Læsetid: 6 min.

Requiem for en landstræner

Efter 15 år siger vi farvel til en landstræner, der altid forsøgte at underholde, altid satsede på spillet og nød stor respekt for sin profesionalisme – men som tillod en syg kultur at vokse frem på landsholdet
Vores nordiske fodboldnaboer har altid set danskerne som det, de ikke selv var: kreative, tekniske, improviserende. Den tradition har Morten Olsen holdt ved lige og været tro mod.

Jonas Olufson

21. november 2015

Da de danske landsholdsspillere Søren Lerby, Frank Arnesen, Jesper Olsen, Michael Laudrup og Jan Mølby den 9. juni 1986 sad på terrassen på Hotel Jurica i Querétaro i Mexico og drak sig besofne i appelsinjuice med champagne i for at skylle den forgangne dags 5-1 nederlag til Spanien i VM-ottendelsfinalen ned, bredte der sig efterhånden en stemning af, at man burde smide Jesper Olsen i hotellets pool.

Ikke fordi man havde noget imod ham som sådan, men det var trods alt hans skyld, at landsholdet dagen forinden var blevet ekspederet ud af VM-slutrunden. Og den lille dribler slap kun fra at blive kylet ud på den dybe ende, fordi landsholdsanfører Morten Olsen sad ved pool-kanten og læste avis. Og selv ikke landsholdets mest rebelske skikkelser vovede at vække kaptajnens vrede – ikke engang i halvberuset tilstand.

Og da stemningen omkring bordet senere var blevet en tand mere højrøstet – ikke mindst takket være Jesper Olsens ghettoblaster – var det også Morten Olsen, der lige lagde vejen forbi selskabet og bad dem om at skrue lidt ned for charmen.

Disse episoder kender vi til, fordi Tipsbladets legendariske Per Høyer Hansen var til stede på Hotel Juricas terrasse den formiddag og rapporterede om dem til bladets læsere, og udover at de giver et fint billede af den livsglæde og anarkisme, der var en integreret del af 80’erlandsholdets sjæl, så viser de også noget andet, nemlig at Morten Olsen sådan set har været chefen på det danske landshold, lige så længe man kan huske – først som spiller og siden hen som træner. Det var ham, der som anfører holdt styr på de frie sjæle inde på banen. Og det var efterfølgende ham, der opbyggede flere versioner af det danske landshold som landstræner siden 2000.

Spille bold, spille bold, spille bold

Men nu er det slut. Det samlede nederlag til svenskerne fik farvehandlerens søn fra Vordingborg til at trække sig, og nu er tiden kommet til at riste en rune over en mand, der nåede at blive Europas længst siddende landstræner, før en vis Zlatan Ibrahimovic kom forbi og gjorde en ende på løjerne.

En så lang periode kan der naturligvis siges både godt og skidt om – og efter nederlaget til svenskerne har kritikken været hård. Men hvis man vil pege på en af de ting, der ubetinget taler til Olsens fordel, så er det, at han altid har forsøgt at spille fodbold.

Uanset hvilken talentmasse, han har rådet over – og i et lille land som Danmark fluktuerer kvaliteten af landsholdsspillerne jo nærmest med årstiderne – så har Olsen altid forsøgt at bygge sit hold op omkring boldspillere. Han har aldrig søgt tilflugt i den mere defensive og fysisk orienterede spillestil, som landsholdene i vores nordiske broderlande praktiserer.

Danmark nyder i både Norge og Sverige et velfortjent ry som Nordens boldartister – eller som den svenske fodboldjournalist og fodboldforfatter Jesper Högström for nylig formulerede det i Tipsbladet: »Vi har altid talt om danskerne som alt det, vi ikke er: kreative, tekniske, improviserende.« Og den spillemæssige tradition har Olsen været tro imod.

Når han har haft dygtige, pasningsorienterede teknikere til sin rådighed, har han brugt dem. Og han har stort set altid sendt sine hold på banen for at være boldførende.

Men hans fineste bedrifter kom til at ligge i den første halvdel af hans landstræner-periode, hvor han havde de rette aktører til at praktisere det spillesystem, der ligger hans hjerte nærmest, nemlig det nederlandske 4-3-3 med vægten lagt på angreb over fløjene og lynhurtige trekantskombinationer på midtfeltet.

Olsen er en stor beundrer af dette ærkehollandske spillesystem, som han også selv praktiserede i sin tid som klubtræner i Ajax, og han kunne gnidningsfrit implementere det til landsholdet i sine første år, hvor han havde spilintelligente kanter som Martin Jørgensen, Dennis Rommedahl og Jesper Grønkjær på holdet.

Da de var ude af billedet, var han nødt til at lægge stilen om, og her kom han til en vis grad til kort.

Det lykkedes ham ikke i de senere år at etablere et taktisk koncept, der fik det optimale ud af de folk, han havde til rådighed. Og især i den netop afsluttede kvalifikationsturnering var problemet udtalt. Her lykkedes det kun danskerne at score otte mål i et halvblødt gruppespil, og det fortæller historien om en landstræner, der ikke formåede at sætte sine stærkeste offensive kort i scene.

At han også selv var klar over problemet, ses af de relativt tidlige udskiftninger, han følte sig nødsaget til at foretage i mange af sine sidste kampe.

Hvor Morten Olsen indledte sin periode som landstræner med et veldefineret og effektivt spillesystem, virker det, som om at han med årene kom i tvivl om sine egne ideer, og han endte med at fremstå som en nybegynder, der på lykke og fromme rokerede rundt på brikkerne i forsøget på at finde den optimale start-ellever.

Arven

Problemet med at score mål skal landsholdet nok få løst på et tidspunkt. Mere alvorlig er den skade, som holdet har lidt uden for banen i form af et markant prestigetab i befolkningen.

Det er en skade, der utvivlsomt også vil bedrøve Morten Olsen selv, for uanset hvad man end kan mene om manden, så er der ingen tvivl om, at han er en patriot, der altid har været stolt over at stå i spidsen for de rød-hvide farver.

Sagen er imidlertid, at han i en periode tillod – eller i hvert fald lukkede øjnene for – at der på holdet udviklede sig en syg kultur, hvor medier og befolkning mere blev set som modspillere end som støtter.

Det var en kultur, som stærke, negative kræfter i den daværende spillertrup var bærere af, og den kulminerede ved udebanesejren over Portugal i 2008, hvor landsholdstruppen i smækfornærmet tilstand marcherede forbi pressen uden at udtale sig.

Dén aktion tilføjede landsholdet et knæk i forholdet til befolkningen, som det har taget lang tid at komme sig over, og det ville have tjent Olsen til ære, hvis han hurtigere havde grebet ind og ryddet op i den forurettede og utilnærmelige mentalitet, der prægede landsholdsspillerne i den periode.

Ingen betvivler hans stolthed over at være landstræner. Snarere tværtimod. Og det er et paradoks, at det netop var under den mest fædrelandsstolte landstræner i nyere tid, at forholdet mellem holdet og folket disintegrerede.

Det skal dog siges til DBU’s ros, at problematikken er blevet anerkendt i forbundets hovedkvarter i Brøndby. Og reparationsarbejdet er påbegyndt. Kampagnen »En del af noget større« er et intelligent forsøg på at genetablere det følelsesmæssige bånd mellem landsholdet og dets tilhængere.

Men at holdet endnu er et stykke vej fra at generobre sin position som absolut folkeeje ses af seertallene. Under 900.000 danske tv-seere fulgte det første opgør i Stockholm på skærmen, det er usædvanlig få til en så betydningsfuld kamp.

Der er lang vej til dengang, de rød-hvide drenge lagde gaderne øde, når de spillede!

Nu er Morten Olsen imidlertid fortid, og det er op til en ny landstræner at overtage arbejdet med at reparere på forholdet mellem landshold og befolkning.

Eftermælet

Samtidig kan man spekulere lidt over, hvordan Morten Olsens eftermæle vil blive, når den umiddelbare skuffelse over nederlaget til de svenske arvefjender har lagt sig. For det er jo med landstrænere som med statsministre: De slutter stort set altid med et nederlag.

På længere sigt vil billedet dog formentlig træde frem af en landstræner, der altid var respekteret men aldrig formåede at blive folkeeje – hvilket formentlig hænger sammen med, at han i bund og grund er et meget privat menneske.

»Man kommer aldrig tæt på Morten Olsen,« udtalte Sepp Piontek til Søndagsavisen for nylig. Og det er formentlig sandt.

Til gengæld har hans seriøsitet og grundighed altid har været ubetvivlelig. Den tidligere AB-træner Christian Andersen, der spillede sammen med Morten Olsen i den belgiske klub Cercle Brügge tilbage i 70’erne, har fortalt, at han kun oplevede sin danske holdkammerat vred én gang: Det var, da nogen kaldte ham uprofessionel.

Olsen har gennem hele livet været den superseriøse sportsmand, der med stor dedikation har påtaget sig de opgaver, der er blevet ham pålagt – men som samtidig har holdt en vis distance til omgivelserne.

Eller for at vende tilbage fra scenen på Hotel Juricas terrasse dagen efter nederlaget til spanierne: Olsen er alvorsmanden, der sidder for sig selv ved pool-kanten og læser avis, mens holdets festaber slår sig løs ved det højrøstede bord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu