Baggrund
Læsetid: 2 min.

Et politisk nederlag – en menneskelig sejr

Der skete i denne uge to bemærkelsesværdige ting i Helle Thorning-Schmidts liv
Der skete i denne uge to bemærkelsesværdige ting i Helle Thorning-Schmidts liv

Mogens Flindt

Moderne Tider
14. november 2015

Der skete i denne uge to bemærkelsesværdige ting i Helle Thorning-Schmidts liv. Hun led et politisk nederlag og vandt en menneskelig sejr. Hun blev forbigået til posten som FN’s flygtningehøjkommissær, men vandt folkelig sympati, da hun til prisuddelingsshowet Danish Music Awards viste, at hun har bevaret kontakten til vestegnsproletariatet.

At hun kommer fra Københavns Vestegn har altid været en stor del af hendes politiske selvfortælling som socialdemokrat: En opvækst i Ishøj er ikke et handicap i en socialdemokratisk velfærdsstat. Den historie har været en vigtig del af Helle Thorning-Schmidts branding og fået hende til at sige ting som »man kan tage pigen ud af Vestegnen, men man kan ikke tage Vestegnen ud af pigen«.

Ufolkelig folkelighed

Desværre er mange af hendes forsøg på at vise, at hun stadig er forbundet til forstaden, remouladen og pomfritterne, slået fejl. Særligt to forsøg kiksede: Efter en fodboldkamp på Brøndby Stadion gik hun ned i spillernes omklædningsrum, svang et blå-gult halstørklæde om sig og sagde: »For fanden, hvor var det dejligt, at I tog sejren hjem« – tidligere havde hun udtalt, at hun er FCK-fan.

En anden gang tog hun i Bilka og inviterede hele pressen med. Hun ville vise, at hun stadig var forbundet til den almindelige dansker, men overgjorde det med babyer og grillpølser, hvilket fik Vestegnen til at kalde hende falsk og fjern.

Festen

Men sidste weekend dukker hun op til prisuddelingsfesten Danish Music Awards. Et kendt Snoop Dogg-nummer spiller, mens hun går op på podiet. Hun skal overrække en statuette til rapgruppen Suspekt, der er vokset ud af Vestegnen og rapper om at skubbe slæder, man ikke har penge til, og om at være en proletar med det samme træningssæt, som konen har.

»Hvor er det egentligt fedt, at man både kan blive statsminister og rockstjerne, når man kommer fra Vestegnen,« siger hun. Suspekt kvitterer og råber, at Forum skal »give den op for Vestegnens flotteste MILF«.

Senere på aftenen ses hun med armen om et af medlemmerne fra Suspekt og en smøg og et glas hvidvin i den ledige hånd. Når hendes optræden denne aften synes enestående, er det fordi, det for første gang lykkedes Helle Thorning-Schmidt at køre selvfortællingen om magtmennesket, der ikke har mistet forbindelsen til sine rødder, hjem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her