Feature
Læsetid: 14 min.

Privat/diskret

Prostitutionen går under jorden. Mere end hver anden prostitueret annoncerer i dag sine ydelser uden at angive en adresse. Annoncer på nettet reklamerer for både teenagesex og hårde, pornografiske ydelser, men hverken politi eller socialarbejdere kan få adgang til kvinderne eller få overblik over, hvad der egentlig sker derude
Ligenu chance for at møde smukke frække 20 årige Bella i Århus N! Tlf xxxxxxxxMidtjyllandTil alle dejlige mænd i ÅrhusHar du lyst til fed sex med en dejlig fræk ung pige på kun 20 år? Jeg har den lækreste slanke krop... besøg mig i dag privat diskret i Århus i meget diskrete omgivelser. Jeg er her til kl 17- grib chancen og du vil ikke fortryde det! 

Ligenu chance for at møde smukke frække 20 årige Bella i Århus N! Tlf xxxxxxxx
Midtjylland
Til alle dejlige mænd i Århus
Har du lyst til fed sex med en dejlig fræk ung pige på kun 20 år? Jeg har den lækreste slanke krop... besøg mig i dag privat diskret i Århus i meget diskrete omgivelser. Jeg er her til kl 17- grib chancen og du vil ikke fortryde det!

 

Moderne Tider
14. november 2015

Den sigtede virker selvsikker. Hovedet er hævet, brystet skudt frem, ryggen er ret. Han er en solid fyr, mere buttet end muskuløs, med stort, krøllet hår og kraftigt skæg på hagen. På overkroppen bærer han en sort skjorte og mørk blazer, fødderne har han stukket i et par slidte sneakers.

Han er ung, 30 år. Men generaliebladet er for voksne. Det står klart, da politiets anklager læser sigtelserne højt denne torsdag morgen sidst i oktober i retten i Aarhus.

Den sigtede havde en strømpistol og det ulovlige stof poppers hos sig, da politiet opsøgte ham på en adresse i en forstad uden for Aarhus sidste år.

Mere alvorligt har han angiveligt tjent mindst en million kroner på rufferi af omkring 40 kvinder over en periode på to år og på adresser flere steder i landet blandt andet Aarhus, Aalborg og Hvidovre.

En del af rufferiet vedrørte såkaldte ’gangbangs’, der betyder, at den prostituerede har sex med mange kunder på én gang, og hvor den sigtede »mod et vederlag på 35-40 pct. af indtægten bl.a. sørgede for planlægning, annoncering, leje af lejligheder, indkøb af telefoner/ kondomer/ drikkevarer og til dels kontakten med kunderne herunder modtagelse af betalingen«, står der i retsmødebegæringen.

Flere af adresserne dækker ikke over massageklinikker i traditionel forstand. I stedet foregik blandt andet gruppesex-seancerne under såkaldt privat/diskrete forhold. Privat/diskret betyder, at der ikke er opgivet nogen fysisk adresse, når nogen indrykker en annonce for købesex. Der står blot et telefonnummer eller en mail, og så må en potentiel kunde ringe eller skrive for at få at vide, hvor han skal tage hen.

Sidste år prostituerede mindst 1.547 personer sig privat/diskret, via escort eller på andre måder uden synlig adresse ifølge Socialstyrelsens seneste tal om prostitutionens omfang og former. Det er ifølge samme notat mere end halvdelen af Danmarks 2.900 synlige prostituerede. Det er også en klar stigning siden 2010, hvor Socialstyrelsen anslog, at 675 mennesker prostituerede sig under privat/diskrete former eller i escort.

Tallet er en dårlig nyhed for de myndigheder, der forsøger at holde øje med prostitutionen. For socialarbejderne, som tager ud for at vejlede de prostituerede, er bogstavelig talt sat uden for døren, når de ikke ved, hvor prostitutionen foregår. På samme måde har politiet sværere ved at føre kontrol eksempelvis for menneskehandel eller tjekke suspekte annoncer for eksempelvis ganske unge kvinder.

I det hele taget lægger den privat/diskrete prostitution et slør ud over, hvad der sker på markedet. F.eks. fortæller flere politifolk til Information, at de støder på flere helt unge prostituerede under 21 år og flere hårde ydelser i annonceringen. De modsiges dog af de organisationer, der arbejder med at hjælpe prostituerede. Har markedet ændret sig – eller er politiets og organisationernes adgang til det blevet mindre og mere tilfældig?

Sagen i Aarhus startede, fordi en kvinde på 18 år fik nok af at blive udnyttet i den sigtedes gangbangs. Hun gik til politiet, som derfra kunne begynde at optrevle det omfattende rufferi.

Retsmødet varer mindre end et kvarter. Den unge mand med det viltre hår tilstår, at han havde strømpistolen og poppers på sig. Men han har ikke tjent en million på bordelvirksomhed, hævder han, og anslår selv profitten til 200.000 kroner. Nu forlader han retten med sin advokat. Politiet vil ændre sigtelsen til en tiltale, og retten vil blive sat på ny.

Sådan starter en annonce for privat/diskret prostitution på sitet annoncelight.dk, og det er den type annoncer, der bliver flere af, forklarer socialarbejder Susanne Hammelboe fra Socialstyrelsens Center mod Menneskehandel.

»Vi kan have alle mulige teser om, hvorfor det begyndte. Fordi huslejen er høj på klinikkerne, fordi kunderne kan lide, at det er diskret, eller fordi det er nemmere for bagmænd at have nogle på den måde, vi ikke kan komme til. Men inden for de sidste to år er det blevet mere og mere,« siger hun.

Fra Aarhus arbejder Susanne Hammelboe med at opsøge udenlandske prostituerede og identificere potentielle ofre for menneskehandel, for det er både udlændinge og danskere, som lægger afstand mellem sig selv og myndighederne ved at droppe adressen.

Frasorteringsmekanismerne kan være raffinerede.

Susanne Hammelboe forklarer, at Center mod Menneskehandel har ringet på »hundredvis af annoncer«, men får »meget lidt« ud af det. Det er svært at etablere tillid og få en personlig kontakt gennem røret frem for ansigt til ansigt ved klinikkens dør. Og det sker, at socialarbejderne slet ikke kommer igennem til de prostituerede selv:

»Nogle gange sidder der én i Aalborg og tager telefonen for kvinder, der sidder rundt omkring i Danmark,« siger hun.

Midt- og Vestjyllands Politikreds er én af to af landets i alt 12 politikredse, der har bagmandsvirksomhed som særligt indsatsområde. Også kriminalassistent Tom Nørskov har svært ved at bryde den virtuelle mur:

»Det er mere reglen end undtagelsen, at der står i annoncen, at hemmeligt nummer ikke besvares. Når vi så ringer med synligt nummer, kan de finde på at tjekke på Krak, om nummeret passer med, hvem vi siger, vi er. Det er et sløringstiltag. Det er et filter, at du skal ind over en tredje person, som administrerer den prostituerede, det er blevet mere camoufleret,« siger han.

Mange gange foregår prostitutionen fra midlertidige adresser. Netop campingpladser, feriehuse eller private lejligheder, der lejes ud via boligportaler som Airbnb, mens ejerne er på ferie, er populære som en slags ’pop up’-bordeller eller udgør baser, hvorfra en prostitueret kører ud som escort.

»De få, jeg har været i kontakt med, har siddet i Spanien og lejet sig ind i en feriebolig, der har været til leje i 14 dage. Så bor de der og modtager kunder, og så er det af sted igen,« forklarer Susanne Hammelboe.

Tom Nørskov nævner en sag om et par rumænske tyve, der havde lejet en hytte ved Hampen Sø i Midtjylland. Med sig havde de to kvinder, der kørte escort fra hytten. Kriminalassistenten kalder den type prostitution for ’cirkus’.

»De rejser rundt. De er her en måned eller to, så vi når knap nok at registrere, at de findes, og vi finder dem ikke. Cirkus er det værste,« siger han.

