Læsetid: 3 min.

Hvad sker der ved at bryde med velfærdens grundprincip?

Vor tids store debat om velfærdsstaten synes at have glemt det. Så hvad er egentlig de særlige styrker ved det universalistiske princip om alles lige ret til samme høje ydelser, som vores velfærdsmodel bygger på?
21. november 2015

På den ene side peger udenlandske kommentatorer og forskere jævnligt på den danske samfundsmodel som et storslået forbillede, og Fukuyama overvejede at kalde sit storværk om 50.000 års politisk udvikling frem mod de mest lige og frie samfund for Getting to Denmark.

På den anden side har den danske velfærdsmodel de sidste 40 år været under øget beskydning, og aktuelt kan man nærmest ikke åbne vinduet uden at høre kritikken.

17. oktober kaldte debattøren Mads Holger i Politiken udlandets evindelige lovprisning af Danmark for ’hyklerisk’: »Alle elsker et velfærdssamfund, der betaler alt for alle, hvis blot de ikke selv skal læse på selvangivelsen, at staten pludselig har taget over halvdelen af deres indkomst.«

Og i september var det velfærdsstatens skabelse af sløv og middelmådig mentalitet, der blev spiddet: »Den kedelige socialdemokratiske kultur producerer ikke stor litteratur, den producerer kun kunstfondstøttelitteratur,« sagde Uffe Østergaard her i avisen.

Krævementalitet

Udsagnet er et ekko af franskmanden Tocqueville, som allerede i 1840 skrev om denne mulige bagside ved en stor stat:

Over alle borgerne »hæver sig en vældig formynder, som påtager sig alene at sørge for deres velfærd og våge over deres liv […] Den tyranniserer ikke, men trykker, dæmper, svækker, slukker, sløver«. Karl Ove Knausgård gentager præcis den kritik i Min kamp og ønsker sig tilbage til en tid, som »frembragte den største forfatter, Shakespeare, den største maler, Rembrandt, den største videnskabsmand, Newton«.

Skabelse af passivitet, afhængighed og mangel på autonomi – som også var kernen i Anders Foghs Fra socialstat til minimalstat og i Bjarne Corydons forsvar for SR-regeringens socialpolitiske nedskæringer – og urimeligt høje skatter er således standartargumenter imod den store velfærdsstat. Et andet udbredt argument er, at den skaber et stadigt større forventningspres. Mette Frederiksen talte som beskæftigelsesminister om ’krævementalitet’ – et begreb, Anders Fogh lancerede på side 18 i sin minimalstatsbog 20 år tidligere. Endnu en kritik lyder, at høje skatter forstyrrer markedets vækstskabelse.

Hvad er problemet?

Kritikken af velfærdsstaten er altså intensiv, og velfærdsstatens finansieringskrise, der begyndte i 1970’erne, og de stadigt mere dominerende konkurrencestatslogikker har kun accelereret kritikkens cirkulation. Samtidig fylder de dybere argumenter for velfærdsstatens virkemåde og formål meget lidt i offentligheden. Så hvad er egentlig kvaliteten ved vores store velfærdsstat?

Eller mere præcist: Hvad er kvaliteten ved at lade et meget omfordelende skattesystem med et højt skattetryk finansiere det universalistiske princip om alle medborgeres lige ret til relativt høje ydelser? Hvorfor er det fra et universalistisk perspektiv f.eks. problematisk, når politikere foreslår øget brugerbetaling, eller når Lars Løkke, som han gjorde det i foråret, ønsker, at ikke alle unge skal have det samme i SU?

Intet ’os’ mod ’dem’

For det første modgår den lige ret til ydelser den stigmatisering og ydmygelse, der kan være i at skulle skønnes egnet til en ydelse. Steinckes socialreform fra 1933 gjorde op med skønsprincippet og indførte retsprincippet. For det andet giver universalismen mere social udligning og mobilitet end nogen anden velfærdsmodel. Dét er »en af de mest veletablerede kendsgerninger i velfærdsstatsforskningen«, skriver Jørgen Goul Andersen i forskningsartiklen »Den universelle velfærdsstat er under pres – men hvad er universalisme?«, der diskuterer forskningens argumenter for og imod universalismen.

Alle borgere benytter altså samme ordninger, og der omfordeles reelt fra alle til alle, og det betyder for det tredje, at universalismen skaber sammenhængskraft og fællesskab – man undgår opsplitning i betalere og modtagere, i ydere og nydere, i ’os’ og ’dem’ – måske ligger der her et svar på spørgsmålet om, hvordan humlebien kan flyve.

Så kan man indvende, at man helt unødvendigt giver til middel- og overklassen for at få deres opbakning (bestikkelsesteorien), men den indvending misforstår ifølge Goul Andersen både universalismens store formål og effekt, som netop er at styrke sammenhængskraften og minimere tænkning i nydere og ydere. I USA f.eks. er utilfredsheden med skattetrykket ofte større end i Danmark, selv om skattetrykket der er meget lavere. For det fjerde betyder fraværet af forskellige ordninger i princippet mulighed for enkelhed i administrationen. Endelig er der det vigtige sociale og demokratiske formål, at universalismen og omfordelingen skal medvirke til at gøre alle borgere til ressourcestærke, autonome medborgere med overskud til demokratisk deltagelse.

Hvorvidt universalismen faktisk skaber autonomi – eller om der er modsatrettede effekter, som Fogh, Tocqueville, Knausgård m.fl. hævder – er et komplekst empirisk spørgsmål, hvis svar er betinget af mangt og meget og vanskeligt at generalisere udover konkrete tilfælde. Ligesom andet i diskussionen om den universelle velfærdsmodels styrker og svagheder er det. Alligevel bør vor tids stadigt stærkere spotlight på svaghederne ikke mørklægge alle styrkerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu