der ikke taler (det). En egentlig politisk uenighed handler med andre ord ikke om, hvorvidt dagpengeperioden skal være to år eller tre år, men om problemer, der set ’indefra’, fra magtens eller det beståendes side, slet ikke er problemer.

Tag f.eks. kampen for kvinders stemmeret for godt 100 år siden. Set fra mange mænds side var det uden tvivl vanskeligt at se noget problem: Hvad skulle fruentimmere (og de fattige osv.) nu blandes ind i politik for? Men netop i uenigheden om, hvad der gælder som et væsentligt spørgsmål, ligger politikken. Politi, derimod, er overvågningen af det bestående. Det er administrationen, udøvelsen og håndhævelsen af det gældende sprog og den gældende lov. Politiet er der altid, i baggrunden. Det sørger for, at ingen træder for langt ved siden af, og at reglerne bliver overholdt. Politiets opgave er ikke at være opfindsomt, men at håndhæve.

Subjektivt og objektivt

Hvis man nu kombinerer Rancières forståelse af politik og politi med Slavoj Žižeks distinktion mellem det subjektive og det objektive, kan vi zoome endnu længere ind på den måde, magten forvaltes og udøves på i dag. Žižek skelner i sin bog Vold fra 2008 mellem det, han kalder subjektiv vold og objektiv vold. Den subjektive vold er den, der udøves af en tydeligt identificerbar agent, som når én mand pander en anden ned på gaden, mens den objektive vold er mere anonym og sværere at få styr på. Den objektive vold er den vold, der er indlejret i systemerne, og som virker, selv om man ikke kan pege på en enkelt aktør og sige: »Det er hendes skyld!« Klimaforandringerne er f.eks. ikke én eller nogle få menneskers skyld, men en samlet effekt af det globale pres mod miljøet. De er konsekvensen af århundreders industri og økonomi og alles og ingens ansvar på én gang.

Man kunne nu, i en fri fortolkning af Rancière og Žižek, tale om henholdsvis det ’subjektive politi’ og det ’objektive politi’. Det subjektive politi er dermed det politi, vi møder på gaden. Det er betjent Jensen, der kalder bilen ind til siden og spørger, om han må se ens kørekort. Det er ordenspolitiet, der rykker ud til et værtshusslagsmål osv. Det objektive politi, derimod, er ikke så synligt og let at identificere. Det er den mere anonyme baggrund for, at vi har det system, vi har, men som ikke desto mindre sætter nogle rammer op, der ikke er til forhandling. Det objektive politi er de strukturer, der former vores virkelighed, og som har ganske kontante konsekvenser for virkelige mennesker, men ikke rigtig har nogen afsender. Det er de instanser eller mekanismer, man kan henvise til og sige: »Jamen, sådan er det jo«, eller »Det bliver vi desværre nødt til at gøre«.

Det objektive politi definerer og bevogter grænserne for det sprog, man skal tale for at deltage i den såkaldte ’politiske proces’. Det får ofte en næsten mytologisk karakter af et være et særligt privilegeret eller indsigtsfuld sprog, som kun nogle få ypperstepræster taler, men som – måske netop derfor – tilskrives en uudgrundelig magt eller nødvendighed, som vi almindelige dødelige må acceptere. Meget sigende findes den objektive magt ofte i akronymer, som står for noget, de færreste helt ved, hvad er. I den økonomiske politik er det f.eks. IMF, OECD, TTIP og DREAM-modellen, inden for psykiatrien DSM-manualen, i forskningsverdenen BFI-point, i skolerne PISA osv. At kunne akronymerne er at kunne magtens sprog – endda selv om man muligvis ikke helt forstår, hvad de står for.

Udfordr

Det objektive politi ligger altid bag ved det subjektive politi. At politibetjente tæsker løs på flygtninge på en banegård i Ungarn er, selvom billederne kan virke spektakulære, ikke det egentlige problem, det er snarere det objektive politi, Frontex, der må konfronteres. På samme måde er det ikke lærerne, psykiaterne, økonomerne eller soldaterne, der er fjenderne, hvis man synes, at samfundet bevæger sig i den forkerte retning. Tværtimod er det formentlig først i en alliance med det subjektive politi, at man for alvor kan udfordre det objektive politi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En meget fint formidlet og spændende kombination af Ranciere og Zizek.

Er dog, for mig at se, såvel ontologisk som epistemologisk forfejlet, fordi dens opdelingen imellem det "Subjektive" og det "Objektive ikke ser hvordan de to er konstant indviklede i hinanden og umulige at skelne, hvilket i sidste instans ender med at gøre analysen handicappet.

Tydeligst bliver konsekvenserne af denne fejlslutning i sidste paragraf, hvor "lærerne, psykiaterne, økonomerne, eller soldaterne, der er fjenderne, hvis man synes at samfundet bevæger sig i den forkerte retning": disciplinerne og deres feltarbejderes performative effekt på det som forfatterne kalder "de strukturer, som former vores virkelighed".

Hvad er problemet med en sådan (typisk kritisk teoretisk) fejlslutning? Det er at dens transformative potentiale forfalder når den ender med at ligne konspirationsteori: i sin umyndiggørende reduktion af individer til zombielignende, intetanende og ubehjælpsomme skikkelser som blot styres af superstrukturer løber kritikken, som Bruno Latour bemærkede, tør for damp.

hvor det ikke"lærerne, psykiaterne, økonomerne, eller soldaterne, der er fjenderne, hvis man synes at samfundet bevæger sig i den forkerte retning" skulle der naturligvis have stået

"Det objektive politi er de strukturer, der former vores virkelighed, og som har ganske kontante konsekvenser for virkelige mennesker, men ikke rigtig har nogen afsender. Det er de instanser eller mekanismer, man kan henvise til og sige: »Jamen, sådan er det jo«, eller »Det bliver vi desværre nødt til at gøre«." siges det et sted i artiklen.

Er realiteten ikke, at "de strukturer, der former vores virkeligehed" er skabt af os selv ??? - og dermed kan ændres af os selv ?

Den franske revolution, den amerikanske revolution, den russiske revolution og den kinesiske revolution ( - de 4 mest relevante revolutioner i vores tid - ) er vel udtryk for, at man ændrer de nævnte strukturer, når man ser et behov ???
De 4 nævnte revolutioner førte til meget forskellige udviklinger, men p t er det vel "eftervirkningerne" af den kinesiske og den amerikanske , der ser ud til at få den største indflydelse i de kommende årtier ???

Philip B. Johnsen

Fra artikel:
"Klimaforandringerne er f.eks. ikke én eller nogle få menneskers skyld, men en samlet effekt af det globale pres mod miljøet."

Det er retorisk vrøvl fra ende til anden, den fattigste halvdel af verdens befolkning ejer mindre end de 85 rigeste og har reelt ingen indvirkning på klimaforandringerne.

At politi og millitær tilføres ekstra resurser, samtidig med kriminalitet og udefra kommende trusler mindskes, skal ses i lyset af regimer der beskyttes af flertalsdiktaturet, mod et stigende antal ofre, for elitens udbygning af uligheden.

Ole Chemnitz Larsen

Københavns Politi
har begået faktuel kriminalitet
til uberettiget fordel for ministre og embedsmænd,
herunder Skatteminister Troels Lund Poulsen og departementschef Peter Loft.

Hvad består den faktuelle kriminalitet i:

Afvisning af anmeldelser med henvisning til forældelse, selvom forældelsen først indtræder 10 år senere, svarende til en overtrædelse af andet led i Straffelovens § 155.som udgangspunkt.

Bortskaffelse af bevises for, at forældelsen først indtræder 10 år senere. svarende til en overtrædelse af Straffelovens § 125, stk. 1, nr. 2 som udgangspunkt.

Sende urigtige oplysninger urigtige mangelfulde til statsadvokaten.

Som udgangspunkt strafbare forhold medfører også, at der foreligger pligt til at
indlede en strafferetlig efterforskning.

Københavns adfærd er også til skade for de forurettede borgere, der blandt andet har været udsat for grov afpresning via trusler om store pengetab, hvis de ikke ville medvirke til at dække over ministre og embedsmænd, der som udgangspunkt havde begået kriminsalitet