Det er slet ikke al diskret prostitution, der dækker over kriminalitet. Problemet er, at myndighederne har sværere ved at finde de sager, hvor ulovligheder foregår. Og til de udenlandske kvinder kan Center mod Menneskehandel ikke aflevere budskabet om, at hjælpen findes et sted:

»Kvinderne siger aldrig, de har problemer, når vi møder dem på klinikkerne. Men når de så kommer i situationer, hvor de faktisk har problemer, ved de, hvor de kan gå hen. Det er bekymrende, at nogle nu ikke får den viden om, at vi eksisterer,« siger Susanne Hammelboe.

Hun har for nylig identificeret en 21-årig kvinde i privat/diskret prostitution som offer for menneskehandel. Susanne Hammelboe kom kun i kontakt med kvinden, fordi hun selv gik til politiet med hjælp fra danske venner, hvilket mange ikke har, påpeger socialarbejderen.

I det hele taget gør den diskrete prostitution det svært at vide, hvilke tendenser der er i miljøet, og hvor området bevæger sig hen. Men politiassistent Tom Nørskov har sine ideer.

Han opfatter retssagen i Aarhus som et udtryk for en tendens:

»Prøv at sammenligne annoncer fra ti år siden og i dag. Et blowjob er ikke længere bare et blowjob, der er tusind varianter. Gangbang er populært. Der er flere, som tilbyder de hårde ydelser, måske efter inspiration fra porno,« mener han.

Q PÅ 19 TILBYDES I HERNING
Jylland
Hej alle i smask liderlige mænd
Jeg er en tøs på 19 år , 163 cm og 82 kilo . Har ophold i campingvogn Herning fra idag kl 17 - mandag , hvor vi har mulighed for at være ...
det skal lige siges at jeg har en del ar på arme og ben efter selvskade, men intet med betydning for sex

Det samme mener kunden Martin. Information skriver til ham på sitet eroguide.dk, hvor kunder til købesex bl.a. diskuterer deres oplevelser.

Martin har deltaget i en tråd om gruppesex og vil gerne svare på spørgsmål. Over flere dage chatter vi over Skype.

Martin er 44 år og familiefar. Han er også ’nysgerrig’, beskriver han sig selv. To gange har han deltaget i gruppesex med en prostitueret. To gange har han arrangeret gangbangs, men uden at deltage aktivt selv.

»For 25 år siden var prostitution på klinikker og for det meste almindelig sex, selv analt var en sjældenhed. I dag er det vildere og vildere, SM, gangbangs, offentlig sex (’dogging’). Og i dag er det næsten altid uden gummi,« skriver han i en chat om de ny tider.

Han tilføjer dog, at nettet spiller en rolle i at synliggøre ting, der også fandt sted tidligere.

»I dag er det miljø (gangbang, red.) åbent, fordi alle kan lave en annonce på f.eks. annoncelight.dk,« skriver han.

Martin var første gang arrangør på et gangbang for kvinden Louise. Hun var på det tidspunkt 19 år, og de to lærte hinanden at kende via chat.

Martin annoncerede efter mænd på nettet, som ville være med, og stod i det hele taget for praktikken. Begivenheden foregik på et hotel i Aalborg, og Louise fik 7.000 kroner for to timer. Anden gang, Martin arrangerede, var også for Louise, men denne gang deltog endnu en kvinde på 20 år. Også her var rammerne private. Martin fandt et nedlagt landbrug ved Mariager, og kvinderne blev lønnet med 8.600 kroner.

Martin er enig i, at »det lyder voldsomt« for en teenager at prostituere sig for syv mænd på én gang, som var det antal, der mødte op i Aalborg.

Men det var Louise selv, der bad om hans hjælp, og Martin vurderede, at hun var parat:

»Det kommer meget an på, hvor moden kvinden er. Er hun bevidst om, hvad hun begiver sig ud i, har jeg det ok med det,« skriver han.

Dog har bekymringer senere sneget sig ind i forhold til den rolle, Martin spillede i Louises prostitution.

Louise annoncerer stadig med sine ydelser. Men på eroguide.dk taler kunderne om, at de fører al korrespondance angående Louise med en mand. Én skriver, at hun gør det uden gummi nu. Andre omtaler en annonce, hvor Louise og hendes ven angiveligt tilbyder sex med en hund.

»Jeg er nervøs på hendes vegne. Jeg tror, at det bliver vildere endnu,« siger Martin og tilføjer:

»Det har jeg det ikke godt med, men det er ude af mine hænder nu.«

Martin understreger, at han aldrig tog penge for at hjælpe Louise og den anden kvinde, han var ingen alfons.

Hellere ser han sin rolle som en slags beskytter. For en stund i det mindste skærmede han den unge kvinde for det pres, der altid er prostitutionens potentielle følgesvend.

»Jeg hjalp hende, for hvis jeg ikke havde gjort det, havde en anden gjort det, og der kan du se resultatet nu,« skriver han med henvisning til Louises nye hjælper.

Faktisk er det kun to år siden, at Martins assistance var strafbar. I Danmark er det lovligt at købe sex af alle over 18 år. Det er derimod ulovligt at tjene penge på andres prostitution, dvs. rufferi. I 2013 blev rufferiparagraffen ændret. Indtil da nød personer under 21 år en særlig beskyttelse. Paragraffens stk. 2 angav, at det var forbudt at »tilskynde« eller »bistå« de unge i prostitution.

Med andre ord var det strafbart, når en mand som Martin fandt Louises kunder, købte kondomerne og bookede hotellet, hvor prostitutionen foregik, selv om de fleste domme gjaldt mænd, der havde fordel af at hjælpe i kraft af f.eks. kontanter eller sex.

Kriminalassistent Tom Nørskov tør ikke sige, om ændringen er skyld i en anden tendens, han mener at se. Men siden loven blev ændret, annoncerer flere unge under 21 for købesex online, siger han:

»Før fandt vi aldrig nogen under 25 år. Men nu ser vi en enorm opblomstring i annoncer, der forsøger at sælge varen gennem alder.«

Midt- og Vestjyllands Politi gemmer rutinemæssigt annoncer, hvor ungdom er et tema. Tom Nørskov har sendt samlingen til Information. Den tæller 25 annoncer fra 2015. Her er den 16-årige pige ovenfor, som søger en velgører; andre sælger trusser og fotos, mens andre igen tilbyder regulær prostitution.

Og nok er det helt almindeligt at lyve om sin alder i annoncerne, erkender Tom Nørskov. Men de unge findes derude, hævder han og nævner tre eksempler på kvinder på henholdsvis 18, 20 og 21 år, som politiet fandt i miljøet. De to første kom i kontakt med myndighederne på grund af en anmeldelse om rufferi. Den tredje var så syg af AIDS, at hun blev indlagt på hospitalet.

»Det er tilfældighedsfund. Men mine alarmklokker ringer helt vildt, når der f.eks. står ’rid mig, skat’ i annoncen for hende den 16-årige jomfru. Det kunne jo være en ny Tønder-sag,« siger Tom Nørskov.

Louise19 (Fyn)....JEG SØGER SERIØSE MÆND TIL GB PÅ LØRDAG. VED DU PÅ FORHÅND AT DU IKKE KOMMER SÅ LAD VÆRE OG SKRIVE.ER DU SERIØS SÅ BOOK EN PLADS ALLEREDE NU.

Louise19 (Fyn)
....
JEG SØGER SERIØSE MÆND TIL GB PÅ LØRDAG. VED DU PÅ FORHÅND AT DU IKKE KOMMER SÅ LAD VÆRE OG SKRIVE.
ER DU SERIØS SÅ BOOK EN PLADS ALLEREDE NU.

I Østjyllands Politi peger kriminalassistent Jesper Leth på samme tendens.

»Vi kører jo ud, når vi får en anmeldelse eller ser de her annoncer, og hvor jeg har undersøgt det, har de været meget unge,« siger han og peger især på det østeuropæiske miljø som kilde:

»Vi ser de her østeuropæere komme i større stil end førhen, hvor pigerne er blevet meget unge. Jeg ved ikke, om man direkte udnytter, at loven er ændret, men det er sådan, det er,« siger han.

Kunderne finder dem jo

Hverken Socialstyrelsens Center mod Menneskehandel eller Kompetencecenter Prostitution genkender, at flere prostituerede er meget unge i dag.

»Der dukker unge op af og til, men ellers har mange faktisk en ret høj alder,« siger Susanne Hammelboe om de prostituerede, hun møder. Hun tilføjer: »Men de unge kan jo være i et andet miljø.«

Kompetencecenter Prostitution arbejder med de borgere, der har krav på ydelser efter den danske sociallovgivning, det vil sige danske prostituerede. Men også her er den grundlæggende stemning, at det er svært at vide, hvad der sker bag telefonnumre og e-mail-adresser.

På den lange bane – over flere årtier – sammenligner konsulent Mogens Holm Sørensen prostitutionen med en lastvogn, der bakker frem og tilbage bag gavlen på en bygning:

»Nogle gange kan jeg se 70 pct., nogle gange kan jeg kun se 30 pct. Jeg ved aldrig, i hvor høj grad den synlige prostitution er lig den reelle prostitution,« siger han.

Internettet har ikke gjort sexsalget lettere at gennemskue:

»Hele udviklingen på nettet og med apps er en udfordring for det sociale arbejde og i forhold til at finde ud af omfanget. Der mangler forskning og undersøgelser omkring det,« siger Mogens Holm Sørensen.

Socialstyrelsen gør, hvad den kan, for at holde trit med tendenserne. For udgangspunktet er, at hvis kunderne kan få kontakt, kan socialarbejderne også.

De følger bl.a. udviklingen i, hvordan kunder og prostituerede får kontakt på internettet via annoncer og chatroom. Socialarbejderne finder relevante hjemmesider dels ved at søge på nettet, men også gennem kontakter i miljøet og de borgere, der tager imod deres tilbud. F.eks. har en del prostituerede solgt sex både i escort og på klinikker. Medarbejderne henvender sig umiddelbart efter, en annonce er indrykket, for erfaringen er, at nettets oplysninger hurtigt kan blive forældede.

På den måde lykkes det faktisk at få kontakt til prostituerede, der har brug for forskellige sociale tilbud.

Stadig løber udviklingen stærkt:

»Den hjemmeside, der aktuelt har flest annoncer, og derfor er mest oplagt at benytte, kan pludselig være lukket ned fra den ene dag til den anden, mens noget nyt opstår. Når vi i Kompetencecenter Prostitution har været i kontakt med borgere via chat room, bliver vi af og til smidt af, når vi bruger ord som ’prostitution’,« forklarer Mogens Holm Sørensen.

I Midt- og Vestjyllands Politikreds taler Tom Nørskov mere kontant om i hvert fald den kriminelle del af den svært tilgængelige prostitution.

»Vi må hele tiden være kreative. Når vi stopper et hul, hitter de et andet. Det er som vand, der løber nedad, det finder altid en vej,« siger han.

Epilog

Information ville helst have spurgt kvinderne selv om den verden, de færdes i. Derfor kontaktede jeg fire unge kvinder, der annoncerer for gangbang (gb) online. Tre vendte tilbage. Denne artikel skal slutte med deres svar. For svarene viser meget godt, hvad myndighederne støder på, når de skal bagom computere og mobiltelefoner for at lære de kvinder at kende, der tilbyder deres ydelser.

Først fik jeg Stephanie i røret.

»Jeg har ikke lyst til at tale om det. Det ændrer jo ingen fordomme, selv om jeg taler. Folk bryder sig jo ikke om det,« afviste hun min forespørgsel om interview.

Amanda svarede på en mail.

»Jeg er desværre ikke interesseret i nogen form for interview i forbindelse med en artikel. Helt kort kan jeg nævne, at når jeg laver et gangbang, så er der to grunde, for det første synes jeg, det er utroligt frækt, og jeg nyder hvert øjeblik, for det andet er der rigtig gode penge i det,« svarede hun og tilføjede:

»Jeg opfatter ikke mig selv som prostitueret, det er ikke en levevej – men i snævreste forstand er jeg vel prostitueret, men på en måde, jeg har det fint med.«

Til sidst vendte Louise tilbage. Det er hende, som kunden Martin engang hjalp med at arrangere to gangbangs.

Mailen er skrevet, som om Louise og hendes ven sad sammen, da de svarede, men de bekræftede aldrig mit spørgsmål om, hvem afsenderen egentlig var:

»Hej. Vi gør det af lyst og fordi, det er vildt frækt og dejligt, og jeg tænder mega på, at der er mange, som vil have mig og oven i købet betale for det. Det er en kombi af vild lyst og penge, og jeg elsker sex. Grunden til, at jeg startede, var fordi, jeg syntes, sex med én var mega kedeligt. Kærestesex fik jeg ikke ret meget ud af. Så ville prøve noget nyt, og så mødte jeg min ven. Han tænder også på det,« står der blandt andet.

Louise og hendes ven laver gangbangs så ofte, de kan, »da vi begge to er vilde med sex og ikke rigtig kan få nok ;) og så er det mega sundt at dyrke sex,« skriver de.

Mailen slutter med en invitation. Faktisk er parret åbne for at mødes med Informations journalist. Men forudsætningen for mødet er af en karakter, jeg ikke kan gå med til:

»Hvis du vil besøge os, skal du være med i en trekant, ellers vil vi ikke ;-)«, skriver Louise og hendes ven og lukker vores korrespondance med disse ord: »så har jeg vist svaret på en del om os... vil du mere, må du lave en fræk aftale med os... ellers tak for nu ;-)«

Martin, Stephanie, Amanda og Louise er opdigtede navne. Information kender Martins identitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik L Nielsen

Når myndigheder allerede nu har svært ved at nå disse kvinder, hvilket fra deres svar tyder på skyldes stigmatisering mv. hvordan kan man så overveje at kriminalisere yderligere? Det vil jo kun gøre støtte og hjælp endnu mere svært når alle bliver "diskrete".
Og det er jo tydeligt der er behov for hjælp, når man annoncerer at man selvskader.
Al mulig støtte til disse kvinder (og mænd i samme branche) uden stigmatisering og straffeattest!

Robert Ørsted-Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

...Velkommen til konkurencestaten.

Robert Ørsted-Jensen

ulækker læsning - men det er stadig ikke noget der kan styres med yderligere statslig kriminalisering

Der er for meget moralsk indignation i denne artikel, som antyder, at noget måske er kriminelt uden at det kan dokumenteres.

Det er rigtigt, at mange bordeller rundt omkring lukker og at nogle af kvinderne fortsætter “privat/diskret”. Men Sanne Maja Funch mangler at grave et spadestik dybere og forklare hvorfor:

Finanskrisen har medført færre kunder til købesex. Og de mange razziaer fra politiets side mod bordeller er ren og skær chikane.

I 2013 vedtog Folketinget, trods mange advarsler fra fagfolk, at det stadig skal være forbudt at drive bordeller i Danmark. Det er ikke nogen god idé, at myndighederne tvinger bordeller til at lukke. For det er bedst for kvinderne, at de arbejder sammen i bordeller, frem for at de står mutters alene.

Den udvikling, som artiklen beskriver, gør ikke branchen mere kriminel, men mere legal. Fordi det de-facto er forbudt at drive bordeller, men fuldt lovligt at sælge sex “privat/diskret”. Det er Folketinget der har bedt om de problemer, som artiklen beskriver.

mvh. Bo Jensen

Robert Ørsted-Jensen, Glædespige abcde, ulrik mortensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

“Privat/diskret” - for nogle få måneder siden var det "sex for en burger", der forargede hele medie Danmark - vildt overdrevet: http://www.information.dk/524275